Danske Tanker og Tilstande

Av H. D. T. Kiærulff

Danske Protestanter tænker paa at oprette et Kloster. Efter Planerne forekommer det at være at betragte som et Sjæle-Sanatorium, der sikkert vil kunne gøre megen Gavn. I Maj Maaned begynder man allerede med nogle »stille Dage», en Slags 4-Dages-Retraite. Programmet for disse bærer et kirkeligt-liturgisk Præg, som lover godt for, at Ensomhedens Indførelse i Folkekirken ikke vil betyde Fremgang for Protestantismens subjektive Filosoferen bort fra den kristne Tradition, men tværtimod Fordybelse i denne. Der er ingen Grund for Katholiker til hoverende at understrege, hvor lidt alt dette ligner katholsk Klosterliv. I Øjeblikket føler Folkekirken Trang til Sjæle-Sanatoriet, men endnu ikke til løftesbunden Gudsindvielse af et helt Liv, hvor alle Hindringer for den uafbrudte Gudsdyrkelse er fjernet. Men det vil komme, og netop gennem Stilhedens Bønsliv i det »evangeliske Kloster».

*

Dr. med. Schou, der har for godt et Navn i Folkekirken til at kunne mistænkes for ukristelige Tanker, har udtalt, at en Del af Folkekirkens Ungdom lider af en sjælelig Depression, der viser sig i sygelig Selvundervurdering og kverulerende Kritik, og som fører en Del af den til Barthianisme. Den ansete Læge ønsker denne Ungdom behandlet som en syg Ungdom, med forsigtig Mildhed, legemlig Ro og skaansom aandelig Diæt. – Den Tanke, som falder en Katholik ind, har Dr. Schou selv rørt ved, idet han sammenligner Ungdommens Depression med Luthers Forstemthedsperioder. Katholske Forfattere er ofte blevet angrebet for at kæmpe med ublanke Vaaben, naar de hos Reformatorerne har talt om syge Sind. Men det er og bliver vanskeligt i de stærkt fremfarende Hæresier ikke at se noget mere end en Tanke, som gør et Fejltrin. Det er vistnok altid et sygt Sind, som fjerner sig fra Orthodoksiens Normalitet. Og mangt et Kætteri var sikkert aldrig endt som hele Folkeslags vrange Opfattelse af Kristentroen, hvis det fra orthodoks Side var blevet behandlet som den Idoge Læge behandler sin Patient.

*

Et stort Antal folkekirkelige Præster erklærer Krig og Kristendom for at være uforenelige Modsætninger og nægter at gøre Krigstjeneste, under hvad Form det end maatte være. Mellem dem og os er der tilsyneladende saa ringe en Forskel: ogsaa vi ser Krigens mangfoldige Onder, og selv om vi ikke fordømmer al Krig, er det kun sjældent, vi om Historiens Krige tør sige, at dette var en retfærdig Krig, mindst af alt, naar det gælder Nutidens væbnede Stridigheder. Men den tilsyneladende saa ringe Forskel dækker over en langt større. Hvad vi siger om Krigen, er Kristendommens ældgamle Ord. Hvad de andre siger, hviler paa den Overbevisning, at de kristne Slægter hidtil har taget fejl, og at Sandheden om Kristendom og Krig først er gaaet op for vore sene Tider, endogsaa først gaaet op for dem, der udefra dadlede Kirken, at den ikke fordømte Krigen.

I et Diskussionsmøde udtalte Pastor Norlev, at vor Tid trængte til at opleve den store Synthese af Kristendom og Socialisme. Her har vi ganske det samme. Kristendommen opfattes som en ufærdig Lære, der trænger til nye Tanker, hentet andetsteds fra. Det er os det samme, om man ønsker Socialisme eller Konservatisme indoptaget i Kristentroen. Vel er det rigtigt, at vi er kristne i Verden og maa tage Stilling som kristne til Verdens aktuelle Problemer. Men Kristendommen er en afsluttet Aabenbaring og skal ikke udvides med selv de genialeste menneskelige Tanker. Og det er derfor, at vi altid henholder os til den ubrudte Tradition om, hvad Kristentroen lærer.