Et blad af klostret Paradisos historie

Av Johannes Jörgensen

KLOSTRET PARADISO
»Herrens år 1394, apostlarna Philippus’ och Jakobs dag» (1. Maj) anträdde brodern Magnus Petrusson vägen till Rom för att grunda ett kloster av Sankt Salvators orden nära Florens. I hans följe voro bröderna Erik Gudmundsson, präst, och Lukas, vilken då var lekman, men i Rom vart prästvigd, herr Sten, kyrkopräst, Laurentius Romare och flera andra.»

Saaledes omtales for förste Gang i Vadstena Klosters »tänkiebok» det förste Birgittinerkloster Syd for Alperne, Paradiso ved Firenze. I en senere Optegnelse (fra Aar 1396) hedder det: (paa) »abboten Sankt Benedictus’ dag avled nära Florens på ett ställe, som heter Paradisus, där han velat grunda ett kloster av Sankt Salvators orden, i närvaro av några bröder, som följt honom från Vadstena, den vördige fadern, brodern Magnus Petrusson, som under lång tid varit generalkonfessor i Vadstena kloster». Den 29. September 1402 afrejste endvidere Broder Erik og Broder Torer fra Vadstena til Rom »i några ärenden, som högeligen rörde vårt kloster. Sedan dessa blivit uträttade, återvände broder Erik. Den andre, nämligen broder Torer jämte broder Lukas for till Florens, där ett kloster hade påbörjats nära staden i ett slott, som heter Paradisus, för att undervisa de bröder och systrar, som där skulle intagas, enligt Sankt Salvators regel.» Under 14:de September 1405 berettes endvidere, hvorledes en Broder i Vadstena – hans Navn angives ikke – bliver daarlig under frembærelsen af det hellige Messeoffer, og som Aarsag til hans Svaghed anförer Kronisten, dels at han Dagen för havde ladet sig aarelade, dels at han lige var kommen hjem fra en lang, besværlig Rejse, efter at have været to Aar i Florens, »i Sankta Birgittas kloster», og virket der »för ordens utbredning». Da Vadstenaklostrets Velgörer, Jovan Pätarson, den 18de September 1405, döer, undlader Klosterkröniken ikke at bemærke, at han var Broder til den Magnus Petrusson, »som dog nio år före honom i Florens, på det ställe, som kallas Paradisus». I Aaret 1429, under 21. Maj, nævnes det endelig, at »broder Lukas, generalkonfessor i klostret Paradisus», er til Stede ved Ordenskapitlet i Vadstena.(1)

Det var en florentinsk Adelsmand, Antonio di Niccolaio degli Alberti, som omkring Aar 1390 havde besluttet at skænke sit Landsted il Paradiso til Birgittinerordenen. Den hellige Birgitta var jo, gennem sit lange Ophold i Rom og sine Valfarter og Rejser rundt i Italien, bleven ligesaa kendt og skattet dernede i Vælskland som hjemme i Sverig – maaske endda mere. I sin interessante Bog Birgittinska gestalter har Riksbibliotekarien Isak Collijn gjort Rede for en Række af den svenske Helgenindes Forbindelser med italienske Personligheder og, iblandt disse, med den floreninske Adelsdame Lapa Buondelmonte, af Slægten Acciajuoli. Lapa Acciajuoli ligger begravet i det berömde Kartheuserkloster i Emadalen (Certosa di Val d’Ema), og ikke langt derfra findes den Villa, som i Kraft af sin skönne Beliggenhed ikke med Urette af Ejeren blev kaldt Paradiso. Isak Collijn aftrykker i sin Bog et Brev fra Sancta Birgitta til Madame Lapa og et andet, hvori Birgittas Veninde og Værtinde i Rom, Francesca Papazuri, efter Birgittas Död beder den florentinske Adelsdame hjælpe hende til en Altertavle, hun gerne vil sætte op i det Kammer, hvor den svenske Helgeninde döde.(2) Den Mulighed er da ikke udelukket, at Antonio degli Alberti gennem Lapa Buondelmonte-Acciajuoli har hört tale om Birgitta og har intresseret sig for hendes Orden.

Hvorom alting er, ved en Bulle af 26. Januar 1392 gav Paven – Bonifacius IX – sin Tilladelse til Klostrets Oprettelse, og den 1. Maj 1394 drog som ovenfor nævnt de förste Brödre af Sted til det fjerne Firenze. Den 2. Marts det fölgende Aar var alt saa vidt i Orden, at Paven kunde udnævne Abbedissen (som tidligere havde været Klarisse i Cortona, men nu altsaa overgik til Birgittinerordenen). Urolige politiske Forhold gjorde, at den förste Generalkonfessor, den ovenfor omtalte Broder Lukas Jacobi, först blev valgt i 1418. Fra da af var Klostrets Existens sikret, og den 19. Marts 1444 synes dets Indbyggere at have været fuldtallige, saa at Paven endog – ved et Brev af nævnte Datum – maa bevilje to extra Kökkensöstre foruden de fire reglementerede.(3) I Begyndelsen af det femtende Aarhundrede anlagdes fra Paradisus Klostret Sancta Maria de Scala Coeli i Genua. I Slutningen af det sextende Aarhundrede blev Paradisus imidlertid indskrænket til at være udelukkende Nonnekloster, ikke som hidtil Dobbeltkloster for Brödre og Söstre. Det blev endelig ophævet 1776.

Midten af det femtende Aarhundrede var vel nok dette italienske Birgittinerklosters Glansperiode. Og netop fra denne tid er opbevaret to meget smukke og interressante Breve – det ene fra den florentinske Adelsmand og religiöse Forfatter Feo Belcari til hans Datter, som var klostergiven i Paradiso, det andet fra klostrets Abedisse til Belcari, om hans Datters Död.

FEO BELCARI
Feo (Alfeo eller Maffeo) Belcari er ikke en af de store Skikkelser i hint Quattrocento, hvis Kunst endnu lyser ud over Menneskeheden. Han var födt i Firenze d. 4. Februar 1410 og var Sön af velhavende Forældre; en gammel Skribent siger om ham, at han beskæftigede sig med Literatur, »ikke drevet dertil af Nödvendighed, idet han var tilstrækkelig forsynet med denne Verdens Goder, men for at indgyde sine Sönner, Venner og Medborgere en heldbringende Skræk for Lediggang og dens sörgelige Fölge».(4) Det var – som sagt – især religiös Literatur, Belcari gav sig af med. Han oversatte bl. a. det kendte Værk om de gamle Ørkeneneboere, som hele Middelalderen igennem spillede saa stor en Rolle, dog ikke direkte fra Græsk, men efter en latinsk Oversættelse, företaget af Kamaldulensergeneralen Ambrosio, Munk i Klostret Santa Maria degli Angeli i Firenze. Men det Arbeide, som vil bevare hans Navn for alle tider er hans Biografi af Sieneserhelgenen Giovanni Colombini, dediceret Giovanni di Cosimo dé Medici. I en tid, hvor det italienske Sprog allerede begyndte at lide under Renæssancens Forkærlighed for latinsk Syntax, er denne lille Bog – med dens Fortsættelse, en Række Levnedstegninger af Colombinis förste Disciple – skrevet i saa purt og rent et volgare som selve Fioretti og naaer i Formens Klarhed, Stilens Södme og Fortællingens Enfold fuldstandig op paa Höjde med hint Mesterværk fra det fjortende Aarhundrede.

Om Feo Belcaris Privatliv er det kun lidt, vi véd. Han giftede sig omkring 1435 med Angiolella di Tommaso di Gherardo af den adeIige Familie Piaciti og havde med hende flere Börn, deriblandt en Sön Jacopo, opkaldt efter Bedstefaderen, og en Datter Orsola, der ca. 1453 blev Nonne i Paradiso. Om Feo’s Fromhed vidner bl. a., at han i Kirken Santa Croce 1453 lod rejse et Alter til Ære for den florentinske Helgeninde Umiliana de’Cerchi; Belcariernes Familiegrav findes ogsaa i denne Kirke. Meget intim var Feo’s Forbindelse med Colombinis Orden, Jesuaterne – visse Udtryk hos ham kunde tyde paa, at han stod dette religiöse Broderskab nær, masske som en Art Tertiar. I hvert Fald er det til Jesuatergeneralen Egano fra Bologna at han dedicerer sin Oversættelse af Ørkenfædrenes Levned (il Prata Spirituale de’ Santi Padri). Efter at Datteren Orsola var indtraadt hos Birgittinerinderne, knyttedes Forbindelsen ogsaa med denne Orden og blev efterhaanden meget inderlig. Man vil se det af nedenstaaende Brev fra Abbedissen i Paradiso til Belcari, og efter Belcaris Död opbevaredes hans Breve derude i et Haandskrift, som paa sidste Side bærer fölgende Paategning: »Denne Bog tilhörer Sister Cecilia da Diacceto, uværdig Abbedisse i (Klostret) Paradiso, hvo, som laaner den, bringe den tilbage!»(5) Ogsaa andre af Belcaris Skrifter opbevaredes der.(6)

Ved Siden af denne literare virksomhed passede Belcari sine Borgerpligter, var Medlem af Regeringen i Maanederne Juli–August 1455 og var i 1468 en af Byens sexten Gonfalonierer. Han umgikkes med sin Samtids store Mænd – Luca della Robbia, Michelozzo, Filippo Brunelleschi – og stod i Forbindelse med Huset Medici, fra Cosimo, »Fædrelandets Fader», til Lorenzo il Magnifico. Det er til Cosimo’s Sön Giovanni, at han dedicerer sin Bog om Colombini. Flere Laudi Spirituali tillægges ham med mer eller mindre Sikkerhed – det vides ogsaa, at han, i Tidens Stil, har skrevet Sonetter. Han döde d. 16de August 1484 og ligger begravet i Santa Croce, i Belcariernes Familiegravsted. Det nedenstaaende Brev til hans Datter giver en Forestilling om Arten af hans Skribentvirksomhed, men viser kun paa et ganske enkelt Sted, hvad Feo Belcari var som Stilist. Men begge Skrivelser er værdifulde som Vidnesbyrd om den katholske Kirkes Magt til at udslette nationale Grænser, at ophæve Raceforskel og samle Nordboer og Vælske i én Tro og én Aand. Siden Middelalderen tog Slut, har noget lignende ikke været set i Europa.

Johannes Jörgensen

1) Vadstena. Klosters Minnesbok, udg.af Andreas Lindblom (Stockholm, 1918), Side 22, 23, 39, 45–46, 116. – For det fölgende se Torvald Höjer: Studier i Vadstena klosters och birgittinordens historie (Upsala, 1905), Side 125–129.

2) Isak Collijn: Birgittinska gestalter (Stockholm 1929), Side 9–20.

3) Höjer, anf. Værk, S. 250, Anm. 2.

4) Lettere di Feo Belcari, ed. Domenico Moreni, I (Firenze 1825) p. 4. citeret i Prose di Feo Belcari, ed. Gigli, Vol. I (Firenze 1843), p. L XXIX.

5) Questo libro è di Suora Cecilia da Diacceto, indegna badessa del Paradiso; chi l’accatta lo renda. (Prose di Belcari, I, p. XVVI).

6) Moreni, citeret Prose, I, p. LVI.

I.
FEO BELCARI TIL SIN KÆRE DATTER SØSTER URSULA I SANTA BRIGIDAS KLOSTER: 

Min elskede Datter, Jesu Kristi Brud!

Idet jeg önskede at skrive noget til dig, der kunde være din Sjæl til Gavn, kom jeg forskellige bemærkelsesværdige Udtalelser i Hu, som Kirkens Lærere har fremsat paa forskellig Maade om Ydmyghedens frelsebringende Dyd. Den hellige Johannes Klimakus siger at nogen siger, at Ydmyghed bestaar deri, at man aldrig tænker paa det Gode, man har gjort. En anden (Lærer) har sagt, at Ydmyghed, det er at holde sig selv for det usleste Menneske og den störste Synder, der er til. En anden, at Ydmyghed det er, naar Ens Næste har hidset sig op til Vrede, da at bede ham om Forladelse og ikke selv give Ophidselsen og Raseriet Rum. En anden, at Ydmyghed, det er at erkende Guds Kærlighed og hans Sandhed og hans Naade og hans Medlidenhed med os. En anden, at Ydmyghed, det er en Fölelse af Anger i Sjælen, og at man fornægter sin egen Vilje. Men jeg, siger Sanct Johannes Klimakus, jeg siger, at Ydmygheden er en Naade, som ikke kan nævnes ved Navn uden af dem, som har erfaret den. Hermed vil han ingenlunde sige, at Ydmygheden ikke har et Navn, men han vil sige, at de Naadegaver, som ved Ydmygheden skænkes Sjælen, ikke er til at nævne. Ydmygheden er en uudsigelig Rigdom og en Gave fra Gud. Ydmygheden er en Selvfornægtelsens Afgrund og et Taarn saa stærkt, at alle Djævelens Stormlöb mod den er forgæves. Ydmygheden er en guddommelig Skærm og Skygge, der dækker vor Sjæls Øie, saa at vi ikke sé vore egne Fuldkommenheder og Dyder. Ydmygheden er en aandelig Forstaaelse af Kristus og bereder ham et lönligt Leje i Sjælens inderste Löndom, men intet menneskeligt Ord kan udsige denne Hemmelighed. Det er den sande Ydmygheds Lys, og foran dette Lys gaar Hadet til al forgængelig Ære. Den, der er kommen til fuld Erkendelse af sig selv, har naaet den Sæd, hvoraf Ydmygheden spirer frem. Den, hvis Sjæl helt er fyldt af denne Ydmyghedens Vellugt, kan nok föle Hjærtet göre en lille Bevægelse af Glæde, naar han bliver rost, men han véd, hvor meget en slig Ros er værd, og lader sig ikke narre. Den, som har Hjærtet fuldt af Ydmyghed, siger aldrig noget, der kan tjene til Ære for ham selv. En ydmyg Mand (Texten har monaco, Munk, men det kan vel gælde alle!) tragter ikke nysgærrigt efter at kende Guds lönlige Raad. Den hellige Ydmyghed siger saaledes: den, som mig ejer, vredes ikke, irettesætter ikke, strider ikke, gör ikke noget med Falskhed eller med dobbelt Sind. Ydmyghed styrker os i at handle rettelig, og hvis Ydmyghed ikke er i Sjælen, er al vor Gærning forfængelig og unyttig. Mange er blevne frelste uden at være fuldkomne og uden at göre Tegn og Undergerninger, men uden Ydmyghed kommer ingen til den himmelske Brudgom. Ydmygheden er al tid en Fjende af Egenviljen, thi den véd, at Egenviljen farer vild og förer vild. Naar du hörer om nogen eller ser nogen, der er naaet til kristelig Fuldkommenhed, da ver overbevist om, at vedkommende ikke har vandret nogen anden Vej end Ydmyghedens velsignede Genvej. Ydmyghed er alle Frommes Fuldkommenhed og deres Fuldendelse, som har renset sig for Laster. Omvendelsen löfter Sjælen op fra Stövet, Angerens Taarer bærer den til Himlen, Ydmygheden aabner Himlens Forte for den. Kærlighed og Ydmyghed er gode Venner, thi Ydmyghed oplöfter Sjælen, Kærlighed holder den oppe, saa at den ikke atter falder. De gamle Eneboere sagde, at det var ved legemligt Slid, at man naaede til Ydmyghed, og Sanct Johannes Klimakus siger, at Vejen til Ydmyghed er Lydighed og Hjærtets Redebonhed til at göre alt, der er Hovmodet imod, og som nedsætter En i Menneskers Øjne. Ydmyghedens Veje er disse: at være fattig, at gaa gennem Verden som Pilgrim, at skjule sin Viden, at tale hövisk, at bede om Almisse, at forrette ringe Ting, at vandre i Tavshed, at skjule sin adelige Byrd, ikke at st le paa Slægt eller Venner eller noget Jordisk, men paa Jesum Christum alene. At tænke stadig paa Döden og Dommen eller paa Christi Lidelse föder ligeledes ofte Ydmyghed. Ydmyghed virker, at Mennesket bliver elskværdig, mild, from, rolig, anstændig, munter, lydig, medlidende og, fremfor alt, brændende i Aanden og uden Sörgmodighed, aarvaagen og uden Efterladenhed. Et af Kendetegnene paa sand Ydmyghed er, at vi gærne paatager os et Skin, der ikke tjener os til Ære, og saaledes bliver holdt i liden Agtelse. Dette gjorde hin Eneboer, der ventede Besög af Landets Hersker og tog imod ham med Ostebröd i Haanden. Dette gjorde hin anden, som hörte, at mange Mennesker var undervejs for at sé ham og hædre ham, og tog sin Klædning af og stod splitternögen og vaskede den, da Folk kom. Efter de Helliges Lære er der ti Tegn paa sand Ydmyghed. For det förste, hvis du holder din Egenvilje fuldstændig i Ave. For det Andet, hvis du aabenbarer ikke blot dine Gærninger og Handlinger, men ogsaa dine lönligste Tanker for din aandelige Fader. For det Tredje, hvis du intet paatager dig efter eget Skön, men i alle Ting retter dig efter din aandelige Faders Bestemmelse og med stort Begær lytter til hans Paamindelser. For det Fjerde, hvis du stadig bevarer en villig Lydighed og en standhaftig Taalmodighed. For det Femte, hvis du ikke blot ingen fornærmer, men heller ikke föler dig saaret eller bedrövet, naar andre fornærmer dig. For det Sjette, hvis du intet drister dig til at göre, som ikke er efter almindelig Sæd og Skik og har dine Foresattes Billigelse. For det Syvende, hvis du er tilfreds med alt, der tilfalder dig, selv om det kun er tarveligt, og mener, at du er en unyttig Arbejderske og end ikke værdig til saa meget. For det Ottende, hvis du anser dig selv for ringere og uslere end alle de andre og ikke siger dette med Læberne, men er fast forvisset derom i dit Hjærte. For det Niende, hvis du töjler din Tunge og overholder Klostertavsheden, og hvis du siger noget, da med dæmpet Röst. For det Tiende og Sidste, hvis du ikke er let til at le, thi Angerens Taarer sömmer sig bedre for den Ydmyge. Af slige og lignende Tegn kendes den sande Ydmyghed, og naar du i Sandhed besidder Ydmyghed, saa förer den dig til Kærligheden, der driver Frygten ud, saa at alt, du för kun betragtede med frygtsom Aand, nu synes dig naturligt og let at overholde og udföre – og ikke længer af Trældomsfrygt, men af Kærlighed til Gud og Elskov til Dyden. Men ifölge den hellige Bernardus er den Ydmyges Kendetegn disse: den Ydmyge agter sig selv ringe; den Ydmyge stræber ikke efter at være fri; den Ydmyge er ikke pastaaelig, men viger gærne fra sin egen Opfattelse; den Ydmyge skjuler den Lærdom, han har, og de Naadegaver, som er bleven ham til Del; den Ydmyge ser ikke paa sine egne Ævner, men roser og priser andres Talent; den Ydmyge flyer fra den, som siger ham Behageligheder; den Ydmyge elsker at blive irettesat; den Ydmyge er tjenstvillig overfor dem, som forfölge ham; den Ydmyge er beskeden baade i Dragt og i Levevis, og alt dette, fordi han önsker at besidde det Höjeste Gode, som er Gud. For altsaa at slutte og for at sige dig den sande Ydmygheds Frugter, vil jeg sige med Sanct Bernardus: hvis du vil ære Gud, da vær ydmyg; hvis du vil opnaa dine Synders Forladelse, vær ydmyg; hvis du vil finde Naade hos Gud, vær ydmyg; hvis du vil overvinde Fristelserne, vær ydmyg; hvis du vil sejre over dine Fiender, vær ydmyg; hvis du vil bevare og beholde Dyderne, vær ydmyg; hvis du attraar, at Troens Hemmeligheder skal aabenbares dig, vær ydmyg; hvis du vil forstaa Skriftens Dybheder, vær ydmyg; hvis du vil opnaa Herlighedens Krone, vær ydmyg; hvis du vil være elsket af alle, vær ydmyg; hvis du vil bevare din Sjæl i Fred, vær ydmyg. Vor södeste Jesus Christus unde os og alle, som trænger dertil, denne Dyd. Bed for mig, som er saa fuld af Hovmod.

Skrevet i Firenze den 19de Dag i Oktober 1454.

SØSTER CONSTANZIA DI STEFANO CIAPERELLI FRA PRATO, NONNE I SANTA BIRGIDAS KLOSTER. TIL FEO BELCARI OM SØSTER URSULAS DØD:

Ærværdige og os meget kære Fader!

Vi véd at I har hört om Eders gode Datter, os saa kære Söster, Söster Ursulas skönne Hedengang. Vi beder Eder nu om, at I som en god og kærlig Fader, der först og fremmest önsker sit Barns evige Frelse, maa finde Tröst och Styrke i det sikre Haab om at hun er frelst. Thi i Mands Minde, i hvert Fald saa langt jeg kan huske tilbage, er ingen Söster död her i Klostret, der har efterladt os saa megen Tröst og saa megen aandelig Vederkvægelse som hun, og det endskönt mange gode og fromme Söstre ber er gaaet over fra Döden til Livet. Og ingen undre sig over, at hun fik saa god en Hedengang, thi der staar skrevet, at den, som lever vel, döer veI. Denne signede Mö traadte fra förste Færd ind i vor hellige Ordensstand med god Vilje, alene for at tjene Gud og ikke for at undfly Verdens Besværlighed. Derfor har Herren ogsaa hjulpet hende og ladet hende trives i den hellige Stand og givet hende Naade til at holde ud til Enden. Og hun færdedes iblandt os ikke som et Barn, men som en moden Kvinde, med sund Dömmekraft og god Forstand. Da hun faldt i denne Sygdom, forlangte hun med megen Andagt Sakramenterne, skriftede og modtog den hellige Kommunion, som I, ærede Herre, fik det at vide ved Eders Besög her. Nogle Dage efter bad hun om at faa den sidste Olie, skönt det endnu ikke var paa Slutningen med hende, men hun sagde, at hun vilde modtage disse hellige Gaver, mens hun var ved fuld Bevidsthed, for at kunne glæde sig ved hine skönne og hellige Ord. Og ikke maa det synes Eder en liden Gave, som hendes himmelske Brudgom saaledes værdigedes at betænke hende med. Og ved den anden Time (efter Ave Maria-Ringningen om Aftenen) lod hun vor Moder Abbedisse kalde og bad hende om Forladelse og kyssede hende med stor Kærlighed og Ømhed; ligesaa , lod hun alle os Söstre komme og bad os alle om Forladelse og gjorde det med megen Modenhed og fuldt Omdömme. Næste Dag lod hun atter Skriftefaderen komme, thi Tegnene paa Dödens Nærhed begyndte at vise sig, og skriftede paany, saa godt og saa fuldstændigt, at Skriftefaderen sagde, at det tyktes ham at hun var lysende som en Stjærne. Og föje Tid efter at Skriftefaderen var gaaet, kom hun i Dödskamp og begyndte andægtigt at synge den Laude, hvor det hedder:

Partiti core e vanne all’Amore,
Vanne a Jesu, che in Croce si more.*)

Hun kyssede Krucifixet og sagde Jesu mio med en saadan Inderlighed og Kærlighed, at alle vi, som var til Stede, blev som ude af os selv. Henad Non-Tid var hun meget langt nede. To Söstre sang sagte: In manus tuas, Domine, commendo spiritum meum, og hun sang Responsoriet sammen med dem. Forbavsende var det at se saa stor en legemlig Svaghed og saa levende en Aand, thi fromt og frydeligt sang hun saa godt hun mægtede. I sin Hedengang var hun stadig munter og taalmodig og bar blideligt alle sine Lidelser og havde ufravendt Øinene paa den Korsfæstede. Da det blev paa det Sidste, kaldte hun mig til sig og sagde: »Söster Constanzia, Djævelen siger til mig, at jeg ikke troer paa Gud, og jeg har svaret ham, at jeg troer paa Gud og jeg troer alt, hvad vor hellige Moder Kirken holder for sandt». Men jeg, der er saa langt under hende i Fortjenester, svarede för at tröste hende: »Det er ret, min lille Pige! Spyt ham i Ansigtet og bryd dig fejl om hvad han siger!» Og paa disse og andre tröstende Ord blev hun atter rolig. Men hvis det ikke gör Eder altfor ondt, ærværdige Fader, vil jeg fortælle Eder en underbar Ting. Da det blev Tid til Komplet kaldte hun sine kære Medsöstre til sig og bad dem synge hende en Laude, hvilket de ogsaa gjorde. Men saasom hun allerede var meget langt nede, vilde de pröve, om hun endnu hörte alt, og sprang med Vilje et Vers over. Men hun rettede dem og mindede dem om det Vers de havde sprunget over. Og saaledes laa hun og lyttede til disse fromme Sange, og en halv Time efter den anden Time overgav hun sin Sjæl i sin himmelske Brudgoms Hænder, og vi blev tilbage i stor Aandens Södme og Tröst. Sit Legem har hun levnet til Jorden, og Sjælen er gaaet ind til den Glæde, som aldrig skal tages fra hende. Lad os bede Gud skænke ogsaa os Naade til at indgaa i hin evige Hvile, hvor vi troer, at hun nu er. De Ord, som I sagde til mig, at jeg skulde sige til hende, har jeg sagt hende allesammen, og hun optog Eders Budskab i en god Mening og med Ydmyghed. Saare meget bör I glæde Eder over at have haft en slig Datter og takke Gud, at han har værdigedes saa hurtigt at hente Eders Barn hjem. I Moder Abbedisses og hele Klostrets Navn beder jeg Eder fatte Mod, saaledes som det blev sagt Eder i Taleværelset, og glem ikke dette Hus, men ligesom I hidtil har været os en Fader og Velgörer, naar vi trængte dertil, saaledes vedblive i velvilligst dermed indtil Enden. Og tænk ikke, at nu er Eders Datter jo ikke mere blandt de Levende, thi hun er mere levende end nogensinde og virker til Frelse for vore Sjæle. Thi til evig Tid holdes der her i vort Kloster fire Gange om Aaret höjtidelig Ihukommelse af de Hensovede og alle Messerne læses for Söstrenes afdöde Slægtinge. Saa at selv om Eders Datter legemligt er död er det dog ikke forbi mellem Jer og dette Kloster. Yderligere beder vi Eder hilse Monna Angiolella**) og hele Eder Familie hjærteligt fra os; og sig til Monna Angiolella, at det ikke maa fortryde hende, at hun ikke, som hun gærne vilde, kunde komme ind og være hos sin Datter, da hun döde, thi heraf er kommet forskellige Goder, og et af disse Goder er den Sorg, I föler, som er saare fortjenstlig for Gud, og et andet Gode er, at vi her i Klostret befinder os bedre derved, thi vi har en Gang for alle forladt Verden og alt Ködeligt for ikke mere at tænke derpaa, men i alle Ting tjene Gud som vor Regel byder os, og derover bör I, Fædre og Mödre, være glade og tilfredse, fordi Eders Dötre er helt ud Nonner og ikke halvt verdslige Personer. Glæder Eder derfor, at I har sendt en Datter til Himlen, som helt var himmelsindet, og takker Gud. Og ikke for at sige det, men Eders Datter er (under sin Sygdom) bleven passet og plejet i alle Ting af Kristi Tjenerinder, saa at I selv med egen Haand ikke kunde have passet hende bedre; Dag og Nat er hun bleven tilset og hjulpet og plejet som om hun var vort eget Barn, og Gud véd, at det er sandt, hvad jeg siger. Lad Eder altsaa tröste og tak Gud og bed for os.

Efter Prosa di Feo Belcari, ed. Gigli, Tomo III (Roma 1843) pp. 8-23, oversat af Johannes Jörgensen.

*) Drag heden, o Hjærte, i Kærligheds Favn – i din korsfæstede Frelsers Navn!

**) Belcaris Hustru.