Biblen gennem Tusind Aar

Av Johannes Jørgensen

Det maa være en Fornøjelse at være dansk Skribent og at tilhøre Indre Mission. Hvert Øjeblik ser man i de store københavnske Blade unge og gamle Forfattere staa frem og klage over, at ingen mere interesserer sig for Literatur, i hvert Fald er der ingen, der køber samme Forfatteres Bøger. En gammel Skribent som undertegnede er ikke fri for at være af samme sørgelige Mening.

Og se, saa kommer der ind af Døren en Boghandlerreklame fra et af de Forlag, der udtrykkeligt kalder sig kristelige. Og med Beundring – og lad os være ærlige, nogen Misundelse – sér den udenforstaaende da, at i de Kredse, nævnte Forlag arbejder for, gælder andre Love end i det øvrige Danmark. En Olfert Ricard f. Eks. – hans Bøger er solgt i Tusinder og Titusinder af Eksemplarer. Og en Skovgaard-Petersen – ja, mens den almindelige, ikke-kristelige Forlægger indskrænker sig til at trykke 1500 Eksemplarer af en ny Bog (og han er endda vis paa, kun at sælge 8-900!) , saa kan den kristelige Forlægger roligt trykke 10, 11, 12 Tusind – han skal nok faa dem solgt. Som jeg nylig anden Steds skrev – »det er dem, som ikke har Raad, der køber Bøger.» Og jeg tager næppe fejl, naar jeg tror at Indre-Missions-Folket Danmark gennemgaaende har Portemonnæer af beskedent Rumfang.

Disse Betragtninger paatrænger sig En uvilkaarligt, naar man, først gennemblader, siden gennemlæser det store Værk, som netop en af de ovennævnte Forfattere har udsendt – jeg mener Roskilde Domprovsten C. Skovgaard-Petersens Arbejde Biblen gennem tusind Aar. Træk af Biblens Historie i Mliddelalderen. (333 + XX Sider i stort Kvartformat.) Ikke blot, at det anselige Værk er smukt trykt, paa godt Papir, men det er forsynet med en Rigdom af Illustrationer, baade i Texten og som farvetrykte Tavler udenfor denne, at man ikke kan andet end undres over det Vovemod, Forlæggeren her har lagt for Dagen. Enhver anden dansk Forfatter vilde have haft Brug for Understøttelse fra Carlsbergfondet for at faa et saa kostbart Værk frem; paa Titelbladet af Skovgaard-Petersens Arbejde staar simpelthen angivet, at det er udkommet hos O. Lohse, Kjøbenhavn og at det i Oslo faas i Lutherstiftelsens Bokhandel. Den som skriver nærværende Linjer, har en gang for mange Aar siden haft Lejlighed til at stille sig ved Indre Missions Side i en Kamp, hvor det gjaldt et af Kristendommens Hovedpunkter. At et Forfatterskab som det, hvoraf denne Bibelstudie kun er et Led, kan finde Grobund og Vækstbetingelser indenfor nævnte kristelige Retning, er et vægtigt Vidnesbyrd om dybt aandeligt Liv og stærk intellektuel Interesse.

Thi »Biblen gennem tusind Aar» er sandelig ingen letlæst Bog. Indre Mission maa give sine Talsmænd gode Kaar at arbejde under, thi bag et Skrift som dette ligger der Aaringers Studier, Rejser, Bibliotheksbesøg hele Europa over. Den lærde Forfatter har paa fem tættrykte Sider angivet Kilderne til sit Værk og synes ikke at have forsømt eller overset noget Arbejde indenfor den derhen hørende rige tyske, engelske og franske Literatur.

For en Katholik er det nu glædeligt at se, hvorledes den protestantiske Forfatter gør sig Umage for at yde Middelalderen fuld Retfærdighed i dens Forhold til Biblen. Strax i det første store Afsnit – Munkene som Bibelafskrivere – er Tonen anslaaet, og det er en Tone af fuldt forstaaende Sympathi. Maaske er det ikke uden Sammenhæng med den Trang til en Genfødelse af Klostret »paa evangelisk Grund», som i den sidste Tid fra forskellig Side er kommet til Orde i Danmark, men i hvert Fald er Middelalderens Munkeliv i Skovgaard-Petersens Bog skildret saa skønt – og saa sandt – som ellers sjældent af en ikke-katholsk Pen. Eller er det ikke smukt, naar det (Side 17) om den store Munkefader fra Clairvaux hedder: »Selv var Bernhard gaaet i Kloster far at udslettes og skjules ligesom en knust Krukke; men i Klostrets Stilhed oplevede han som tusinde andre, at de knuste Skaar blev klinket, og Krukken fylldt af Gudslivets liflige Salve og forvandlet til et Kar, Husbonden nyttigt».

Langt fra denne Forfatter er da den gamle protestantiske Overtro, at Middelalderen var en Mørketid, hvor »Herrens Ord var lagt paa Hylden». Atter og atter vender han tilbage til det Grundsyn paa Klosterlivet, som han strax fra første Færd gav Udtryk – »det opbyggelige og sjælefrelsende var … et Hovedformaal. Men al personlig Opbyggelse har sin Rod og Kilde i Guds Ord». (S. 17.) »Munken var vant til at koncentrere sig om Ordet, bøje sig for Ordet og blive stille for Ordet», og naar han fra Kirken gik til Cellen for at arbejde med sin Bibelafskrivning, saa var det »med Tidebønnernes hellige Klange i sin Sjæl». »I en saadan Bønnens Luft var det godt at arbejde. Sikkert har mangen en Munk været, hvad jeg mindes at have læst om en enkelt: »en Bønnens og de lønlige Taarernes Mand»; og en saadan Mand kan man trygt betro at skrive den hellige Bibel af.» (S. 28-29.) I den Grad har den protestantiske Forfatter levet sig ind i hine Middelaldermunkers Existens, at han kan skildre den, som om han selv havde været til Stede. Eller læs Linjer som disse (S. 41):

»Verden derude ligger i det Onde, det véd Munken – véd det maaske tilmed af bitter Erfaring. Epidemier og Fejder, Undertrykkelse og Uretfærdighed raser udenfor. Men Kirken er som Noahs Ark: det trygge Tilflugtssted midt i Syndfloden; og Klosteret er Kirkearkens tryggeste Del; og Scriptoriet (Skrivestuen) er igen det tryggeste Hjørne af Klostret. Her er saa fredlyst. Solen falder ind gennem de snørklede Vinduer og tegner Skygger paa Gulvet. Pennen skratter lidt paa Pergamentet, eller en af dem, der tegner Billeder ind i de bibelske Manuskripter, er maaske ved at rive Farve ud paa sin Porfyrstens Plade, det skurer lidt. I Klostergaarden falder en Vandstraale med ensformig Pladsken ned i en Stenkumme, eller nogen af Brødrene drager Vand af Klosterbrønden, saa Brøndkæderne rasler. En og anden Lyd fra Klosterskolen eller fra Pilgrimme og Syge, som besøger Klosterkirken med dens hellige Relikvier, forvilder sig nu og da ind i den indre Klostergaard. Bærer Vinden paa, kan man maaske ogsaa høre Hestetramp og Stemmer fra Klosterets Gæstehjem, hvor Riddere og Romafarere og andre tilfældige Gæster kommer og gaar. Men alt det lyder saa fjærnt; det understreger kun Stilheden.»

Er dette Billede ikke yndigt, saa rent och blidt i Farverne som en af de gamle Miniaturer? Føler man ikke, hvordan Forfatterens Sjæl helt er stemt i samme Tone som de arbejdende Munkes, og lyder det ikke gennem hans Skildring som et Suk: O beata solitudo!

Det er da kun rimeligt, at han senere i sin Bog bestemt afvisende tager til Orde mod Legenden om den i Middelalderen lænkede Bibel. »Den Bibel, Luther traf paa, var naturligvis lænket», skriver Skovgaard-Petersen, »det var jo Bibler den Gang af praktiske Grunde ikke saa sjældent» (nemlig for at de ikke skulde blive stjaalne), »og denne lænkede Bibel er da for mange blevet et Slags Symbol for Biblens hele Stilling i Middelalderen». »I Virkeligheden har næppe nogen anden Tidsalder levet saa stærkt med Biblen som Middelalderen», hævder den protestantiske Skribent (S. 301–302). – Ord, der med Guldbogstaver fortjente at indskrives i danske historiske Lærebøger. Naar Luther i sine Tischreden erklærer, at han var tyve Aar gammel, inden han saa en fuldstændiig Bibel, maa denne Ytring »bero paa en Huskefejl eller være gengivet forkert. Andre Ting viser nemlig tydeligt, at Luther paa et adskilligt tidligere Tidspunkt kom i Forbindelse med Biblen.» Og selv efter at have omtalt Kirkens Holdning overfor Savonarola og Russ kan Skovgaard-Petersen skrive: »Alligevel vilde man tage blodig Fejl, hvis man udfra denne Kirkens Behandling af Savonarola og de før nævnte Valdensere, Wiclifitter og Hussiter vilde drage den Slutning, at Kirken var imod Biblen eller ikke brugte den flittigt. Tværtimod. Ogsaa Pavedømmets fuldtro Mænd satte Biblen højt. Ogsaa de brugte Biblen til Belæring og Irettesættelse, til Forbedring og Optugtelse. Ogsaa de priste Biblen som Guds aabenbarede Ord.» Og – efter at have nævnt de største af disse »Pavedømmets fuldtro Mænd»: Gregor den Store, Rhabanus Maurus, Bernhard af Clairvaux, Frans af Assisi, Thomas af Aquino – tilføjer Forfatteren: » Vi spredte Nutidsmennesker gør os vanskeIigt noget Begreb om, i hvilken Grad disse Middelalderens førende Mænd levede og aandede i Biblen. De ikke blot læste i den daglig, mange Gange om Dagen, men de forstod den vanskelige Kunst at meditere over Ordet – at sænke sig saadan i det, saa de ved at tænke over Ordet endte med at tænke ud fra Ordet.» (S. 305–306.) Og fremdeles (S. 307): »Bibelordet gennemtrænger og præger bogstaveligt alle Omraader af Middelalderens Aandsliv. Først og fremmest naturligvis Klosterlivet … Et klosterligt Fyndord lød: »Morgenrøden skal finde dig med Biblen i Haand». Det siger egentlig alt». – Eller tilsidst: »Som Helhed er Middelalderen den ene Bogs Tidsalder; og denne ene Bog er Biblen.»

Ud for Ord som disse skrev jeg i Randen, hvad jeg i Hjærtet med en pludselig Opblussen af Glæde føIte: Magna est veritas et praevalebit, »Stor er Sandheden, tilsidst sejrer den».

Og dog – og dog saa jeg paa Bogens sidste Blade Morten Luthers Billed og forstod af Bogens sidste Ord, at vel var det ikke først ham, »som igen drog Biblen frem i Dagens Lys» (S. 311), men alligevel var det ham – og først ham – som »trængte ind til Evangeliets Hjærtepunkt og genfødte derud fra hele det kristne Skriftsyn og Livssyn. Det er Luthers Bedrift i Guds Riges Historie paa Jorden». (S. 333.) Thi, al Bibellæsning til Trods (jeg udhæver Ordene, de staar Side 329) »forstod Middelalderens Kirke Biblen anderledes, end den Hellig Aand havde ment det».

Her er det, Vandene – og Vejene – skilles. Her er det, vi Katholiker ikke længer kan være med. Det er os umuligt – jeg siger med velberaad Hu umuligt – at tro sligt. I den dybeste Ærbødighed overfor vore kristne Brødre i de protestantiske Kirkesamfund og deres ofte saa inderlige og daadskraftige Tro maa vi have Lov til at hævde, hvad der for os staar som urokkelig Sandhed, at naar Gud selv gennem sin Søn har lovet sin Kirke den Hellig Aands Bistand, saa kan denne samme Kirke ikke tusind Aar igennem have forstaaet Biblen fejl.

Assisi, i den stille Uge 1931.