Den katolske kirke og afrustningen

Av J. Wolfisberg S. J.

Man har undret sig over, at der ikke, i Anledning af Afrustningskonferencen i Génève, fra Rom blev talt et myndigt Ord imod Krigen og for almindelig Afrustning. Mange, ogsaa udenfor Kirken, havde ventet, at Verdens stærkeste moralske Magt vilde lægge hele sin Autoritet i Vægtskaalen, nu da Menneskehedens Skæbne for en lang Fremtid skal afgøres.

Men Rom behøvede ikke at tale nu, thi Rom har talt. Gentagne Gange i Løbet af de forløbne 40 Aar har de fire sidste Paver højtidelig henvendt sig til hele Verden om Afrustningens Nødvendighed, Uopsættelighed, om Fremgangsmaaden ved dens Gennemførelse, om Garantierne for en varig Fred.

Men ogsaa rent bortset fra Pavernes klare Standpunkt i Afrustningsproblemet, har katolsk Tænkning altid taget bestemt Stilling til Problemet.

Det katholske Syn maa siges at Iigge midt imellem de yderliggaaende Opfattelser. Paa den ene Side kan Krigen ikke i alle Tilfælde fordømmes som umoralsk; men paa den anden Side , erklæres ethvert Overfald paa fremmede Stater i Angrebsøjemed for Uret.

Hvad Afrustningens aandelige Forudsætninger angaar, har det katolske Standpunkt altid været præget af en Idog Skepsis. Før Afrustningen kan blive til Virkelighed, maa der herske Kærlighed, ja Venskabelighed mellem Staterne og Folkeslagene. Kun Kærligheden kan uden Tvang og Vaabenmagt sikre Freden mellem Folkene. Ingen anden Magt end denne mellemfolkelige Solidaritetsfølelse, der er forankret i en stærk Overbevisning, vil kunne sprede den Frygt og Mistillid, som er Hovedaarsagen til Kaprustninger. Er Folkene naaet til denne aandelige Enkelte indsigtsfulde Modenhed? Mænd har maaske frigjort sig for det primitive Menneskes Mistillid til fremmede Nationer. Men Folkene som Helhed har indtil for kort Tid siden endnu været Ofre for Massesuggestionens Mareridt, der kvæler al Tillid og gensidig Forstaaelse, idet man altid underlægger »Fjendens» Handlinger de laveste Bevæggrunde og altid anser en Udlænding for mistænkelig.

Men vil denne Tilstand under de mange internationale Organisationers Indflydelse ikke snart kunne overvindes? Det lader til, at der er gjort Fremskridt i det sidste Aarti; men dersom Udviklingen ikke fremskyndes vil det unægtelig vare meget lang Tid endnu, førend Folkene er modne tiI almindelig og fuldstændig Afrustning.

Begrundelsen for Afrustningens Nødvendighed finder den katolske Kirke dels i Krigsrustningernes Formaal, dels i deres skadelige Virkninger.

Formaalet med Rustningerne, siges der, er at udelukke Krig eller i Tilfælde af Angreb hurtigst muligt at afslutte den. Kan dette Formaal naas ad Kaprustningernes Vej? Erfaringen lærer, at dette ikke er Tilfældet. Tihi Kaprustninger øger Mistroen mellem Nationerne og dermed ogsaa Sandsynligheden for Krigens Udbrud. Desuden trækker Kaprustninger enhver Krig i Langdrag.

Hvad Rustninger saaledes ikke formaar, kan maaske naas ad andre Veje. Vi lever i Folkeforbundets Tid. Men selv om der ikke var sluttet Overenskomster mellem Staterne om at indanke opstaaende Tvisligheder for en international Voldgifts-domstol, kan og bør enhver søge et Forlig paa enhver mulig Maade. Det har altid været Kirkens Lære, det kun er tilladt og moralsk forsvarligt at gribe til Vaaben, naar det sker til Forsvar for en retfærdig Sag og da kun, naar alle andre Midler glipper. »Det kan ikke nægtes, at Oprettelsen af den permanente internationale Fredsdomstol i Haag og lignende Domstole er en Kendsgerning, der nødvendigvis maa modificere Staternes Ret til at erklære Krig og træffe Krigsforberedelser.» (Statement of the Catholic Council for International Relations. Nov. 1931.)

Kaprustninger sluger saa uhyrlige Summer, at de for en stor Del bærer Skylden for den økonomiske Krise. I hvert Tilfælde vilde Krisen langtfra være saa følelig, dersom de Statsmidler, der nu gaar til Rustningerne, stod til Raadighed for Løsning af fredelige Opgaver.

Disse to Grunde, der er ganske usentimentale, da de støtter sig til haandgribelige Kendsgerninger og nøgterne Fornuftsslutninger, forstærkes af den Gru og Uhygge, Krigens Onder altid har vakt i ethvert følende Sind, og endnu mere vækker med den moderne Krigsførelse for Øje.

De lige anførte Betragtninger vilde gælde under hvilkensomhelst politisk Verdenssituation. Men vi Katolikker har en Grund mere til at ønske en almindelig Nedrustning netop nu.

Thi det er en af den internationale Etiks mest grundlæggende Sætninger, en Sætning, der ogsaa i Øverensstemmelse med den kristne Tradition: det givne Ord maa ikke brydes. Pave Benedikt XV slog til Lyd for en almindeligog samtidig Nedrustning; det var denne Fremgangsmaade,. de allierede Magter og deres Forbundsfæller forpligtede sig til ved Fredskonferencen i Versailles 1919 og i Fredstraktaterne. Man gav dengang de overvundne Magter Løfte om, at den drastiske Nedrustning, der blev paalagt Tyskland, Østrig, Ungarn og Bulgarien, kun skulde være en første Begyndelse til denne almindelige Nedrustning. Katolikkerne maa i Moralens og den internationale Hæderligheds Navn forlange, at dette Løfte holdes. (Statement etc.)

Naar vi nu vender os til Pavernes officielle Kundgørelser angaaende Afrustningen, er det godt at huske, at deres Ord er hørt af hele den civiliserede Verden og af den Grund ikke kan have været helt uden Virkning. For blot 30–40 Aar siden lød maaske saadanne Ord skurrende i Ørerne paa visse militaristiske Statsmænd; men nu viser det sig, at de i Génève samlede Politikere i Teorien billiger Pavernes gamle Standpunkt. – Om de ogsaa vil drage de praktiske Følgeslutninger, maa den nærmeste Fremtid vise.

Allerede i 1889 (i en Tale »Nostis errorem», holdt den 11. Februar) sagde Leo XIII: »Intet er vigtigere end at holde Krigsfaren borte fra Europa, og derfor maa alt, der kan gøres i dette Øjemed, betragtes som et Arbejde for den offentlige Sikkerhed… Den truende Forøgelse af Hærstyrkerne er snarere skikket til at vække Kappestrid og Mistanker, end til at fjærne dem. Den foruroliger Menneskenes Hjerter med bange Forventninger om kommende Ulykker, mens den paalægger Borgerne saa tunge Udgifter, at man kan tvivle, om disse ikke er endnu mere uudholdelige end selve Krigen.»

Fem Aar senere skriver Pave Leo XIII i sin Encyklica »Praeclara gratulationis» af 20. 6. 1894: »Vi ser Europas Tilstand. Freden har i mange Aar snarere været Skin end Virkelighed. Redet af et Mareridt af gensidig Mistænksomhed er næsten alle Nationer betænkt paa Kaprustninger. Uerfarne Ynglinge unddrages Forældrenes Ledelse og Opsyn for at kastes ind i alle Soldaterlivets Farer; kraftige unge Mænd føres bort fra Landbruget, Studeringerne, Handelen eller Kunsten for at stilles under Vaben. Deraf kommer det, at Statskasserne tømmes, de nationale Hjælpemidler ødes bort, Privatformuen angribes; denne saakaldte væbnede Fred kan ikke have Varighed. – Kan dette være Samfundets normale Tilstand? Nej, sand Fred kan kun opnaas ved Jesu Kristi Hjælp…»

Pius X tog Stilling til vort Spørgsmaal i et Brev af 11. 6. 1911 til den Apostoliske Delegat for de Forenede Stater: »Det er i Sandhed yderst rosværdigt at bilægge Meningsforskelligheder, at forhale Fjendtligheders Udbrud, at forebygge Krigsfare og fjærne selve den saakaldte væbnede Freds Ængstelser; enhver Anstrengelse i denne Retning, selv om den muligvis ikke straks eller helt naar sit tilsigtede Maal, røber dog en Nidkærhed, som kun kan tjene til Ære for dens Ophavsmand og tid Gavn for Staten. Dette gælder særlig i vor Tid. – Derfor maa vi paa det hjerteligste anbefale det Arbejde, der allerede er begyndt, et Arbejde, der skulde billiges af alle velsindede, og vi maa være glade for med vor Autoritet at kunne støtte alle dem, der stræber efter at virkeliggøre dette velsignelsesrige Formaal.»

Benedikt XV udsendte sit Fredsbudskab til den krigførende Verden i Begyndelsen af Verdenskrigen (Encyklica »Ad Beatissimi» af 1. Nov. 1914): » Vi bønfalder dem, i hvis Hænder Nationernes Skæbne er lagt, om at lytte til vor Stemme. Der er sikkert andre Midler og Veje, hvorved krænkede Rettigheder kan genoprettes. Prøv dem ærligt og med god Vilje, og lad Vaabnene i Mellemtiden hvile. Drevet af Kærlighed til de kæmpende Nationer og hele Menneskeslægten og uden nogensomhelst personlig Interesse ytrer Vi disse Ord. Till ad ikke, at disse en Vens og Faders Ord er sagte forgæves …

Vor Herre Jesus Kristus kom fra Himlen netop for at genoprette Fredens Herredømme blandt Menneskene, et Rige, som Djævelens Misundelse havde opløst; det var hans Vilje, at dette ikke skulde hvile paa noget andet Fundament end paa broderlige Kærlighed».

Denne Fredspave indbød endvidere i sit Brev til Overhovederne af de krigsførende Stater af 1. 8. 1917 de paagældende Regeringer til at overveje følgende Punkter, »som synes at byde Grundlaget for en retfærdig og varig Fred»:

»Først og fremmest maa det være en Grundsætning, at Rettens og Retfærdighedens moralske Magt træder i Stedet for materiel Vaabenmagt; derfra maa der saa banes Vej for en rimelig Overenskomst om en samtidig og gensidig Formindskelse af Rustningerne i Overensstemmelse med de Regler og Garantier, der senere vil blive fastlagte, og saaledes, som det lader sig forene med den offentlige Ordens Haandhævelse i hver enkelt Stat.

Dernæst maa de enes om at erstatte Hærene med en Voldgiftsdomstol med dens høje, fredbetryggende Fuldmagter; den skal fungere under en Forretningsorden, man kan enes om, og skal kunne idømme Sanktioner mod den Stat, der skulde vægre sig ved enten at underkaste sine internationale Kæremaal for en Voldgift eller at modtage Domstolens Kendelse.»

Endelig anbefaler Benedikt XV Afrustningen som en Opgave, Folkeforbundet bør søge at løse: (Encyklica »Pacem Dei munus» af 23. 5. 1920):

»Under den almindelige Genrejsning af Retfærdighed og Kærlighed, og under Nationernes Udsoning maa det meget ønskes, at alle Nationer uden Mistanke træder sammen til et almindeligt Forbund eller rettere til en Familie med det Formaal at hævde deres individuelle Uafhængighed og at bevare den offentlige Orden. Saadan et Nationernes Nævn anbefales ogsaa ved den overalt følelige Nødvendighed af at ophæve eller dog indskrænke Krigsrustninger, som tærer saa stærkt paa Statens Hjælpekilder; paa den Maade vil Krigen med sine onde Følger helt blive undgaaet eller i det mindste gjort mindre truende; derved vil ogsaa enhver Nations Frihed og Integritet være sikret.»

Pius XI skrev kort efter sin Regeringstiltrædelse i et Brev af 7. 4. 1922 til Ærkebiskoppen af Genua: »Hvis der efter Det Røde Kors’ smukke Motto: ’lnter arma caritas’ skulde herske kristen Kærlighed endog under Vaabengny, skulde dette saa ikke gælde desto mere, saa snart Vaabnene er nedlagt og Fredstraktaterne underskrevet! Internationalt Had, denne Krigstidens sørgelige Arv, bliver til selve Sejrherrens Skade og bereder alle en frygtelig Fremtid; thi man maa ikke glemme, at den bedste Garanti for Fred ikke er en Skov af Bajonetter, men indbyrdes Tillid og Venskab» .

Sidst har Pius XI talt om Afrustningens Nødvendighed saa sent som den 2. 10. 1931 i et Apostolisk Brev »Nova impendent»: »Det utøjlede Rustningskapløb, som paa den ene Side er en Følge af den internationale Konkurrence og paa den anden Aarsag til uhyre Udgifter, der maa tages fra de offentlige Hjælpemidler, er ikke den minst vægtige Grund til den herskende Krise; derfor kan vi ikke lade være med at forny og paa egne Vegne at gentage vor Forgængers alvorlige Advarsel. Vi beklager, at man endnu ikke har fulgt den, og Vi formaner eder, ærværdige Brødre, at anvende alle Midler, der staar til eders Raadighed, til i Ord og Skrift at oplyse Menneskenes Forstand og gøre deres Hjerter modtagelige for Fornuftens Krav og endnu mere for Kristi Lov.»

Det er i denne Læres Aand, at Katolikker af alle Nationaliteter ved Bøn og Aktion skulde søge at støtte og fremme en international Overenskomst om en almindelig Nedsættelse af Verdens Krigsrustninger.