Den hellige Jeanne. Jungfrun av Orléans

Av Paul Doncoeur S. J.

I Anledning af ”Kristeligt Dagblad”s Artikel ”Jeanne d’Arc” (af Pastor Olaf Lynge) i Tillæget ”Hjemme og Ude” (26. Juni d. A.) har Redaktionen gennem en af Credo’s Venner i Paris, Hr. V. S. Hjorth modtaget følgende Imødegaalse af den over hele Frankrig kendte Taler og Forfatter Pere Doncoeur S. J. [Rédacteur aux ”Etudes”]

Pastor Lynges Artikel er daarlig Journalistik og har ikke engang Nyhedens Interesse (hvormed Journalisterne ofte lader sig nøje). Forfatterens Dristighed kan kun forklares ved en Uvidenhed, som enhver sagkyndig maa smile ad. Endnu sørgeligere vilde det være, om denne Dristighed kom af Uredelighed.

Jeg har i mange Aar læst, studeret og gennemgaaet alle Processens Aktstykker og alle Arkivers kendte Dokumenter, og jeg har opdaget enkelte nye. Jeg paastaar, at det: at gøre Jeanne d’ Arc til en »Protestant» er en af de mest uforskammed Løgne, en Historiker kan fremsætte.

Hvis Jeanne i vore Dage blev forhørt om sin Tro, vilde der ikke være en eneste alvorlig Historiker, som vilde tage i Betænkning at bekræfte, at hendes Bekendelse var den reneste katholicisme; dette er indlysende for enhver, der kender en Smule til Sagens Akter; nogle af Aktstykkerne vil jeg citere her, ikke efter Fabres fantasifulde Omarbejdelser (at citere Fabre, som Pastor Lynge gør, er at tilstaa sin Uvidenhed med Hensyn til de mest elementære Ting), men efter Quicherat*) og Champion**).

a) Jeanne, som var en simpel Bondepige, har aldrig gjort Krav paa nogen Ret til en særegen personlig Idé. Hvad hun troede, havde hun lært af sin Moder. (Champion II p. 30 og 123); angaaende sin Tro holder hun sig udelukkende til Kirken. (lbid. p. 101; 240. – Quicherat I 205, 244).

At sidestille hende med Luther, Wycliff og Johan Huss er saa meget mere latterligt, som Jeanne netop har skrevet et meget strengt Brev mod Hussitterne, som hun opfordrer til »at vende tilbage til Kirkens Skød»; ellers vil hun »fravriste dem enten Kætteriet eller Livet». (Quicherat V. 156-159).

Det er en Kendsgerning, at hun bevarede hele sin katholske Tro, paa Sakramenterne, paa Kirken o. s. v.

b) Med Hensyn til hendes Optræden og især hendes »Stemmer» og Aabenbaringer tilbageviste Jeanne en Kendelse, fældet af Dommere, som var bestukne af Englænderne, og som kun dømte hende af politisk Had.

Fra den første Dag erklærede hun at ville underkaste sig Kirkens Domstol, paa den Betingelse, at Cauchon vilde sørge for, at et lige saa stort Antal af det franske Partis gejstlige kom til at besætte Dommersæderne. (Champion Il p. 26). Trods dette svor hun altid at ville sige Sandheden i Trossager. (Ibid. p. 28–29 etc.).

Med Hensyn til hendes politiske Mission nægter hun sine Fjender Retten til at dømme hende; dette er kun sund Fornuft.

Men saa langt var hun fra at ophøje sig til »protestantisk» Individualist, at hun 1) underkastede sig det gejstlige Forhør, som Biskopperne og Theologerne fra Poitiers vilde holde over hende (April 1429). Det var ifølge deres gunstige Henvisning, at Karl VII modtog hende. I Rouen appellerede hun til denne kanoniske Proces i Poitiers. 2) Medens hun afviste, de af Englænderne underkøbte Dommere, appellerede hun stadig til Paven (Quicherat I p. 82; 325), til hvem hun bad om at maatte blive ført (lbid. I p. 185, 394, 445 etc.), og ham vilde hun svare paa alt.

3) De Forbehold, hon tog, kom af de Spidsfindigheder, som Theologerne forsøgte at indvikle hende i. Hendes Tid (Konciliet i Basel efter Skismaet i Vesten) var en Forvirringens Tid: Hvem var den rigtige Pave? Hvilken Myndighed havde Konciliet?… og hvilken havde den stridende Kirke?… Naar Theologerne underfundigt lagde Snarer for hende med Hensyn til disse dunkle Punkter, undgik hun dem ved at svare, at hun holdt sig til Gud og hans Helgener.

Hun var saa langt fra at nægte at underkaste sig Pavens Dom, at hendes Dommere tværtimod bevidner det modsatte, f. Eks.:

Pierre Migier, Professor i Theologi, Cluniacenser-Prior, bekræfter, »at han tydeligt husker, at … hun gentagne Gange sagde, at hun angaaende sine Ord og Gerninger paaberaabte sig Paven. (»bene recordatur quod. . . pluries dixit quod de dictis et factis suis se referebat Do No Papae». – Quicherat III, 131). – Jean Massieu, Rettens Formand, vidner: »hun svarede, at hun vilde underkaste sig Pavens Afgørelse»; (»respondit quod volebat se submittere ordinationi Papae. – Ibid 155).

Dominikaneren Martin Ladvenu, som bistod hende under Henrettelsen, udtaler sig endnu mere bestemt: »hun svarede, at hun underkastede sig Pavens Dom, og bad om at blive ført til ham»; (»respondit quod ipsa se submittebat judicio Summi Pontificis, rogando quod ad eum duceretur»). Dertil har han endnu hørt hende sige, »at hun ikke vilde holde fast ved noget, der stred mod den katholske Tro; og hvis der i hendes Ord eller Gerninger fandtes noget, der afveg fra Troen, vilde hun forkaste det og rette sig efter Præsternes Dom»; (»quod ipsa nihil vellet tenere contra catholicam fidem; et si quid in dictis vel factis suis esset quod a fide deviaret, ipsa volebat a se repellere et clericorum judicio stare». – lbid. 168, 181).

Som Følge deraf formulerede Dommerne i Æresoprejsningsprocessen følgende Afgørelse: »… hvoraf det klart fremgaar, at hun ikke var Skismatiker, men Katholik, ikke Hæretiker, men lydig og tro»; (»in quibus constat eam non fuisse schismaticam sed catholicam: non haereticam, sed obedientem et fidelem». – Ibid. 273).

Den Indbydelse, Pastor Lynge henvender til Frankrig om sammen med Jeanne d’ Arc at slutte sig til »den evangeliske Kristendom», er derfor kun en daarlig Spøg.

Det afgørende Ord maa vi hente hos en Protestant, hvis Stilling giver ham tilstrækkelig lndsigt til at dømme om fransk Følelse. Efter Festerne i Orléans i 1929, da Hans Eminence Kardinal Dubois takkede Republikens Præsident for hans Deltagelse i de fuldtud katholske Ceremonier, svarede M. Doumergue: I Frankrig er det saaledes, at hvilken Konfession man end tilhører, vedbliver Hjertet dog altid at være katholsk.

En overfladisk Udlænding kan vel tillade sig de dristigste Forfalskninger af Historien; disse forraader kun hans Uvidenhed; men i vore Øjne er de uden Betydning lige over for de gamle Aktstykker og de klare Kendsgerninger.

*) Jules Quicherat: Procès de Condamnation et de Réhabilitation de Jeanne d’Arc. Paris, 5–8° 1891.

**) Pierre Champion: Procès de Condamnation de Jeanne d’Arc. Paris, 2–8° 1921.