Den apostoliske sukcession

Av A. Lutz O. P.

II.
Det er intuitionen av og længselen efter denne ophöiete realitet som gjör at mange röster hever sig i den protestantiske verden for at den apostoliske sukcession skal bli gjenindfört. I Tyskland har den höikirkelige bevægelse som opstod efter verdenskrigen, paa mangfoldige maater git uttryk for et saadant önske. Ogsaa i Norge kjæmper endel prester for den samme sak. I England og i Sverige sætter geistligheten den störste pris paa at staa i en saadan forbindelse med apostlene. Imidlertid arbeides der ikke for at gjenoprette den apostoliske sukcession, da baade den svenske og den anglikanske kirke mener aldrig at ha mistet den. Hvorledes forholder saken sig for disse to lands vedkommende?

Spörgsmaalet om hvorvidt den anglikanske kirkes prestedömme utledes fra apostelkirken blev indgaaende dröftet under Pave Leo XIII. for en 30 aar tilbake. En stor del av den anglikanske klerus hadde fölt sig draget tilbake til moderkirken. Hvorledes skulde Rom forholde sig likeoverfor de anglikanske prester som vilde gaa over til katolicismen? Var det mulig uten videre at la dem fortsætte sit embede som prester og sjælesörgere? Rom önsket det og var villig til at opta den anglikanske klerus i sit hierarki, men paa den betingelse at den anglikanske prestevielse virkelig var gyldig. For at kunne gi svar paa dette spörgsmaal maatte efterforskninger bli gjort angaaende tre ting: 1. Var den biskop som ordinerte de förste anglikanske prester og biskopper virkelig selv gyldig ordinert? 2. Var den ritus som blev anvendt til vielsen virkelig i det vesentlige overensstemmende med den apostoliske tradition? 3. Hadde den viende og den viede biskop virkelig den hensigt som kræves ved alle sakramenter, at gjöre hvad kirken gjör, at ta imot kvad Kirken gir? En kommission blev opnevnt, sammensatt av engelske, franske og andre teologer og historikere. Saken blev grundig dröftet i alle retninger. Men resultatet var det at de anglikanske preste- og bispevielser ikke kunde bli anerkjendt som gyldige.

Den anglikanske kirkes stamfader, d. v. s. han som viet de förste prester i denne kirke, var Mathiew Parker. Han blev ordinert av Barlow. Om Barlow selv var biskop er historisk ikke helt sikkert. Han var vel utnævnt som biskop; men om han hadde faat vielsen kan ikke med sikkerhet bli fastslaat. Men selv om Barlow virkelig var biskop, saa var allikevel den vielse han selv foretok ugyldig. Han ordinerte nemlig Parker efter det ritual som kong Edvard VI hadde indfört. Dette ritual er i vesentlige ting avvikende fra den oprindelige ritus og var derfor ikke blit anerkjendt av Kirken som et uttryk av den apostoliske tradition. Det indeholder bl. a. en dogmatik som fornekter læren om prestedömmet og om messeofferet. Barlow selv hadde opgit troen paa messeofferet. Derfor kunde heller ikke den rigtige hensigt foreligge, hverken hos Barlow eller hos dem som lot sig vie av ham, at gi eller at ta imot hvad Kirken gir. De kunde ikke ha en anden hensigt end den at gjöre og at motta hvad der var uttrykt i Edvard VI.s ritual: deres mening kunde ikke være at «frembære messeofferet for de levende og de döde. Dette var den konklusion som kommissionen vedtok. Man kunde ikke beskylde de katolske teologer for partiskhet. Efter menneskelig beregning vilde det jo ha vært en stor fordel for den katolske Kirke, om den hadde erklært de anglikanske prester for gyldig viet. En stor del av den anglikanske Kirke vilde da jo gaat over til den katolske. Mange som stod os nær trak sig tilbake. Rom saa det med sorg; men i sandhetens navn maatte Kirken svare nei paa det fremlagte spörgsmaal.

Hvad den svenske Kirke angaar er saken aldrig blit offisielt dröftet av en kommission. Men der er ingen tvil om at heller ikke de svenske prestevielser meddeler det apostoliske prestedömme. Selv om stamfaderen til den svenske statskirke hadde vært biskop, kunde han ikke overdra den prestelige fuldmakt. Han var jo lutheraner, og som saaden forkastet han prestevielsens sakrament og selve prestedömmet. Likeledes forkastet han messeofferet. Motviljen mot messeofferet var jo et av de mest utprægede Træk i Luthers reformation. Han kunde altsaa ikke ha den hensigt at gi hvad han betraktet som noget uvirkelig. Man indvender at denne lutherske lære stod ikke saa klart for datidens bevissthet, der kunde altsaa antas at den viende og de viede allikevel hadde den rigtige hensigt.

Dette kunde være mulig for den förste generations vedkommende, Men siden blev den lutherske lære saa almindelig og den katolske lære om messen og prestevielsen blev saa uttrykkelig forkastet at den rigtige hensigt ikke kunde foreligge ved de senere vielser. Saaledes maatte den apostoliske sukcession gaa tapt.

Naar aItsaa norske teologer mener at den apostoliske sukcession kan gjenindföres gjennem en anglikansk eller en svensk biskop er de paa vildspor.

Men hvordan er det med de orientalske kirkesamfund? Der eksisterer jo flere menigheter spredt utover Syrien, Etiopien, Lilleasien, Armenien, Mesopotamien og de balkanske stater bortset fra Russland, som i mange aarhundreder har vært skilt fra den katolske Kirke. Flere av dem, f. eks. de græsk-ortodokse har den samme troslære som vi, undtagen det at de frakjender den romerske biskop jurisdiktionen over hele Kirken og ufeilbarheten i trossaker. Andre, f. eks. nestorianerne og jakobiterne har en anden opfatning end vi om Jesu Person. Men alle har bevart vore sakramenter, ogsaa prestevielsen. De feirer messeofferet efter en anden ritus; men det er det samme oldkristelige messeoffer, og selve ritusen er approbert av den katolske Kirke; ti der gives ogsaa katolske menigheter i disse forskjellige lande og som med Kirkens samtykke overholder den samme ritus.

Har nu de fra Rom adskilte orientalske menigheter det apotoliske prestedömme? Ja, uten tvil, hvad konsekrationen av Jesu legeme og blod angaar. De biskopper og patriarker som blev disse kirkesamfunds stamfædre var jo virkelige biskopper. De hadde staat i forbindelse med Rom og var gyldig viet; de eier et ritual som stemmer overens med det oprindelige, apostoliske; og endelig har de ogsaa hensigten at gi og at ta imot hvad Kirken gir. Disse prester er altsaa virkelige prester, delagtige i Jesu prestedömme ved den apostoliske sukcession.

Men saken ligger anderledes an med hensyn til fuldmakten angaaende Jesu mystiske legeme. Et hierarki som ikke staar i forbindelse med den katolske Kirke eier ingen jurisdiktion. De love det gir, de disiplinære anordninger det træffer kan ha gyldighet i sin menighets öine eller endog for staten – under de tyrkiske sultaners regjering hadde jo alle kristne biskopper og patriarker meget vidtgaaende rettigheter, baade civile og religiöse, for sine menigheters vedkommende – men for Jesus Kristus og Hans Kirke er de uten kraft. Heller ikke kan disse prester gi en gyldig absolution i skriftemaalet, skjönt de har bevart bodens sakrament sammen med alle andre sakramenter.

Hvorfor det? Mottar ikke en prest som blir gyldig viet ogsaa fuldmakten til at forlate synder i Jesu navn? Blir ikke enhver biskop delagtig i apostlenes fuldmakt til at binde og löse? Jo. Men for at kunne utöve denne fuldmakt maa han ha undergivne, det vil si kristne som er betrodd til hans omsorg og som han har ansvar for. Og hvem er den autoritet som kan lægge et saadant ansvar paa en biskop, som kan betro til ham en del av kristenheten? Det er den autoritet som har ansvaret for hele Kirkens orden og velvære, apostelen Petrus’s efterfölger. Det er ham som anviser enhver biskop den del av den kristne verden som han skal forvalte. Kirkens enhet som er villet av Jesus, kræver det. Og kun en biskop som staar i samfund med den ene Kirke kan si til en prest: denne by er dig betrodd, denne gruppe av kristne har du ansvar for og jurisdiktion over. En biskop som er skilt fra den ene Kirke, som altsaa fornekter og motarbeider enheten, er blit en fremmed i Kristi Kirke. En fremmed kan ikke ha nogen fuldmakt i Kirken, likesaalitt som en utlænding, saalænge han ikke har faat borgerretten, kan bli fylkesmann eller minister i et land. Jurisdiktionens maal er bl. a. kirkesamfundets orden og trivsel og fremforalt dets indre enhet. En som bryter enheten ved at skille sig ut, handler altsaa imot jurisdiktionens maal og mening. Han kan derfor umulig utöve den fuldmakt, hvis objekt er netop Kirkens indre organiske sammenhang. En saadan biskop er altsaa uten myndighet i retning av lovgiving, kirkedisiplin og sjelesorgen. Derfor kan han heller ikke gi nogen fuldmakt til en prest. Den absolution som skismatiske prester gir er ugyldig, undtagen for deres vedkomrnende som befinder sig i dödsfare og ikke har anledning til at bli absolveret av en katolsk prest. I slike tilfælder har alle prester, ogsaa de skismatiske og selv de frafaldne, den fornödne jurisdiktion, saafremt de ellers er blit gyldig viet. Men ellers er de orientalske prester og biskopper uten fuldmakt angaaende Jesu mystiske legeme. Med hensyn til jurisdiktionen staar ogsaa de utenfor den apostoliske sukcession.

For Norges vedkommende stilles der altsaa to spörgsmaal: 1. Skal den apostoliske sukcession gjenindföres? En katolik kan ikke svare andet end: ja! Uten den gives der hverken apostolisk prestedömme eller konsekration eller absolution. Det staar uendelig mere paa spil en bare poesi og fromme minder fra oldtiden. 2. Hvem kan gjenindföre den apostoliske sukcession? England? nei! Sverige? nei. Orienten? Ja hvad fuldmakten til konsekrationen angaar, men ikke jurisdiktionen.
For at faa igjen Jesu prestedömmet med dets fulde velsignede makt gives der bare en utvei: tilbake til den katolske og apostoliske Kirke hvis midtpunkt er i Rom.

Herpaa svarer endel protestanter som saa: »Er det saa sikkert at gjenforeningen med Rom vilde gi os den apostoliske sukcession tilbake? Har ikke selve romerkirken mistet kontakten med apostlene?» For at begrunde sin avvisende holdning henviser de især til to historiske kjendsgjerninger, nemlig de daarlige paver og det saakaldte store vesterlandske skisma i det 14 aarhundre. Ogsaa en tredje indvending blev fremsatt for at undergrave pavestolens apostoliske autoritet, nemlig den at Petrus aldrig skulde ha hat sit sæte i Rom, at paven derfor ikke skulde ha ret til at kalde sig Petri efterfölger. Videnskapelig set har denne sidste indvending imidlertid mistet sit grundlag. At Petrus virkelig har vært den förste biskop i Rom, at han döde martyrdöden i Rom er i den grad en sikker historisk kjendsgjerning at ingen alvorlig og kyndig mand længer vover at benekte det. Den motsatte paastand har vist sig som en fabel. Den störste protestantiske kirkehistoriker i vor tid, Harnack, har selv gjort det av med denne fabel. Den gaar nok igjen i en polemik som overhode ikke bryr sig om kjendsgjerninger men bare driver sin humbug med fantasibilleder, likesaa blottet for fornuft som for hæderlighet. De protestanter, hvis dom stötter sig paa videnskap er helt paa vor side og bekjender sig paa dette punkt til den gamle tradition.

De to förste indvendinger ser alvorligere ut; de hviler paa historiske fakta. Men igrunden har de ikke större kraft end den sidste for at motbevise den apostoliske sukcession i den katolske Kirke.

Det er sandt at der i den lange række av over 250 paver har vært syv eller otte hvis liv för de blev prester ikke hadde staat paa höiden med det moralske ideal. Nogen av dem fortsette sit daarlige liv ogsaa efterpaa og gav selv som paver et uværdig eksempel. Mange beskyldninger historien har reist mot dem er usande eller meget overdrevne.

Allikevel maa vi indrömme at der er umoral nok i enkelte pavers liv til at vække sorg og avsky, selv om vi tar hensyn til hine tiders almindelige nedgang og til de politiske rænker eller voldshandlinger som förte uværdige mænd paa den pavelige stol. Pavedömmets hæder blir ikke formindsket derav, naar vi ser paa det store tal av andre overhyrder som paa Peters stol viste sig som reelle mænd, som menneskehetens velgjörere, de svakes og betrængtes tilflugt, store helgener, herlige martyrskikkelser, store allerede derved at de til alle tider hævdet de evige goders og de aandelige værdiers primat over de jordiske makter.

Nu vel. Men er det ikke nok at der var enkelte uværdige blandt dem for at avbryte den apostoliske rækkefölge? Kan den bedste pave eller biskop være i besiddelse av apostlenes, det vil si av Jesu eget prestedömme, naar mellem ham og hans gode forgjængere staar endel daarlige mennesker, hvis liv er præget av alt andet end de apostoliske naadegaver? Slik lyder en nok saa populær indvending. Men den har sit utspring i en likesaa populær illusion.

Pavens og biskoppenes autoritet, deres prestedömme og jurisdiktion er livsfunktioner i Kirken; fonktioner som hörer med til Kirkens vesen. De kan ikke forsvinde fra Kirken, med mindre selve Kirken vilde forsvinde fra jorden. Dette kan ikke ske. Kirken kan ikke dö; den lever, fordi Jesus lever i den »alle dage indtil verdens ende». (Matt. 28, 20.) Det er Jesus som er ophavet til disse livsfunktioner, som til alle andre funktioner som utgjör Kirkens liv. »Fordelingen av tjenester er forskjellig; men Herren er den samme; og fordelingen av gjerninger er forskjellig, men det er den samme Gud, der virker alt i alle.» (l Kor. 12, 56.) Har de kirkelige livsfunktioner sin rot i Jesus selv, hvordan kunde da et menneskes synd tilintetgjöre dem? Er synden sterkere end Gud? Kan synden tilintetgjöre Jesus? Da kunde vi likesaagodt si: der har vært falske profeter og lærere i verden; altsaa er Guds sande Evangelium gaat tapt. Nei, likesom den guddommelige aapenbarings sandhet staar uberört av menneskenes fantasi og sværmeri og falske paafund, saaledes er Kirkens organiske livsfunktioner hævet over syndens rækkevidde. En prest eller en biskop er og blir prest og biskop, likesom en döpt er og blir döpt, hvor langt han end gaar i moralske vildfarelser. Ved sakramentet fik han noget som et menneske hverken kan gi eller ta. De uværdige overhyrder mistet derfor ikke sin fuldmakt. De kunde altsaa vie, gyldig vie andre. Ti det som overförer den prestelige fuldmakt er ikke den viende biskops fromhel og dyd, men vielsens sakramentale kraft; og denne har sin kilde i det menneskes moralske værdi som utförer den hellige ritus; det eier en kraft; og denne har sin kilde i det hellige symbol; en kraft som mennesker kan hverken skape eller tilintetgjöre, og som virker ufeilbart, naar det hellige symbol blir utfört og hjertene er aapne ved troen og den rette hensigt. Det er dette den katolske teologi kalder: »ex opere operato», d. v. s. ikraft av selve handlingen. Der er protestantiske forfattere som mener at dette uttrykk er ensbetydende med »uten tro». Hermed beviser de atter engang sin uvidenhet angaaende den katolske religion. Troen er nödvendig for at aapne hjertene for Guds naadegave. Men det er ikke vor tro , som skaper naadegaver eller som fremkalder Guds vilje til at gi os den. Vi maa nok aapne vore öine for at se Guds lys. Er det derfor vore öine som skaper solens glans? Likesaalitt er det vor tro som er ophavet til sakramentets realitet; ellers maatte vi jo si at Gud er avhængig av mennesket. Var et sakrament, f. eks. daapen, avhængig av den utförendes moralske værdi, hvem vilde ha döpe gyldig? Er ikke alle mennesker syndere? Den ene er det mere, den andre er det mindre; men hvor ligger grænsen, hvor fuldmakten ophörer? Nei, sakramentenes, ogsaa preste- og biskopsvielsens kraft kommer fra Jesus. Derfor kan ogsaa daarlige biskopper vie sin efterfölger, saafremt de overholder den ritus Jesus har indstiftet i dette öiemed og den rette hensigt at gjöre hvad Kirken gjör*).

Der er en anden indvending igjen nemlig det store vesterlandske skisma. Fra 1305 indtil 1378 hadde pavene sin residens i Avignon i Sydfrankrike. Politiske forhold hadde gjort det umulig for dem at bo i Rom. Endelig drog Gregor XI. tilbake til Kirkens hovedstad, bevæget av Katarina fra Siena’s hellige formaninger. Han döde snart efter, og hans efterfölger blev Urban VI. Men endel kardinaler, misfornöiet med hans beslutning om at bo i Rom og oprört over hans strenghet, valgte en anden pave, Clemens VII., under paaskud av at Urbans valg ikke var foregaat i de lovlige former. For historien er det en avgjort sak at den retmæssige pave var Urban VI. Imidlertid kunde der foreligge tvil hos de samtidige kirkemænd. Europa delte sig i to leire og i begge to fandtes der helgener: Katarina fra Siena holdt med Urban og hans efterfölgere, mens Vincentius Ferrer stod paa den motsatte side. I haapet om at faa en ende paa spaltningen blev der 1409 valgt en ny pave uavhængig av de to andres pave blev valgt, Martin V. De andre nektet imidlertid at træde tilbake, overbevist om sit retmæssige valg, og saa var der nogen aar tre som gjorde krav paa Kirkens höieste autoritet. Endelig kom der et kirkemöte istand i Constanz 1415. En ny pave blev valgt, Martin V. De andre blev tvunget til at gi avkald paa sin stilling eller trak sig frivillig tilbake. Autoritetens enhet var gjenoprettet.

Av disse fakta vil man nu trække den slutning at den apostoliske sukcession, med hensyn til den romerske biskop var blit avbrudt. Man ræsonerer som saa: det var tvilsomt, hvem av de to eller tre var den retmæssige pave; altsaa var der ingen pave; i en lang aarrække hadde Petrus ingen efterfölger, altsaa var det ute med den apostoliske sukcession. Logisk set er denne slutning saa taapelig som mulig. Det var tvilsomt, hvem som var pave; men det var slet ikke tvilsomt at en av de to var pave. Petri efterfölger eksisterte paa jorden, men likesom ukjendt og skjult. De kristne kunde ta feil av den person som autoriteten var gaat over til; men at autoriteten var gaat over til en, det var sikkert. Derfor kan denne ulykkelige tilstand heller ikke kaldes et skisma i dette ords egentlige betydning. Det kristne folk gjorde ikke oprör mot paven som saadan; det var bare i vildrede angaaende den retmæssige pave; men viljen til at adlyde ham var usvækket. Saameget angaaende den höieste jurisdiktion i Kirken. Med hensyn til det apostoliske prestedömme slik som det lever videre i biskoppenes person var der ikke spor av tvil. Ti alle disse paver og motpaver blev gyldig konsekrert som biskopper.

At Kirken kunde overleve saa svære prövelser som denne er et straalende bevis paa at Jesus virkelig lever, lider, men ogsaa triumferer i den. Og likesom Jesus er ophavet til Kirkens liv, saaledes er Han ogsaa den yppersteprest, hvis prestedömme stadig lever og virker i Kirken, fra apostlenes dage indtil den tid, da Kirken vil ha fuldbyrdet sin gjerning i verden.

Oslo, december 1929.

*) Det er interessant at sammenligne dette med en uttalelse av Luther ”Wenn einer (ein Prediger) auch ein glaubensloser böser Mensch ist, so kann er doch andre zum Glauben bringen und ins enige Leben führen.” (Erl. 43, 345.)