Den hellige Angela Merici. En kvindesakskvinde

Av Sigrid Undset

(Forts.)

Angela slaar bestemt fast i hendes kompani skal der sees bort fra klasseforskjel: den unge adelsfrøken som kan lære sine elever læsning og hendes pike som kan lære dem at spinde og sy og skure er like velkomne i St. Ursulas selskap og idet de begge lærer barna kristendom i teori og praksis er de inden kompaniet søstre.

Regelen gir forskrifter om møter – generalkapitler, kapitler for ale Ursuliner i en og samme by, sektionsmøter for søstre i ett og samme distrikt, og møter i Brescia med repræsentanter fra andre byer, hvor kompaniet er trængt frem. For Angela var viss paa at hendes verk var levedygtig og vilde spre sig utover fra Brescia.

Angela selv blev valgt til Madre Generale paa det første kapitel meget mot sin vilje. Hun var en kvinde over seksti aar nu, fra sine unge pikedager av hadde hun ført det mest spartanske liv i uavlatelig selvopfrelse, haardt arbeide for andre, evindelige anstrengelser i andre menneskers saker, altid til tjeneste for alle de mennesker som hjemsøkte hendes to smaa stuer, dertil faste og nætter gjennemvaaket i bøn og i ekstaser – som hun ikke sa stort om selv, men fosterdatteren, Barbara Fontana, fortalte om hvad hun hadde set, da den hellige var død. Hun vilde selv gjerne ha faatt trække sig tilbake nu, da verket var sat ut i verden – faatt trække sig tilbake til en eller anden form for ensomhet. Men hun bøiet sig for sine døttres avgjørelse, og var da Ursulinernes »dolce Madre Suor Angela» de aarene hun hadde igjen at leve.

En hel del av det som hun skrev til veiledning for sine døttre – og for dem som skulde lede kompaniet efter hende – foreligger endda. Det skinner igjennem paa hver eneste side, at bevisst og ubevisst, saa Angela det som sit kald at skape en radikal reform tilbake til de gamle kristne idealer: som jomfru og som mor er det at kvinderne kan og skal være en magt i samfundet, vise sig værd den frelse som Guds søn har kjøbt dem saa dyrt og gjøre sig fortjent til den hæder og herlighet som Han har lovet alle sine. Mot renæssancens nye hedenskap og mot reformatorernes nedværdigelse av kvinden er St. Ursulas kompani hvervet, og Moder Angelas raad og sisste vilje er skrevet for at gjøre dem kampdygtige.

Renæssancens økede intresse for det enkelte menneske som individ deler Angela – men for hende gjælder det hver enkelt individuel sjæl.» Jeg bønfalder eder, ha en og hver av eders søstre individuelt i eders hjerter, ikke bare deres navn, men de forhold hvorunder de til enhver tid lever, deres karakter og sindelag, kort sagt hele deres liv.» Men hun ber dem ogsaa: »Elsk alle eders døttre med like stor kjærlighed, saan at dere ikke har mere utpræget forkjærlighet for en end for de andre.» For »mine sisste ord som jeg gjentar, retter jeg til dere som en bøn, og jeg skulde gjerne skrive den med mit blod – bevar enighet og harmoni, saa dere bare har ett hjerte og en vilje».

Hun minder de overordnede om at for en mor er hvert barn saa kjært som om det var det eneste, og hvordan en mor glæder sig naar hun kan klæ sine barn vakkert og gjøre dem indtagende. Skulde ikke en mor i St. Ursulas kompani være like ivrig for at klæ hvert eneste av sine barn, saa det kan vinde naade for Guds pine? Og »tænk paa at dere trænger i virkeligheten mere til at tjene dem end de trænger til eders tjeneste … Pas paa altid at vite hvad de trænger, aandelig og timelig; hvis ikke dere selv har det nødvendige til at hjelpe dem med, saa gaa til de overordnede. Ta fra dere selv men la ikke dem savne noget». »Bli ikke motløse, selv om dere skulde opdage at dere mangler egenskaper som er nødvendige for det arbeide dere er kaldt til. Han som kaldte dere kan ikke svikte dere, men det øieblik dere er i nød, vil Han række ut sin frelsende haand.» Men »hvordan kan dere rette paa dem hvis det dreier sig om en feil som de kan se at dere selv har?» »Jeg ber dere mildelig, at dere vil forsøke at vinde alle med kjærlighet og en mild haand og med sødme, ikke bydende eller med barskhet. Se paa Jesus Kristus som sier: Lær av mig, for jeg er sagtmodig og ydmyk av hjerte. Lær dem ikke at være haarde og uhøflige i sin tale, men venlige og med et sind som er fuldt av god vilje og kristelig kjærlighet.» For den jomfru som har git Kristus sin tro burde føle sit hjerte fyldt med fryd, kjærlighet, tro og haab til Gud. »Lev altid av det levende haab. Hvor mange av de rike, dronninger, fornemme fruer er det ikke som ikke evner at finde ro midt i sin overflod og herlighet, paa grund av sin ytterlige aandelige fattigdom, mens de fattige som de gir almisse lever oveflødig i trøst og mod.» »Hold sammen i kjærlighetensbaand, idet dere deler alt med hverandre og støtter hverandre i Jesus Kristus.»

Disse raad er for største dele tatt fra det testamente som Angela Merici lot sin sekretær, Gabriele Gozzano, læse høit for kompaniets medlemmer, som hun hadde kaldt til sig da hun laa paa dødsleiet. Vaaren 1539 var hun blit syk; en snikende feber, saanne som er vel kjendte i det italienske klima, tæret langsomt den gamle mors livskraft. Maaneder igjennem maatte hun for det meste holde sengen, men fra sykeleiet blev hun ved at styre sit kompani, utdanne de søstre som hun ønsket at faa valgt til Moder general og assistenter efter sin bortgang, og forresten ta imot de utallige besøkende som vilde faa tale med hende eller bare ha set den berømte Angela Merici. Og en dag like over nytaar 1540, da hun selv visste at enden var meget nær, kaldte hun sine søstrer til sig og lot sit testamente læse høit for dem.

»Vogt dere for at forsøke at utrette noget med vold, for Gud har git hvert eneste menneske fri vilje og vil ikke tvinge nogen; han bare viser dem og indbyder dem og raader dem; likesaa, gjennem St. Johannes’s mund, »Jeg raader eder til at kjøpe en uforgjængelig krone». »Jeg raader dig», sier han, og ikke »Jeg tvinger dig».

»Jeg blir ved at være mere levende end jeg var i dette liv, og jeg kommer til at se dere bedre og elske endda mere de gode gjerninger som jeg hele tiden ser dere gjøre, og jeg kan hjelpe dere mere.» Det var hendes sisste ord til St. Ursulas kompani.

Søndagen før hun døde var en ung slegtning av hende kommet ind fra Salò for at høre høimessen i domkirken i Brescia. Under prækenen bad presten om menighetens forbøn for Suor Angela som laa for døden. Den unge mand styrtet til sin grandtantes hus og fandt Angela oppe, hun stod og holdt paa at vaske sit haar. Hun passiarte muntert med gutten, og han gik bort, trøstet og viss paa at det var vist ikke saa farlig med hende. Men hun hadde sendt sine pleiersker i kirken, fordi hun selv vilde bade og stelle sig og spare dem ,som skulde lægge hende ut paa likstraa for bryderi. Saa bad hun om at faa dødssakramenterne, tok endda engang avsked med sine barn og gav dem en døende mors velsignelse. Derefter lot hun sig klæ i Franciskanernonnernes dragt og bad pleierskerne lægge hende paa gulvet paa den matten som hun hadde pleiet at sove paa, naar hun var frisk, med et vedtræ til hodepute. Fra det øieblik av syntes hun at bli baaret ind i enslags ekstase, de store øinene stirret op, som om hun alt saa ind i hin anden verden, en og anden gang hørte de som stod omkring leiet at hun hvisket »Jesus, Jesus», og det lille gamle ansigt syntes at bli som selvlysende. Med ett var det som Moder Angela vaaknet av henrykkelsen – hun saa sig omkring med et sisste kjærlig smil til sine pleiersker og til sin skriftefar som bad for den bortdragende sjæl, og saa sa hun med sin almindelige, klare og blide stemme: »In manus tuas, Domine, commendo spiritum meum». Saa utaandet hun.

Det var om kvelden 27. januar 1540, og allerede samme nat var det utover hele byen at la santa var gaat bort. Tidlig om morgenen maatte hendes venner faa lagt hende paa baaren og sætte hende ind i St. Afras Kirke paa den anden side gaten, og saa gik toget av folk som vilde se hende en sisste gang ustanselig gjennem kirken – tredve dager blev hun liggende ubegravet, med utildækket aasyn. Imens trættet korherrerne ved domkirken som hævdet at Ursulinernes oratorium laa i deres sogn, franciskanerne som paaberopte sig at hun var tertiar i deres orden, og presterne ved St. Afra som kunde paaberope sig at hun hørte til deres menighet om hvor Angela Mericis lik skulde begraves. Det var et mindre opbyggelig skuespil som desværre i middelalderen pleiet at bli opført svært ofte, naar nogen var død i hellighets ry. Enden blev at Angelas efterlatte kunde fremlægge en bevilgning hun hadde skaffet sig fra Rom, hvorefter hun hadde faat lov til at bli begravet i St. Afras kirke, fordi Brescias første martyrbiskop og hans fæller i martyrdøden laa der.

Imens gik folkestrømmen ut og ind for at se underet – Angelas lik forandret sig ikke, ingen tegn paa forraadnelse viste sig, men en svak duft som av hvite roser strømmet uf fra det og fyldte kirken. Og malerne og billedhuggerne fik for første gang leilighet til at avbilde den gamle Suor Angela som aldrig hadde villet sitte for nogen mens hun levet. Saa blev hun begravet paa byens bekostning – og Angela Merici som hadde git bort alt hun eiet for mere end tredve aar siden og siden levet av det som hendes medkristne vilde gi hende og hun ikke gav bort igjen til andre som trængte det, hun fik, sier hendes biografer, en fyrstelig begravelse.

IV.
Og folk fortsatte at be den døde Angela Merici om hjelp, som de hadde bedt den levende. Hendes fødeby, Dezensano, var den første til at yde hende offentlig kultus, for byraadet utnævnte hende til stadens beskytterinde og forbederinde – advocata – og indrettet et mindekapel i Mericiernes gamle gaard utenfor byen.

Skjønt Urban den ottende ved et dekret av 1675 hadde bestemt at der ikke maatte ydes andre end kanoniserte helgener offenlig dyrkelse, blev Angela feiret som helgeninde overalt hvor hendes orden trængte frem, og den hellige Stol godkjendte 27. januar som hendes festdag – det blev senere forandret til 31. mai. De franske Ursuliner var de første som fik et eget officium for hende og rundt om i den katolske verden blev altere indviet og statuer stillet op av Beata Angela Merici. Den høitidelige kanonisation fandt først sted i 1807, og derefter blev en statue av hende, klædt i de franske Ursuliners ordensdragt, stillet op i St. Peters kirke mellem statuerne av de andre store ordensstiftere.

Men da hadde St. Angela Mericis St. Ursulas kompani allerede undergaatt mange forvandlinger, og av Angelas nonner uten kloster som skulde gjennemtrænge samfundet ind i de enkelte celler, familierne, var der blit Ursulinernes klosterorden. Angela hadde ikke faat Roms approbation paa sit verk, før hun døde, og neppe var hun borte, før indvendingerne myldret frem – de fleste fra forældre, især rike forældre, som vilde foretrække at deres døttre enten giftete sig eller gik i kloster, saa de ikke skulde bli staaende tilbake i verden, naar deres naturlige beskyttere ikke var der mere. Venner av Angela, først og fremst presten Dom Tribesco kjæmpet for hendes tanke: »Gaa ind i hvilkensomhelst kirke, gaa hvor dere vil paa gaten, og dere vil møte hendes døttre. Det er fryd og et under», skrev den veltalende italiener, »at se disse himmelens duer samle sig om Herrens kilde for at tvætte sine vinger for hver mindste flek, nære sig med de utvalgtes korn, slukke sin tørst i jomfruelighetens vin, og saa gaa tilbake til sine hjem med sjæl og hjerte samlet om himmelske ting. Før i tiden kunde saanne goder bare nytes indenfor klostermurer, men nu i vore dager kan de eies i verden, og det skyldes Angela Mericis gjerning». Og han peker paa at der mellem Ursulinerne er mange som slet og ret har en første pligt mot gamle og sykelige forældre og mødre som ikke har raad til at holde leiet hjelp, eller paa anden maate er kaldt til at arbeide for Gud paa maater som er umulige for nonner i kloster.

St. Ursulas kompani spredte sig utover hele Norditalien, mens striden om den endelige form det skulde faa raste som verst. I 1566 skrev St. Karl Borromeus til Brescia til kompaniets aandelige Fader og bad om oplysninger og fik til svar: »Kompaniet har git søstrer til alle hospitaler i Brescia. Det holder skoler for smaapiker og gir dem kristendomsundervisning. Gud har brukt det som sit redskap til sjæles omvendelse og til at vinde for Hans tjeneste mange familier, hvor en av disse søstre bor … Det er i sandhet et under av Guds magt og godhet at se disse veke unge piker, som har gjenfødt Agnes’ og Agathas aand og bor uberørte midt imellem farer og skandaler». St. Karl Borromeus fik Ursulinerne til at oprette et kompani i Milano, støttet dem paa alle maater, og det blev til gjengæld først og fremst Ursulinerne som han hadde hjelp av i sit arbeide de to frygtelige pestaarene i Milano. Han oprettet ogsaa et kollegium og fik Ursulinerne til at overta al undervisningen der. Samtidig forærte han dem en bygning, hvor de kunde bo sammen, istedetfor ute blandt folk, og fik pavens stadfæstelse paa at de hadde ret til at eie sammen og bebo dette hus »senza esser di clausura».

Det vil si, at mens nonnerne tidligere hadde avlagt et høitidelig løfte som bandt dem til at leve indenfor klosterets mur og ikke nogensinde at komme utenfor muren – uten uttrykkelig dispensation paa grund av ekstraordinære forhold, – og utenfor de bygninger som ikke maa betrædes av andre end klosterets egne indvaanere; med sine egne slegtninger maa de som regel ikke tale andet end med et talegitter mellem sig og dem – saa var dette Ursulinernes hus i Milano vistnok det første hjem for ordenssøstrer, kvindekongregationer, som efter reformationen har gjort en saa uhyre indsats i Kirkens liv. Alle de kongregationer som senere er opstaatt, av hospitalssøstre, av søstre som driver sykepleie i hjemmene, som gaar ut paa husbesøk, skolesøstrer, missionssøstrer – de er paa en maate ætIinger av St. Angela Mericis familie.

For hendes egne døttres vedkommende endte det med at de kræfter som arbeidet for at gjøre Ursulinerne til en klosterorden under klausur, de gik av med seiren. Ogsaa som klosterlig nonneorden har St. Angelas døttrer blit ved at bevare meget av morens træk. Det er hendes pædagogiske principer om religiøs opdragelse og individuel behandling av hvert enkelt barn som har blit ved at præge Ursulinerne – de avlægger foruten de almindelige klosterløfter et løfte om at vie sig helt og holdent for smaapikers opdragelse paa et solid grundlag av religiøs undervisning. De har fulgt missionærerne ut mellem indianere og negrer og asiater, de har levert vægtige bidrag til studiet av farvede racers psykologi, arbeider over indianersprog og afrikanske dialekter, de har været mellem de første nonneordner som lot sine søstrer ta universitetseksamener og doktorgrader. Deres klostrer er blit brændt av rødhuder og stenet av hvit mobb – og St. Angelas børn har ikke git op men rolig gaatt igang med at bygge op igjen. Ursulinerne er gaat til guillotinen, mens de sang sit officium og opmuntret sine fæller paa veien til skafottet. – Der har ogsaa, især fra Frankrike, stadig været gjort forsøk paa at gjenoprette St. Ursulas kompani efter den primitive regel, og fra tid til anden har smaa kompanier av Ursuliner som bodde rundt om i hjemmene bestaatt særlig i de mindre byer i det sydlige og mellemste Frankrike.

Og den nye vei inden ordensvæsnet som St. Angela hadde fundet, blev gaatt av andre. Mary Ward forsøkte at oprette et søstrelag av nonner uten kloster – de skulde gaa som guvernanter til de engelske katolske familier som kjæmpet for at bevare sine fædres tro tvers igjennem forfølgelse og undertrykkelse hjemme eller i landflygtighet paa kontinentet. Mary Ward, som var født i 1589 kjæmpet forgjæves for sin ide – sit institut kaldte hun det, og det fik en anden form end hun hadde villet, da endelig »Les dames anglais», »Die englischen Fräuleins», »Ladies of Loretto» som de kalder sig i Amerika, bredte sig utover den katolske verden med sine pensionatsskoler for unge piker.

St. Jeanne de Chantal hadde ogsaa ment at Visitantinderne, den orden som hun oprettet, skulde gaa ut i husene og pleie syke, besøke fattige og undervise de uvitende. St. François de Sales forsvarte St. Chantals tanker, og han henviste til at noget lignende hadde været praktisert i Italien, med ypperlige resultater, han la frem en avskrift av St. Angelas primitive regel. Men ogsaa denne gang endte det med at Visitantinderne blev gjort til en klosterorden – og under de modificerte former som dette nødvendiggjorde fik de da ta op det arbeide som de hadde funnet kald til, nemIig at ta imot syke, gamle eller paa anden maate skrøpelige kvinder og gi disse leilighet til at leve et liv i bøn og tilbaketrukkenhet og under en ordensregel. St. Vincent de Paul tok atter op St. Angelas banner, og det blev han som tilsidst med sine »Filles de Charitè» fik sat ideen om klosterliv for kvinder uten kloster ut i livet. Han var jevnaldrende med Moder Mary Ward og personlig ven av St. François de Sales, han hadde arbeidet aarevis i Marseilles og Toulouse hvor Ursulinerne hadde store skoler for fattige smaapiker. Han hade været skriftefar for nonnerne av Visitationen. Religionskrigene hadde ytterligere herjet Europa, nyhedenskapet ytterligere oplølst de gamle samfundsformer, forvildelsen og nøden i de voksende storbyer var uhyggelig – behovet for søstre som kunde gaa ut og tjene fattige og syke i hjemmene var simpelthen hylende. Likevel tok det St. Vincent tyve aar at overvinde motstanden fra konge og parlament og pavers og kardinalers forsigtige bekymringer. Og tilslut skapte han grundformen for den nye type av ordenssøstrer. Han skriver: »Den barmhjertige søsters kloster skal være de sykes hjem, sykeværelset hendes celle, hendes kapel sognekirken, hendes klostergang bygaterne eller hospitalets korridorer. Lydighet skal være hendes klausur, Gudsfrygt hendes talegitter og blufærdighet hendes slør».

Efterat renæssancens og reformationens uveir var over, samlet de gamle klosterordener sine veteraner, flere av dem blev reformert indenfra og fra grunden av, nogen tidligere, nogen senere. Det viste sig at de var levedygtige og hadde livets ret. Men ved siden av trængtes de nye, friere former. Og endda er der i den hellige Angela Mericis tanker spirer som ikke er kommet til utvikling, og endda kan det hænde at la grande madre suor Angela kommer til at gi liv til nye familier inden det store kirkehjem, og nye slegter kommer til at staa op og kalde hende velsignet.