Bøger om den hellige Augustin

Av G. Scherz C. Ss. R.

Pater E. Nebreda har i sin »Bibliographia Augustiniana» ikke blot opført alle Augustins Værker, men ogsaa alle Skrifter, der handler om ham. Et vældigt Kor af Stemmer fra alle Aarhundreder og Lande! Dette Kor er ikke blevet saa Iidt forstærket i 1930. Bøger og Piecer, Festudgaver og Billeder har i Aar fortalt om vor Helgen og Kirkefader, om Biskoppen, Kateketen, Prædikanten, Mystikeren og Munken Augustinus. Denne brogede Fylde af Bøger viser, hvor rig en Natur A. var, hvor mange Problemer han selv syslede med, og hvor meget han gav andre at bestille. At lade disse Bøger passere Revue og glimtvis at erkende hans Sjæls Storhed i dem, er derfor saare interessant. Streng Begrænsning er dog nødvendig og derfor vil jeg kun beskæftige mig med de vigtigste katholske, tyske Skrifter om A. i Anledning af Jubilæet.

En lille Juvel skal danne Begyndelsen, nemlig O. Karrers »Augustinus»! (1) En Mester i Sproget har her skrevet et klassisk Prosadigt om Helgenen, og Forlaget har sat det i smuk Ramme. Med et Par Penselstrøg fremtrylles her f. E. Landskabet, som fostrede den store Afrikaner. »Et Solens, et Lysets Land er det! Paa den sydlige Baggrund de flade Bjergtoppe med fattig Plantevækst: Ørkenens Forposter. Her strømmer Medshcerda igennem, paa begge Bredder smykket med Ege, Pinier og Palmetræer.»

Ligesaa kort og godt er A.s Forhold til Skolens Tvang skildret: »Skolen bragte Monikas Barn mangen haard Pine. Drengen var klog og overmaade følsom. Men meget smukkere end Skolens pedantiske Eksercits var den blaa Himmel, Haven med de søde Frugter, Sand- og Krigslegen ved Floden. Derfor var det bestemt i Guds Raad, at den senere Kirkelærer skulde være en daarlig Elev og faa mange Prygl, som han i sande Angstpsykoser slæbte sit sarte, lille Legeme til.» – Selv vanskelige Problemer kommer vi her paa nært Hold. Hvad bryder den moderne Læser sig f. E. om Nyplatonikerne, der udøvede saa stor Indflydelse paa A.s Liv? Men Karrer forstaar ogsaa at servere lidt gammel Filosofi for os: »En Dag stødte han paa Nyplatonikerne. I Platons Lære havde den førkristelige, menneskelige Visdom ligefrem talt sit sidste og modneste Ord. Alt stort og ædelt, hvad Menneskeaanden havde kæmpet sig til ved Iangt Arbejde, var her sammenfattet i et dristigt, aandeligt Skue, og Vejen vistes, hvorledes man ved Løsrivelse fra det sanselige, ved gradvis opadsvævende Betragtning og troende Hengivelse til den guddommelige Aabenbarings indre Røst, naar til den ’sande Væren’ og ’det højeste Gode’ og dermed ogsaa til det ’salige Liv’. Augustin var dybt rystet.»

I krystalklare, plastiske Ord drager saaledes hele Augustins Liv forbi os, til vi dybt grebne staar ved denne kristne Helts Dødsleje og læser: » Udenfor styrtede en Verden i Ruiner. I det stille Klosterværelse gik en Sjæl til sin Skaber.»

Et større Livsbillede har H. H. Lesaar skænket os. (2) Ingen ringere end den kendte Augustinusforsker Morin siger om Bogen: »Talløse er Biografierne om A., ligefra den, som hans Discipel og Ven tegnede, og ned til vore Dages forskellige Arbejder. Sikkert findes blandt dem mange af stort Omfang, af lødigt og dybt Indhold. Men jeg kender ingen, af hvilken man kunde lære den store Afrikaners beundringsværdige Personlighed bedre at kende end dette Værk.»

Denne Ros er næppe overdreven. Med stor Kærlighed og fin Sans for sjælelige Svingninger har Lesaar lyttet til »sin Helts sagteste Pulsslag og fulgt hans fineste Tankegang, ligefrem sluttet Venskab med ham.» Bogen er rig paa Stemninger, fordi en livlig, varm Fantasi med Skonsomhed har udvalgt Konfessionernes smukkeste Selvvidnesbyrd og indaandet dem nyt Liv. Hvilke Følelser der beherskede A. ved Synet af Verdensbyen Karthago, hvilken Strøm af faderlig Ømhed der vældede op i ham over Sønnen »Guds Gave», hvilken Glød »Hortensius» tændte i ham, oplever vi her paany.

Mange vigtige Sider i A.s Karakter træder her særdeles klart frem. Man forstaar, at han var en »Mester i Venskab» og hvorledes hans Sind spejlede sig i Vennernes Hjerter, der fulgte ham gennem tykt og tyndt, Nebridius maaske mere selvstændig, Alypius næsten ubetinget. – Goethes Ord: »In bunten Bildern wenig Klarheit, viel Irrtum und ein wenig Wahrheit», karakteriserer her bedre end lange Forklaringer Manikæernes Sekt, der skulde fastholde dette religiøse Geni gennem ca. 10 Aar. – Hvor glimrende viser denne Bog os Harmonien i A.s Sjæl. Synden forstyrrede Paradisets Fred i hans Ungdom, men Naaden bragte denne Harmoni tilbage, og skønt stadig en Kriger holder A. sig fri for al Ensidighed. Han elsker Gud, men glemmer ingen af sine Medmennesker; han længes efter det evige Lys, men er ikke blind for Skabningens Skønhed. Han sysler med Tankens dybeste Problemer og er dog samtidig den handlekraftige Biskop, under hvis kraftige Ledelse Afrikas Kirke løfter sit Hoved.

Naar man har læst denne Bog, stiger Billedet af et vidunderligt Menneske frem for os, en Mand, en Synder, en Helgen, en Sjælesørger og Ypperstepræst. Men spørger man sig selv, hvilket af Bogens 8 Augustinusbilleder, der egentlig svarer bedst til ens Forestilling om ham, tilfredsstiller vel intet helt, men maaske kommer Fra Angelicos rene Linier eller den sengotiske Statue i Xantens St. Viktors Domkirke Idealet nærmest.

En ganske særpræget Bog har Dr. E. Krebs udgivet, et Værk om Tænkeren Augustin, men dog ogsaa en Biografi. (3) Vil man lære hans Indsats i Dogmehistorien at kende, vil man ogsaa uden Omsvøb vide, hvori Kirken ikke deler hans Opfattelse, da maa man gribe til denne Bog, som begejstret siger: Der Unsere ist er! og dog ikke skjuler det mindste.

Krebs giver altid et godt Overblik over sit Emne. Han fremhæver f. E. A.s ejendommelige Skintilværelse før 387. Han sluttede sig da til en Skinreligion, Manikæernes, han lever i et Skinægteskab, Konkubinat, og da hans Drøm om Lykke og Sandhed skuffes, da antog han »alle hovmodige Sjæles Skinydmyghed; han blev Skeptiker, han tvivler paa alt» – De første 30 Aar er her en Egoismens Saga, men saa lærer den nyomvendte »Mater christianorum» at elske i alle dens Lemmer, Vennekredsen omfatter nu hele Kirken. Med Pen og Hyrdestav tjener han dem.

Tre Omvendelser møder vi i dette Levned: den første fra Ungdommens Letsind til alvorligere Stræben, den anden, der førte ham til den katholske Kirke i Milano. Men det tredje Vendepunkt ligger kring Aaret 397 og denne sidste »Omvendelse» hjalp Augustin til en dybere Forstaaelse af Naade og Tro. Da blev han slaaet af Skriftens Ord: »Hvad har du, som du ikke har annammet?» 1 Kor. 4, 7. ligesom han i sin Tid blev slaaet af Romerbrevets Formaning, og han skriver nu Konfessionerne, Lovsangen om Guds Naade.

Med særlig Glæde læser man Oversigterne over A.s Teologi, f. E. hans Trefoldighedslære. Det vises, hvorledes Kirkelærere, Koncilier og Kættere før ham har samlet Murstenene, men hans gudsøgende Aand føjer dem sammen til den herligste Bygning og sætter Kronen derpaa: Opdagelsen af, at det menneskelige Aandslivs Tredeling – Forstand, Vilje, Hukommelse – kan bruges til at anskueliggøre Trefoldigheden i en Lignelse. – En lignende Oversigt findes over Kirkebegrebet! Da havde især den afrikanske Kirke samlet Materialet til ham: Tertullian skrev allerede om »Moder Kirke», Cyprian om den kirkelige Enhed. Ambrosius og Augustin giver nu hver deres Bidrag til Lærens Udvilding og taler saa tit om »Catholica», den katholske.

Uforbeholdent taler denne Biografi om hver Helgens menneskelige Begrænsning, bebrejder f. E. Monika hendes Ægteskabsplanet med Sønnen. At skille sig af med en ikke standsmæssig Kæreste, faldt sikkert i Tidens Smag. Den romerske Ret regnede ikke-standsmæssige Ægteskaber for Konkubinater. Men Monika burde have forstaaet Kristendommens Syn. Hun forgreb sig paa Sønnens Sjæl, idet han tildels under hendes Medansvar forsyndede sig mod tre Kvinders Ære og Værdighed: den gamle Livsledsagerinde, den nye Brud, som Monika havde valgt, og den midlertidige Lejefælle, som A. mente ikke at kunne undvære. – Ligesaa uforbeholdent taler Bogen om forkerte Tanker og Udtryk i A.s Teologi og dog har vi samme Opfattelse som Forfatteren, naar vi skilles fra den: »Vi katholske Læsere føler os hjemme hos Augustin. Hvad han har prædiket for sine, det hører vi ogsaa i Dag i Katekese og Prædiken. Gud være lovet!»

Den katholske Videnskab har hyldet Augustin ved et saare værdigt og pragtfuldt Monument og »Gørresgesellschaft» kan vare stolt af det store fornemme Bind, i hvilket 18 Videnskabsmænd yder deres Bidrag. (4) lndledningen henviser til den trøstende Kendsgerning, at mange gamle Institutioner, Former, ja selv Riger styrtede sammen omkring A.s Dødsleje og han saa det med taarefyldt Øje. Alligevel skulde netop han som ingen anden være kaldet til at arbejde med paa den nye kristelig-germanske Kultur, der voksede op af Ruinerne. Prof. Mausbach skriver her om Begrebet »Liv», som særligt maa interessere os hos Augustin, der prægede det smukke Ord: Legemets Liv er Sjælen, Sjælens Liv er Gud. – Prof. Grabmann taler med vanlig Lærdom om Fornuftens og Troens indbyrdes Forhold hos A. Han bliver Skolastikkens store Forløber, hele Middelalderen bygger paa ham, de skolastiske Begreber autoritas og gratia stammer fra ham, ligesom Sætningen: Intellige ut credas, crede ut intelligas: Forstaa for at du kan tro, tro for at du kan forstaa. Grabmann peger paa Augustins Yndlingstanker, at man ikke blot med Forstanden maa søge den himmelske Sandhed, men ogsaa med sin Vilje og sædelig Renhed; at man kan nærme sig Troens Mysterier ved Hjælp af storslaaede Analogier.

I en meget aktuel Artikel henleder A. Kunzelmann Opmærksomheden paa A.s pastorale Virksomhed. »At man næsten helt har undladt at fremvise denne Side af Augustin for det katholske Folk, deri ligger det i sidste Instans, at han ikke blev en populær Helgen.» Prædikanten Augustin rejser sig for vort Blik, tegnet efter de ca. 500 Prædikener, der endnu findes, (mens Tusinder er gaaet tabt) , og vi betræder ogsaa hans aandelige Værksted. I en Instruks til sine Præster vil han ikke, at de skriver noget ned og lærer det udenad; de skal hengive sig til Bøn og Betragtning og iøvrigt trygt stole paa den Helligaands Bistand. – Schilling drøfter »De civitate Dei»s Statslære, mens H. J. Vogels beskæftiger sig med Eksegeten Augustin og fortæller os, at den største Redegørelse for hans Eksegese stammer fra en dansk Mand, Grundtvigs Modstander: H. N. Clausen. Skønt A. ikke var skriftkyndig som Hieronymus, forstod den Mand, der engang havde hørt: Tolle, lege, tag og læs, dog mere af Biblen end de fleste, og med hans Citater kunde man sætte 2/3 af Biblen sammen. Alene af denne korte Gennemgang vil man forstaa, at de tre Registre, der slutter Bogen, har en rig Høst at fremlægge.

Augustiner Eremiterne i Tyskland vilde fejre deres store Ordensfaders Mindedag med at udgive en smuk og indholdsrig Bøg. (5) Den indeholder først og fremmest den allerældste Augustinusbiografi, som Vennen Possidius har skrevet, i smuk Oversættelse. Saa faar vi en Fylde af forskellige Oplysninger! Maaske vil man vide noget om A.s Relikvier i Pavia. En særlig Artikel oplyser os om Gravmælet og dets Historie, hvorledes een germansk Stamme, Langobarderne sonede, hvad en anden, Vandalerne havde forbrudt mod A. – Vil man læse noget om Munken Augustin, saa fortælles her om de tre første Klostre i Karthago, Hippo og Thagaste. Augustins Regel forelægges, disse 12 korte Artikler, der siden har paavirket saa mange Ordensstiftere. – Vil man vide noget om Sagn og Legender, der har spundet sig om denne Helgenfigur, saa hører vi baade om hans Møde med Djævlen, hans Vandring langs Havets Kyst etc.

Men ogsaa Augustinerordenens Udbredelse og Skæbne, i Fortid og Nutid læser vi os til, og i denne historiske Fremstilling falder vort Blik ogsaa paa hin Augustinermunks Navn, der har bragt saa stor Ulykke over A.s Kirke: Luther. Hvad der dog gør dette Skrift særlig værdifuldt, er de mange Billeder og Illustrationer, som fører os tilbage til det romerske Nordafrika og dets Ruiner eller tolker A.s personlige Liv for os. – Det unge, foretagsomme St. Ritaforlag har desuden skænket os en værdifuld Kunstmappe (6) om Kirkefaderens Liv. Der findes M. Pachers kendte Billede: »Der heilige Kirchenvater Augustinus», endvidere 9 andre Billeder af en Mester, kendt under Navnet: Mester af den h. Augustin. Det er en udmærket Tanke at lade god, gammel Tyrolerkunst fortælle os om A.s Liv.

St. Augustin var egentlig, som vi fremhævede før, den store Sjælesørger og Moralist. Derfor maa en Bog, der beskæftiger sig med hans Morallære, paaregne den allerstørste Interesse, især naar den er enestaaende i sin Art, som Prof. Mausbachs Ethik. (7) Hvor megen Godhed og Skønhed vil disse to Bind dog gøre os delagtige i!

De fastslaar og bekræfter det igen, at A. er en af vore, bl. a. med protestantiske Udtalelser. H. Reuter siger: »Augustin staar ogsaa for mig som den romerske Katholicismes Grundlægger i Vesterleden». K. Holl siger: »Naar man ser hen til de dybeste Drivkræfter, da har den katholske Kirke altid forstaaet ham rigtigere end dens Modstandere.»

Hans Indflydelse paa Tider og Sjæle fremhæves: »Som Petrarca ved at læse Konfessionerne udgød lindrende Taarer, som den h. Teresia ved deres Hjælp kom ud over en smertelig Uro og Lunkenhed, saaledes blev Newman ved Ordet: Securus judicat orbis terrarum ført henimod Kirken. Naar Anselm og hans Tidsfæller skabte Skolastikken paa Augustins Grundlag, saa er senere Slægter, som Skolastikken havde gjort nøgtern, vendt tilbage til A.s levende Filosofi. Som Karl den Store blev opbygget af den kristne Idealstats Billede, saaledes har Middelalderens Paver og Renaissancens Statsfilosofer øst politiske Impulser af Ideerne i »De civitate.Dei».

Den største Beundring nærer Mausbach for A.s ypperlige, moralske Skildring, hans dybsindige Behandling af moralske Principper og Affekternes gribende Spil, som det røber sig baade i Bøger, Taler og Breve. Hvor kunde det være anderledes? Hans Ord lever endnu Dagen i Dag. Han indprenter os: »Dilige et fac quod vis», elsk og gør hvad du vil, Kærligheden er Midtpunktet i hans Sædelighed. Med faa Ord kaster han Lys over Ejendomsspørgsmaalet: »Alt, hvad man ejer daarligt, er fremmed Gods, og den ejer daarligt, der benytter daarligt.» – Han advarer mod altfor stor Verdenskærlighed: »Honningen dræber Bien, naar den hænger fast ved den».

Og hvor glimrende gør A. Himlens Salighed begribelig for det sanselige Menneske: »Den febersyge har mange Savn, i sin Uro forlanger han snart at drikke, snart at spise Æbler etc . Saasnart Sundheden er vendt tilbage, er disse Ønsker gaaet over. Saaledes vil hvert Menneske erfare det i Himlen. Som Sundheden gør en Ende paa mange Begæringer, saaledes ophæver ogsaa Udødeligheden alle Begæringer; thi vor sande Sundhed er Udødelighed.» Hvor levende taler dog denne Mand endnu 1550 Aar efter sin Død!

Ved mange Citatsamlinger spørger man ofte undrende sig selv: hvorfor i Alverden bliver dog denne eller hin Sætning fremhævet. Den Slags Tvivl kan ikke komme op ved de Augustinusord, som O. Karrer har samlet. (8) Ligesom det udmærkede Billedmateriale i de to Bind tegner forskellige Sider af A.s Personlighed, saaledes gør disse fyldige Uddrag fortrolige med hans dybe Tanker om Kristenlivet, om Gud, Verden og Synd, Naade og Bøn.

Om A.s Stilling til denne Verden hedder det: »Var det ikke for Troens Skyld, Augustin kunde godt være Stamfader til Schopenhauer. » Saa klart ser han nemlig Alverdens Ve og saa lidt tilfredsstiller ham Jordens Glæder. Men han er ikke Schopenhauer, og en Kristen behøver aldrig at blive det: »Hvad kan Alverdens Ve skade, naar jeg i Troen ved, at jeg er forløst i Kristus til en evig Frelse?» Vi har jo Gud! »At stræbe efter ham er at begære Salighed, at opleve ham er at være salig.» – Saa følger andre Citater af Naadens Doktor om Menneskets Virksomhed og Guds Alvirksomhed, eller den »bedende Filosof» skildrer os Bønnens Lyksalighed.

Det andet Bind handler om Guds Stat, om Guds Børn, de Retfærdige i og udenfor Kirken. Thi »Alle Retfærdige fra Verdens Begyndelse havde Kristus som Hoved.» Lad os her nøjes med en Udtalelse om Hæresien. »Paa hele Jorden gives der Hæretikere. Een Moder har født dem: Hovmodet – Iigesom ogsaa een Moder, vor katholske Kirke har født alle Troende, som er spredte over den hele Jordkreds. Kærlighed føder Endrægtighed; intet Under, at Hovmod føder Tvedragt.» Men ogsaa Hæretikerne maa vi elske: »Overfor de Anderledestroende maa vi som Kristne vise katholsk Mildhed. Det gælder om at helbred; deres Øjne er betændte; kun sagte maa vi berøre dem.» Og tilsidst faar vi dette smukke Afskedsord: »Vi har nu kosteligt glædet os ved Lyset. Men om vi ogsaa skilles fra hverandre, fra ham vil vi aldrig skilles!»

(1) Otto Karrer, Augustinus. München, Verlag Ars sacra, 1930. 31 S. 9 Billeder. Mk 1,25.

(2) Heinrich H. Lesaar, Der heilige Augustin. München, J. Kösel & Fr. Pustet, 1930. 313 S. 8 Bill. sh. Mk. 7,50.

(3) Dr. Engelbert Krebs, Sankt Augustinus. Köln, Gilde-Verlag, 1930. 355 S. Helsh. Mk. 7,50.

(4) Grabmann-Mausbach, Aurelius Augustinus. Köln, J. P. Bachem. 1930. 439 S. Billedtavler Mk. 26; helsh. Mk. 30.

(5) Deutsche Provinz der Augustiner Eremiten, St. Augustin. Würzburg, St. Rita Verlag. 1930. 267 S. Mange lllustr. Mk. 6.

(6) Augustinus Kunstmappe, Würzburg, St. Rita Verlag. Mk. 1,50.

(7) Joseph Mausbach, Ethik des hl. Augustinus. 2 Ed. 2. Oplag. Freiburg im Br. Herder.

(8) Augustinus. Das religiöse Leben. München, Ars sacra Verlag, 2 Ed. 291 og 235 S. 9 og 10 Bill. halvsh. hver Mk. 4,80.