Dalumkloster

Av P. D. Steidl

Et af de betydeligste og fornemste Kvindeklostre i Danmark var Dalumkloster. Det ejede udstrakte Besiddelser paa Fyn, Ærp og Lolland, ja det overgik endda Broderklostret i Odense. Det lyder næsten som et Eventyr, at Klostret skulde have haft Indtægter af 250 Gaarde. Og alligevel er det sandt. Der findes nemlig en Jordebog for Dalumklostu fra Aaret 1533. Hvad der ifølge den svaredes til Klostret, er efter kyndiges Udsagn tilstrækkeligt til at underholde 50 Personer. Men saa stor har Husstanden sikkert ogsaa været. Korsøstrenes Navne fra den Tid kender vi. Det er følgende: Karen Skinkel, Dorthe Pors, Karen Ulfeld, Marine Ulfeld, Anne Knudsdatter, Kirstine Skeel, Kirstine Clausdatter, Margrethe Hansdatter, Sidsel Bille, Margrethe Hansdatter Il., Sidsel Tegenhus, Margrethe Szinkel, Margrethe Nielsdatter af Aneskov, Margrethe Norbye, Anne Lange, Marine Valkendorff, Anne Urne, Anne Friis, Karine Rantzau, Magdalene Hansdatter, Anne Hoidtfeldt, Margrethe Clausdatter, Johanne Hansdatter, Anne Jakobsdatter, Karine Jensdatter, Sophie Knudsdatter, Alhed Friis, Gertrud Stiesdatter. Naar vi antager et lignende Antal af tjenende Personer – Konverssøstre og andre – er vi allerede oppe paa 60. Endvidere ved vi, at omkring 1500 de to Søstre Friis, Anne og Adelheid, indtraadte i Klostret, den ene 7, den anden 11 Aar gammel. Men kunde nemlig dengang med pavelig Dispens indtræde i Klostret i 6 Aars-Alderen og aflægge Profes i 13 Aars-Alderen, som vi ved det fra Maribo Birgittinerklostrets Historie. For Klostrets Prior og Møller skulde der ogsaa sørges. Endelig havde Dalum et »Gæsteri», mange fattige fik deres daglige Brpd ved Klosterporten, og 1533 skulde Klostret ovenikøbet underholde Friis’ og Valkendorffs Familie. Jeg holder det for sandsynligt, at c. 100 Personer ved Aar 1533 har faaet deres daglige Mad fra Klosterkøkkenet. Saa forstaar man lettere den gamle Jordebogs Optegnelser. Klostret skulde faa: 8 Lester Malt, 16 Tremelt Humle, 1 Td. Havregryn, 3 Td. Byggryn, 3 Td. Boghvedegryn, 10 Td. Smør, 4 Lester Mel, 4 Td. laget Sild, 6 Td. røget Sild, ½ Lest saltet Torsk, 20 Vordher Kabelag, 10 Vordher Laugher, 6000 Hvilling,1 ½ Td. Aal, ½, Td. Syelleflæsk,1 ½, Td. Ærter, 2 Skp. Senop, 3 Td. Eddike, 1 Td. Olje, 1 Td. Mjød om Julen, 5 Mark til Hvedebrød, 9 Skyngkiortel aarlig, om Fasten og Advent hver Dag fersk Fisk, ½, Lest Salt, 2 Td. Lys, 40 Mark paa St. Knudsdag, 20 Sider Flæsk, 100 Svin deraf 20 levende, 10 Køer, 60 Faar og Lam, 300 Høns, 60 fede Gæs, hver Uge mellem Paaske og Pinse ½ fersk Okse, 10 Ol Æg, hver Køddag mellem Pinse og Mikkelsdag 1 levende Lam, hver Fastedag 1 Spand sød Mælk, 20 Lester Kul, 300 Læs Ved, til Smaating 50 Mark ved Mikkelsdag, hvert Aar 4 Stk. Hardenicht, 100 uldne Faareskind, 10 Kerver Hør, 1 Td. Løg.(1)

Dalumkloster betegnes i alle Pavebreve som et Abbedi af den hellige Benedikts Orden. Allerede den 3. Juni 1341 kaldes det et Abbedi.(2) Omkring 1414 nævnes en Albbedisse Inger Nielsdatter. Sidste Gang omtales en Abbedisse d. 7. April 1487.(3) Netop i disse Aar gennemgik St. Benedikts Orden en haard Krise her i Landet.(4)

Vest for Gøttingen ligger Abbediet Bursfeld, der var stiftet 1093. I 1433 blev Klostret reformeret af Johann Dederoth af Minden. Under hans Efterfølger Johannes Hagen stiftedes d. 1. Maj 1446 den saakaldte Bursfelde-kongregation, der havde en meget streng Regel, og hvortil forskellige Klostre i Tyskland, Belgien, Holland og Danmark sluttede sig, saa at Kongregationen allerede under Johannes Hagen talte 36 Munkeklostre, som senere voksede til 230.

Det første Kloster i Danmark, der sluttede sig til Burfeld-Reformen var Skovklostret ved Næstved, men det lykkedes først efter mange og haarde Kampe. De adelige Medlemmer af Klostret interpellerede baade Konge og Pave. De beraabte sig paa, at de havde aflagt deres Ordensløfte paa den daværende Ordensobservans og ikke paa en strengere. Skønt Reformpartiet var i Flertal, varede Striden i flere Aar. Tilsidst traf Rom den Bestemmelse, at Skovklostret kunde antage Reformen og de utilfredse skulde søge sig et andet Kloster. De fleste af dem gik til Ringsted, der aldrig sluttede sig til Reformen, og nogle til Odense, efter at Benediktinerprioratet var blevet oprettet igen. Men i Odense havde man ogsaa saa smaat tænkt paa at antage Bursfeld-Reformen. Dog nu gjorde Næstvedmunkene Oprør, idet de gjorde gældende, at de netop var komne til Odense for at undgaa Reformen. Ingen Forhandlinger frugtede. Man maatte vente indtil de reformfjendtlige Næstvedianere havde lukket deres Øjne. Nu kunde Reformen ogsaa i Odense gennemføres.
Alle disse Reformbestræbelser fandt ogsaa Ekko i Søsterklostret i Dalum, men et meget svagt Ekko. Der fandtes kun to Søstre, Anna Hindzadoth (Hansdatter) og Katherine, der vilde føre et strengere Liv. De anklagede baade Abbedissen og de andre Søstre i Rom, at de ikke mere holdt Reglen, og ikke mere levede saa fromt, som man før havde gjort det i Klostret. De paastod, at baade Abbedissen og forskellige Søstre førte et verdsligt Liv, saa at de i deres Samvittighed følte sig tvungne til at søge et Kloster, hvor der fandtes en strengere Observans. Paven gik ind paa deres Ansøgning, og hele Sagen skulde ordnes af Prioren i Antvorskov og Provsten i Viborg.(5)

Hvis Prioren Ulpho Petri endnu havde været i Live, havde Reformsøstrene i ham fundet en Støtte. Men Magister Klaus Andersen var Modstander af enhver Reform.

Det synes, at den omtalte Forstanderinde var Klostrets sidste Abbedisse. Hun fik ingen Efterfølgerske paa Abbedissestolen, og Forretningerne varetoges fra nu af af Klostrets anden Foresatte, Priorinden, som kun var en Skyggefigur af Prioren, der holdt Tøjlerne i sin Haand.

En meget kendt Priorinde var Dorothea (Pors?), der i 1514 maatte føre Klage i Rom mod Otto Henniksen Gyldenstjerne (6). De to sidste Priorinder var Anne og Adelheid Friis (død 1572 og 1580), der fik følgende lndskrift paa Gravstenen:

To Jomfruer, Søstre og Priorisser, Gudfrygtige, Velbiurdige af de Friser, Alhed og Anna, deres Legeme her roer. Deres Sjæle hos Gud i Himlen bor. Fra Barndoms Aar til Dødsens Tid De levede her og tiente Gud med Flid.

Priorinderne havde ikke noget ydre Tegn paa deres Værdighed, Abbedisserne kunde ved visse Lejligheder bære Krumstaven.

Hvad bestilte Søstrene? Betydeligt mere end de fleste moderne Damer. Til den daglige Messe skulde alle indfinde sig. Timebønnerne af de forskellige »Tider» tog mere end 1 Time; om Eftermiddagen eller Aftenen skulde ved Slutningen af Middelalderen ofte synges en Antifon (7). Ligesom Munkene skulde ogsaa Søstrene afskrive de forskellige Bønnebøger og forsyne dem med smukke Billeder og Initialer, hvor enhver havde Lejlighed til at prøve sit Talent. Det var ogsaa Dalumsøstrene, der skulde forfærdige alle Slags Messeklæder og Alterduge for hele Odense og Omegn. Altsaa Arbejde mere end nok, saa at man næsten maa forundre sig over, hvorledes Nonnerne kunde fuldføre alt dette. Naar dertil kommer en Slags Undervisning for adelige unge Damer, saa var hele Dagen optaget. Jo Faren laa nær, at man baade stregede Timebønnerne og andre Fromhedsøvelser for at kunne naa det daglige Pensum.

Abbedissen skulde være en Moder for sine aandelige Døtre, tale med dem, opmuntre dem, trøste dem. Hendes Plads var inden for Klostermuren. Men da de fleste middelalderlige Kvindeklostre havde en stor Økonomi og besad Gaarde rundt omkring, maatte der være et Bindeled mellem Abbedissen og Yderverdenen. Det var Klostrets Præst, der i de forskellige Ordener tituleredes forskelligt. De hyppigste Betegnelser var Prior og Provst. Hvis der fandtes Mandsklostre af samme Orden i Nærheden, blev Præsten ofte taget derfra, men der gaves ogsaa Undtagelser.

Dalumklostrets Præst kaldtes Prior. Man gaar vel ikke fejl, naar man antager, at Beediktinerprioratet i Odense har stillet forskellige Præster til Raadighed for Dalum. Der var dog ingen af dem, der indtog Priorstillingen, maaske med Undtagelse af Ulpho Petri af Slægten Mule (død 1456). Paa Gravstenen fremstilles han i gejstlig Dragt, med bart Hoved og raget Krone, i venstre Haand, en Kalk, som han velsigner med tre Fingre af den højre Haand. Af hans Efterfølgere tilhørte ikke en eneste St. Benedikts Orden.

Prioren i Dalum var en stor Mand og betragtede sig ogsaa som saadan. Jo, han kunde føle Kraft i sig til at tage Kampen op med Benediktinerne og hele Odense Gejstlighed, som vi ved fra omkring Aaret 1340, hvor Dalumklostrets Prior vilde lede hele Bispevalget.

Det var egentlig en Selvfølge. Søstrene i Dalum rekruteredes af Landets første og fornemste Slægter. I den anførte Søsterfortegnelse finder vi de fineste Navne. Herved var Forbindelsen med de førende adelige Familier tilvejebragt. Dalumklostrets Prior betød noget; hans Ord gjaldt meget. Det var ogsaa ham, der førte det øverste Tilsyn med Gaardene, da Abbedissen slet ikke eller yderst sjældent skulde forlade sit Kloster. At have Tilsyn med Afgifterne fra 250 Gaarde vil sige noget. Det var Gaarde i Hjallese, Bellinge, Hunderup, Sanderum, Dyrup, Højme, Elmelund, Ravnebjerg, Kragemose, Bøllemose, Vosemose, Knudstrup, Ubberup, Brendekilde, Fangel, Nørre Syndelse, Stenløse, Verninge, Tommerup, Brylle, Aasum, Bjerge, Vindinge, Hindsholm, Skovby, Skam, Lunde, Gudme, Salling, Baag- og Vends Herred, Ærp, Lolland. Prioren maatte alle regne med. Men han kunde ogsaa bukke under for Fristelsen at tilrane sig baade Magt og Gods, hvad der tilsidst ogsaa skete i Reformationstiden.

Den første Prior, vi kender, hed Jahannes. I Striden mellem Kongen og Jakob Erlandsøn havde han stillet sig paa Kongens Side. Pave Ciemens IV havde udnrevnt en egen Kardinallegat, Guido, som i selve Landet skulde undersøge og mægle. En Følge deraf var Dalumpriorens Bandlysning i 1266.

I 1366 klager Prioren i Dalum, Niels, til Urban V over, at han og hans Kloster har lidt Overlast. Paven befaler nu Biskoppen i Odense at skaffe Klostret det røvede tilbage (8). Den daværende Biskop af Odense synes ikke at have været meget from. Thi i 1365 havde Valdemar Atterdag bedt Paven om at flytte Biskop Erik Jensen ut af Riget, da han var en Fare for Kongen og en Skandale for sin Kirke. Urban V svarede Kongen, at det ikke lod sig gøre med det samme, men ved given Lejlighed skulde han huske derpaa.

Fra 1441–1456 var Olaf Petersen Mule (Ulpho Petri) Prior i Dalum. Indtil denne Tid havde Nonnerne levet fromt og gudfrygtigt. Men med hans Efterfølger Klaus Andersen begynder Forfaldsperioden (1466-1497). Vel nedstammer han fra en fin Familie; hans Fader var Anders Eriksen til Krogsbølle og hans Moder Fru Mette Pallesdatter. Vel staar hans Navn støbt paa Kirkeklokken i Sanderum. Men han kan ikke frikendes for Tidens Onde, Nepotisme, idet hans Brodersøn, Anders Ulfeldt, der ikke var præsteviet, bestemtes til hans Efterfølger. Magister Klaus Andersen vilde gøre Priorpladsen nærmest til en Forsørgelsesanstalt for sin Familie. Set fra dette Synspunkt var de to Dalumsnonners Klage i Rom slet ikke uberettiget, da Abbedissen ikke vovede at sige noget. Anders Ebbesen Ulfeldt ansaa sig endda for Lensmand af Klostret og skrev sig til Dalum og Oregaard. Søstrene fik slet ikke deres Indtægter; dem beholdt Ulfeldt for sig selv, idet han nøjedes med at give dem en Del af Renterne som Almisse. Men 1502 blev han afsat. Han var gift med Helvig Hartvigsdatter. Nu fik Klostret atter en nidkær og dygtig Prior i Jens Andersen Beldenak, den senere Biskop. Efter ham bliver Magister Jolian Valkendorff Forstansder paa Klostret. Stakkels Dalum! Stakkels Søstre!

Kristian Il behøvede Penge. Derfor pantsatte han kort før sin Flugt i April 1523 Dalumkloster for 1000 Daler til Albert von Goch, der havde været Borgmester i København 1517 og senere Tolder i Falsterbo. Søstrene maatte altsaa skaffe disse Penge.

Samme Aar paalægges det M. Johan Valkendorff som Lensmand paa Dalumkloster at vedligeholde St. Clara Kloster i Odense. I 1523 fastsættes i Kolding hvor mange Forsvarere, indenlands og udenlands, Bisper, Prælater og Riddere skulde stille til Kongens Tjeneste; for Dalumklostrets Vedkommende var det indtil 4 Ryttere, indenlands og udenlands. 1528 fik Johan Friis Borgleje paa Dalumkloster for Livstid, som stadfæstedes den 25. Januar 1530. Den 9. Juli 1534 valgtes Kristian III ogsaa af den fynske Adel til Konge i Hjallese, og Johan Friis af Hesselager, der havde Borgleje i Dalum, skulde overbringe Adelens Hyldest til Kongen. Men det var for meget for Borgerskabet i Odense. Johan Friis skulde dræbes. Under Anførsel af Skrædder Henrik Skræp stormede og indtog de Dagen efter, d. 10. Juli 1534, Dalumkloster. Da de ikke kunde faa fat i Friis, gik deres Forbitrelse ud over de værgeløse Nonner, som de paa det voldeligste mishandlede; en Del af Klostret blev ogsaa brændt. Men Skrædderen og 3 af hans medskyldige maatte bøde derfor med Livet. En Uge senere, den 17. Juli, blev de hængt paa Klosterhavens Bakke. Hermed skulde Dalumklostrets Historie være afsluttet, men det er den ikke.

Thi Dalurnklostret er det første – og hidindtil det eneste – Kloster i Skandinavien, der efter 4 Seklers Forløb er givet tilbage til sin oprindelige Bestemmelse (10). I Majmaaned 1931 har Klostret allerede kunnet fejre sit første Jubilæum i den ny Æra. Hvem havde den 8. Maj 1906 kunnet ane, at St. Hedvigs Søstrene om 25 Aar allerede vilde have en egen dansk Provins med Moderhus i Dalum?

Kun en Fløj af det nuværende Dalumkloster stammer fra Middelalderen, i det mindste Grundmurene. Den har hørt til Priorboligen (11) eller til en anden af Klostrets Udbygninger. Det gamle Kloster var bygget sammen med Kirken, som de forskellige Udgravninger har godtgjort.

Ogsaa Kirken har mange Gange skiftet Ejer efter Reformationen. Først kom den med Klostret til Kronen, derefter til Jens Larsen og de senere Ejere af Christiansdal, derefter til forskellige Privatpersoner (12), indtil den i 1912 blev købt af Dalum Kommune.

Kirken er i den sidste Tid gennem 4 Aars vedholdende Arbejde ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse (1926–1929), og Dalum har nu en af de smukkeste Kirker: Kirkens Længde er 33 m, Bredden 11 ½, og Højden 9½, m. Under Restaurationsarbejdet stødte man foran Altret paa 3 Grave fra Nonnetiden. De to indeholdt betydelige Rester af Lig, men den 3. Kiste var fuldkommen tom og har altid været tom.

Hele Kirken blev restaureret, den oprindelige Arkitektur fremdraget, Kalkmalerierne istandsatte. Paa en af Hvælvingerne læses:

Hoc op. Kanutus fecit.

1) Jakob Hansen »Dalum-Hjalleseavis» 1922 No. 1–6

2) Acta Pontificum Danica VI 498.

3) Acta Pontificum Danica IV 394.

4) Det er derfor urigtigt, hvad Daugaard og Forfatteren af Artiklen i »Credo», Marts 1931 S. 76 skriver. I Dalum har der ikke været Augustinernonner, men Benediktinernonner.

5) Acta Pontificum Danica IV 394: »Quod alias dicte domus seu monasterii moniales secundum ordinis institutam regulam bene et virtuose vivendo operam dederint, tamen jan propter vitam inordihatam tam abbetisse quam aliarum sororum in dicto loco commorantium, que laxatis habenis in mala fama ordinem et domum ipsam denigrarunt.»

6) Acta Pontificum Danica VI 65 ff.

7) P. D. Steidl »Vor Frues Sange» 83–229.

8) Acta Pontificum Danica I 287.

9) Acta Pontificum Danica I 285.

10) Selvfølgelig uden de 250 Gaarde, uden Kirke, uden Mølle, uden »Gæsteri».

11) Saaledes Forfatteren af Artiklen i »Fyens Stiftstidende» af 6. Dec. 1929.

12) Som et Kuriosum kan anføres, at Kirken 1906, da Dalumkloster købtes af Hedvigssøstrene, ogsaa blev tilbudt dem af den daværende Ejer gennem en Mellemperson. Men baade Søstrene og jeg, der førte Forhandlingerne, fandt det af mange Grunde uheldigt. Hvorledes havde Søstrene kunnet klare Restaurationsarbejdet, der sikkert har kastet mange Penge. Søstrene vilde hellere bygge deres egen Kirke.