Fra syd for Kølen og Dannevirke

Av P. H. Perch

Foruden en katholsk national Litteratur, hvis store Navne er kendte nok, men som ogsaa opbygges af Skribenter med mindre Vingefang – uden at der dog mangler Flugt – staar der en anseelig katholsk Oversættelseslitteratur til de nordiske Katholikers Raadighed.

Noget af den hører – med Dantes »Guddommelige» som primus inter pares – til Verdenslitteraturens Storværker, men har under Virkning af Tiden – ikke mistet, men selv bragt i Forglemmelse – sin katholske Oprindelse og er nu Fælleseje; andet er blevet accepteret af den skandinaviske Læseverden ogsaa som almengyldig Litteratur.

Vi vil derfor ikke – fordi det ikke behøves – minde om, at en af de mest læste engelske Forfattere i Danmark er Robert Hugh Benson – selvom den, som skriver dette, ikke helt forstaar, hvorpaa hans Popularitet grunder sig, hvis det ikke netop og mest er, at han er saa katholsk og derfor virker pikant paa ikke-katholske Læsere – for sandt at sige, kender jeg ikke mange, der paa een Gang er saa højt begavet og samtidig saa blodløs; han er i den Grad puritansk, at man ligefrem kan længes efter, at der ogsaa skal hvirvles Stoffer fra Dybet og Bunden op i hans Forfatterskabs altfor klare Strøm. Hvor mange af hans Helte staar egentlig levende for os blot en kort Tid efter, at vi har taget en – ikke altfor sindsoprivende – Afsked med dem? Har han i sit ret store Galleri af katholske Præster tegnet os et Fysionomi, der i Liv, i Lys – og Skyggevirkning kan maale sig med f. Eks. Sheeridans Pater i hans lille Fortælling: En frafalden Præst? Jeg mindes kun én virkelig levende Skikkelse blandt de mange, han har fremført for os: Maria Stuart’s – i hans sidste Bog »Trods Pinebænk og Galge» (hvor et herligt Stof er saa sært anæmisk udnyttet), og hvorfor er da denne Skikkelse levende under Bensons Pen, uden netop fordi den i Forvejen havde sit umistelige Liv. Jeg vil ikke, sagde jeg, minde om Bensons Bøger (det skulde da være om hans rent religiøse Skrifter: Kristus i Kirken, Kristi Venskab, thi disse overgaar langt hans Romaner i Liv og Kraft) heller ikke om Chesterton, der som Bensons polare Modsætning, er ligesaa fuld af Livets Vædsker, som Benson er fattig paa dem, ja saa fyldt er Chesterton af dem, at de ikke kan holdes indenfor deres naturbestemte Grænser, men siver ud – som Oedemer paa en Vattersottig – paa Steder, hvor de ikke hører hjemme og gør hans Bøger næsten uformelige; men selv Vand i Kroppen kommer jo dog fra Blodet, og megen Overdrivelse skal ham derfor tilgives.

Nej, det er ikke om de Bøger, der staar opmarcherede i Række og Geled hos hver Katholik, der har Selvagtelse, borgerlig, bedsteborgerlig Selvagtelse, jeg vil minde, men om de Forfattere, der staar med en enkelt Bog hist og her hos en original Præst – hos en sær og fjærntboende Læge – hos en Per eller en Poul, der en Gang imellem, naar han vil trøstes i sin Forladthed og føle sig alligevel som et Led i den store, den ene og hellige Ecclesia, tager en af dem frem og saa ser katholsk Liv blomstre – med en Flor baade af Giftplanter og Sumpurter, af Liljer og frisk Skovbund og af spraglet Ukrudt, men alt spiret og udfoldet paa katholsk Grobund. For vel har Kristopher Nyrop Ret, naar han i et Essay om spansk Litteratur skriver, at hidtil – d. v. s. indtil Tresserne i forrige Aarhundrede – havde Nykatholicismens Forfattere næsten været eneherskende i Roman- og Novellelitteraturen, nu maatte den sentimentalt sværmeriske Idyl, den fromt moraliserende Roman med dens absolutte Ligegyldighed for alle moderne Problemer vige Pladsen for en helt ny Retning, for Realismen, som trængte sejrrigt frem, men han tager Fejl, naar han stiller Nykatholicismens Forfattere i et religiøst Modsætningsforhold til de Forfattere, som repræsenterer den nye Tid. Thi skønt de uden Udsmykning skildrer, som Nyrop siger, Konflikten mellem Kirken og Videnskaben, Sammenstødet mellem den rationalistiske Mand og den devote katholske Kvinde og tegner Billeder af fanatiske Præster, saa er Emilia Pardo Bazan, José Maria Perèda, Luis Coloma ligesaa katholske Forfattere som Cabalero og Antonio de Trueba, naar man blot bestemmer den katholske Forfatter, den katholske Bog paa den Maade, den rettelig bør bestemmes paa: som et Produkt af oprindelig katholsk Aand. Denne katholske Aand kan være livskraftig  ortodoks – næsten overortodoks som i Lisbeth Burgers Bog: Mødre – den kan være en kun osende Tande som i d’Annunzios Bøger – jeg husker et Sted i Den Uskyldige, hvor Tanden pludselig blusser op og i en kort Stund brænder med en rolig, klart lysende Flamme – det er paa de Sider, hvor en Daabshøjtidelighed skildres – saa fromt og skønt følt og saa dogmatisk rigtig, som kun den fødte Katholik er i Stand til. Den kan med Vilje søge at skjule sig for ublufærdige Blikke, den kan fornemme sig endog som Angriber, være til Stede kun mellem Linjerne, men ingen katholsk Læser vil være i Tvivl om, om det drejer sig om en katholsk Bog eller ikke. En ukatholsk Forfatter kan ofte skrive overordentlig smukt om noget katholskt, og der kommer dog ingen ret Beaandelse ud deraf, og en katholsk skrive spodsk, ja hadefuldt om Kirken, dens Tro, dens Sæd; dersom han har bevaret blot lidt af sin katholske Aand, vil det sjældent ske, at den, der forstaar at lytte, ikke vil høre hans katholske Hjærte banke bag Spotten, bag Hadet.

Fra et propædeutisk Synspunkt set er de Bøger, hvor den katholske Aand kun rører sig svagt og hendøende, naturligvis ikke at rose – omend de kan være glimrende i artistisk Henseende – her maa de Bøger, forudsat at de hører til Litteraturen – for kun om dem tales der her – foretrækkes, hvor man ikke skal lede med Lygte efter den katholske Aands Mærke, men hvor den hele Vævning baade paa langs og tværs er klar og gennemført. Men fra et psykologisk Synspunkt set forekommer de katholske Bøger mig værdifuldest, hvori Klinte og Hvede vokser mellem hinanden, vel at rnærke paa katholsk Jordbund; thi lige saa vel som den katholske Muld ikke hindrer Ukrudtet i at komme op, saa bliver paa den anden Side den ædle Plante af en sjælden Skønhed netop i Kraft af den Bund, hvorpaa den vokser. Jeg foretrækker den katholske Roman, i hvilken der driver Skyer hen under Himlen for den, hvori en stedseblaa Himmel uafladelig lader sig til Syne – ja, jeg fortrylles maaske allermest af det Vejr, hvor kun i Øieblikke gennem flængede Masser af Blaasort og Regntungt et Stykke Himmelblaat pludseligt toner frem og dog bekræfter, at »ovenover Skyen er Himlen altid blaa».

*

En Bog, som Emilia Paldo Bazans: en spansk Herregaard, hører til Typen med en overtrakken Himmel. En ikke-kathols Læser vil sandsynligvis opfatte Bogen udelukkende som et Angreb paa slette Tilstande i et katholsk Land. Der optræder brutale Feudalherrer, uvidende Almuesfolk, bestikkelige Embedsmænd, overtroiske Bønder og som Hovedperson en naiv og fanatisk ung Præst, der ikke mangler et eneste af de Træk, som plejer at sætte en gejstlig Person i et latlerligt Skær. Hans Klæder sidder slet, hans Udseende er lymfatisk, han sidder paa en Hest, som andre paa en vakkelvorn Stol, han er overdrevent bange i Tordenvejr og han er en blind Beundrer af Slottets Frue, saa blind, at han ikke aner, at hans Hengivenhed for denne af sin Mand hensynsløst og brutalt behandlede Kvinde af Manden og andre betragtes med mistænkelige Øjne. Og nægtes kan det ikke, at hans Naivetet er af en Art, at den ikke lader en Mistanke forekomme grove Naturer ugrundet. Han elsker sammen med hende paa Helligdagene at pynte Kapellets Helgener med de fineste Klæder, han er lykkelig, naar Donna Marcelinas lille nyfødte paa hans Skød gør hans Sutane vaad, han føler formelig Vellyst ved denne fugtige Varme, kort sagt, man skal være sammenlevet med katholsk Aand for at forstaa, at denne Præst alligevel er paa Vej til at blive en Helgen. Med faa, fine Træk har Emilia Bazan tegnet den sidste Fase ad denne Vej. »Mange Aar efter vendte Pater Julian tilbage til Handlingens Sted og gik nu langsomt ad Vejen til Uloas Kirke. Hvilken fattig Kirke! Den ligner snarere et Bondehus, og kun et Kors over Indgangen antyder Stedets Hellighed. Der, i den Krog af Verden, lever Kristus; men hvor ene, hvor glemt! Julian standsede foran Korset. Han saa virkelig gammel ud, ogsaa mere rnandig: nogle Træk i hans Ansigt var bleven mere markeret, og Læberne, der var blege og sammentrukne, røbede den strænge Mand, som er vant til at betvine ethvert Udbrud af Lidenskaberne, enhver jordisk Lyst. Aarene havde lært ham, hvad der er den rene Præsts sande Fortjeneste. Han var bleven overbærende mod andre, men stræng mod sig selv». – – –

Fra en hel anden Sphære end Spanien, den gamle Kulturs, den glimrende Fortids, det litterære Arvesølvs Sphære er den amerikanske Forfatter Thornton Wilder, som i: »Broen San Luis Rey» mærkeligt nok ogsaa behandler et spansk Emne, blot at Handlingen er henlagt til Nyespagnola paa Sydamerikas Vestkyst.

Thornton Wilder er født 1897 i Wisconsin. Skønt de biografiske Oplysninger i Bogens Forord ikke udtrykkelig angiver ham som Katholik, men blot siger, at han i nogle Aar har studeret i Rom, saa er hans Bog dog saaledes, at der ingen Tvivl kan være om hans katholske Oprindelse.

Paa smaa halvandenhundrede Sider fortæller han om fem Menneskeskæbner, der er ligesaa vidtforskellige som deres Bærere var forskellige efter Køn, Fødsel og Livsførelse. Tilfælles har de kun, at de alle, komne derud ad forskellige Veje, var paa Perus berømte og skønne Bro, opkaldt efter Ludvig den Hellige af Frankrig – Broen, der vidner om sin Oprindelse fra før de første Nybyggeres Tid, flettet som den er af Lianer fra de store Skove, Broen, der paa Hovedvejen fra Lima til Cuzco fører over et af Amazonflodens Tilløb fra Syd, da den 20. Juli 1714, pludselig styrtede sammen – ikke under nogen usædvanlig Vægt, for den var vant til at bære ganske andre Byrder end Byrden af en gammel Kvinde,en gammel Mand, to unge Mennesker og en lille Dreng. Grunden til Sammenstyrtningen blev aldrig opklaret udfra tekniske Grunde. De fem Personer, der omkom, var Markisen af Monte Mayor, Donna Maria fra Lima og hendes lille Tjenestepige Pepita, opdraget ellers hos Madre Marira del Pilar, som var Forstanderinde for Klosteret Santa Maria Rosas de las Rosas, Esteban, en ung Gut, som sammen med sin Tvillingbroder Manuel en Dag var Hittebarnskurvens Indhold foran Santa Maria Rosas Port, nu en Slags Altmuligmand paa Limas Gader – Bud – Vinduespudser – Skriver (husk han var opdraget i Klosteret!), lmpressarioen og Sceneinstruktøren Onkel Pio og dennes Plejesøn James, en Frugt af en Forbindelse mellern Vicekongen og Skuespillerinden Camilla Périchole – det er hende, Pio er »Onkel» til (eller Fader, eller Elsker? Fin underfundighed er i det hele taget en af Bogens Grundtoner). – Disse fem er det som styrter ned.

Den eneste – i det mindste den eneste tænksomme – Tilskuer til Ulykken var Pater Juniper, en lille Fransiscanermunk fra det nordlige Italien, som netop da var kommet til Peru for at omvende Indianerne. Denne Pater Juniper gav sig nu til at grunde over, hvorfor denne Bro var styrtet sammen uden at være bleven overhelastet, med mindre det var under Vægten af de Menneskers Skæbne, som kun saa faa i Tallet var paa Broen i Sammenstyrtningens Øjeblik. Han udforskede deres Liv og dets Konstellationer, og hans Anelser viste sig at svare til Virkeligheden, og han ender – maaske med en lille Hovedrysten – med at erkende Guds Forsyn i Ulykken.

Det er vel nok for meget sagt, at man i Personernes Navne har Bogens Handling, men ikke for meget at sige, at man har hele Bogens Tone i dem-dens katholske Aand. Vil man ikke tro mig – og sandt at sige sker der mærkeligt uklosterlige Ting i Bogen – saa vil det maske hjælpe paa Troen, at Wilder et Sted lader Estehan som Aftenbøn bede Kirkens Kompletorium: »Da han kom til: a sagitta in die volante, faldt hans Øjne i … », et andet Sted staar der: »Naar Præsten skyndte sig gennem Gaderne til en Syg med sin dyrebare Byrde i Hænderne, saa man altid Manuel eller Esteban skridte ud efter ham, svingende et Røgelseskar» hvem anden end en Katholik vilde kalde Sakramentet en dyrebar Byrde i Præstens Hænder, – eller tvivler man endnu, saa læs: »Men næste Nat er det det samme igen (at Manuel raser i Feber – han har faaet en dødelig Betændelse i den ene Fod – og i Vildelserne fordømmer han Esteban, som sidder hos ham og hver Time troligt skifter Omslagene paa hans stakkels Ben, ned i det dybeste Helvede: Gid tusind Djævle bestandig forfølge dig, Esteban, Gud fordømme din Sjæl, Esteban …), næste Aften altsaa gentager Ederne og Forbandelserne sig, og saa staar der: »En prostitueret, som boede i Værelset ved Siden af begynder at banke paa Væggen, oprørt over et sligt Sprog. En Præst paa den anden Side af Gangen kommer udenfor og dunker paa Døren». Hvem anden end en Katholik kunde have den Tankens Dristighed at anbringe de to Brødre, hvoraf den ene beder de liturgiske Bønner, den anden sværger og forbander, ved Siden af en prostitueret, som forarges over det gudsforgaaende Sprog, og i Gangen overfor at indlogere en Præst? Til sligt svinger ingen Ikke-Katholik sig op – undtagen hvis han er uren – kun i Evangeliet vilde saadanne Sammenstillinger kunne tænkes. En overordentlig Føljsomhed for Menneskehjærternes Bølgen frem og tilbage, men som dog betjener sig af et jævnt og ligefremt Sprog, en vældig Fantasi, som en logisk Anvendelse alligevel gør rationel, og en diskret Brug af Ironi, som anbringes draabevis og som kan narre næsten som Naivitet, er nogle af denne Forfatters Fortrin. Hans Bog kan man give den sjældne Ros, at den kan læses baade af Barnet – for dens spændende Handlings Skyld – af den modne Mand og Kvinde, fordi den belærer om Sjælenes Løngange, og af den ældede, som den vil skænke endnu mere Livsvisdom end Aarenes Fylde ellers gav ham – – –.

Jeg var kommet et langt Stykke ind i Constantin Weyers af mandig Kraft og Handledygtighed gennemsyrede Bog: »En Mand dvæler ved sin Fortid», inden dens katholske Aand gav sig Udslag og da egentlig kun paa fire, fem Sider, men de var ogsaa afgørende. Akkurat saa afgørende, som naar en Mand, man har fulgtes med uden at kende ham mere end flygtigt og talt med om Vejr og Vind, idet man passerer en Kirke, pludselig beder om et Øjebliks Overbærenhed, og man ser ham gaa hastig ind i Kirken, gøre et kort Knæfald og komme ud, betegnende sig med Korsets tegn med den i Vievand dyppede Finger, og – som om intet særligt var passeret – frit og utvungent genoptage den afbrudte Samtale: det hele kun et Intermezzo, men et betydningsfuldt og afgørende.

Som et saadant Korstegn i en ellers kun med Dagen og Vejen – men ganske vist med en spændende Dag og med en sælsom slynget Vej – beskæftiget Bog er de fire Sider, hvor Weyer paa Ødemarkens Grænse træffer den katholske Præst.

Weyer har sammen med en Ven gjort en Slæderejse til de Strækninger i den nordligste Del af Kanada, hvorhen ogsaa en af Knud Rasmussens dristige Forskningsrejser er foregaaet, for at købe Pelsværk. Vennen har ikke kunnet udholde Strabadserne og er omkommet, men Weyer slæber, skønt selv til det yderste udmattet, Liget med sydpaa for om muligt at kunne give det en kristen Begravelse. Paa et hængende Haar er det ved at gaa galt. Da krydser en Ræv hans Vej saa nær, at han, siddende sammensunken i Sneen, kan give den et dræbende Skud; om at jage var der nemlig ikke Tale: »Jeg drak den dræbte Rævs Blod, der blandet med Haar og Bensplintet strømmede ud af det Sted i Nakken, hvor Kuglen var gaaet ud. Saa spiste jeg noget af den Sne, der var gennemvædet af Blod. Jeg skar Bugen op paa den og bed i den varme Lever. Kødet var, selv for en udsultet Mand søm mig, for modbydeligt». Dette Maaltid bringer ham og Liget endnu et Par Dagrejser frem, og saa kommer pludselig Korsets Tegn paa Bogens Pande. »Jeg slæbte med stort Besvær paa Liget, da jeg en Dag saa en enlig Mand dukke frem ved Omdrejningen af en Snebanke. Jeg gjorde straks Holdt og satte mig paa Liget, der havde jeg mine Vaaben indenfor Rækkevidde. Et Møde i Ensomheden rummer altid Muligheden for en Fare. Men den Mand, der kom, havde ingen Vaaben, ingen Slæde, ingen Hunde. Bare en let Oppakning skødesløst kastet over hans Skulder. Han røbede hverken Hast eller Mistro. Det var en Mand af ublandet hvid Race, og dog hilste han mig i Credéindianernes Dialekt. Jeg saa, at han med en Kenders Blik betragtede mine Hunde, der havde lagt sig ned og slikkede Sne i sig. Han begyndte saa at interessere sig for det Sæde, hvorpaa jeg sad og som han øjensynlig ikke kunne forstaa, hvad var, denne lange Cylinder af Is, som var surret fast til en improviseret Slæde. Mig havde det afsjælede Legeme hele Tiden forekommet at være en ganske naturlig Ting, men i dette Øjeblik foer det igennem mig, at det var respektløst at benytte et Lig til at sidde paa, og idet jeg rejste mig op, sagde jeg:

»De jordiske Rester af en Kammerat, der er død af Kulde og Træthed. Jeg fører ham med tilbage.» Han rejste sig uden at forhaste sig og, idet han tog sin Odderskinshue af, blottede han et smukt Hoved med en kraftig Pande. Jeg lagde Mærke til, at der var en sjælden Dybde i hans Blik. Saa sagde han med høj Stemme Salmen De profundis clamavi ad te, Domine.

Da jeg havde svaret Amen, sagde han – paa Fransk naturligvis – »De er Katolik»? Jeg svarede, at det var jeg. »Og han?» »Ogsaa han – og han har udtalt Ønsket om at blive begravet i kristen Jord, og derfor har jeg nu i mange Uger trukket af Sted med ham».

»Stakkels Barn!» Det var alt. Han overvejede et Øjeblik. Et ganske kort Øjeblik. Han var heller ikke en Mand af overflødige Ord. Hah var en af disse Missionærer med en ukuelig Sjæl, for hvem Handling er Søster til den Drøm, de har viet deres Liv. Han kastede sin lette Bylt paa den forreste Slæde, spændte sig for Liget og sagde: »Nu af Sted! Stik Vest, hvis vi ikke skal gaa for langt». – – –Til at vise Weyers Stil og til, at Billedet af Præsten paa den yderste Post staar med tilstrækkeligt tydelige Træk, kunde det anførte være nok. Men den hele Skildring er saa skøn, at det er værd at fortsætte.

De naar Stationen. Der er en Indhegning, bag hvilken man aner en Køkkenhave. Her lever Fader Laroyale kun med en gammel Mestits Jean-Baptiste til sin Opvartning. »Naar Jean-Baptiste fik Lov til at pille Kartoflerne, saa æltede Pateren selv Brødet, hvis han da havde noget Mel. Efter Aftensmaaltidet fremsagde han med høj Stemme en lang Bøn, paa hvilken Mestitsen svarede; derpaa rullede de to Mænd deres Tæpper op og lagde sig i al deres straalende Fattigdom paa det stampede Lergulv.

Han kom tilbage nu efter at have været borte i fire Dage for at døbe de Vilde, der laa og døde af Kopper 80 Miles derfra. Og for at skaane sine Hunde var Præsten taget af Sted paa sine Snesko med de Ting, der er nødvendige til den hellige Handling, med nogle Fødemidler i et Tæppe bundet sammen med Reb kastet over Skulderen. Den lille Kirke holdt samme Temperatur, som det var udenfor, og Liget kunne staa der, uden at vi risikerede, at det tøede op. Trods Dagens Anstrængelser holdt Pateren fast paa at ville være hos den Døde om Natten.

Da jeg vaagnede efter en lang Søvn og havde spist et Morgenmaaltid bestaaende af kogte Kartofler, Hjortefedt og Brød, opdagede jeg at Jean-Baptiste ogsaa havde været oppe om Natten; med Øksen var der hugget en Grav i den haarde frosne Jord.

I den landlige Kirke, hvor den hellige Sten var anbragt paa simple, firkantet tilhuggede Træblokke, surrede en Ovn. Jean-Baptiste, hvis gulbrune Ansigt med de skraa Øjne indrammedes af det glattesorte Haar, der var flettet paa Indianermaner, var en fantastisk udseende Kordreng i røgbrune Elsdyrsskind broderet med falmede Farver og prydet med brede Frynser over Skuldrene og ned ad Armene ligesom de Vilde. Missionærens Ansigt straalede i mystisk Bleghed mod det sorte Ornat. Under Laagene, der var tykke af Mangel paa Søvn, brændte hans Øjne med en dyb Flamme, mens det lille fattige Kapels Grænser udvidedes og løftedes under det latinske Ritual og pludselig splintredes lig en straalende Eksplosion mod Uendeligheden. Saaledes fuldbyrdedes min Vens sidste Ønske, som var at hvile i indviet Jord.» – – –

Constantin Weyer er næppe saa fuldendt en Kunstner som Wilder, men han er en fuldendt Mand. Under sin Vandring rejser han Varder – Kendingsmærker for sig selv, dersom Vejen skal lægges tilbage ad Udfartens Rute – han kalder jo ogsaa sin Bog for en Mand, der dvæler ved sin Fortid – og Kendingsmærker for andre Vandrere. De fire Sider om Fader Laroyale er et saadant Kendingsmærke: at her virkede den katholske Missionær under katholske Missionærers sædvanlige Lod: Ensomhed, Fattigdom og Offer. Det er det hele, men ogsaa nok. Det er en rejst Sten med et Kors paa; paa de andre Varder findes et saadant Tegn ikke, men Tegnet paa den ene er ogsaa nok til, at vi kan vide, at han hører til den katholske Aand. Ellers bekender han sig kun som Menneske ­– som trofast Kammerat – for Resten ogsaa som forsmaaet Elsker, for disse er de Træk, hvoraf hans Fortælling er bygget op.