En Kirkesangers Søndagsbetragtning

Av A. Menzinger S. J.

Til egen opmuntring

Skønt vi indtager den bageste Plads i Kirken – man kunde kalde den Tolderens – er vi dog nærmere knyttet til Alteret og Gudstjenesten end de andre Kirkegængere. Kirkemusikken er den ædleste Kunst, som Mennesket kan udøve. Den har til Opgave umiddelbart at forskønne Gudstjenesten og tjene til Guds Ære og de Troendes Opbyggelse. Den skal skabe Søndagsstemning i hverdagsfyldte, urolige, støvede Sjæle, i Hjerter, der er nedtrykte af Livets Bekymring og Elendighed. (Allerede af den Grund betragter vi den saakaldte »moderne» Musik som ukirkelig; den bærer sin egen Uro, Oprevethed og Sygelighed ind i Sjælene, mens Kirkesangen tvertimod skal opløfte, trøste og glæde.)

Vor Sang er en himmelsk Kunst. Gudsdyrkelsen bliver ganske naturligt til Sang, Englene i Himlen synger Guds Pris. Gud selv er Ophav til Melodi og Harmoni. Derfor har Gud Velbehag i vor Sang; han er vor fornemste Tilhører, Sangen naar hans Øre. Derfor gaar vi til Højmesse som til en Fest; der venter os den smukkeste Opgave.

Et Kirkekors Triumfer er ikke offentlige Koncerter, Optræden i Radio, Turné’er gennem Ind- og Udland. Det er udvortes Sejre, der rummer Farer for Verdslighed og Splittelse; Vort Felt er Gudstjenesten. Vi holder af det Omraade, der er afstukket til vor Opgave – og dette er liturgisk Tjeneste. Vi elsker det Sted bag i Kirken, hvor vi staar, og længes ikke efter Koncertpalæet eller festligt smykkede Tribuner – skønt vi indrømmer, at Sagen ogsaa kan ses fra andre Sider.

Vor Kunst er en liturgisk Kunst, d. v. s. en Kunst, der tjener ved Helligdommen. Derfor holder vi alt uædelt, jordbundet, al Egenkærlighed og Behagesyge borte fra den. Dens høje Formaal bærer sin Løn i sig selv. Der er en vældig Forskel paa en Koncertsanger og en Kirkesanger – allerede med Hensyn til, hvordan de synger. Tænk blot paa den gregorianske Sang. Hvad vilde den blive til, naar den blev udført med en Koncertsangers Koloratur og herkuliske Stemmemidler. Vor Sang skal være en Bøn, ydmyg, andægtig, objektiv, ikke paatrængende: vor Tanke er ikke vendt mod os selv, men mod Gud.

Endnu langt større er Forskellen med Hensyn til Opfattelsen af Sangen i det hele taget. Koncertsangeren søger Bifald, Klapsalver, Fremkallelser, Laurbærkranse, Anmeldelser, Berømmelse. Anderledes med Kirkesangerne. Der er Anonymitet over vort Arbejde. Ingen Bifald, – men maaske nok Kritik. Ingen ved, hvem der synger. Ingen Solopartier, i hvilke man kan glimre. Vor Søndagsoptræden unddrager sig ganske Bladenes – selv vore egnes – Opmærksomhed. Vi synger som Fuglene i Skoven. Folk glæder sig over deres Sang, men det falder dem ikke ind at se efter, om det var Nattergal A eller B; de véd maaske knapt, om det var en Nattergal eller en Solsort. Saledes ogsaa vi; man ser os ikke, man hører os blot. Denne Ubemærkethed er maaske en af Grundene, der holder nogle tilbage fra at synge i et Kirkekor. For os derimod er Anonymiteten, Navnløsheden en Tilskyndelse. Den er Udtryk for den ædle, fornemme Tilfredsstillelse, som udspringer af selve Sangen, af den uselviske Opfyldelse af den Opgave, Gud har givet Sangeren i sin Kirke.

Fyrster rejser incognito. Den ædleste Form for Velgørenhed er den, ved hvilken den højre Hiaand ikke ved, hvad den venstre gør. Verdens smukkeste Melodier, de gregorianske, skyldes Komponister, der er navnløse. Saaledes ogsaa vor Sang. Vi lægger ikke Forfængelighed ind i vor Stemme, men Taknemmelighed for alt, vi har faaet af Gud: vor Stemme, vort Kald som Kirkesangere, men først og fremmest Taknemmelighed for alt det, vi skylder Kirken. Det er det, der faar os til at synge og bringe alle de smaa og store Ofre, som er uundgaaelig forbundet med Opfyldelsen af en Kirkesangers Pligter. Denne Taknemmelighed er Sjælen i Kirkesangen. Derfor synger vi altid saa godt og smukt, vi formaar, med al den kunstneriske Hengivelse, der er os mulig – trods nogen Koncertsanger.