Confessio Augustana post festum

Av Hans Rost

Frit efter Dr. Hans Rost i Kölnische Volkszeitung 7. Juli

Ved Jubilæet for Confessio Augustana drog et mægtigt Festtog gennem Augsburgs Gader. En Tiendedel af Toget havde protestantisk Præg; i øvrigt tog man sin Tilflugt til kulturhistoriske Fremstillinger. De 25 protestantiske Billeder fejrede Lutheranismens Triumf og forkyndte for den forbavsede Verden, at Augustana havde næsten 100 Millioner Kristne bag sig.

Det afgørende Spørgsmaal er imidlertid: staar disse 100 Millioner virkelig endnu paa Augustanas Grund? Har Augustana ogsaa i vore Dage den Betydning, som Jubilæumsskrifterne og Jubilæumstalerne tillagde den? Eller er de lutherske Kirkers første officielle Bekendelse nærmest et historisk Samlingsmærke, et løst Enhedsbaand for den moderne Protestantisme, der for længe siden har mistet sin dogmatisk bindende og lovgivende Kraft. Det sidste turde være Tilfældet. »Hvem af os Nutidsmennesker», skriver Licentiat Waldenmaier, »kender, læser Augustana? Udenfor Theologernes Kreds kun ganske faa. Da der for 200 Aar siden udstedtes en Forordning om at løse Bekendelsen højt ved Gudstjenesten, kom der snart Klager over, at den læstes uden Nytte, og at Folk faldt i Søvn.» Friedrich Heiler indrømmer, at i de 10 Aar, han har været Protestant, havde han saa godt som aldrig hørt om Augustana, undtagen ved theologiske Eksaminer.

At Augustana fik denne triste Skæbne, kan ikke forbavse. For det første er den altfor katholsk til at skulle være blivende Udtryk for Reformationens Idé. Melanchthon selv kaldte sit Arbejde for »pia et catholica confessio». Anerkendelsen af de fire første Kirkemøder, de gode Gerningers Nødvendighed, Kristi væsentlige Nærværelse i Nadveren, Skriftemaalet, Helgendyrkelsen m. m. var utvivlsomt katholsk Arvegods. Messen, Firmelsen og den sidste Salvelse bibeholdtes i hvert Fald som fromme Skikke. Hvilken Nutidsprotestant vil skrive under paa alle disse Sætninger?

Men bortset fra Protestantismens antikatholske Tendens, der i Tidens Løb maatte gøre Augustana illusorisk, er der en anden Fare, der i langt højere Grad truer denne Bekendelses Realitet. I Følge sin Subjektivitet ejer Protestantismen dogmatisk »Bevægelighed», der vanskeligt kan forenes med en autoritativ Bekendelses Spændetrøje. I Stedet for at føle sig bundet til Augustanas dogmatiske Indhold foretrak man at betragte den – som Filosofen Hegel udtrykker det – som »Gennembruddet for Frihedens Princip». Man smykker sig med dens Navn, men dens Artikler antages, afvises eller omtydes efter enhvers forskellige Standpunkt. Man fejrer med Pomp Augustanas Jubilæum, men dens Tanker er ikke længer levende i protestantisk. Prædiken, Gudstjeneste og Theologi.

Friedrich Heiler kalder da ogsaa Augsburgfesten for et Selvebedrag og tilføjer, at den kristne Tros Klarhed og Renhed var bedre tjent ved, at man afskaffede den augsburgske Bekendelse i Stedet for at fejre den.