En valfart til Bethlehem

Av G. Schmiderer C. Ss R.

”Transeamus usque Bethlehem – Lad os gaa til Bethlehem!” (Luk. 2: 15.) 

Der er allerede henrundet 23 Aar, siden den, der skriver disse Linier, har haft den Lykke at have  været i det h. Land og at have besøgt de fleste hellige Steder i og omkring Jerusalem. Det var Efteraar i Oktober Maaned, og forholdsvis varmt for en Mellemeuropæer. Naturen frembød ikke noget opløftende paa denne Aarstid, naar man undtager den rene Luft og den klare Udsigt under en dybblaa Himmel. Siden April Maaned havde det ikke regnet. Næsten intet grønt var at øjne i nogen Retning, thi selv Træernes Blade var bedækkede med graat Støv. Lykkelig den, der ser disse Egne i Foraarets Blomsterpragt! Hvem der imidlertid hovedsagelig kun længes efter det hellige Land, vil ogsaa forstaa at give Afkald paa Glæden over Naturens Skønhed og desto bedre kunne fordybe sig i de hellige Minder, der knytter sig til disse ærværdige Steder.

Disse Minder er dels glædelige, dels sørgelige, og snart er Glæden, snart Sorgen den fremherskende. Til de glædeligste Minder hører vel for de fleste Pilgrimme Bethlehem. Fardes man i Jerusalem, saa opfyldes man stadig af en vis bange følelse ved Erindringen om de sørgelige og rystende Begivenheder, der tildrog sig der navnlig hin Skærtorsdag og Langfredag, medens allerede selve Navnet Bethlehem vækker Forestillingen om en stjerneklar Nat med lysende Engleskarer og Jubeltoner i Luften: ”Gloria in excelsis Deo, et in terra pax hominibus – Ære  være Gud og Fred for Menneskerne!” – det korteste Udtryk for det nyfødte Barns Forløsergerning.

Lad os altsaa gaa til Bethlehem, – jeg siger gaa – eller i det højeste ride paa et Æsel; thi nu skal der, efter hvad der siges, ogsaa  være elektrisk Sporvognsforbindelse mellem Jerusalem og Bethlehem, som dog i denne Egn er ganske ødelæggende for al den hellige Poesi, Navnet Bethlehem vækker. Tidlig om Morgenen bryder vi op, ud af Jaffaporten og tilvenster ned i Hinnomdalen og op ad den anden Side, hen over den tilvenster nedad skraanende Slette, stadig mod Syd. Vejen fører ganske sagte opad, thi Bethlehem ligger 50 m. høiere end Jerusalem (772 m. over det 6 Mil borte liggende Middelhav og 1160 m. over det Døde Hav, hvortil der kun er 3½ Mil).

Ved Vejen er der adskillige gamle Minder, som vi dog ikke længe kan opholde os ved: tilvenstre de hellige tre Kongers Cisterne og nærved Eliasbrønden med det ældgamle græske Eliaskloster. Lidt længere hen har vi tillhøjre ”Ærtemarken”, kaldt saaledes, fordi man der finder smaa Sten, der baade i Form og Størrelse ligner almindelig Ærter. Efter Legenden kom Frelseren en Dag her forbi, medens en Bonde saaede Ærter. Jesus var sulten og bad om nogle Ærter. Men den gerrige Bonde svarede: ”Jeg saar kun Sten”. ”Hvad du saar”, gensvarede Frelseren, ”det skal du og høste”, og der var siden kun Sten at høste. Efter godt 1 ½ Times Gang naar vi ligeledes tilhøjre Rachels Grav, en mindre Bygning, lige saa høj, som den er bred og dyb, med Kupeltag, men uden Vinduer. Her blev Jakobs Yndlingshustru, som var død efter at have skænket Benjamin Livet, bisat. Stedet besøges og æres særlig af jodiske Kvinder, der venter deres Nedkomst.

Herfra øjnes allerede Bethlehem, som vi naar til i Løbet av et Kvarters Tid. Lad os her udbryde med den h. Paula: ”Vi hilser dig, Bethlehem, Brødets Hus, hvori Han blev født, der som det levende Brød er stegen ned fra Himmelen; vi hilser dig, Efrata, du rigeste og frugtbareste Egn, som har baaret selve Frelseren som Frugt!” Bethlehem ligger, som en Rosenknop mellem grønne Blade (en from Pilgrims Ord), op at to Højder, hvis Toppe forbindes ved en sadelformet Sænkning, og Omegnen er meget frugtbar og besaaet med Figen- og Oliventræer mellem Vinhaver og Marker. Med sine graahvide, flad- eller kupeltagede Huse ligner Bethlehem andre orientalske Byer, men det er en kristen By, vi har foran os. Dette ses allerede af Husenes Ydre; Vinduerne er ikke forsynede med tæt Gitterværk, men aabne for Lys og Luft, og man ser næsten ingen Kvinder med tilsløret Ansigt, som hos Tyrkerne. Der findes omkring 5000 romerske Katholiker og c:a 3000 græske og armeniske Skismatikere, ganske faa Tyrkere, ingen Joder, hvilket sidste er enestaande i Palæstina, Indbyggerne er smukke, venlige Folk, og Kvinderne er med Rette ikke saa lidt stolte af at være Jomfru Marias Bysbørn. Sædeligheden staar højt iblandt dem; uægte Fødsler er næsten noget uhort. Bethlehemiterne er ogsaa flittige og arbejdsamme. Ved Siden af Agerbrug og Faareavl blomstrer navnlig Hjemmeindustrien. Man forstaar sig særlig paa at forarbejde Perlemor og Oliventræ fint, hvoraf der laves smukke Minde- og Andagtsgenstande som Kors, Rosenkranse, Æsker, Daaser og Brevpressere, som altsammen tilbydes Pilgrimmene til billige Priser. Man maa hellere købe saadanne Ting i Bethlehem end i Jerusalem.

Det er en Selvfølge, at den kristne Pilgrim, saa snart han har betraadt Bethlehems Grund, søger det Sted, hvor Frelseren er fodt. Ligesom det helligste Sted i Jerusalem, Golgatha, nu ligger inden for Byen, saaledes er det ogsaa Tilfældet med Bethlehems helligste Sted, Fødselsgrotten; den ligger nu ogsaa inden for Byens ostlige Udkant. Der ser vi allerede Mure. Vi maa vende os mod Byens paa Afstand et vældigt Kompleks af Mure, der næsten ligner en gammel Fæstning. Dette Kompleks omfatter over Jorden en stor og en lille Kirke, et Franciskanerkloster samt et græsk- og et armenisk-skismatisk Kloster, under Jorden derimod Fødselsgrotten samt andre Grotter, Gange og Kapeller.

Hovedbygningen er den store Maria-Kirke, Verdens ældste kristne Kirke, der endnu er bevaret (næsten 1600 Aar gammel). Den blev bygget af Kejser Konstantin d. St. og hans h. Moder Helena (333) over Fødselsgrotten og var i sin Tid uforlignelig smuk og kostbar. Den er indvendig (naar den store Forhal fraregnes) godt 57 m. lang, over 26 m. bred og har 5 Skibe, der adskilles ved 44 vældige Søjler i 4 Rækker; hver Søjle er af en eneste Sten (rødlig Marmor), 6 m. høj og 65 cm i Diameter. Midtskibet er tre Gange saa højt som Søjlerne og 10,33 m. bredt; de to nærmeste Sideskibe er 4,2 m brede og de to yderste 3,75 m. Hovedskibets store Vægflader over Sideskibene var fordum dækkede med kostbare Mosaikmalerier paa Guldgrund, hvoraf der endna ses nogle Rester. Loftet dannes af en enkel, men dog pyntelig, aaben Tagstol fra det 17. Aarh., og Taget er af Bly. Selv Kirkens Gulv rostes fordum som et Mesterværk af Mosaikarbejde. Men de arabiske Erobrere har ogsaa fjernet denne Herlighed og benyttet den til at udsmykke Omar-Moskeen i Jerusalem.

Men hvad der i Sandhed er langt sørgeligere, er følgende: I henved 1425 Aar havde Katholikkerne været Ejere, eller senere dog virkelige Medejere af Maria-Kirken og Fødselsgrotten. Men i Aaret 1757 satte Skismatikerne med Vold og Magt og ved Bestikkelse af den tyrkiske Øvrighed sig i Besiddelse af begge Dele. Følgen deraf var, at Franciskanere var nødt til at bygge en lille Kirke ved Siden af, – St. Katharina-Kirken, der siden har været de bethlehemitiske Katholikkers Sognekirke. Den staar Nord for den store Kirkes Kor, medens deres Kloster staar Nord for Skibene. Det græske og det armeniske Kloster staar Syd for Maria-Kirken. St. Katharina-Kirken blev for 40 Aar siden paa Kejser Franz Josef af Østrigs Bekostning forstørret og forskønnet. – En anden Følge af Skismatikernes Voldsdaad er, at den herlige Maria-Kirke vanrøgtes og mere og mere forfalder, og Katholikkerne har ikke Lov til at gøre noget ved den. Hvar Skibene afsluttes og gaar over i Tværskibet, har Skismatikerne rejst en vældig, høj, nu graasort Mur, og de benytter til deres Gudstjeneste kun Tværskibet og Koret; de 5 herlige Langskibe ligger ubenyttet hen, og uden særlig Tilladelse maa ingen Katholik betræde det skismatiske Omraade. Storæ Pilgrimskarer faar selvfolgelig Tilladelsen, men disse Forhold er nu engang Malurten i de katholske Pilgrimmes Glædesbæger, naar de besøger Bethlehem.

Men nu endlig til Fødselsgrotten! Den ligger midt under Tværskibet og den ydre Del af Koret i Maria-Kirken. Fra begge Sider af dette ydre Kor fører Stentrapper paa 15 Trin der ned. Fødselsgrotten strækker sig fra Øst mod Vest, begyndende under Koret og i Retning mod Hovedskibet. Den danner en langagtig Firkant, 13 m lang, ca 4 m. bred og 3 m. høj. Væggene og Gulvet er beklædt med kostbart Marmor; 32 Lamper oplyser Rummet, der aldrig faar Dagslys. Stedet for Jesu Fodsel er en halvrund Niche, 2,5 m høj og 1,66 m bred, i Grottens Baggrund, lige ved Enden af de to Trapper. Dens Gulv er dækket af en hvid Marmorplade, der er indlagt med Jaspis. I Pladens Midte ses en Sølvstjerne med den latinske Omskrift: ”Hic de Virgine Maria Jesus Christus natus est” (Her er Jesus Christus født af Jomfru Maria). En Bue over Stjernen bærer Alterbordet, og under Bordet hænger 16 Lamper, der stedse er tændte.

For snart 550 Aar siden (Juni 1373) knælede her en ædel nordisk Kvinde og dvælede i Timevis i Betragtning af Guds Søns Fødsel i Kødet, ja blev henrykket og skuede klart, vad der foregik her hin salige Julenat, da Frelseren blev født for at frelse hende – Birgitta, Birgers Datter fra Sverige – og os alle. Blot jeg nu kunde hidsætte, hvad hun skriver herom i sine Aabenbaringer (VII. Bog, 21 og 22 Kap.) – det vilde give den rigtige Stemning paa dette hellige Sted.

Nogle Skridt tillhøjre findes der en lidt mindre Niche, det er Stedet, hvor Krybben stod, som er erstattet med en Efterligning af Marmor. (Resterne af den virkelige Krybbe findes jo siden
A. 642 ved S. Maria Maggiore i Rom, gemte i en Vugge af Sølv). Ved siden af denne Niche staar de hellige tre Kongers Alter, som tilhører Katholikkerne; kun her har katholske Præster Lov til at frembære det h. Messoffer, naar undtages Juledagen, hvor de ogsaa maa benytte det andet, Fødselsstedets Alter (Skismatikerne fejrer jo ogsaa Julen 13 Dage senere).

Der er ovenfor sagt, at der under Maria-Kirken foruden Fødselsgrotten ogsaa findes andre Grotter, Gange og Kapeller. Lad os nu besøge dem; de gemmer ogsaa dyrebare og interessante Minder. Men lad os forst spørge, om dog i det mindste Fødselsgrotten virkelig er ægte, d. v. s. det Sted, hvor Jesus er Født. Herom er der ingen Grund til at tvivle. Med den største Bestemthet betegner allerede ældste hellige Fædre ”en Hule” ved Bethlehem som Jesu Fødested; saaledes St. Justinus, først hedensk Filosof, saa Kristen og Martyr, der o. A. 100 var født i Palæstina, nemlig i Sichem (nu Nabeus) og selv maa have været paa det h. Sted (Dial. c. Tryph. c 78). Herfor taler ogsaa den uafbrudte Overlevering. Fra Kristendommens forste Tider har de Kristne søgt herhen og indrettet Stedet til en lille ”Kirke”, hvor de holdt Gudstjeneste. (Dette Sted blev af selve den hedenske Kejser Hadrian agtet for lige saa ”farligt” som Golgathahøjen og Jesu grav. I Aaret 137 rejste han paa Golgatha en Venus, over Jesu Grav en Jupiter og ved Fødselgrotten i Bethlehem en Adonis for at holde de Kristne borte fra disse Steder. Netop paa denne Maade blev Stederne gjort kendelige, indtil Kejser Konstantin rensede dem og fjernede al hedensk Forargelse. Efter Kristendommens Sejr blev navnlig Bethlehem et af de mest yndede Steder for kristen Fromhed og de Kristne holdt ud her i de følgende Aarhundrader i gode og onde Dage. Fra det 13 Aarh. af finder vi saa den h.Franciskus af Assisi’s Sønner som de hellige Steders Vogtere og Forsvarere, og de veg ikke tilbake for at hengive Liv og Blod for dem, naar det krævedes. –

Ved den Ende af Grotten, der er modsat Fødselsaltret, fører en smal Gang først mod Vest og bøjer snart om mod Nord. Omtrent 20 Skridt fra Gangens Begyndelse træffer vi tilhøjre den h. Josephs Kapel med et Alter og et Par Skridt længere hen paa samme Side de Uskyldige Børns Kapel ligeledes med et Alter, hvorunder disse Børns Legemer skal være bleven bisat. Hvis vi nu gik videre i samme vestlige Retning som hidtil, vilde vi snart komme til Foden af en længere Trappe, der fører op til Indgangen til St. Katharina-Kirken. Der er altsaa 3 Trapper ned til Fødselsgrotten, de to kortere fra Skismatikernes ydre Kor og denne længere fra Franciskanernes Kloster og Kirke; denne benyttes i Regelen af Katholikkerne. Men vi vender os nu igen mod Vest. Lige over for de Uskyldige Børns Kapel fører en anden smal Gang til Mindestederne om den h. Hieronymus, ”den storste lærer i den h. Skrift”, som Kirken med Rette kalder ham*). Gangen er kun ca. 4 m. lang. Midt i Gangen har vi tilhøjre den h. Eusebius af Cremona’s Gravsted og Alter; han var den h. Hieronymus’ mest trofaste Elev og Ledsager og døde et Aar efter sin lærer (421). Ved Enden af Gangen betræder vi et større Kapel og ser til venstre den h. Paulas og hendes Datter Eustochiums Gravsteder og Altre lige over for hinanden. Fra dette Kapels Nordside fører et Par Trin op til et endnu rummeligere Kapel (næsten større end Fødselsgrotten), hvor fordum den h. Hieronymus’ Celle eller Bedekammer var og hvor der nu tilhøjre fra lndgangen (mod øst) hans Gravsted med et Alter over vises (hans Levninger hviler imidlertid i Rom, i Maria Maggiore, hvor saa mange Bethlehemsminder er samlede).

Nu maa man ikke tro, at disse hellige Steder, naar der ingen Pilgrimme kommer, faar Lov til at ligge rolig hen. Nej, de æres højt hver Dag, om der saa er Pilgrimme der eller ikke. Ligesom paa Golgatha og ved Jesu Grav i Jerusalem, saaledes holdes der ogsaa ved disse hellige Steder i Bethlehem hver Dag (Kl. 4–5 Efterm.) den saakaldte Lysprocession. Her i Bethlehem holdes den paa følgende Maade: Efter at der i St. Katharina-Kirken til hver Deltager er overrakt et brændende Lys (og en Bog med de latinske Bønner og Hymner) æres forst Alterets h:ste Sakramente her med de samme Bønner, som Præsten siger efter Uddeling af den h. Kommunion. Derefter synges paa Vejen til Fødselsgrotten Julehymnen ”Jesu Redemptor omnium” (Al Verdens Frelser, Jesus Krist). Ved Fødselsaltret synges en rørende Vekselsang: ”Se, i Bethlehem, i denne lille Stad paa viden Jordkreds, er Himlens Skaber bleven født” (gentages af Folket). ”Her blev han lagt i Svøb”. Folket: ”Her blev han lagt i Krybben.” Sanger: ”Her har Hyrderne set ham.” F.: ”Her har en Stjerne forkyndt ham.” S.: ”Her har Vismændene fra Østerland tilbedt ham.” F. ”Her sang Englene de Ord:” – S: ”Ære  være Gud i det Høje.” Dertil føjes saa en tilsvarende Versikel og Oration, hvori der stadig betones: ”Her, her,” og der tilføjes et ”Fader vor”, ”Hil dig, Maria” og ”Ære være Faderen”. Paa lignende Maade synges og bedes der ved Krybben, ved de h. tre Kongers Alter, ved den h. Josephs Alter, ved de Uskyldige Børns Alter, i St. Hieronymus-Kapellet, ved St. Hieronymus’, St. Paula og Eustachiums, og St. Eusebius Grave, hvorefter man vender tilbage til St. Katharina-Kirken, hvor der afsluttes med en Andagt til den h. Katharina, det Lauretanske Litani og en Vekselsang til Ære for Jomfru Maria. Man standser alltsaa tolv Gange i det hele. –

Endnu et Mindested kan vi ikke lade uomtalt, den saakaldte Mælkegrotte, omdannet til et Kapel, hvor der næsten daglig frembæres det h. Messoffer. Den staar kun en 5 Minuters Gang mod Ost fra Maria-Kirken. Herhen skal Maria være flygtet, da hun forst havde hørt om Herodes’ grusomme Planer. Man stiger 13 Trin ned under Jorden. Stedet er ogsaa Tyrkerne helligt, og de forsyner undertiden ogsaa Lamperne med Olie.

Lidt længere mod øst ligger Hyrdernes Mark, som ogsaa menes at være det samme som Booz’ Ager, hvor Ruth samlade Aks. –

Det yndige, stille Bethlehem har altid været tilltrækkende for de Kristne. Derfor findes her ogsaa flere katholske Klostre og Skoler: foruden Franciskanerne har ogsaa Josephssøstrene, Karmeliterne, Salesianerne, Skolebrødrene og de barmhjertige Søstre deres Anstalter i Undervisningens og Barmhjertighedens Øjemed. Lidt Nord-Vest for Bethlehem, – i den store Landsby Bet-Djala, er den latinske Patriark af Jerusalems Præsteseminar. –

Ja, du, Bethlehem i Juda Land, du er ingenlunde den ringeste blandt Judas Fyrstestæder!

*) Den h. Kirkelærer var først Sekretær hos Påve Damasus. I 385 drog han til Bethlehem, hvor han i 35 Aar ved Herrens Krybbe førte et strengt Arbejds- og Bodsliv, optaget af sit storartede Arbejde for den h. Skrift og af Ledelsen af tre Kvindeklostre og det Mandskloster, som den ædle Romerinde Paula havde stiftet (d. 401); hendes Datter Eustochium forestod Kvindeklostrene i 15 Aar (d. 419). Det var en herlig Blomstringstid for Bethlehem.