Et Augustinus-festspil i Beuron Klosterkirke

Av Augusta Eschricht

Da Monte Casino i Fjor fejrede sit 1400 Aars Jubilæum, hædrede Munkene i Benediktiner-Abbediet, Beuron, deres hellige Ordensfader paa hans Sommerfestdag, 11te Juli, med en liturgisk Fest i Klosterkirken. Ved denne Fest fortalte den hellige Gregor den Store, St. Benedikts første Historieskriver, hvordan hin unge, romerske Patricier drog bort fra Glædens og Verdenslivets Centrum, den straalende By Rom, ud i Campagnens Ensomhed og der rustede sig til at blive den fremtidige store Ordensfader og Grunder af hele Vestens Munkeordener. En Skare Munke gik gennem Kirkens ene Sideskib med Hymner og sånge, følgende Fortællingens Gang, til de standsede ved Kirkens Indgangsdør. Men her kom St. Benedikts Engel og bød dem gaa videre til Maalet var naaet – det Bjerg, hvor den hellige Ordensfader skrev sin Regel, hvor han tilsidst »staaende oprejst i Gudshuset, støttende sine svage Lemmer paa Disciplene, gav sin Sjæl til Gud».

Naar St. Benedikts Sønner paa hans Død, dette Aars Sommer-Festdag var blandt de første, der hædrede den hellige Augustin ved 1500 Aaret for saa skete det, som Programmet meldte, ikke alene til glorværdig Ihukommelse om den store Kirkelærer, men ogsaa i taknemlig Erindring om deres Forgængere, Augustiner Munkene i Beuron. –

Benediktinernes Historie i Beuron er nemlig ikke gammel, derimod gaar Klostrets Saga tilbage til det 11 te Aarhundrede, da Augustiner-Chorherrer anno 1075 grundede et Kloster i den skønne Dalsænkning ved Donaus Bæd og 2 Aar efter, paa Maria Himmelfart, indviede deres Klosterkirke til Gudsmoders og den hellige Martins Ære. – Henved 800 Aar røgtede Augustiner Munkene i Beuron trofast deres hellige Hverv, til Stiftet ved Klosterstormen 1802 ophævedes og Klostret kom i Fyrsterne af Hohenzollern-Sigmaringens Eje. –

Der gik ved dette Aars Festspil ingen Munkeskare gennem Beurons Klosterkirke følgende den hellige Augustin paa den lange Rejse fra Afrika til Italien og tilbage til Fædrelandet. Hele Mysteriespillets Handling koncentreredes foran Højaltret, paa hvis Trin den hellige Ambrosius med Diakoner tog Plads. Paa Presbyteriets Evangelieside sad den hellige Possidius – overfor ham St. Augustin, hans Engel, seks Kantorer og Chronisten, mens Munkekoret indtog sin sædvanlige Plads i Korstolene.

Efter at Chronisten havde oplæst Pave Urban den 2dens Bulle fra 1097, hvorved Klostret i Beuron blev stadfæstet, og Praeco (Herolden) fra sin festligt smykkede Læsepult højtideligt havde forkyndt det kommende Festspil, tog dette sin Begyndelse med en festlig Indgangshymne »Festa patris Augustini». Denne Hymne skyldtes Beurons berømte Prior, Koralforskeren, Pater Dominicus Johner, der med fin Kunst dels havde komponeret, dels sammensat Spillets Musik. At Hymner og Recitativer blev sunget som Gregoriansk Choral (de sidste i Lektie- og Evangelietone) er unødvendigt at tilføje. Anden Sang kendes ikke i Beuron Klosterkirke, og sunget blev den med den Fromhed, den dybe musikalske Forstaaelse og sikre Stil, hvormed Benediktineren, fremfor nogen, foredrager Kirkens ældste og ædleste Sang. Over denne Sang tonede en ganske ejendommelig, genial Orgelledsagelse. Sagte og fjerntklingende forlenede den hele Festspillet med en egen betagende Mystik.*)

Paa Fantasiens Vinger førtes vi nu Aarhundreder tilbage i Tiden og stedtes for den hellige Possidius, Biskop af Camala, St. Augustins første Historieskriver og Ven. Af St. Augustinus »Vita» fortæller Possidius, hvorledes Augustin, der fødtes af gode Forældre, oplæres i al Videnskab, bliver Lærer i Karthago, Rom og Milano, i hvilken By han, ved at høre Ambrosius’ Prækener, føres bort fra Manichæernes Vranglære og Livets Vildfarelser, til den Dag kommer, da han, vundet for den katolske Tro, kort før Paaske modtager den hellige Daab.

Da lyder fra Altret Christi Stemme »Ego sum pastor bonus» og jublende synger Munkekoret, med frydefuld Betoning af Ordet »gaudens», om Hyrden, der lægger det genfundne Lam paa sine Skuldre.

Men Augustinus’ Engel, hans trofaste Ledsager, vil ikke, vi skal være uvidende om Moderen, hvis Taarer og Bønner frelste Sønnen. Derfor synger Englen de Ord, som den store Kirkelærer og ydmyg Botfærdige selv har skrevet om den hellige Monica i sine »Bekendelser»: »Hun begræd mig som en Død, for at Du maatte opvække mig.» –

Her havde Forfatteren af Mysteriespillet, Pater Hildebrand Jaiser, haft den smukke Tanke at indskyde det til den hellige Monicas Festdag hørende Evangelium om Enkens Søn i Naim. Og da St. Lucas Stemme har sunget om Christi Vandring i den Stad, hvis blotte Navn blev mangen bedrøvet Moders Trøst, lyder Frelserens Stemme med de barmhjertige Ord: »Noli flere» – græd ikke. – Paa hans Magtbud: »Adolescens, tibi dico, surge», viser Choralens langsomt baarne Toner os den Døde, rejsende sig fra Baaren. – »Augustine, tolle, lege», kalder Englen. Selv synger nu St. Augustin de Ord, der vistes ham i Romerbrevets 13de Kapitel, gennem hvilke hans Liv førtes ad Naadens Vej. De violette Bodsklæder ombyttes med Daabens hvide Klædebon, og gribende lyder fra Munkekoret Paaskelørdagens gamle Daabssalme »Sicut cervus desiderat ad fontes aquarum, ita desiderat anima mea ad te Deus» –.

I Mysteriespillets 2den Del blev den hellige Augustin af Biskop Possidius rakt Casula, Mitra og Stav. Kantorer og Kor istemmer den 145de Salme, over hvilken St. Augustin holder en Tale (Migne. P. L. 46, 917) og med Introitus »In medio» af Gradualets »Commune Doctorum» afsluttedes Beretningen om hans præstelige Gerning.

For sidste Gang synger Possidius om sin Ven, om hans Død og Begravelse. Englen nærmer sig, tager Biskopstaven af St. Augustins Haand og gaar foran ham hjem til Himlen, medens hans Billede træder lysende frem paa Altret, over det Sted, hvor hans Trone stod. –

Af det ejendommelige liturgiske Festspil i Beurons Klosterkirke vil navnlig Possidius’ Sang staa fast i Erindringen. Det var som om Komponisten havde lagt hele sin Musikersjæl i disse skønne Choral-Recitativer, der blev sunget med saare fin, sjælfuld Nuanceringskunst af en ualmindelig varmtklingende, smuk Barytonstemme.

–––––––

Selv om Festen var viet St. Augustin, saa undlod Munkene i Beuron ikke at hædre deres egen hellige Ordensfader paa hans Højtidsdag. Derfor læste Herolden ud af Klostrets Krønikebog »hvorlunde Klostret i Beuron, ved Guds Naades Forsyn, Aaret 1863, i Pave Pius den 9des Pontificat, atter blev aabnet ved Prioren Maurus Wolter, under den hellige Fader Benedikts Ordensregel». Med en Hymne, »Magne Pater Benedicte» hyldede nu Munkene St. Benedikt, og efter at Klostrets Abbed havde bedt Slutningsbønnen – Oratio Casinensis –, forenedes alle Stemmer i Kirkens store Takkesang, den Ambrosianske Lovsang »Te Deum laudamus» – »Store Gud vi love Dig». –

Beuron i Juli 1930.

*) Saavel Orgelledsagelsen som ogsaa Pre- og Postludium var komponeret – og blev spillet af den unge meget talentfulde Pater Cyril Petre fra St. Emaus i Prag.