Den hellige Angela Merici. En kvindesakskvinde

Av Sigrid Undset

(Forts.)

Et kompani – det er et militært teknisk uttryk. Da St. Ignatius grundet jesuiterordenen, hadde han fra først av kaldt den Jesu kompani. Det later ikke til at Angela Merici nogen sinde har fundet paa at undre sig, fordi hun blev kaldt til at sprette et kompani og formodentlig anføre det, saa længe hun levet – bli kaldt til en officerspost i den stridende Kirke. I virkeligheten saa vist middelalderens mennesker mere naturlig og liketil paa et saant fænomen som en kvinde i en ledende stilling er – det var ikke nogen programsak for kvinder at skulle vise, de kan være ledere. Folk forutsatte at det er bedst, naar folk i ledende stillinger er ualmindelige mennesker. Det er sjeldnere at finde kvinder som er skapt til at være ledere men siden det vitterlig har vist sig at de forekommer, saa er det jo bare godt, og mere er der ikke at si om den ting.

Det begyndte at dæmre for Angela hvad som hadde været den skjulte mening med hendes skjæbne. Hun var blitt ført – stikk imot det som hun selv hadde trodd hun helst vilde, og hun hadde gaatt den vei hun var blit ført, endda hun følte sig usikker og urolig ved det. Nu tok hun til at ane meningen med at hun var blit den hun var – en nonne uten klostermurens vern, uten et hjem hvor hun fik leve under en aandelig mor, i samfund med aandelige søstre. Tiden trængte nye former for det religiøse ordensliv – hvordan de skulde bli visste hun ikke endda, men siden hun hadde hat sit syn der paa veien ved Brudazzo var hun dypt og inderlig rolig. Gud vilde lære hende, hvad hun skulde gjøre, naar tiden var inde til det.

Foreløbig blev hun ved at leve som før – men de kvinder som tænkte og følte som hun gjorde og som sluttet sig sammen om Angela blev flere og flere. Det var døttre fra gaardene og smaabyerne i nærheten – Angela hadde kjendt deres familier siden sin barndom. Der var ikke tale om nogen organisation endda – Angela og hendes veninder kom og gik og utrettet saant kjærlighetsarbeide som laa like for haanden. Det var nok at utrette, Gud bedre. Pest, krig, bitre feider mand og mand, slegt og slegt imellem – resultatet blev tilslut altid det samme: syke slæpte sig efter landeveiene til de blev liggende og kunde ikke mere, mænd laa og døde av sine saar rundt om i hjemmene, enker og mødre sørget og led savn, og saa var der alle barna og de gamle.

Barna, og især smaapikerne, hadde Angela hele tiden tatt sig av med særskilt ømhet. Være mor for sin lille søster, da de blev forældreløse, det hadde været den første og nærmeste opgave som var blit git hende i de overgangsaarene, da hendes sind fik sin endelige formning. Nu hadde hun nokk av forældreløse smaa søstre som trængte hende. Og det hadde likesom faldt av sig selv, at samtidig med at hun pleiet og klædte dem og gav dem mat, saa lærte hun dem – den hellige historie, de daglige bønner, katekismen, hvad de latinske sætninger betyr som de hørte i den hellige messe. Hun bad de barn som hadde far og mor i live at skjønne paa det og være snille og lydige, hun lærte op sine smaapiker til at vaske og gjøre rent, spinde og sy, koke og lage mediciner, forbinde saar og stelle en febersyk. Og var der nogen som hadde morro av at blade i hendes bøker, saa var Søster Angela straks villig tiI at Iære dem bokstaverne og stave ord.

Angela kunde skrive og læse italiensk og litt latin. Men hun har selv sagt til flere av sine venner at hun hadde aldrig faat nogen skoleundervisning. Vi vet at hendes far og mor kunde læse og skrive, og at faren pleiet at læse høit hjemme om aftenerne, og det var det bedste Angela visste. Saa det er noksaa rimelig at Angela hadde lært det hun kunde fra først av halvveis som i lek hjemme, og siden har hun fortsat at lære sig selv – det er ikke andet end hvad saa mange opvakte og livlige barn har gjort. Religiøs læsning var den eneste rekreation nu, og hendes yndlingsbøker var kirkefædrene –barndomsvenner de og for Angela Merici. Nu fik det ny mening for hende, naar hun læste om at de hadde ivret fór smaapikers undervisning. Skridt for skridt nærmet hun sig sit maal.

Hun var blit kjendt med en rik familie fra Brescia, Patengolas, som hadde sit landgods ved Gardasjøen, ikke langt fra Angelas hjem. Fruen, Madonna Caterina, hjalp Angela i hendes kjærlighetstjeneste baade med penger og ved personlig arbeide, men hvert aar maatte Angela komme og bo en ukes tid hos hende paa lystslottet. Og den halvgamle piken i mørk, simpel dragt –Franciskanertertiarerne bar ingen ordensdragt den gangen, de skulde bare klæ sig som de fattige – med haaret gjemt under et enkelt hvitt slør, færdedes sikker og taktfuld og munter mellem de festglade renæssancemennesker som samlet sig paa Patengolaernes gods. Rideturer langs vandet i de kjølige morgentimmer – Angela var en glimrende rytterske –, festlige maaltider i det fri, musik og sang, sarntaler om poesi og filosofi med mennesker som var lærde, slik renæssancens rnennesker var lærde; fordi herdom moret dem – Angela tok del i alting paa sin rolige, likefremme og tilbakeholdne maate, og det blev hende som den ene efter den anden av det livsglade selskap søkte til for at faa tale med hende paa tomandshaand for at finde deltagelse og faa gode raad.

Brescia, »La Lionessa», løvinden, hadde Dante kaldt den stolteste by i Lombardiet. Milano og Venedig hadde kjæmpet om hvem som skulde vinde den over til sig i forbund, indenfor bymurene raset partikampe mellem de stolte patricierslegter, mot murene brøtes hær efter hær av utenlandske tropper og de italienske by-staters hære. Det var et dødelig fiendskap mellem to av byens adelsslegter som fik den ene av dem, Avogadro til at kalde ind Venedig. Det andet parti, Gambaro, vendte sig til franskmændene som netop hadde foretatt en invasion i Norditalia. Brescia blev indtatt av franskmændene under Bayard og Gaston de Foix og der fulgte en syvdages plyndring saa grusom, saa selv den tids mennesker var forfærdet – de var ellers vant til litt av hvert saan – og massehenrettelser av Avogadros tilhængere. Det blev ruin for Frankrikes sak i Norditalia, for leiesoldaterne hadde gjort saa rikt bytte, saa de gad ikke bli liggende i felten længer men drog hjem. Efter plyndringen fulgte pest, og saa fattigdom og nød som hjalp til at søre farsotterne utover bygdene, der tiggere fra byen streifet omkring. Saa blusset krigen op igjen – og endelig, i mai 1516 overga byen sig efter en lang beleiring og sluttet fred med den franske konge. Angela hørte om at elendigheten av sin veninde, donna Caterina. Om høsten, efter at Patengolas var vendt tilbake til Brescia, mistet de begge sine smaa sønner, og i sin fortvilelse sendte Caterina Patengola bud til Angela og bad hende komme til sig. Angela brøt op med en gang, og under saanne omstændigheter var det at hun drog til Brescia – det sted hvor hun i visionen hadde faat bud om at begynde sit nye verk.

Vinteren over blev hun boende i Patengolas hus, og hensynsfuldt lempet hun paa sine asketiske vaner alt hun kunde for ikke at bry sine verter. Men en av de nye vennerne som hun fandt i Patengolas omgangskreds, kjøpmanden Antonio Romano, skjønte hvordan hun egentlig helst vilde leve. Han tilbød hende et par smaa rum i et hus som han eiet i et av byens stilleste strøk, og fra vaaren 1517 og en ti-tolv aar fremover bodde hun der, alene eller sammen med en anden enslig kvinde. »Fastet, vaaket og bad», sier hendes biografer. Men dagen igjennem gik en strøm av mennesker ut og ind i Angelas fattige lille stue. Folk av alle samfundslag og i alle stillinger, gamle og unge, glade mennesker og sorgfulde. Mødre som søkte trøst for sine bekymringer, unge renæssanceskjønheter som studerte og skrev digte og hadde faat lyst til at tale med Angela om sit sjælsliv, skjøger som vilde faa hjelp til at omvende sig eller hjelp for de sykdommer som de led av. Rikmænd kom med tunge pengeposer og bad la madre, la sorella som hun het over hele byen nu, ta dem og gjøre vel med dem for der var ingen som kunde greie slikt saa kjærlig og omtænksomt som hun. Unge studenter kom, mange ganger bare for at ta en titt paa den meget omsnakkede gentildonna. En saan ung kavaller kom spankende, straalende av silke og smykker og duftende av parfume – han studerte teologi, fortalte han, og han vilde gjerne faa tale med madre Angela, om hun mente at han hadde kald til at bli prest. »Det har jeg vanskelig for at tro,» svarte Angela blidt, »for forfængelighet passer ilde for en prest. Men kom igjen en anden dag, i en anden dragt, saa skal jeg se nærmere paa jer, og saa kan vi tale sammen om saken.» Kavalleren kom igjen, i en anden dragt og han blev virkelig prest og døde i ry for hellighet. En anden gang var det to unge adelsmænd som hadde holdt byen i aande med sine gatekampe og forsøk paa at myrde hverandre – folk fik arrangert at de skulde møtes hos Angela Merici, saa fik hun forsøke om hun kunde faa dem forlikt. Møtet begyndte med at de to dødsfiender trak blank og vilde kaste sig over hverandre – Angela gik imellem, aldeles rolig, og jevnt og tørt begyndte hun at snakke, hens hun holdt de to unge mænd med en haand om hvers haandledd, og da hun omsider fik dem til at høre, blev hendes tale indtrængende, brændende av kjærlighet til deres sjæle og iver for Guds ære. De gik bort forlikte og historien vakte en saan sensation saa Francesco Sforza selv gjorde avstikkeren om Brescia da han allikevel var paa de kanter, for at undersøke om det virkelig kunde være sandt?

Der var forsaavidt ikke noget i den maate som Angela hadde valgt at leve paa som kunde synes merkelig for hendes samtidige – at hun hadde git bort alt hun eiet og levet av det som folk gav hende, at hun tjente alle som trængte hende uten løn, at hun Iange tider av gangen levet fra søndag til søndag uten at nyte anden føde end sin Frelsers legeme i den hellige kommunion, vaaket og bad nætter igjennem og bare sov etpar timer henimot morgenen paa straasækken i en krok i det inderste rummet – alt det hadde folk set saa mange andre gjøre. At netop hun som hele sit liv igjennem hadde levet saa rent og fromt skulde gi sig hen til den strengeste bod var der hellerikke nogen som syntes var det mindste rart. Renæssancens mænd og kvinder sloss og elsket og intrigerte og nød alt som livet kunde by dem av intellektuelle glæder og kunst og skjønhet og sanselig nytelse, men endda var i det store og hele den gamle katolske bevissthet om menneskehetens fundamentale solidaritet uskadt – de forstod saa udmerket godt hvorfor den fromme madre Angela gjorde bod i Brescia, og der var nok mange som fandt trøst og opbyggelse i tanken paa at saa fik de kanske for hendes skyld leilighet til at forlike sig med Gud før de maatte dø. Hun selv følte hvor inderlig ett hun var med alle disse mennesker, alt som slog ut hos dem i vildskap og hovmod og trods og lyst, det fandt hun i sin egen sjæl som muligheter – og hun gjorde bod, fordi hun var et menneske og jo mere et menneske øiner av Guds fuldkommenhet, jo mere forstaar det hvad menneskenes frafald vil si –.

Angela reiste en hel del i disse aarene. Ti-tolv timer i sadlen, halve natten paa knæ paa et kirkegulv – og næste morgen til audiens hos hertugen av Ivlilano som har budsendt hende, fordi han vil at hun skal overta ledelsen av hele fattigpleien i byen. En forært reise, tilhest som altid, til Castiglione for at be fyrsten om naade for en fredløs mand. Over hals og hode til Cremona, hvor der er brutt ut pest og mangel paa sykepleiersker. Og i 1524 drog hun paa en pilgrimsfærd til Jerusalem, i følge bl. a. med sin fætter Bartolomeo Biancosi og vennen Agostino Romano. De seilte med et pilegrimsskib fra Venedig, og saa hændte det, mens de laa veirfast ved Kreta at Angela pludselig blev slaatt med blindhet. Allikevel fortsatte hun reisen. »Kan dere ikke forstaa», sa hun til sit følge, »at denne blindheten min kan vendes til det bedste for min sjæl ?» Og hun mente selv, at det at hun maatte vandre i blinde, leiet av andre, over alle de steder i Jerusalem, hvor hendes Herre og Frelser hadde lidt og dødd, det hadde hjulpet til at opleve Kristi passion paa en dypere og aandeligere maate end om hun hadde kunnet se og var blit distrahert av de nye steder og de mange fremmede mennesker. Paa hjemreisen kom det skib som Angela var med ut for frygtelig uveir, og det blev forfulgt av algierske sjørøvere. Da de underveis kom tilbake til Kreta, fik Angela sit syn igjen, like pludselig som hun hadde mistet det. Under sit ophold i Venedig, hvor hun bodde i hospitalet for uhelbredelige syke, fik hun igjen tilbud fra byens høie raad om at bli der og overta ledelsen av alle offentlige velgjørenhetsstiftelser. Men nu visste hun, hvad det var hun skulde utrette i verden, og hun sa nei til venetianernes forslag.

Der i Venedig har hun ogsaa set Carpaccios fortryllende fresker med motiver fra legenden om den hellige Ursula. Naturligvis har Angela kjendt historien om Ursula og de elleve tusen jomfruer fra før, men det er mulig at det var her hun først kom paa den tanke at stille sit kompani under martyr-jomfruens beskyttelse.

Under jubelaaret 1525 drog Angela til Rom, og under en audiens hos paven, Clemens den syvende, har hun vistnok betrodd ham sin plan om at oprette et kompani av jomfruer som skulde vie sig til opdragelse av smaapiker og til vern om det religiøse liv i hjemmene. Paven later til at ha hørt paa hende med sympati men hat sine tvil om, hvorvidt en slik plan var gjennemførlig. Imidlertid har han uttalt til sin camerlengo om Angela, at det var en kvinde med merkelige aandskræfter, og at det vilde ha været en stor vinding for Rom, hvis han hadde kunnet faa overtalt hende til at bosætte sig i byen og arbeide der – men donna Angela hadde med tak avvist alle hans forslag i saa henseende.

Og da Brescia et aars tid efter fik ny biskop kunde Angela, som vendte sig til ham og bad om hans godkjendelse og velsignelse allerede nævne for ham de tolv første medarbeidersker som hadde sluttet sig til hende. De omtales i kilderne som pur unge piker alle sammen, og de var kommet fra alle samfondslag – Barbara Fontana var Angelas fosterdatter, et fattig forældreløst barn, Chiara Martinengo hørte til en fyrsteslegt, de andre var døttre av smaaborgere, patriciere, haandverkere og adelsmænd. Angela hadde grepet tilbake til oldkristelige former, som hun kjendte fra sin læsning av kirkefædrene, da de jomfruer som hadde indviet sig til Kristus blev boende hver i sit hjem og virket som apostler der – og saa langt som de kunde række derfra; særlig mellem barna og de unge piker skulde de arbeide i ord og gjerning for de samme idealer som hadde baaret oppe klosterlivet gjennem aarhundreder. Men alle de mange kvinder som ikke kunde bli gift eller helst ikke vilde gifte sig, men heller ikke hadde kald eller helse eller mod til at gaa i kloster – dem blev der snarere flere av for hvert aar som gik, efterhvert som de evindelige krige tyndet ut mellem unge mænd og utarmet familierne, og efterhvert som den nye tids tanker grep om sig og ogsaa kvinderne forlangte retten til at raade over sin egen skjæbne. I virkeligheten bragte renæssancen i mangt og meget en kvindernes emancipation fra den gamle underkastelse under familien og dens tarv. Forutsætningen for den nye type av renæssancekvinder, som grep ind i politik, beskyttet kunst og videnskap, selv dyrket kunst og selv var lærde damer var jo netop den, at middelalderen allerede hadde erkjendt kvindernes frihet til at utfolde sine evner fritt, saasandt de virkelig hadde nogen evne til intellektuel utfoldelse. Den gamle tid hadde bare anerkjendt saanne evner, naar de var rettet mot det religiøse liv, fordi religionen var det bestemmende for hele middelalderens aandsliv; den nye tid anerkjendte et intellektuelt liv ogsaa naar det var irreligiøst eller antireligiøst. Men det var den katolske Kirke som hadde forutsætningerne for denne respekt for den aanddige personlighet som søkte sig uttryk og virkefelter, enten det var mænd eller kvinder. Vi vet alle sammen at der hvor Lutherdommen eller Calvinismen kom til at præge landenes kultur blev kvinderne i løpet av nogen generationer opdraget til at finde sig i at de bare var til for mændenes skyld. Saa da kvindeemancipationen kom der, kom den for en stor del i følge med folkenes emancipation fra sine religiøse traditioner.

Angela hadde set den første begyndelse til opløsningen av det ældgamle europæiske familiebegrep – slegtssolidariteten som baade mænd og kvinder hadde offret sig for og underkastet sig, motvillig eller villig. Og hun hadde set at klosterlivet mange steder var i fuld opløsning – en av grundene var netop den, at de unge piker ikke mere lot sig klostergi, bare fordi det passet for forældrene at sætte dem i kloster. Det hadde faldt noksaa naturlig for en far i middelalderen at bestemme, den eller den av hans døttre fik bli nonne – fordi han ikke kunde skaffe hende et passende giftermaal, eller fordi hun var litet pen, eller fordi hans forfædre hadde git gods til et kloster og saa var det blit tradition at klostret til gjengæld tok imot og forsørget en datter av familien – ofte var det likefrem forutsætningen, naar en mand testamenterte et kloster saa meget jordgods saa en nonne kunde leve av indtægten, at hans efterkommere altid skulde ha fortrinsretten til at bli forsørget paa denne maate. Folk i middelalderen saa ikke noget urimelig i det – kunde faren trolove sin ene datter allerede i barndommen med søn til en ven, viss paa at det var til hendes eget besste, saa maatte han da føle sig endda vissere paa at den datter som han trolovet med Kristus hadde faat den bedste brudgom av alle, hun behøvet bare selv at lægge god vilje til – og for familiens evige velfærd var det svært betryggende at ha en søster som kunde be for sin slegt – ofte trængte den svært til fromme forbønner, det visste folk selv meget godt. Men nu hører en pludselig om nonner som rørmmer fra sit kloster, fordi de er blit git ind der uspurt – bortløpne nonner dukker op og forlanger arv sammen med sine søsken, forlanger at bli løst fra løfter som de har avlagt under tvang, forlanger at familien skal skaffe dem ogsaa giftermaal. Dernæst hører en om mænd som bryter ind i klostrene, bortfører nonner som vilde ha været rike arvinger, hvis de ikke hadde været klostergivne, mangen gang under en saan ulykkelig nonnes litenskapelige protest forsøker de at avtvinge hende en erklæring om at hun ikke frit har valgt klosterlivet. Selv klostermurene bød mindre og mindre sikkerhet.

Forvildelsen hadde git sig andre, uhyggelige utslag. I aarene 1516 og 1524 var Brescia og alle bygderne omkring blit skræmt op av rygterne om heksesabbater som efter sigende blev feiret like utenfor godt folks dører – ja i bra menneskers huser om natten naar gode kristne sov. Bare i Valcamonica skulde to tusen kvinder være hekser. De verdslige domsstoler grep ind og opdaget snart at her stod de overfor en pøl av last og gudsbespottelse og perversiteter, trafik med gift og svartekunster og kjetteri og raa overtro. Saa blev inkvisitionen budsendt. Det forrige »oplyste aarhundrede» har lært os til at blaase av overtroen og være indignert over hekseprocesserne –heksene har naturligvis bare været gamle koner som var litt mere oplyste og litt klokere end sine uvitende naboer og de endda mere uvitende munker. Forskere i de sisste tyve-tredve aar har begrepet litt mere av sakens alvor – selv de som av dogmatiske grunde ikke tror paa en personlig djævel har indset at heksene gjorde det ialfald, og de gjorde sit bedste for at knytte forbindelse med »ondskapens hemmelige hær under himmelen», og det opnaadde man sikkrest ved at begaa alt det værste og mest forvendte som menneskenes fantasi kunde utøpnske. Som med spiritismen i vore dager saan var det ogsaa med middelalderens heksevæsen: utenom en kjerne av overnaturlige fænomener hobet der sig op foreteelser som skyldtes hysteri, bedrageri, folks lyst til at gjøre sig interessante og til at faa magt over andre, selvsuggestion og ren uvitenhet og overtro. At botemidlet først og fremst maatte være oplysning, fremfor alt religiøs oplysning, det stod nok klart for de fleste – men opgaven, at bringe oplysning saa vidt utover saa det kunde monne noget, den syntes haabløs for de fleste som tænkte over saken, saa forvirrede og ulykkelige som forholdene var.

Og saa trængte de nye kjetterier fra landene nord for Alperne ned i Lombardiet. Glørne efter tidligere aarhundreders kjetterier, Albigensernes, ulmet endda rundt om i landet, og nu kom alle disse nye lærer som en stormvind og fik det til at blusse op i lys lue. Daapen, det hellige messeoffer, skriftemaalet, Kirkens autoritet blev angrepet – som altid – av reformatorer og ateister samtidig. Egteskapets hellighet blev fornegtet fra begge hold, kyskhet forhaanet som noget umulig og som en synd mot naturen.

Det er simpelthen vanskelig for os, i vor tid, at forestille os, hvor dristig Angelas plan var. Klosterlivet trængte fornyelse – Angela visste det og visste, det skulde hun ikke gjøre. Det trængtes en reformation inden Kirken – Angela faldt ikke for frestelsen til at træde op her, endda hun saa klart nok at presteskapet, det var baade – og. »Vær paa vagt», skriver hun til sine aandelige døttrer »saa at ikke en skriftefar eller nogen munk svækker eders rigtige følelse overfor faste eller jomfruelighet eller andre gode ting, for under paaskud av at gi gode raad er der mange av disse som forvirrer stakkers unge pikers sind og faar dem til at svigte sine gode forsætter paa trods av eget bedre vitende.» Og hun bestemmer i sin regel, at ingen av hendes døttre maa ta en ny skriftefar uten med samtykke av sine overordnede i kompaniet. »I disse farlige tider viI dere ikke finde anden støtte end i flugten hen til Jesu Kristi føtter; Han vil styre og lære dere.» Og et andet sted skriver hun til sit kompani: »Vit at dere har at beskytte og forsvare eders smaa lam mot ulver og mot tyver – to slags farlige folk, nemlig verdslige falske ordensfolk med sine vildfarelser, og kjettere.»

Sin egen opgave hadde Angela Merici klart for sig: Hun skulde arbeide for det religiøse livs førnyelse i hjemmene, blandt barna, først og fremst arbeide med smaapikerne som i sin tid skulde bygge op nye hjem og bli mødre tiI det næste slegtledd. Og først og fremst skulde hendes kompani søke at komme i kontakt med den del av folket som ellers ikke kunde eller ikke brød sig noget om at sørge for sine barns og slet ikke sine smaa døttres skolegang.

Og til at ta op dette arbeide hadde Angela da stiftet sit kompani av jomfruer, under St. Ursulas merke – den tappre britiske kongsdatter som efter hvad legenden fortalte hadde samlet en hær paa elleve tusen jomfruer og drog ut paa pilgrimsfærd i skiber som jomfruerne selv styrte og rodde, og ved sit martyrium utenfor Køln frelste hun og hendes flokk byen, for hunnerne blev saa forfædret over de jertegn som skete over de myrdede jomfruers lik saa de hævet beleiringen og flygtet. For Angela visste at hendes døttres liv kom til at bli en kamptilværelse for ramme alvor: de skulde bli boende i sine hjem – og det vilde sikkert ikke altid bli saa let, det kunde tænkes at der var mange fædre og mødre som aldeles ikke var henrykt over at ha datteren gaaende hjemme og være vidner til hendes forsøk paa at leve et fuldkomment kristelig liv, ha hende rendende til messe tidlig hver evige morgen – og selv om hun gjorde alt et menneske kan gjøre for at være nytte og ikke til hyrde i sit hjem, saa var der vel nok de som lot hende faa høre at hun laa sin familie til byrde, mens hun dyrket sin passion for at stelle med fattigbarn og holde skole for dem. – Smittefaelig kunde det ogsaa være – man skal huske paa at hospitalerne som alle sammen var barmhjertighetsinstitutioner ofte var forbundet med barnehjem, og vi vet at fra først av var det især barna i hospitalerne som Ursulinerne tok sig av og gav undervisning.

Det gik vistnok nogen aar, fra Angela hadde samlet den første lille skare unge piker om sig og til hun gav St. Ursulas kompani fast form og ordensregel. For hendes skriftefar forteller, hvordan hun betrodde ham at hun hadde hat en vision: en nat mens hun bad saa hun en engel, som stod foran hende med en svepe i haanden, og med et uttryk av vrede i ansigtet og holdningen slog han hende med svepen og sa, Gud hadde sendt ham for at tugte hende, saa sendrægtig og frygtsom en tjenestekvinde som hun var. Og da hun blev overvældet av sorg og begyndte at be om forlatelse for sin svakhet, viste Jesus Kristus sig selv for hende og hebreidet hende hendes mangel paa tro.

Vaaren 1537 sammenkaldte da Angela sit kompani til det første kapitel, forat søstrene kunde vælge Moder General og fire moder Assistenter efter den regel som Angela hadde utarbeidet og latt Ursulinderne sætte sig ind i paa forhaand. Kompaniet talte paa den tid to ogsytti medlemmer. Desuten hadde fire enker av Brescias fornemste slegter sluttet sig til arbeidet. Møtet blev holdt i et oratorium i huset til en av disse damer, Elisabetta Prato, og det blev foreløbig der at søstrene samlet sig til en høitidelig messe og paafølgende ordenskapitel hver sisste søndag i maaneden og til messe og fælleskommunion hver første fredag i maaneden. Ellers bød regelen at Ursulinerne hver dag tar del i mindst en messe i sin egen sognekirke, om mulig i følge med sin egen familie. Nogen ordensdragt i egentlig forstand foreskriver ikke den oprindelige regel – bare at søstrene klær sig enkelt og ærbart og at de bærer et hvitt ugjennemsigtig slør til tegn paa at de har viet sig til Guds tjeneste.

Over hele kompaniet staar Moder General, som vælges paa livstid, med et raad paa fire assistenter ved siden av sig. I alle byer hvor der blir oprettet kompanier av St. Ursulas jomfruer der vælges donne governanti, en for hver sektion som byen inddeles i – Brescia blev inddelt i 8 sektioner med otte donne governanti. Disse skal ha omsorgen for alle medlemmer i sine respektive sektioner. Under sig faar de lærerinderne, som det paahviler at lære de unge piker hvad regelen paalægger dem, men det er le donne governanti som skal kjende pikernes forhold, være rede til at hjelpe dem som trænger »mens deres omsorg først og fremst skal gjælde sjælen, er det ogsaa kjærlighetsgjerning at hjelpe dem materielt, især hvis noget medlem av kompaniet falder i sykdom eller armod. Hvis dødsfald eller andre ulykker gjør at en søster mistet sit hjem, skal la donna governanti skaffe hende et passende opholdssted enten i en anden familie eller sammen med en eller flere søstre som er i samme stilling. Blir en søster saa syk at der er fare for hendes liv, skal la governante sammen med to søstre gaa til hende og pleie hende og sørge for at hun faar al den hjelp som Kirken byr sine døende, og dør hun, er det fremdeles sektionsforstanderinden som det paaligger at gi søsteren begravelse og melde dødsfaldet til Moder Generalen og kompaniets geistlige Fader, saa der kan bli lest messer for den døde og hendes søstre kan huske hende med sine forbønner. »Men først og fremst», sier reglen, »maa hun elske de søstre som staar under hendes beskyttelse, med en saan dyp og sand kjærlighet som de skylder Jesu Kristi trolovede brude og kjære barn, omfatte dem med moderlig ømhet, ikke se paa dem som ringe, ubetydlige kvinder men i deres person elske Gud, for hvis kjærlighets skyld de har tat paa sig dette hverv.»

Lærerinderne skal lære op søstrene i regelen, dens ordlyd og aand. Og under dem staar flokken av unge piker som skal forsøke at øve den kristne fuldkommenhet, hver i sit hjem. Det er: først og fremst at holde Guds bud og Kirkens bud, aapent vise Guds Majeshet den ærefrygt som er alle menneskers skyldighet, men som de særskilt har bundet sig til at fyldestgjøre. Det fjerde bud blir særskilt indskjerpet søstrene, først og fremst er det hjemme at de skal stræve for at efterligne Vor Herre og Hans mor ved at vise sig fulde av kjærlighet, taalmodighet, sagtmodighet og godhet. Men saa vidt de kan, saa er de ogsaa pligtige til at utrette kjærlighetsarbeide utenfor hjemmene, hver efter sin evne og efter sin skriftefars raad, og først og fremst skal de undervise barn og særlig smaapiker fra fattige hjem som ikke har raad til at gi sine døttre skolegang og fra uvitende miljø, i den kristne tros- og sedelære.

»La dem staa fast i sin hellige beslutning eller ved sit løfte (de av søstrene som har avlagt et slikt løfte) om at bevare sin jomfruelighet, ikke bare den legemlige som, om den engang er tapt, aldrig kan vindes tilbake, men ogsaa aandens, idet de lægger sig paa hjerte, at for at opnaa dette maa de vogte paa sine fem sanser.» »De er ikke under synds ansvar forpligtet til at overholde de faster som regelen raader til men vi ber dem forsøke paa at praktisere disse raad, saa vidt de har helse til det og efter sin skriftefars raad.» Hvis det er mulig for dem at komme til rnessen hver morgen, skal de gaa, og ogsaa be en stund efter messen og læse en del av officiet eller rosenkransen i kirken. Men de maa ikke bli i kirken længer end det er nødvendig for andagtens skyld (den tiden var kirkerne endda de steder hvor man møtte hele verden, hvor der uavlatelig var noget paa færde, brylluper, barndaap, messer for korporationer og borgerforeninger, og samlingssted for folk som vilde høre og kunde fortælle bynyt). Hvis de kommer for sent hjem, kan det volde bryderi i hjemmet og ved arbeidet i hjemmet erhverver de sig stor indre andakt og bygger op ved sit tilbaketrukne liv.

Paa denne maaten hadde Angela skapt et system, hvorved kompaniet med sit arbeide kunde naa ind til kjernen av familierne – et nyt, paa en gang kraftig og elastisk redskap for en religiøs renæssance, og det var ugifte kvinder og enker som skulde være arbeiderne.

Under moder generalen, som har en prest, valgt av søstrene, til raadgiver, staar »statsraadet» av assistenter, over hver lokalavdeling styrende og lærende mødre som er kjendt med de lokale forhold, under dem søstrene som saa at si er garnisonert runt om i privathjemmene, noviserne og de smaapiker fra tolv til atten aar som blir optatt i kompaniet for at lære dets liv liv at kjende, men ikke faar binde sig, før de er voksne, og om enhver enkelt Ursuline grupperer sig de barn som av sine forældre er blit betrodd hende til oplæring.

(Forts.)