Augsburger-konfessionens 400-års jubilæum

Av Niels Hansen

Fredstanker*)

Forfatteren til nedenunder anförte småskrifter, forhenværende luthersk gejstlig I. Lortzing, har i de sidste år vakt en ikke ringe opmærksomhed i både katholske og protestantiske kredser i Tyskland. Hvor stor pris i hvert fald de förstnævnte sætter på forfatteren, fremgår af den mærkelige omstændighed, at de her omtalte skrifter udsendes med speciel anbefaling af det biskoppelilge generalvikariat i Paderborn, som önsker dem vid udbredelse til fremme af genforeningen i troen.

Foruden denne anbefaling fra generalvikariatet findes også hoslagt i hver af de små höger et såkaldet Göttinger-Interim, d. v. s. et midlertidigt forslag fra forfatteren, ment som indledning til en genforening af alle adskilte kristne. Dette forslag består af ti punkter, der er så jævne og umiddelbart tiltalende, at de vistnok er værd å gengi her. Enhver Katholik vil med glæde kunne tiltræde alle punkter i dette Interim, der lyder som fölger:

1) Jeg vil arbejde på, at der i stedet for den gensidige uviljes og mistillids atmosfære mellem konfessionerne indtræder en velviljens og tillidens atmosfære.

2) Jeg vil bidrage til, at forgiftningen af det offentlige liv med hensyn til konfessionerne kan ophöre.

3) Jeg vil ikke abonnere på nogen avis, på noget Söndags- eller menighedsblad, hvori den anden konfession eller dens herdomme og indretninger på uretfærdig og hadefuld måde bliver angrebet, mistænkeliggjort eller bekæmpet.

4) Jeg vil ikke tilhöre nogen organisation, som synes egnet til å fremme den konfessionelle hadefuldhed.

5) Jeg vil på den anden konfession anvendte ordet: ”Hvad du ikke vil, man skal göre mod dig, gör det ikke mod andre”, og på min egen: ”Hver skal först feje for sin egen dör.”

6) Jeg vil arbejde på, at alle rede nu – så vidt det er muligt – de troende af begge konfessioner kan stå sammensluttet i det offentlige liv i spörgsmål, der angår religion, sædelighed, undervisning og kultur.

7) Jeg vil söge stadig å bli mer fortrolig med den for begge konfessioner fælles store kirkelige fortid.

8) Aldrig vil jeg – selv blot ved en stille gensidig forståelse – slutte mig sammen med vantro og antikristendom for å bekæmpe og svække den anden konfession.

9) Jeg vil söge å danne mig en retfærdig dom angående den anden konfessions indretninger, brug, anskuelser og grundsretninger.

10) Jeg vil gi agt på, at disse grundsretninger först og fremmest bliver fulgt indenfor min egen konfession.

Så vidt de ti punkter, angående hvilke man kan være enig med forfatteren om, at det vilde være glædeligt, om ikke alene enkelte personer, men også aviser, foreninger, organisationer vilde slutte sig til.

Hvad indholdet af de velskrevne små höger angår, vil enhver nordisk læser, der kender Krogh-Tonnings skrifter fra halvfemserne, gi nærværende anmelder ret i, at disse nye böger intet væsentlig nyt bringer. De påviser, ligesom Krogh-Tonnings mesterligt skrevne höger, – at den »stille reformation» har drevet så meget ud af den oprindelige surdejg i protestantismen, at denne på en mængde punkter har nærmet sig den kirke, den under vilde gebærder og trusler for 400 år siden tog afsked med.

I den förste og störste af de tre småskrifter påviser forfatteren med rette, at den augsburgske bekendelse er langt fra å være en utvetydig og uforkortet gengivelse af den lutherske lære, hvilket også Melanchthon var sig fuldt bevidst. Skæbnesvangre misforståelser var både Luther og Melanchthon offer for; thi vel lærer f. ex. Skriften, at ved troen skænkes der os for Christi skyld retfærdighed, men den siger aldrig dette om det evige liv, således som Melanchthon antar.

Gang på gang söger Melanchthon også före rigsdagen i Augsburg bag lyset ved tilslörede og halv-eller kvartsande oplysninger. Når man tænker på Luthers hadefulde og ubeherskede skælden på messen, er det en meget mærkelig omgang med sandheden, når Melanchthon erklærer, at det er med uret, det er bleven påstået, at messen skulde være afskaffet. Derimod har han ret i, at der »i ceremonierne ingen mærkbare ændringer er sket», hvilket skyldtes, at man önskede, den jævne mand ikke skulde mærke bruddet med den gamle kirke.

Videre hævder forfatteren, at kristendommen er helt igennem en helliggörelses-religion, som henter sin kraft fra de nådemidler, Frelseren indstiftede og gav sin kirke å forvalte, medens Lutherdommen væsentlig er en tröste- og beroligelses-religion: mennesket fortviler over sig selv og over Gud, og i denne trösteslöse tilstanld griber han Christi retfærdighed. Ved å opvække vished om, at han for Christi skyld er retfærdig, bliver han det virkelig, og hans synd blir Christi synd, og Christi retfærdighed blir hans retfærdighed.

I den augsburgske konfession gentas også Luthers bestandige usandfærdige påstand, at den middelalderlige kirke lærte, at mennesket kunde fortjene sig Christi retfærdighed, medens det udtrykkelig blev hævdet, at nåden er en ufortjent skænket gave.

Ved alle deres löse påstande lykkedes det reformatorerne hos deres tilhængere å fremkalde en uvilje og et had mod den katholske kirke, der mange steder har holdt sig til den dag i dag, skönt flertallet af troende protestantiske kristne i vore dage intet har å indvende mod den retfærdiggörelseslære, som hævdes af Augustinus, Thomas af Aquino og den tridentinske kirkeforsamling.

Reformatorernes påstand, at læren om de gode gerningers fortjenstfulde værd gör mennesker, hovmodige, modbevises på det mest slående af selve livet, thi jo ivrigere man er i helliggörelsen, jo dybere man föler ansvaret for den evige dommer, desto större fordringer stiller man til sig selv, desto dybere erkender man sin egen svaghed,desto inderligere stoler man på nåden.

En særlig grov usandhed gör konfessionen sig skyldig i, når der to gange påstås, at man har lært »den gruelige vildfarelse, at vor Herre Christus ved sin död alene har gjort fyldest for arvesynden,medens messen er bleven indsat til offer for de andre synder». Ethvert katholsk barn vil fra sin katekismus vide, at denne påstand er blottet for al sandhed, således har hverken kirken eller dens theologer nogensinde hert.

Og endelig vil den augsburgske konfession gi det skin af, at den er en katholsk bekendelse, hvilket forfatteren med rette betegner som den store forfalskning. Thi at der i protestantismens »lære og ceremonier ikke skulde være optaget noget, der strider mod skriften eller den katholske kirke», er i den grad i strid med de faktiske forhold, at en nærmere påvisning heraf turde være ganske overflödig. Og forfatteren mener, at man ikke kan tilltræde og billige en så uredelig bekendelse, men hellere i steden for en jubelfest burde holde en alvorlig bodsdag.

Det var en lykke, at ikke Luthers voldsomme »Schmalkaldiske Artikler», men den augsburgske konfession med det milde, udglattende præg blev protestantismens hovedsymbolskrift. Thi derved blev tilnærmelsen til den gamle katholske kirkes lære og fromhed adskillig lettere, så meget mere som Luther tog en rig middelalderlig katholsk arv med sig, da han bröd ud af Kirken. Der var herved indenfor den protestantiske verden voksegrund for en bevægelse som pietismen, der på mange punkter – f. ex. ved opfattelsen af retfærdiggörelsen som en indre genfödelse – fandt tilbage til katholske anskuelser. Og siden er protestantismen, d. v. s. den troende del heraf, også på mange andre punkter undergået en forændring, så man vistnok meget vel kan hævde, at den nuværende protestantiske fromheds vesen lige så vel som den katholskes består i tro, håb og kærlighed og hovedsagelig ytrer sig i en alvorlig stræben efter helliggörelse og en sund frygt for synden. Derfor har Gud ikke for ladt protestanterne; trods deres vildfarelser har han noget stort for med dem, nemlig ad omveje å före dem derhen, hvorfra de er gået ud.

Ovenstående linjer er jo kun et kort resumé af nogle hovedtanker hos den store fredens mand, som Pastor I. Lortzing er. Vi önsker, at hans ord må finde tilslutning i vide kredse indenfor hans egen konfession, og at de også må virke blandt os katholikker, så at ingen af os ved stejlhed og overlegenhed skal stöde nogen sögende sjæl blandt de andre bort fra den sandhed, som vi aldrig skal være stolte, men kun taknemmelige over å besidde.

Thisted, på Vor Herres Jesu Christi dyrebare Blods Fest 1930.

*) I. Lortzing: Die Ausburgische Konfession vom religiösen und vom nationalen Standpunkt aus beleuchtet. 62 S. kart. 90 Pf. Die Ausburgische Konfession im Lichte des Neuen Testamentes und der Geschichte. 32 S. kart. 60 Pf. Die Augsburgische Konfession. Hat sie uns Modernen noch etvas zu sagen? 32 s. kart. 60 Pf. (Verlag Ferdinand Schöningh, Paderborn 1930.)