Gabriel Miro: Skikkelser paa Jesu Vej

Av G. Scherz C. Ss. R.

Recension av Gabriel Miros Skikkelser paa Jesu Vej, med Forord af Johs Jørgensen. Jespersen og Pios Forlag, 1931.

Gabriel Miro er blandt sine Landsmænd kendt som produktiv Romanforfatter nærmest af Naturalismens Skole. Med sin Bog: Figuras de la Pasion del Senor betræder han for første Gang den bibelske Skildrings Vej. Han tegner her en Række evangeliske Skikkelser, delvis velkendte som Herodes og Pilatus, delvis næsten frit opfundne, som Husfaderen. Alle disse mennesker faar under hans Pen Kød og Blod og træder lyslevende frem foran os i deres nationale Dragter og med deres ejendommelige Skikke, prægede af Tiden og Stedet. Et uhyre flittigt Studium af Mennesker og Sprog, af Landskab og Historie maa være gaaet forud, før denne Bog kunde skrives med sit overlegne Herredømme over alle Slags Detailler.

Stor og al Anerkendelse værd er ogsaa Miros Kombinationsevne, naar f. E. den rige Yngling, der higer efter Fuldkommenhed, men ikke magter at give Afkald paa sin Rigdom, og den unge Mand, der Skærtorsdag Aften flygtede og lod sit Klædebon tilbage, bliver een og samme Person i Fremstilling. At skildre denne Yngling som en from, ideal, ung Jøde af udmærket Familie, lade ham hige efter det store uden dog at stramme sig op til det største, at lade ham sige til sidst: »Han (Jesus) saa paa mig, og jeg attraaede at være rig, og hans Blik sagde mig, at jeg aldrig vilde blive det» er i Sandhed genialt.

Tiltrods for sin Rigdom paa enkelte Episoder og Optrin bliver Bogen et Hele, fordi alle de forskellige Portrætter samles om Passionen som Baggrund, hvad der ikke blot slynger en ypperlig Ramme om dem, men ogsaa giver Billedet Farve og Dybde, fordi intet tvinger Karaktererne til at bekende Kulør som Menneskesønnens Lidelseshistorie.

Bogen har selvfølgelig ogsaa sin Begrænsning og minder mig stærkt om »Kongernes Konge», Filmen om Kristi Liv. Mange Billeder paa det hvide Lærred levendegjorde paa realistisk Maade, hvad man før kun kendte fra Skriftens knappe Ord. Men Mesterskikkelsen, nej, det var som oftest ikke den Jesus, man havde læst, tænkt og drømt sig til. Det kunde endda gaa, naar Herren stod stille eller saas paa Afstand, men slet ikke, naar han smilte eller græd, agerede og bevægede sig. Det skyldes sikkert for en stor Del Evangeliernes mesterlige Fremstilling, at de ikke kan overgaas af de bedst skrevne Bøger. Bibelen fortæller saa jævnt om Menneskesønnen, som spiste og drak, sultede og var træt, ja græd og vaandede sig, og dog staar man hele Tiden overfor den, der har Magt. For at kunne skrive saaledes maa man jo netop være Evangelist.

Men det er ogsaa sommetider Miros egen Skyld, at det guddommelige træder altfor meget tilbage. Han lader f. E. Herren være opløst i uafladelig Graad efter Prædikenen i Nazareths Synagoge. Fra et Skjulested stirrer Jesus paa sit Hjem og Synagogen og mindes »sine fordums Dage derinde, og han græd af sit Hjerte». Skal det være den samme Jesus, der efter Luk. 4,30 først skarpt revser sine Landsmænds Vantro, slynger Anklage efter Anklage mod dem og til sidst, efter deres mislykkede Forsøg paa at stene ham, »gik bort midt iblandt dem»? Hvor Lukas ser Almagt, opdager Miro kun Afmagt! – Noget lignende gælder Korsfæstelsen! Man opdager ikke Helten fra Golgatha bag de iøvrigt mesterligt skildrede fysiske Smerter; Jesu »høje Røst», hvormed han ifølge Evangelisten siger: »Det er fuldbragt», bliver til et fortvivlet Skrig og Høvedsmandens »Sandelig, denne er Guds Søn! » glemmes med Rette her, hvor vi kun ser et korsfæstet Menneske.

Maaske bruges der en Gang imellem en mindre passende Romanstil! Vi nødes flere Gange til at se ind i Gudsmoders »dybe, lidenskabelige Øjne»; Maria Magdalene omtales saaledes: »Op fra Grønsværet rejste sig en Kvinde med blide, smægtende Øjne, med Tænder som Nardus og Bryster som skælvende Duer»; eller hvad mener man om en Sætning som denne: »Jesus stod stiv og hvid i Maanelyset. Disciplene talte til ham, og han sendte dem et blegt og smerteligt Smil igen.»

Dogmatisk set er den tidligere Jesuitterelev, nu Unamunos Ven, ikke mere helt stiv i katholsk Tankegang og Følelse. Man har lidt vanskeligt ved at forestille sig Johannes sovende ved Jesu Bryst i den sidste Nadvers hellige Stund. Ikke helt ufarlig og sikkert saare mat er Parafrasen over Indstiftelsesordene: »Dette er mit Legeme. Under denne udvortes Form skal I skue det. Dette er mit Legeme og min Aand.» Og »Jesu Søstre Lydia og Asia» bliver ikke mere sympatiske, fordi de kaldes »Josefs Døtre».

Bogen skal altsaa læses med Forbehold; den, der forstaar at vælge og vrage, vil næppe kunne undgaa at blive grebet af det meget gode, der unægteligt findes i »Skikkelser paa Jesu Vej».