Den apostoliske sukcession

Av A. Lutz O. P.

I.
Ved forskjellige anledninger blev der i de sidste aar slaat til lyd for at den apostoliske sukcession skulde bli gjenindfört i Norge. Det skulde være en letvint sak, mente man. En svensk eller en anglikansk biskop skulde indbydes til at vie en norsk biskop; den nyviete norske biskop skulde vie andre biskoper og prester; og paa den maate vilde den norske kirke atter staa i forbindelse med den apostoliske.

Forslaget vandt ikke megen tilslutning blandt de norske kristne; det blev endog motarbeidet av en stor del av geistligheten og forelöbig opgit; men egentlig uten at den norske statskirkes medlemmer blev underrettet om hvad den apostoliske sukcession er og hvilke konsekvenser motstanden mot den indebærer. For de fleste gjaldt det en sak uten stor vekt. De opfattet det sandt nok som meget vakkert at staa i en aandelig forbindelse med apostelkirken, men uten at forstaa av hvilken art denne forbindelse er og hvormeget der avhænger av den, ikke bare i det officielle kirkeliv, men ogsaa i det personlige religiöse liv. En litt indgaaende forklaring kan derfor ha sin betydning.

Evangeliet lærer os at Jesus gav apostelen Petrus og de övrige apostler fuldmakt til i Hans navn og paa Hans vegne at utöve alle de funktioner som er nödvendige til Kirkens liv og livsutvikling. Denne fuldmakt er av en dobbelt art; den har som gjenstand, for at bruke en teologisk uttryksmaate, Kristi naturlige Legeme og Kristi mystiske legeme. Med Jesu naturlige legeme mener vi nadverdens sakrament, som er Jesu legeme og blod under brödets og vinens skikkelser. Jesu mystiske legeme er Kirken, det vil si et samfund av mennesker som lever forenet med Jesus, organisk knyttet til Ham, som lemmerne paa en fysisk organisme er forbundet med hodet og lever et fælles liv med det.

Med hensyn til Jesu naturlige legeme fik apostlene fuldmakt til at konsekrere bröd og vin ved at bruke de samme gudommelige ord med hvilke Jesus selv ved nadverdsbordet forvandlet bröd og vin til sit legeme og blod. »Gjör dette til min ihukommelse», sa Jesus til dem. Apostlene gjorde det ved den ritus som det nye testamente kalder »brödsbrytelsen» og som senere fik navnet »messeoffer», fordi det er Jesu evige offer under en ublodig ritus.

Med hensyn til Jesu mystiske legeme, det vil si Kirken, fik apostlene autoritet for at regjere, veilede, opdrage den, og for at forvalte de aandelige goder Jesus nedla, i den, nemlig den aapenbarte sandhet og den aandelige skat som er Jesu frelsende fortjenester. Denne autoritet indbefatter for det förste den överste myndighet som blev git til Petrus for at bevare, forklare og forsvare den aapenbarte troslære og for at være hele Kirkens overhyrde. »Du er Petrus, en klippe, og paa denne klippe vil jeg bygge min Kirke» (Math. 16. 18). »Jeg har bedt for dig, forat din tro ikke skal svikte; og du, naar du engang har omvendt dig styrk dine brödre» (Lukas 22. 32). »Rögt mine lam, rögt mine faar» (Joh. 21. 15-17). Disse ord av Jesu mund vidner om at Kirkens ældgamle overbevisning om Petri höieste autoritet er i fuld overenstemmelse med aapenbaringen.

Ved siden av og under denne funktion som Kirkens liv og vekst i förste række er avhængig av, skapte Jesus andre organiske funktioner i Kirken, »tjenester», som det Nye testamente ogsaa kalder dem, og som de andre apostler fik myndighet til at utöve: at præke Guds ord, at veilede sjælene, i samfund med Petrus at gi love og disiplinære regler for at opretholde ordenen, at straffe dem som gjorde oprör mot Jesu love og Kirkens disiplin, men fremforalt at tilgi syndere i botens sakrament. Denne fuldmakts mangfoldige gjerninger er indbefattet i de bekjendte ord: »Gaa hen og gjör alle folk til disipler» (Math. 28. 19). »Alt hvad I binder paa jorden skal være bundet i himlen; og alt hvad I löser paa jorden skal være löst i himlen» (Math. 18. 18). »Motta den Helligaand. Hvem I forlater synderne, dem er de fortabte, og hvem I beholder dem, dem er de beholdne» (Joh. 20. 22-23).

Selve fuldmakten til alle disse funktioner har sin kilde i Jesus. Apostlene med Petrus i spidsen var de förste organer gjennem hvilke Jesus efter sin död forsatte at utöve sin egen levendegjörende og frelsende makt i sin Kirke.

»Den apostoliske sukcession» kalder vi nu det faktum at den fuldmakt apostlene fik av Jesus med hensyn baade til Hans naturlige og til Hans mystiske legeme blev overdrat av apostlene til andre, som da blev apostlenes efterfölgere, og fra disse atter til andre, saaledes at Jesu fuldmakt ved en uavbrudt rækkefölge forplanter sig gjennem alle tider. Menneskene dör; funktionen dör ikke; ti den har sin rot i Jesus. Ved en bestemt orden, ved en ritus som vi kalder preste- og bispevielsens sakrament faar andre andel i apostlenes fuldmakt og træder i apostlenes sted som deres arvtagere. Saaledes fortsætter Kirken gjennem alle tider at leve, det vil si: at tro, at elske, at be, at gi og at motta Guds naade i sakramentene, at utbrede Guds rike indtil jordens grenser, med Jesus som yppersteprest, under Jesu usynlige ledelse, men under et synlig hierarki som Jesus selv har indstiftet.

Er det nu Jesus som er Kirkens yppersteprest da er det let at forstaa at overdragelsen av Hans autoritet maa foregaa efter en orden som er godkjendt av Jesus. Denne orden er forstaat saaledes at ordinationens vesentlige og uforanderlige ritus, altsaa selve prestevielsens sakrament, er av Jesus, mens Kirken fik fuldmakt av Ham til at omgi sakramentets urritus med de bönner, ceremonier, symboler som kunde være paakrevet av omstendighetene. Slik er det jo ogsaa med de andre sakramenter, med daapen f. eks. og nadverden: selve sakramentets inderste vesen er av Kristus; men Kristus overlot til sin Kirke likesom at utvide Hans ritus for at imötekomme menneskenes religiöse natur og deres udödelige trang til at motta eller at gi det aandelige gjennern symbolenes former.

Forat preste- eller bispevielsens ritus virkelig kan frembringe sin virkning maa den altsaa foregaa efter den orden Jesus selv har fastslaaet. Det vesentlige i denne ritus er haandspaaleggelse forbundet med en formel, det vil si, med ord sorn uttrykker dette symbols mening og den virkning Jesus har knyttet til det. Den som nogensinde overvar en prestevielse vil ha vanskelig for at glemme det indtryk denne ritus gjör. Det er et gripende, et oplöftende syn. Biskoppen lægger sine hænder paa kandidatens hode. Ogsaa alle andre tilstedeværende prester gaar en efter en hen og gjör den samme handling; og mens de kommer og utförer den, holder biskoppen og de prester som fulgte ham i haandspaaleggelsen sin höire haand oplöftet til himlen, for at bekjende, for at anskueliggjöre at den prestelige fuldmakt nu stiger ned fra Jesus i himlen, likesom baaret av biskoppens hænder.

Haandspaaleggelsen, ledsaget av en formel som biskoppen uttaler i Jesu navn, dette er altsaa det vesentlige i ordinationens sakrament. Denne formel kan variere i selve ordlyden, men dens aandelige indhold maa altid bli det samme som Jesus selv har fastsatt. Den varierende formel maa derfor være godkjendt av Kirken. Den alene, traditionens vokter, kan gi en avgjörende visshet om at dens indhold ikke avviker fra Jesu tanke og fra sakramentets mening. Likesaalitt som selve den aapenbarte troslære kunde Jesus overlate de sakrementale formler til menneskenes vilkaarlighet.

For en gyldig vielse, det vil si for at en preste- eller bispekandidat virkelig kan motta den dobbelte fuldmakt hans embede indbefatter kræves der for det förste en virkelig biskop som foretar vielsen, med andre ord en efterfölger av apostlene. Derefter maa den riktige ritus bli overholdt, haandspaaleggelsen forbundet med ein formel som er godkjendt av Kirken. Og endelig maa den viende biskop ha den hensikt at gjöre og at gi hvad Kirken gjör og gir; kandidaten maa for sit vedkommende ha den hensikt at ta imot hvad Jesus gjennem Kirkens biskop vil gi ham. Alle sakramenters virkning er jo avhængig av den hensikt af gjöre hvad Kirken gjör. Vilde f. eks. en som döper ha en anden hensikt end den at gjöre hvad Kirken gjör, eller den som blir döpt ha en anden hensikt end at ta imot hvad Kirken i Jesu navn gör ved daapens sakrament, saa vilde daapen være ugyldig. Sakramentet er nok en ritus som har sin kraft av Jesus; men Jesus vil ikke paatvinge nogen sin naade; hjertet maa være aapent for den.

Paa denne maate blev Jesu prestedömmet forplantet fra slekt til slekt i den katolske Kirke. Det er det vi kalder den apostoliske sukcession.

I de protestantiske kirkesamfund er den apostoliske sukcession gaat tapt. Luther ikke bare samtykket i dette tap men han avbröt med vilje det apostoliske hierarkis forplantning, og det ut fra sin reformations grundtendenser.

Et av Luthers hovedprinsipper var nemlig det at alle kristne er prester. Han paaberopte sig en uttalelse av det Nye testamente (1. Petri 2. 9) som betegner de kristne som »et kongelig prestedömme». Som saa mange andre bibelsteder misforstod Luther ogsaa dette, fordi han fortolket bibelen ut fra forutfattede ideer. Slik som han opfattet dette sted passet det forövrig utmerket i hans plan. For at gjennemföre sin lære maatte han jo bryte med sin kirkelige autoritet. Den korteste vei for at undergrave den var overhodet at avskaffe prestedömmet og hierarkiet ved at erklære dem som en motsætning til skriften. For Luther gives der altsaa ikke noget sakrament som heter prestevielse. Alle er like for Jesus.

Dette er sandt, naar vi betrakter de kristne som individuelle personer. Det er sandt at hvemsomhelst, fattig eller rik, lærd eller ulærd, uanset den sociale klasseforskjel staar i et personlig samfund med Jesus, saafremt han er en god kristen, og kan opnaa den höieste grad av det religiöse liv; ti Guds naade tar ikke hensyn til personerne. Men vi er ikke bare individuelle personer: vi er en Kirke; Kristus har git sin religion formen av et samfundsliv. Naar vi personlig staar i forbindelse med Jesus, naar vi i Ham lever med Gud, saa er det netop, fordi vi hörer med til Hans familie, til Hans Kirke, indlemmet i Ham som lemmer paa Hans mystiske legeme. Et samfund er ikke en uordnet mængde av mennesker; det har en organisation; det maa regjere; dets goder maa forvaltes. Derfor skapte Jesus en række embeder eller funktioner, som samfundets orden, vekst og trivsel avhænger av.

Luther var opmerksom paa det. Han var fuldt paa det rene med at princippet om alle kristnes absolutte likhet praktisk ikke kunde bli gjennemfört. Derfor bestemte han at den enkelte skulde gi avkald paa sine prestelige rettigheter og overdra dem til en representant, som ogsaa blev kaldt prest. Hans opgave er at præke, at holde gudstjenesten, at sörge for ordenen i menigheten. Men han utöver dette hverv ikke paa Jesu vegne, ikke i kraft av en fuldmakt som er avledet av Jesu fuldmakt. Hans autoritet kommer fra folket, hvis representant han er.

Men nu er det slik at folket ikke kan gi hvad det ikke eier: fuldmakten til at konsekrere Jesu legeme og blod, fuldmakten til at forlate synder og jurisdiktionen som er nödvendig for at gi love og disiplinære regler for det religiöse liv. Den kirkelige makt kan ikke komme fra folket, men alene fra Ham som er ophavet til Kirkens liv. »Med hvilken ret er det dig og ikke mig, som forklarer Guds ord og som regjerer menigheten», kunde den enkelte spörre. Ufred og forvirring maatte fölge med en saadan ordning. Det varte derfor ikke længe, för menigheten maatte vike pladsen for den eneste makt som er skikket til at opretholde den offentlige orden: staten. Med Luthers samtykke blev det staten som paatok sig at utnævne prestene og gi dem deres fuldmakt. Statskirken kom op som en nödvendig fölge av bruddet med Kirken.

Nu kan vel staten opretholde ordenen i det utvortes, fastslaa en trosbekjendelse, gudstjenestens former. Men heller ikke staten kan gi hvad den ikke har: myndighet til at præke Guds ord og til at holde nadverdens ritus eller den kirkelige jurisdiktion. Statens opgave er at fremme samfundets ökonomiske velvære, dets fred og sikkerhet og dets kultur. Utover det timelige og naturlige vel gaar ikke statens makt.

Det protestantiske prestedömme har altsaa ingen förbindelse med apostlene. Der er en klöft mellem reformationen og den apostoliske kirke. De protestantiske kirkesamfund kan nok ha en ordination, og den kan være en stemningsfuld ceremoni av stor religiös skjönhet. Men det er ikke stemninger det kommer her an paa, men den fuldmakt som apostlene fik av Jesus. Den protestantiske ordination kan ikke gi den, fordi den blir utfört av mænd som selv aldrig er blit delagtige i apostlenes prestedömme.

Protestantismen har altsaa nok biskopper og prester, men ikke i ordets oldkristelige, apostoliske betydning. Derfor har den heller ikke Jesu sande legeme og blod; ti nadverdens sakrament blir til ved en ritus som kun en prest har myndighet til at fuldbyrde. Dette er grunden til den tomhet og den kulde som saa mange religiöse protestanter har fölelsen av i sine kirker. Vi kan trygt omtale det, efterdi jo mange lutherske prester tilstaar det. De försöker at böte paa det ved at gi sine kirker et utstyr som stemmer til andakt. De kalder kunsten tilhjelp i större utstrækning end för; de indförer knæleskamler, de tænder den evige lampe, de har alt, undtagen Ham som kunsten og den evige lampe skal tilbe med os: Jesus i sakramentet. Det er ikke lampen som gjör at vort hjerte föler sig grepet og draget til alterets fot. Det er ikke nogen kunstnerisk eller mystisk stemning som vækker trangen i vor sjel til at söke et tilfluktsted i kirken naar livet er tungt for os. Nei, vi vet at vi i Kirken finder uendelig mere end kunst og stemning. Der bor Jesus personlig. Vi taler med Ham; Han ser os og hörer os. Vi behöver ikke i aanden at dra langt bort over hav og fjeld og hensætte os to tusen aar tilbake i tiden for at finde Frelseren i Jerusalem. Han bor iblandt os, for stadig at ta imot vor bön.