Fra det danske Horsensstævne. Brudstykker af en Tale om Pressen

Av H. D. T. Kiærulff

Vi har her i Norden fostret saa mange stejle Individualister, som har fundet stærke Udtryk for den Foragt, de föle for Hob’en, Ros’set, Krapylet. En aristokratisk Fornemmelse er gaaet mange af os i Blodet. Fornemst skal det være at holde sig for sig selv, helst tænke paa tværs af den almindelige Mening, i hvert Fald frygte Menneskers nære Beröring, som man frygter Snavs og ilde Lugt. Man kan derfor sværme for Kloster eller Enebo – ganske vist af en urigtig Grund – fordi man vil have Mennesker fra Livet.

En saadan Foragt for det medmenneskelige kan som en Nisse flytte med ind i ens Kristendom. Der har ogsaa indenfor Kristendom og Kirke været dem, der manglede Lyst til Menneskers Selskab – men de tabte derved.

Mennesker kan ikke undvære Mennesker! Selvfölgelig ikke i saa mange materielle Ting, men dem taler jeg ikke om. Men Mennesker kan heller ikke undvære Mennesker, naar det gælder deres dybeste Overbevisninger om Livets Maal og Veje. Kom ikke og sig, at Mennesker er uden Betydning, deres Færden kun Skrig og Skraal, som ikke kan forstyrre den, som har nok i Gud. Ingen har det. Selv den, der kunde have det, fordi han elsker Gud nok dertil, netop han er villig til – om det var muligt – at ofre sin evige Lykke for Brödrenes Lykkes Skyld.

Og alle vi andre. Gör os ikke stærkere end vi er! Vi kan blæse paa, om vi finder Mennesker, der deler vor politiske Mening. Vi kan more os endda, om vi staar ene med en kunstnerisk Idé. Vi kan bære vor Hat og slentre vor Vej, som vi vil. Men det er ikke let at tjene Gud, naar man skal göre det i Ensomhed? Hvorfor? Jo, alt det andet har jo ikke særlige Krav paa os, det meste er Hip som Hap, og vi ved det, selv om vi ogsaa fægter drabeligt med i den verdslige Strid. Men dette med Gud er det absolutte. Helt at give sig over dertil – og saa være ene derom. Der skal særlig Styrke til. Sig ikke at vi har den, naar det ikke er sandt! Vi trænger til Mennesker!

En Del af vort Emne er det katholske Samvirke. Men det er dumt straks at fæstne sig ved Overfladen og optælle alt det, som vi kan udrette Skulder ved Skulder. Det er bedst at faa fat i det væsentlige – jeg fristes til at sige det frelsesnödvendige – ved vort Samarbejde. Vi har Brug for hinanden for at tro og at leve, som vi tror. Alt hvad ellers vi kan udrette sammen, lad det vente, til vi har tjent hinanden med dette.

Selv om vore Ord i Dag naar længere ud og höres af andre end Katholiker, saa gör det ikke noget. Andre Kristne ved selv, at Kristendom har Samfund Behov, ikke fordi den er svag og risikabel og maa genforsikres hos andres svage Tro, men tværtimod fordi den er stærkere end os, sikrere end os, saa ikke den maa styrkes, men vi styrkes til at tro den mulig for et Menneskes Evne. Og de, som ikke er Kristne, hvad siger de, naar vi bekender Vanskeligheden ved at være Kristen! Ja, nogle af os blev bange, da Credo i Begyndelsen af 1930 offentliggjorde de Tab, som vi lider ved Frafald. De blev aftrykt forskellige Steder. Nu hoverer man over os, frygtede nogle. Mon dog? Vilde det ikke være alt for taabeligt at hovere, naar en Himalaya-Ekspedition ikke naaede Tinderne, maaske omkom deroppe, hvis man selv af Magelighed altid har ladet Himmelbjerget Iigge i Fred?

Vi lever saa ensamt, vi Katholiker i Danmark. Der ydes os al Venlighed, alle rimelige Begunstigelser, men man kan ikke give os, hvad vi mest trænger til: at blive taget paa vort katholske Ord. Det kan vi kun vente, at Katholiker gör. Vi trænger til hinanden for det gode Eksempels Skyld, men ogsaa for at have Mennesker, der venter af os, at vi tror og lever som Katholiker. Samkvem, katholsk Samkvem, er det vigtigste Middel til at standse Frafald og til at lette Næsten Udövelsen af den kristne Pligt. Og er her i Dag ikke samlet saa mange, at vi i Fællesskab kan naa ud over hele Landet og knytte katholske Baand mellem Katholiker? Ikke nemt alletider. Ikke morsomt. Men St. Thomas har belært os, at der ikke er den fjerneste Forskel mellem Sjæle, naar de udgaar fra Guds Haand. Og at de alle er lige meget værd at frelse, Pavens og Petersens, er heller ikke nyt. Gaa derfor ud til dem, der mangler katholske Venner, ellers De er forgæves rejst tiI Horsens. Gör det! Og det bliver ogsaa gjort!

Men vi trænger til mere endnu. Vi trænger til en katholsk Verden. Ikke i samme Grad, som vi trænger til katholske Mennesker. Der er Forskel paa det helt uundværIige og saa det, der kun er uundværligt, hvis vi skal udfolde vore Muligheder helt. Vi behöver maaske ikke at leve i et katholsk Univers for at opfylde vore nærmeste katholske Kristenpligter. Men skal vi naa til at leve med Kirken, d. v. s. tænke dens Tanker, gætte dens önsker, föle som den, vælge som den, saaledes som Venner deler Tanker med hinanden, opfylder uudtalte önsker, ler og græder sammen og ikke kan strides, fordi deres Viljer holder Takt, saa maa Verden blive katholsk for vore öjne.

Vi interesserer os for alt, for Verdens Gang i stort og smaat fra Krige og Katastrofer til Lindberghs Faderglæde. For Videnskaben fra Atomer til Maaneraketter, for Kunst og Literatur fra gamle Gobelin’er til Gaarsdagens Roman. St. Thomas anser vor Forstand for umættelig, skabt som den er for at vide alt. Men alt, hvad den erkender, faar Præg af dens eget Væsen, siger han ogsaa. Der er fine, men ofte afgörende Forskelle mellem en andens og min Erkendelse af det samme. Og giver jeg saa min Viden fra mig, er det min Viden, en Part af Naturen eller Kulturen præget af mig.

For helt at udfolde vore katholske Muligheder maa vort Bevidsthedsliv i hele sin Udstrækning bære katholsk Præg. Lever vi blandt Katholiker, hvor alt, hvad der höres omkring os, har faaet dette Præg, er det let. Lever i, som her i Danmark, blandt Tanker, som ingen vil bebrejde vore Landsmænd, at de ikke kan give det Præg, vi söger, maa vi, faa som vi er, saa meget des mere hjælpe hinanden.

Det gör vi saa godt gennem vor Presse. Og her har vi denne Presses Opgave. Allerförst skal den være for os, som det Menneske vi trænger til, vor Med-Katholik. Det kan den dog aldrig hverken helt eller halvt. Men saa Iidt det fattige, kun halvt levende trykte Ord kan udrette, maa det ogsaa udrette. – –

Men desuden skal Pressen paa alle Omraader, ja paa alle, give os den katholske Aand. Der er intet, som er den katholske Aand uvedkommende, fordi intet er udenfor den menneskelige Forstands Stræben, og hele vor Bevidsthed skal præges katholsk. Verdens Gang, Nationers og Klassers Kampe, er det uvedkommende? Nej, helt ned til Sport og Kvindemoder, helt ud til Relativitetsteori og rumænske fjödeforfölgelser – alt maa det katholske Præg sættes paa, naar det indgaar i den Verden, vor Bevidsthed optager i sig.

(Herfra gik Taleren over til at tale om, hvad de katholske Blade kunde og burde faa Plads til. Vi citerer et enkelt Afsnit):

Glem ikke Credo! Det er ikke langt fra, at hvis jeg önsker en Hemmelighed bevaret, skal jeg lade den trykke i Credo. Egentlig er det vel vort værdifuldeste Blad eller kunde saa let være det. Her kalder jeg paa de katholske Kulturarbejdere, alle de, som fölger og deltager i det pædagogiske, sociale, videnskabelige eller kunstneriske Arbejde. Der er netop nu en stærk Gröde i katholsk Kunst, katholsk Pædagogik og katholsk Samfundslære. De vid det, jamen, saa skriv til Credo og fortæl derom. Og hvis De fölger med og kender den stadig mere centrale Stilling, St. Thomas’ Lære – metafysisk, rets- og naturfilosofisk, sociologisk og æstetisk – indtager i Udlandets Kultur (selv Englands) , saa vær med tiI at give den samme centrale Stilling i vort kulturelle Organ. Glem ikke Credo.

(Et andet Afsnit):

Men Pressen er ikke alene refererende. Et Referat, aktuelt, videnskabeligt eller hvad som helst, har jo den Svaghed at komme bagefter og sommetider den yderligere Svaghed at være bagklogt. Det behöver Pressen og dens Hjælpere ikke nöjes med. Pressen er selv et Arbejdsredskab. Maa jeg nævne et godt Eksempel. Den Ungdommens Kirk e i Viborg, hvortil alle Planer og Arbejdsmetoder er udtænkt med saa sund en psykologisk Sans for, hvad Ungdom er og især kunde være, har taget Pressen i Brug med samme psykologiske Forstaaelse. Pressen giver Lejlighed tiI den gradvise Indförelse i en Sag, der langt bedre end Talen fæstner den Stykke for Stykke i Folks Bevidsthed. Den  stadig varierede Gentagelse, altid det samme, men altid ogsaa lidt mere endnu. Dette Stævnes Presseudvalg har vist ogsaa at beherske Metoden, og vi höster i Dag dens Frugter. Saadan er det, at en daarlig Presse undergraver Tilliden til en Mand eller Institution: »I Dag kun dette, men i Morgen nye Afslöringer! » Vi kan bruge vor Presse til at skabe og stötte Tillid til Arbejder, der er Tillid værd.

(Af Afsnittet om Bladenes Læsere kun dette):

Enkelte Katholiker vil ikke vide af vore Blade, fordi disse er enten for kedelige eller for pjankede, enten for höjtravende eller for barnIige. Den eneste Kur for saadanne Sjæle er Menneskers Selskab. De över sig saa længe i den nemme Kunst at have en anden Mening end Menigheden, at de kun kan hjælpes af gode, nögterne Sjæle, der er venlige mod dem og aldrig tager dem alvorligt. Lad os tage os af dem.

Hvis Bladene ikke er gode nok, er det, fordi de ikke læses nok. En Medarbejder skriver i DUA’s sidste Nummer: Hvis et Blad ikke læses, bliver det snart ulæseligt. Det er ganske som med Damers Pynt. Naturligvis gör de sig pæne, ogsaa hvis de er strandet alene paa en öde Ö. Men jo flere, der ser dem, des mere Umage gör de. Se blot, hvor de er nydelige i Dag her i Parken. Og se blot vore Blades sidste Nummer. De har strengt sig an, fordi de vidste, at særlig mange vilde se dem den 13 Juli.

(I Slutningen af Talen repeteredes Grundtankerne):

Vi kalder Dem först til at indrömme Deres Medmenneskelighed. Saa længe De ikke selv har Næsten Behov, kan De intet udrette for ham. Aandeligt Filantropi med Nedladenhedens blöde Haand er ikke Næstekærlighed. Næstekærlighed er et aandeligt Demokrati. Naar den staaende skal se til, at han ikke falder, saa skal han heller aldrig spille den stærke, men være en kristen Kammerat, der i lige Grad afskyr at være protegeret og protegerende. Det er aldeles ikke saligt at give, hvis man er for fin til ogsaa at modtage.

Vi trænger til hinanden. Katholsk Samvirke er ikke blodt demokratisk, men ydmygt tillige. Vi staar Ansigt til Ansigt med Guds Krav. Det vilde være en ringe Opfattelse af Gud, hvis vi troede hans Hjælp overflödig og lidet bedre, om vi mente vor Næstes Stötte undværlig.

Vi maa arbejde sammen. Först og fremmest – og andet bekymrer mig ikke i denne Tale og paa denne Dag – först og fremmest for at holde Troens Lys klart skinnende. Har vi selv kendt lidt til Vanskeligheden ved at bære Troens Skat i en skröbelig Skaal, er Stenkasterinstinktet saa temmelig lammet. Det er forfinet til Stenfernerinstinktet, der opsamler hver Sten, hvorover Næsten kunde snuble og stöde sin Fod.

I den Aand kaldes De til at arbejde for vor Presse og hver katholsk Sag, denne Presse kan stötte. Literær Ambition, at blive kendt katholsk Ansigt, den yndige Fryd ved at belære andre – har De noget deraf, saa kast det fra Dem. Apostolat skal det være, og Apostolat maa være uophörligt skælvende for ikke at paadrage sig selv Fordömmelse, mens man prædiker for andre, ellers har vi med falske Apostle at skaffe.

Vi har dröje Dage i den katholske Aktion. Der gaar saa meget i Stykker, för et Arbejde staar fuldendt. Vi filtrer os saa tit ind i de Traade, vi skulde have vævet med, ubehændige som vi er. Sommetider er det Traadene fra Væven til Kejserens nye Klæder, og vi vrider og vikler os ud af Vanskeligheder, som slet ikke er til. Saadan er nu vi Mennesker. Men lige saa meget efter de dröje som efter de nemme Dage, takker vi Gud for en dejlig Dag. I Guds Tjeneste arbejder man ikke for Penge. Er det ikke Befrielse fra Trædemöllen? Heller ikke for Ros. Er det ikke större Frihed endnu? Og er det vi er samlet om i Dag, vort Arbejde for Guds Kirke i Sol og i Regn, med Tak og med Utak, ikke det dejligste Arbejde af alt? Er det ikke let, som den gode Samvittighed er let? Og er dets tunge Ansvar dog ikke det menneskeværdigste af alt?

Trældommen slider besværligt, og under andres Ansvar. Friheden gör det dröje let og föler sit Ansvar som sin Rigdom. Saadan Frihed er det kristne Liv og den kristne Aktion.