Enrica von Handel-Manzetti. 10 Januar 1871–1931

Av Emil Frans Rönnow

Den 10 Januar i år fejrede hele den tysktalende verden den store, katolske digterinde Enrica von Handel-Manzettis 60-årige födselsdag. Fra alle sider löd hyldest ej lovord og en dyb begejstring for digterindens mægtige og betagende værker. Herhjemme hördes intet – man kendte åbenbart slet ikke til en så storslået litterær personhet, hvad der synes dobbelt mærkeligt, når man ser, hvor stort væsen, der göres af ubetydelige og intetsigende skribenter, der kun skylder de smarte forlæggere deres store publikum.

Der er derfor dobbelt grund til at henlede den nordiske læseverdens opmærksomhet på denne store og ægte katolske forfatterinde.

Enrica v. Handel-Manzettis forfatterskab begynder i året 1900 med »Meinrad Helmpergers denkwürdiges Jahr», der skildres titelfiguren, den elskelige fromme munks dybe indvirken på den unge protestantiske dreng, Edwin Mac Endall, der til sidst efter uendeligt sörgelige begivenheter (hans fader dör efter en tortur på grund af en falsk anklage for trolddom – handlingen foregår i Tyskland i begyndelsen af det 18 århundrede) föres til den katolske tro. Efter den fölger de tre gribende böger på Modreformationens tid i Østrig »Jesse und Maria», »Die arme Margret» og den den magtfulde trilogi, »Stephana Schwertner». På baggrund af hine mörke tiders had, fanatisme og grusomhet – (og heraf bærer katolikkerne deres del, så man fra enkelte sider trodde, forfatterinden heldede til protestantismen – ganske med urette) fremtræder stadig det samme motiv: en from kvindes kærlighet, der frelser den skyldbetyngede mand. En digtsamling, den moderne Wienernovelle »Brüderlein und Schwesterlein» og et par krigsnoveller förer os til »Karl Sand» trilogien og den sidste store trilogi endnu mangler.

Som man ser, et stort og vidtspændende forfatterskab. Indholdet er stadig: den dybe opofrende kristelige kærlighed, og formen: den historiske romans. Og her er det mærkelige sket, at denne, der efterhånden var bleven ringe agtet og forsimplet, ved en genial indleven i hine fjerne tider hæves op til en fuldkommenhed uden sammenligning i vor litteratur. Den historiske roman er nemlig ikke her, som så ofte för, en broget dragt, der dækker over forfatterens moderne sjæl – nej den er på en vidunderlig, levende måde bleven en fuldtud naturlig udtryksform for en ånd, der – skönt fuldt moderne – dog er som en stærk og underfuld blomst af Barokkens mægtige århundreder.

Om noget navn har en urigtig klang i tidens öre, om nogen bevægelse er misforstået, – så er det Barokken – navnlig her i Norden. For ude i den store verden har man forlængst forstået, hvad denne store tid betöd. Vi er som oftest vant til kun at fæste os ved dens rent kunstneriske sider, vi taler endnu med overbærende smil om Barokengle, om »forvreden» arkitektur, om unatur og svulst uden at ane, at sjælden har en tid – også rent kunstnerisk – haft en större skabende og nydannende kraft end Barokken. I århundreder har vi tæret på arven fra den og selv i vor tid har den formået at inspirere. Og dette er så kun dens kunstneriske side, for i virkeligheden er den noget langt mere. I samfundslivet skaber den absolutismen, der fuldstændig omformer statsidéen og ved sin organisation og centralisation danner grundlaget for fölgende tiders – ikke mindst vor egens – statsliv. Men i sin dybeste rod er Barokken modreformationens tid, den tid da den katolske kirke foryngret og fornyet rejste sig efter den senere middelalders fald og reformationens forvildelser og misforståelser og med sejrig kraft skabte et nyt liv for den gamle tro. Det er den tid, da kirken bevidst og uden vaklen går frem til – lige som i middelalderen – at være den store åndsmagt og leder for folkeslagene. Den evner her at gennemtrænge livet i alle dets afskygninger, den forstår at være i denne verden, men ikke af denne verden.

Det er de store fölelsers tid, den store patos’s tid, hvor sjælen helt og ubetinget giver sig hen til Gud, den tid, der har fostret de store helgener som St. Teresa.

Når en digterpersonlighet i vort århundrede er præget heraf, er det unægtelig et særsyn, hvorpå forklaringen må söges i hendes afstamning og det milieu, hvoraf hun er fremvokset. Hendes slægt rummer meget forskelligartede elementer. Hendes forfædre har været Tyskere, Hollændere, Italienere og Ungarere. De har været fromme og gode katolikker med udpræget kærlighed til historie og litteratur og med et særligt östrigsk karakterpræg. Det östrigske monarki med sin blandning af mange nationaliteter og dog noget ægte og oprindeligt tysk, med sin djærvhed og sin fine verdensmæssige tone »Ein warmes Herz, einen offenen Sinn und Naturlichkeit» som Grillparzer siger: alt dette og hendes opdragelse, först af den kærlige og fintdannede moder og dernæst hos de fromme og höjtkultiverede Ursulinerinder i St. Pölten – alt dette måtte virke befrugtende på denne dybe og oprindelige digtersjæl. Stor betydning for hende fik også hendes ophold i den gamle by Steyr i Oberösterreich, hvor hver sten syntes at mane de svundne tider frem, da kampen mellem katolikker og protestanter bölgede frem og tilibage i disse egne.

Dybt og stærkt har hendes böger grebet den tyske læseverden og virket befrugtende på andre skribenter som f. ex. Paula Grogger» Das Grimmingtor» (oversat på Dansk som »Stenporten»), Dolores Vieser »Das Singerlein» og Maria Rubatscher »Der Lusenberger».

Ubegripeligt, at den nordiske oversættelseslitteratur, der ellers er så omfangsrig og forskelligartet, ikke endnu har fundet vej til Enrica von Handel-Manzetti; men lad os håbe, den må göre denne fejl god igen, inden alt for lang tid. Det er absolut en vordende Nobelpristager, den her vil lære at kende.