For 30 år siden i Danmark og nu

Av Niels Hansen

Overskriften til disse linjer skal ikke forstås i så omfattende betydning, som den i og for sig godt kunde. Her skal nemlig ikke tankes på, hvorledes det i al almindelighed stod til i Danmark for 30 år siden men – ganske specielt – hvorledes det den gang var for katolikker, å være her. Thi der er ingen tvivl om, at der i så henseende er foregået en ikke, ringe forandring – strömkæntring kan man godt kalde det –siden den gang, at det er anderledes nu og – lad det være sagt med det samme – i det store og hele både lettere og behageligere. Der var den gang eller lidt tidligere en far, som sa til sin sön, der hadde konverteret: »Du har gjort os både sorg og skam». Noget sådant er det ikke sandsynligt, at der nu vilde bli sagt, i hvert fald vilde det sidste sårende ord vel næppe været föjet til.

Hvad er nu grunden til denne forandrede tingenes tilstand, om hvis realitet, der næppe næres nogen tvivl blandt alle dem, der har föling med disse forhold. Ja, det er just for å finde svaret herpå, at disse linjer skrives, eller, endnu nöjagtigere, for å gi stödet til, at en förklaring herpå kan findes ved eventuelle bidrag fra andre, der her har större klogskab og erfaring end den, der har skreven disse linjer.

En hovedgrund til omtalte forandring er vistnok, at kundskaben om, hvad den katholske kirke er og vil, er bleven langt större og meget grundigere i de sidste 30 år. Denne gunstige udvikling har sikkert været betydelig kraftigere her i landet end i de fire andre nordiske Iande. Danmark har, som det sydligste land i Norden, stedse været forud for de andre, hvad påvirkning fra det övrige Europa angår, og det både i godt og ondt. Således er det også gået her, at det oplysningsarbejde, der allevegne foregår for å göre katolisismen bedre kendt, hurtigere er trængt ind her og har båret rigere frugter.

Det forekommer mig derfor, at vi i vort arbejde for kirkens udbredelse ganske skal opgi den, især i tidligere tid så yndede polemiske fremgangsmåde med skarpe avisartikler, der strittede af ironiske angreb på modstanderne og var isprængte med parenteser med udråbstegn og sic og lignende indeni og i stedet for blot arbejde på å sprede oplysning om, hvad vi tror og hvad vi vil. Thi det er jo mangelen på kundskalb om, hvad katholsk kristendom er, der i mange protestantiske lande har været og er så stor, at man har fået de mest fantastiske forestillinger om, hvad katolisisme betyder, og hvad for löjerlige væsener katolikkerne er. Det hændte mig engang, om jeg tör fortælle så meget om mig selv uden å bli beskyldt for selvros, at en ung pige sa til mig: »Tidligere troede jeg, at katolikkerhe var sådanne nogle forskrækkelige mennesker, men nu tror jeg det ikke mere, siden jeg har lært Dem å kende». Desværre har jeg næppe ofte gjort så heldigt et indtryk, men den lille oplevelse illustrerer godt, hvor meget det kan betyde, når der blot blir spredt lidt kundskab om det katholske. Derfor skal vi ikke være rædde for å la vor tro, vor kirke, vor moral bli kendt så vidt som muligt. Vi kan da også lægge mærke til, at vore talere nu, gejstlige og læge, i regelen, når de, hvad der ikke sjælden sker, opfordres til å holde foredrag i protestantiske kredse, vælger emner, der ikke direkte angriber de andres tilvante forestillinger eller sårer deres fölelser, men sådanne, der sætter dem i stand til å sprede sund og pålidefig kundskab om alt, större og mindre, der angår den katolske kirke.

En anden grund, der har spillet en rolle ved nævnte forvandling er utvivlsomt vore dages store tekniske udvikling, der blandt andet har medfört, at rejselivet i de senere år har blomstret mere end i nogen tidligere tid. Ikke mindst fra de små lande rejses der meget; det er, ligesom disse landes indbyggere langt mere end de store landes trænger til flere og rigere indtryk og fremmed påvirkning. Men når folk rejser vidt og bredt omkring, kan det ikke undgås, at de også af og til kommer til katolske lande, og hvis de så kommer til disse med altfor fordrejede begreber, blir de på ikke så få punkter nödt til å revidere dem. At befolkningens dumhed, de fattiges undertrykkelse, præsternes herskesyge præger de katolske lande, har de måske mange gange hört påstå, men når de kommer til disse lande, vil de döje med å finde det bekræftet. De mange, der f. ex., for blot å nævne et enkelt sted, rejser til Ober-Ammergau, vender i regelen hjem med stor begejstring for det, de har fået å se, og sender tit en venlig tanke til den katolske befolkning, hvis fromhed og grebethed de har set så smukt et udslag af.

End videre kan det jo ikke andet end bringe forandring i det almindelige omdömme, når det ved læsning i aviserne og på anden måde stadig mere og mere går op for folk, at kirken vinder stor fremgang i de lande, som för regnedes for fuldt og helt protestantiske. Når f. ex. danske gartnere rejser til Holland, eller de her i landet får besög af hollandske hyacintsælgere, opdager de sikkert ikke så sjælden, at det er katolikker, de står overfor. I England spiller den katholske kirke en betydelig rolle, hvor den for et århundrede siden knap syntes å eksistere. Hvad De forenede Stater i Amerika angår, hvortil så mangfoldige Danskere er knyttede med de nærmeste personlige bånd, kan det heller ikke undgå sådannes opmærksomhed, at den katolske kirke er det störste og virksomste og vistnok også indflydelsesrigeste religiöse samfund der ovre. Og man hörer og læser om en række mænd, som i de sidste år har spillet de störste roller i deres respektive fædrelande og virket til stor velsignelse for disse, som f. eks. Seipl i Österrig, dr. Brüning i Tyskland, marsjal Foch i Frankrig, mr. Smith i U. S. A., og man får a vide, at ikke alene er disse mænd katolikker, men at de også lever deres liv efter deres tro og den katolske kirkes bud. Det er umuligt andet, end at sådanne iagttagelser og erfaringer må efterlade et varigt indtryk og få mange til å gi slip på forudfattede mening er og tåbelige fordomme.

Men også årsager af helt anden art har bidraget til å fremme den lykkelige forandring, vi undersöger. Der er mand og mand imellem groet op en langt större tålsomhed, mere besindighed, når man kommer til å stå overfor mennesker, der har andre meninger end en selv. Det kan man så tydelig se på andre områder, fremfor alt på det politiske. Den, der er gammel nok dertil, mindes med liden sympati den tone, der i provisorietiden tit herskede blandt de politiske partier, ja rent personligt blandt de enkelte medlemmer af disse. Da for en del år siden her i denne konservative by Thisted en venstremand for förste gang opstillede sig som folketingskandidat, hadde han den ubehagelige overraskelse, at en af byens storborgere og höjremænd spyttede ham i ansigtet, da han passerede ham på gaden (at gerningsmanden straks fik nogle klö af en medfölgende venstremand, skal kun for fuldstændighedens skyld tilföjes). Sådant forekommer ikke let hverken blandt politiske eller andre modstandere nu til dags; man söger å forstå, hvad der kan bevæge andre til å holde på meninger, der er modsatte ens egne, regner det for kultur ikke å reagere voldsomt og hadefuldt. Denne tænke- og handlemåde lægger sig også for dagen på det religiöse område, missionsfolk vil ikke önske grundtvigianerne kogt som de skadelige oldenborrer, et önske, som var muligt og blev udtalt for c. 30 år siden; man kan også derfor bedre end för tåle, at f. eks. ens læge; ens köbmand, ens vaskerkone o. S. v. er katolik.

Sammen med denne, kun såre tiltalende udvikling i omgang og samkvem med ens næste i samfundet er foregået en udvikling i folkekirken, der ikke kan karakteriseres som heldig, nemlig ligegyldighed for, ja ligefrem uvilje mod enhver formulering af de kristne trossandheder. »Jeg bryder mig ikke om dogmerne, jeg holder mig blot til den kristne tro», er en tanke, man har hört udtrykt på denne eller lignende måde mange gange i vort århundrede. Hvor tåbelig den er, ikke blot kristeligt og kirkeligt set, men rent rasjonelt betragtet, indser de, der udtaler den, naturligvis ikke, tværtimod mener de derved å lægge et kristeligt og fremskredent og modent sindelag for dagen. Og dog er det, for å sige det lige ud, ren og skær nonsens, thi det ingen dogmer og trossætninger å ville anta er jo ensbetydende med på forhånd å gi afkald på overhovedet å tænke over det, man tror på. Selv så simpel og fundamental en indstilling, som går forud for de millioner gange her på jorden gentagne ord: »Gud, forlad mig min synd for Jesu Christi skyld», forudsætter selv for det til tænkning ringest indstillede menneske ligefrem en bunke af dogmer, som han både har ret og pligt til å få noget å vide om. Hvem er Gud? Hvad er min synd? Hvorfor trænger jeg til å få den forladt? Hvem er Jesus Christus? Hvorfor kan jeg få forladelse for hans skyld? Disse er kun nogle af de dogmatiske spörgsmål, ethvert normalt menneske vil stille sig selv, hvis ovennævnte bön er ham en hjertesag. Men denne trang til opstilling og besvaring af sådanne spörgsmål modarbejdes principielt af mangfoldige af folkekirkens præster, hvad der ikke har kunnet andet end hos mange mennesker fremkalde fornemmelsen af, at når dogmerne ikke har noget å sige, kan det ikke være så farligt, om katolikkerne holder på en del dogmer, som folkekirken ikke har, da de jo overhovedet ikke betyder noget. Derfor er det nu, i modsætning til för, blevet sjældent å höre de hadefulde angreb på de katholske trossandheder, hvilke folk så, når det kommer til stykket, ikke vil ha så svært ved å sige ja til som tidligere.

Og endelig er der endnu en årsag, som må tas med, og som måske desværre er den störste, det er den religiöse ligegyldighed, som uden tvivl har bredt sig meget i de sidste 30 år. Religiöse spörgsmål intresserer ikke folk så meget, altså kan der fornuftigvis ikke være videre grund til å göre ophævelser, om nogle mennesker har afvigende anskuelser om religionen. »Et moderne menneske anser alt, hvad der hörer religionen til, for en privatsag, hvorfor det vilde være mangel på kultur å blande sig ind i, hvad andre tror», er en grundsætning, som mange flere handler efter nu end for 30 år siden, og derfor vil man heller ikke sine venner og bekendte til livs, fordi de er katolikker.

At deri religiöse ligegyldighed, især når den hælder mod religiös uvilje, kan gi sig helt andre udslag, er en kendsgerning, som her blot skal peges på, men ikke gås nermere ind på. For kirkens udbredelses skyld er det sikkert bedst, at den religiöse ligegyldighed ikke breder sig for meget, selvom deri jo, som redegjort, kan ha nogle heldige bivirkninger.

Sikkert er der andre vigtige faktorer til stede, der virker i den allerede flere gange nævnte retning, men her skal dog nu standses – i det håb, som allerede er udtalt, at andre måske yderligere vil uddybe det spörgsmål, som må ha så stor interesse for os alle.

Thisted 1/1 1932.