Den kirkelige situation i Norge ved aarsskiftet

Av Fader K. Kjelstrup

Skal den katolske kirkes fremtidsutsigter i Norge bedømmes, maa det ske paa bakgrund av foreteelserne inden den officielle kristendomsform, den norsk-lutherske statskirke. Og denne staar for tiden under splidens tegn mer end nogensinde. Hertil bidrager især to omstændigheder: paa den ene side modernismens fremtængen inden de dannede klasser og paa den anden side den indremissionske eller lavkirkelige kristendoms voksende emancipationstendenser.

For øjeblikket foregaar der ingen aapenlys kamp mellem modernisterne og de ortodokse med diskussioner i dagspressen, offentlige foredrag o. d. – som f. eks. høsten 1919 og vaaren 1920 – men der kan uten tvivel nærsomhelst bryte ut en ny ”kirkestrid”, bare der melder sig en ydre foranledning. Betegnede for modernismens sociale position er det bl. a., at flere av de større hovedstadsblader laater sine opbyggelige søndagsartikler skrive av de liberale teologer som f. eks. professor Lyder Brun, stiftsprost Gleditsch, pastor Bretteville-Jensen o. s. v. De fleste av dem fører forøvrig en glimrende pen og forstaar tilfulde maskeringens kunst, ved fagre ord og stemningsfuld lyrik at dække over margløsheten i den ”kristendom”, de forkynder. De spiller altid de høit kultiverte, tolerante og forstaaelsefulde og er lutter overbærenhet og mildhet overfør tidens brøst.

Indremissionens prester och ledere har æren av at ha optat kampen till forsvar for kristendommens grundsandheter mot modernisterne. De utmerker sig i det hele tat ved en sterk arbeids- og virketrang, præker, arbeider og organiserer. Bibelskoler reises til utdannelse av lægprædikanter, bibelkurser avholdes landet rundt, og en hærskare av emissærer hemsøker bygd og by. Men det er, trods offervilje og iver, noget svært litet tiltalende ved denne trangsynte, lavkirkelige kristendomstype. Den staar ingenlunde i pagt med den stedegne nordiske kristendomsskikkelse med det dype alvor, det indadvendte sind og det stilfarende liv med kraft bak ordene. Isteden fremelsker den utprægt amerikansk-sekterisk kristendomsskikkelse, som optrær larmende og reklamemæssig, men har liten indre dybde og kraft. Med alle sine smaa organisationer og sit klikkevæsen fremmer den i betænkelig grad subjektivismen og svækker den kirkelige samfundsfølelse. Hertil kommer ogsaa, at den i sakramentopfatningen helder betydelig til reformert side, hvorfor den ogsaa fraterniserer med metodister, baptister og andre sekter av kalvinsk avstamning. I det kristelige dagblad ”Dagen”, som indremissionsfolket utgir i Bergen, kommer dette tydelig frem.

Mellen modernister og indremissionsfolk staar der imidlertid ikke faa lutherske kristlige og lægfolk av en anden og ædlere støpning. Høikirkelige kan de neppe kaldes, men der er ikke tvil om, at de i meget staar moderkirken nær og foruroliges over foreteelserne inden statskirken. En mand av denne type er f. eks. pastor Mikael Hertzberg, som isommer valde en livlig diskussion ved at foreslaa, at de norsk-lutherske prester skulde skaffe sig en større autoritet ved at gjenerhverne den apostoliske sukcession. Netop inden denne klasse prester og lægfolk maa vor hellige kirke ved maalbevisst virksomhet kunne vinde mange sjæle. Hvad der trænges er, at vi ved et intensivt oplysningsarbeide (i form av broschurer, avisartikler og foredrag) spreder kundskap om den katolske kirkes sande væsen og lære; ti fordommene er for mange en vældig mur, som skjuler moderkirkens herlighet for dem, skjont de efter hele sin kultiverte, alvorlige kristendomtype at dømme staar vore fædres tro langt nærmere, end de selv aner.

Det bør saaledes sies, at det – tiltrods for meget moderne hedenskap – ingenlunde er indifferentismen, som præger tiden. Derfor er der for øjeblikket lovende fremtidsutsigter for vor hellige kirke. Og aaret 1921 har da ogsaa været et i flere henseender betydningsfuldt aar for vor mission. To mandlige ordenssamfund har aapnet virksomhet i Norge, dominikanerne i Kristiania, hvor de har aapnet et kapel paa vestkanten, og Picpus-patrene (”fædrene av Jesu og Maria hl. hjerter”) i Fredrikshald. Dominikanerne er franske, Picpus-patrene er tyske. Det er dygtige mænd, som med tiden vil kunne gjøre en god indsats i missionsarbeidet.

Her i Norge virker, som bekjendt, 3 kvindelige ordenssamfund, St. Josefssøstrene fra Chambéry, St. Elisabets graa søstre fra Breslau og St. Franciskus-Xaveriussøstrene, hvis moderhus og noviciat er i Bergen. Et talende vidnesbyrd om den anseelse og popularitet, vore barmhjertige søstre har indlagt sig, er den basar til indtægt for de graa søstres virksomhet, som en række protestantiske velyndere av kongregationen netop har lat avholde i december her i Kristiania. Tilslutningen var overordentlig stor, selv kungen, som av selvsyn hadde lært at skatte søstrene under den store jernbaneulukke i Trondhjem ihøst, var tilstede, og dagbladene anbefalte tilstelningerne paa det varmeste.

Nyt av aaret er det ogsaa, at justisdepartementet har tat det forste skridt til ophævelse av grundlovens § 2: ”Jesuiter taales ikke”, ved at indhente uttalelser fra statskirkens biskoper og ledende statskirkelige institutioner. De fleste av disse anbefalder paragrafens ophævelse. En saadan grundlovsforandring kan dog neppe finde sted for 1925.

For tiden er sporsmaalet om kvinders adgang til geistlige stillinger paa tapetet. Meningerne er her selvfølgelig meget delte. Et slikt spørsmaal er naturligvis – for at bruke Henrik Ibsens uttryk – bare en ny ”torpedo under arken”, der fremskynder statskirkens sprængning og dermed den norske lutherdoms fuldstændige opløsning.

Maatte nu den gamle kirke, som trods alt utenlandsk importert sektvæsen endnu har saa dype røtter i det norske folk, formaa at nytte den gunstige tid og drage de sandhetssøkendes sjæle, der er trætte av protestantismens kiv og splid, til sig! Meget avhænger av, at den norske mission faar den rette mand til overhyrde efter hs. høiærværdighet biskop dr. Fallize, som nu trækker sig tilbake efter 35 aars energisk ledelse av missionen. At saa maa ske, er de norske katolikers inderlige bøn i disse uker.

En anden ting, som er av stor betydning for vor norske mission er, at vi faar flere norskfødte prester. 2 unge nordmænd med norsk universitetsutdannelse studerer for tiden i utlandet for at bli prester i vor mission. Men der trænges flere. Under en privataudiens, som jeg hadde ivaares hos vor hl. fader pave Benedikt XV, uttalte han bl. a. føljende, som viser hans forstaaelse av vor missions behov: ”I trænger fremfor alt 2 ting i Norge: flere norsk-fedte præster og flere ordensprester.”

Maatte Gud skjænke St. Olavs land begge dele!

Kristiania, december 1921.