Grev Charles de Montalembert. En moderne St. Jörgen

Av Erikke Rosenörn-Lehn

Kalkmalerierne i vore gamle, katolske Kirker – Fakse, Vallensbæk og andre – viser os ofte St. Jörgen i Kamp med Dragen. Paa Oldnordisk Museum findes der to sjældent smukke Rytterstatuer, skaarne i Træ – den ene fra Husum i Sönderjylland, den anden fra Ribe – begge fremstiller St. Jörgen, som med sin Landse gennemborer Dragen. (Her i Roskilde ejer vi et af de ejendommeligste, om end ikke et af de smukkeste, af disse gamle Træskærerarbejder – nemlig den St. Jörgen, der hører med til det berømte Urværk i Domkirken.) De mange Stednavne som St. Jörgens-Bjerg, St. Jörgens-Gaard rundt om i Landet vidner ogsaa om, hvor udbredt hans Dyrkelse var iblandt vore Forfædre.

Hvem var St. Jörgen?

Födt i Kappadokien i det 3. Aarhundrede, af kristne Forældre, kom St. Jörgen allerede purung i romersk Krigstjeneste. Han udmærkede sig, saa han snart blev udnævnt til Tribun, og Kejser Diokletian værdsatte ham saa höjt, at han gjorde ham til Medlem af sit Raad.
En Dag meddelte Kejseren imidlertid sine Raadsherrer, at det var hans Plan fuldstændigt at tilintetgöre Jesu Kristi Religion. Foretagendet blev ivrigt bifaldet af dem alle paa een nær – den unge St. Jörgen: I en klog og energisk Tale nedlagde han sin lndsigelse. Det stod da Kejseren klart, at St. Jörgen selv var Kristen. Baade med godt og ondt forsögte han at faa ham til at svige sin Tro – St. Jörgen foretrak Martyrkronen.

Den græske Kirke ærede snart St. Jörgen som en af sine störste Helgener – det gör den i övrigt endnu – har man været i Athen, glemmer man ikke saa let den öredövende, skingrende Klokkeringning, der opfylder Luften fra Morgen til Aften paa hans Festdag. Med sin stærke Hang til Symbolik yndede den græske Kirke at fremstille St. Jörgen som en ung Helt, der höjt til Hest svinger sin Landse med dræbende Stöd imod Hedenskabets Drage.

Da Korsfarerne kom til Österland, kaarede de ham med Begejstring til deres Værnehelgen, og de glemte ham ikke, da de vendte tilbage til Vestens Lande. Han blev fortrinsvis Ridderskabets Skytspatron ned gennem de efterfölgende Aarhundreder.

*

Iblandt de Korsriddere, som i Midten af det 13. Aarhundrede kæmpede ved St. Ludvig af Frankrigs Side, var to Brödre, Guillaume og Aimery de Montalembert. En ridderlig Slægt nedstammede fra dem – en Slægt, som Aarhundred efter Aarhundred indskrev sit Navn med Landse og Sværd i Frankrigs Historie.

Den Ætling af Slægten, som vi her skal beskæftige os med, var ikke mindre gæv og ridderlig end sine Forfædre, om end den Kaarde, han förte, var en Pen, og den Landse, han svang mod det moderne Hedenskabs Drage, var den samme som St. Jörgens – nemlig en glimrende og uforfærdet Veltalenhed.

Grev Charles de Montalembert blev födt i Landflygtighed. Hans Fader havde som 14-15 Aars Dreng maattet forlade Frankrig sammen med sine Forældre, den Gang den store Revolution bröd ud. Han indtraadte som Kornet i det britiske Kavalleri og giftede sig senere med en Datter af den store, britiske herde, James Forbes; paa mödrene Side nedstammede Charles de Montalembert fra gamle, skotske Adelsslægter.

Da Bourbonerne i 1814 atter besteg Frankrigs Trone, vendte Familien de Montalembert tilbage til Fædrelandet; men den fireaarige Charles blev i England hos sin Bedstefader; den gamle Videnskabsmand havde allerede fra hans spædeste Alder af været hans egentlige Opdrager; hans Bibliotek var den lille Drengs Legeplads, Skolestue og Paradis. Bedstefaderen udviklede med klog Haand alle Barnets sjældne Aandsevner og vaagne religiöse Sans. Hans Haab var, at Drengen engang skulde blive Arvtager baade af hans Videnskab og af hans protestantiske Tro – »han glemte, at der flöd Korsfarerblod i Drengens Aarer. Lidet drömte han om, at han opdrog den katolske Kirkes störste Forkæmper i det 19. Aarhundrede».

Da Charles var ni Aar gammel, skrev hans Fader et Brev til Mr. Forbes, i hvilket han saa hensynsfuldt som muligt – men uafviseligt – bad om at faa sin Sön tilbage. Med Forstandighed gör Greven Rede for sine Grunde: hans Söns Fremtid kræver, at han opdrages som Franskmand, han skal engang være »en Mand i Frankrig», som han udtrykker sig; han maa derfor ikke udsættes for at komme til at betragte sit Fædreland som et fremmed Land. Intet er ulykkeligere for et Menneske end at være en rodlös Kosmopolit. Hans rigt begavede Aand vilde kvæles, og hans varmtfölende Hjerte vilde knuses, dersom han blev stödt bort af sine Landsmænd, fordi han ikke passede iblandt dem»… Det var en praktisk Mands Ord – og Tanken var ægte katolsk: vi katolske Lægfolk, vi har Ret og Pligt til at elske vor Kirke over alt, men vi har ogsaa Ret til med varm Fædrelandskærlighed at udfyIde vor Plads i det borgerlige Samfund, vi tilhörer.

Den gamle Bedstefader böjede sig fuldt ud for Faderens gode Ret; han bragte Barnet til Frankrig – men hans Hjerte brast af Sorg over Skilsmissen, han döde paa Rejsen i den lille Drengs Arme. Det var Barnets förste Möde med Döden; det prægede hans Sind dybt. – Enhver kan for övrigt tænke sig, hvor stærkt hans Karakter var og blev præget af den ædle, frisindede og fromme gamle Brites hele Personlighed. Det britiske Blod i hans Aarer fornægtede sig heller ikke; hans Naturs ukuelige Frihedstrang var en Arv fra hans skotske Forfædre.

Bedstefaderens Död medförte en stor Forandring i Charles’s Liv. Hans Barndom var egentlig forbi med det samme. Han fölte sig ensam baade i Skolen og i Hjemmet – det var ogsaa kun et fattigt Hjem – fattigt paa hjemlig Hygge og Hjertevarme. Faderen var helt optaget af den diplomatiske Löbebane, han var slaaet ind paa, og Moderen var optaget af Selskabelighed, Fester, Modtagelser og Visiter, og hvad al den rige Verdens fattige Glæder nu hedder.

En Begivenhed i Hjemmet fik dog stor Betydning for Charles, nemlig hans Moders Konversion. Hun tilhörte den anglikanske Kirke; men paa den Tid, da Charles i tolv Aars Alderen forberedtes til sin förste Kommunion, önskede hun at lære sin Söns Skriftefader at kende; han vandt hendes Tillid, og han og Charles arbejdede Haand i Haand paa at oplyse hende om Sandheden. – Enhver ærlig Sjæl, som virkelig uden Fordom lærer den katolske Kirke at kende, saadan som den er (ikke som dens Modstandere siger, at den er) enhver saadan ærlig Sjæl maa nödvendigvis indse, at den er den eneste sande Kirke. Saadan gik det Grevinde de Montalembert. – For Charles medförte denne Episode det, at han ved at forklare og forsvare den katolske Lære og overbevise sin Moder om dens Sandhed selv blev mere og mere grebet af den. Han formedes allerede her i Guds Haand og ved Guds Aand til den Kirkens ridderlige Stridsmand, som han faa Aar efter skulde blive.

Ja, faa Aar efter. Det er et sjældent Syn at se et Barn med en Mands bevidste Stræben mod Livets höjeste Maal. I al sin Id stræbte Charles at dygtiggöre sig til at tjene de Maal: Fædrelandet og Kirken. De otte Aar fra hans förste Kommunion indtil hans förste offentlige Fremtræden paa Kamppladsen var helligede de mest anspændte Studier. Han arbejdede dels paa egen Haand i Hjemmet, dels under fremragende Læreres Vejledning. Et enkelt Aar, fra han var sytten til atten Aar, tilbragte han paa Kollegiet Sainte Barbe. Livet paa Kollegiet tiltalte ham stærkt. Her kunde han af Hjertens Lyst hengive sig til sine Studier uden at risikere, at hans Moder pludselig slæbte ham af Sted paa Visiter eller forlangte, at han skulde »more» sig i den saakaldte »store Verden», den han altid skyede som Pesten. Hans Moder lærte aldrig at forstaa ham.

I Kollegiet sluttede han Venskab for Livet med en Kammerat, Léon Cornudet. De to var de eneste, som midt iblandt en Skare gudlöse og gudsfornægtende unge Spottere löftede deres Tros Fane höjt og forsvarede den djærvt. Troen var saa sjælden en Dyd hos den Tids unge Franskmænd, at Montalembert siger, det valde lige saa stor Opsigt at se en ung Mand i en af Paris’s Kirker, som det gör, naar man ser en europæisk Kristen komme ind i en af Orientens Moskeer. Folk pegede paa ham paa Gaden og sagde: »se der gaar der en ung Mand, som gör sin Paaskekommunion».

Det faldt ofte de to Venner svært at finde Tid og Ro til Samtale; saa skrev de til hinanden. Det blev til en næsten daglig Brevveksling, som efter deres Död er udkommet. Det er vel næppe alle sytten Aars Skoledrenge, hvis Breve er det værd at blive trykt; men disse er det.

For den unge Montalemberts Vedkommende aabenbarer han i disse Breve hele sin herlige Sjæl i dens Voksen og Stigen mod Idealerne. Han er i Grunden helt og holdent den, som han senere viste sig at være. Hans politiske og religiöse Anskuelser er allerede fuldt formede; de omskiftes ikke, saa længe han lever, de udvikles kun mere under Gudslivets varmende Sol.

Da Montalembert var atten Aar, blev han meget mod sin Vilje revet ud af sit rolige Liv paa Kollegiet. Hans Fader var paa det Tidspunkt fransk Gesandt i Stockholm og önskede, at Sönnen skulde komme dertil. Montalembert syntes nærmest, at »101 var ude». Hans Dagbog, som han förte med stor Omhyggelighed lige fra sin tidlige Barndom indtil de graa Haar, fortæller os meget af Interesse for Skandinaver fra hans Rejse til Stockholm og hans Ophold der. Rejsen derop gik gennem Danmark. Den danske Natur gjorde Indtryk paa ham ved sin Skönhed; navnlig var han begejstret for Sejlturen fra Kiel op mellem de danske öer til Köbenhavn.

Her besögte han Rasmus Rask, som forbavsede ham ved at kunne fire og tyve Sprog, men ikke Fransk. Vilhelm Thomsen viste ham Oldsagssamlingen; hele Byen Köbenhavn faar en meget detailleret Omtale – og vi synes jo dog alle sammen, det er morsomt at kigge ind ad »vore egne Vindevær!»

Den katolske Kirke maa vel have været lukket paa det Tidspunkt, August 1828; for Montalembert beklager bittert, at det nu er tredje Söndag paa Rejsen, hvor han maa undvære at komme til Messe.

Anderledes stiller det sig i Stockholm. Han giver rörende Beskrivelser, dels i Breve, dels i Dagbogen, af den lille, fattige, katolske Menighed og dens elskelige gamle Præst, den franske Abbé Gridaine.

Senere hen i Livet glemte Montalembert ikke Sverrig, men sörgede for, at der rejste Missionærer dertil.

Montalembert fortsætter sine filosofiske Studier i Stockholm – han arbejder ganske vist ikke, som han havde for Skik paa Kollegiet, 15 Timer om Dagen, men kun 6–7 Timer.

At hans Tanker stadig beskæftigede sig med hans store Livsidealer, fortæller hans Breve til forskellige Venner i Frankrig os.

Blot et enkelt Citat karakteriserer den attenaarige Student og viser os hans mærkelige, vidtskuende og modne Livssyn: … »Min egen Fremtid indgyder mig kun ringe Haab, men min Sjæl bliver ved at være ulöseligt knyttet til de Forhaabninger, den har fattet om Samfundets gradvise Forbedring og om Kirkens Genfödelse. For at Katolicismen skal kunne triumfere, maa den have Friheden til Forbundsfælle og Vasal. Jeg er overbevist om, at dette store Værk vil blive fuldbyrdet. Vi faar ikke den Dag at se, men lad os i det mindste ikke forhale dens Komme».

Montalemberts Ophold i Stockholm blev kun paa et Aar og fik en brat og sörgelig Afslutning, idet hans eneste Söster, en yndig Pige paa femten Aar, fik Tæring og maatte bringes hjem til Frankrig; hun döde i Oktober 1829. Det var en rystende Sorg for Montalembert; der havde været en saa fin og kærlig Forstaaelse imellem de to Söskende. I den Vinter, som fölger efter Sösterens Död, er Montalembert nedböjet og fortvivlet over alting, mest over sig selv.

Det er, som var hans Sind en rivende Bjergbæk, der holdes tilbage af Slusens Stigbord – han troer, at fordi han ikke faar Lov til at fare af Sted over Stok og Sten, har han mistet sin Kraft. Han ved ikke, at i det Sekund, Stigbordet tages bort, saa er han der i hele sin frydelige Ungdomsvælde. Han higer efter at ofre sig selv og sit Liv. Snart tænker han paa at blive Præst eller Missionær, men rigtig langt borte, saa Offeret kan blive rigtig stort. Han synes slet ikke, han passer i et Aarhundrede, hvor man ikke har Udsigt til at lide Martyrdöden. En Overgang vil han fölge Slægtstraditionen og gaa Militærvejen for at drage med Hæren til Algier, den Kyst, hvor den hellige Kong Ludvig döde. Men med al denne Svajen og Svingen holder han dog hele Tiden i Hovedsagen fast ved sin een Gang fattede Livsplan; han vil leve, kæmpe og dö for den katolske Kirkes Sag.

Saa kom Julirevolutionen 1830. Karl X havde krænket den konstitutionelle Grundlov, som Ludvig XVIII havde udstedt ved sin Tronbestigelse. Folket forjog ham i Frihedens Navn. Montalembert var Monarkist, men han satte Grundloven over Kongen, og han satte Kirken over Grundloven. Selv om han i förste Öjeblik syntes, Retten var paa Revolutionsmændenes Side, saa kunde den Frihed, de vilde, og de gav, ikke hue ham; Louis Philippes forræderske Optræden allermindst.

I Efteraaret 1830 gjorde Montalembert en Rejse til Irland, hvor han opsögte den store, katolske Förer O’Connel; Besöget hos O’Connel blev ham for övrigt en Skuffelse, for den store Mand kunde slet ikke forstaa, hvad den unge, franske Greve egentlig vilde ham. Han gad ikke tale med saadan en Flödeskæg, og saa overlod han ham til de unge i Huset. De syntes imidlertid, han var kedelig og gammelklog; de vilde have, han skulde danse med dem, men det var sandelig ikke for at danse, at Montalembert var rejst til Irland. Irland havde været meget i hans Tanker, og han havde udarbejdet en historisk Studie om det irske Folks heltemodige Troskampe og Lidelser siden 1688. Forskellige Omstændigheder gjorde, at den ikke udkom, hvad Montalembert med sit letbevægelige Sind tog sig uhyre nær, ikke af nogen Slags Forfængelighed, men fordi det var förste Gang, han havde draget sit Sværd til Forsvar for Ret og Frihed og for den katolske Sag. – Rejsen til Irland havde stor Betydning for Montalembert. Han blev grebet om Hjerterödderne ved at se det irske Folk og deres dybe Tro, den, som Aarhundreders Kamp og Martyrium havde gjort dem umistelig. For ham, der kom fra det afkristnede Frankrig, var det som en Aabenbaring at gaa til Kommunion sammen med fem-seks Hundrede Bönder.

Nede i en af Sydirlands vildeste Egne red han en Dag henimod Aften ad en öde Vej mellem Bjergtoppe og Skyer. Hans Förer var en femten Aars Bondeknös, som sad bag paa Hesten, snakkede og gjorde Löjer og havde en Mening paa rede Haand om alt, lige indtil om Julirevolutionen. Men Iige med eet slog hans barnlige Spög over i Alvor: han talte om den katolske Tros Storhed og Hellighed, om den Tröst, en Katolik ejer i Andagten til den hellige Jomfru, og saa bröd han ud i Sang; – det var det lauretanske Litani. Montalembert Iyttede, og det blev ham en Bekreftelsens Stund for hans Livskald.

Noget af det, som interesserede Montalembert mest levende i Irland, var Forholdet rnellem Præsteskabet og Folket. Det var de förste kristne Tider om igen; »ingen sagde om noget, at det var hans eget». Fattige var baade Biskopper, Præster og Lægfolk, men de delte alle deres Fattigdom med hverandre, og de elskede alle deres Fædreland med hverandre.

»Ja vi Præster har kæmpet for Fædrelandet», sagde Biskoppen af Kildare til Montalembert, »og de af os, som ikke kæmpede for det, de bad for det baade Dag og Nat.»

»Ser man paa en irsk Præsts Segl, saa ser man deri hans Fædrelands brustne Harpe og Indskriften: Den klinger ikke mere.» »Fattig og fri som ved sin Vugge», saadan fandt Montalembert den katolske Kirke i Irland, og med Sorg drog han en Parallel med Kirken i sit eget ulykkelige Fædreland.

Da naaede det Budskab ham; at Præsten Lamennais vilde rejse en ny Bevægelse for at forsone Kirken og Samfundet med hinanden. Jeg har i Fjor haft Lejlighed til at skildre noget af denne Bevægelse for »Credos» Læsere i Forbindelse med Omtalen af Dominikanerpateren Lacordaire (1931 Nov.). Jeg skal saavidt muligt undgaa Gentagelser og derfor kun minde om Bladet »l’Avenir» (»Fremtiden»), som dannede baade Kernepunktet og Anstödstenen i hele den Bevægelse. Men hvad jeg den Gang ikke kom nærmere ind paa, var Kampen for at skaffe Undervisningsfrihed i Frankrig. I denne Kamp, som stod paa i tyve Aar, indtil den endte med Sejr, var Montalembert Föreren.

För den store Revolution havde der hersket fuld Frihed med Hensyn til Undervisningen. Det var Napoleon I, der blev Ophavsmanden til Regeringsmonopolet, som sikrede Staten Enevælde paa det Omraade. »Staten skulde dressere sine Borgere til at tænke, som den vilde, som det tjente den bedst.» For at gennemföre sine mærkelige Principper indförte Napoleon en af ham indtettet Kongregation, som kaldtes » Stats-Jesuiterne». Det var Lægmænd, af hvem Staten fordrede, at de skulde leve i Cölibat og i Kommunitet og aflægge Lydighedslöfter paa henholdsvis tre, seks eller ni Aar.

Med saa stort Tyranni gennemförtes den nye Ordning, at Drenge, som deres Forældre lod undervise i Hjemmet, endogsaa blev rövede med Magt af Gendarmerne og sat ind i Statsskolerne. Præsteseminarierne og Klosterskolerne, alt fordrede Staten monopoliseret under Universitetets höjeste Myndighed. Religionen havde Napoleon tolereret som en »Kæphest», man gerne kunde lade Folket beholde, men Jöderne, som igennem de hemmelige Selskaber arbejdede paa at tilintetgöre Kristendommen, vidste hvilken Vej, der var den sikreste, og de skulde nok sörge for, at Skolerne inden ret længe var blevne sande Ugudelighedens og Immoralitetens Buler, hvor de frygteligste Sakrilegier gik i Svang. Montalembert havde selv i sin Barndom prövet, hvad det vilde sige for et blödt og rent Barnesind at blive udsat for en saadan Skoles Indflydelse. Det var derfor en af hans store Planer at gennemföre den Frihed, som Grundloven gav, men som Staten stadig nægtede. Han og Lacordaire oprettede midt i Paris en fri Skole, hvor de i Löbet af et Par Dage havde faaet samlet en Snes Börn. Politiet forböd dem at fortsætte, og da de beraabte sig paa Grundloven, lagde Politiet Haand paa dem, jog dem og Börnene ud og lukkede Skolen. Saa blev der lagt Sag an imod dem. En streng Domfældelse truede dem allerede; men da skete der noget, som med eet gav Sagens Forlöb en anden Retning: Montalemberts Fader döde. Den en og tyveaarige Charles de Montalembert blev ved Faderens Död Medlem af Overhuset (Pairs-Kammeret) og kunde som saadan i Fölge Loven kun dömmes af sine Ligemænd. (Betegnelsen Pair skriver sig fra den gamle Curia-Parium eller Jevninge-Ret, som har haft sin mere eller mindre stabile Tilværelse helt ned gennem den franske Historie.) Skönt Montalembert var lamslaaet af Sorg over sin Faders Död, krævede hans Livskald sin Ret. Han gjorde gældende, at han vilde forsvare sin Sag over for Pairs-Kammeret.

Det var en underlig Dag, hin 19. September 1831, da Palais du Luxembourg saa sin Mödesal fyldt til sidste Plads, og alles Öjne var rettede paa den purunge Mand, som klædt i dyb Sorg stod for Skranken. Paa Formandens Spörgsmaal om Navn og Stilling kom hans Svar: »Charles de Montalembert, Skolelærer og Pair af Frankrig». – Efter at Sagen er indledet, tager Montalembert Ordet. Han er lidt blegere end ellers, og hans Stemme skælver en Smule ved de förste Sætninger, men han föler sig tryg i Samfund med Gud. Han har modtaget den hellige Kommunion samme Morgen, og det er som Guds, Kirkens og Frihedens Ridder, han staar her. Den Tale, som han holder, er baaret af to Hovedströmninger: hans egen ungdommelige Beskedenhed og den Sags Storhed, som han kæmper for. En Ting, som han til alles Forbavselse fastslaar, er den, at han staar her som Katolik. »Man kendte Legitimister, Orleanister, Bonapartister og Republikanere, og mellem dem kunde der findes Katoliker, men Katoliker, simpelt hen Katoliker uden anden Betegnelse, det vidste man ikke, hvad var; man troede ikke, det var muligt, at saadan nogen kunde eksistere.» Og her stod denne unge Mand, næsten en Dreng, og hævdede med baade Fynd og Klem, at han var Katolik, at Katolikerne var det store Flertal i Frankrig, og at de krævede deres Ret, Ungdommens Ret, Familiefædrenes Ret og Guds Ret. Den Dag lagdes der en ny Grundvold i Frankrigs Samfundsliv.

Fra den Dag af hævede Montalembert Navnet Katolik ikke een, men tusinde Gange, og det Værk, som voksede af den Grund, han havde lagt, kan ikke overses i Verden.

Fra den Dag af, da Montalembert förste Gang havde talt Kirkens Sag, hvilede han ikke mere.

Her skal blot nævnes nogle enkelte af de katolske Interesser, han med Mund og Pen stred for: Der var Pressefriheden, og saa var der Foreningsfriheden; (man kunde maaske bedre kalde det Sammenslutningsfrihed). Der var to Grupper af Statens Borgere, for hvem den sidstnævnte Frihed havde den allerstörste Betydning; det var Arbejderne og Ordensfolkene.

Efter at Middelalderens Lav var ophævede, stod Arbejderne som lutter Enere hjælpelöse over for Arbejdsgiverne; blandt disse var der selvfölgeligt hæderlige Undtagelser (f. Eks. Familien Vrau i Lille), men i det store og hele misbrugte de industridrivende Kapitalens Magt til at udpine Arbejderstanden. Först Leo XIII klarlagde Kirkens Morallære angaaende hele dette Samfundsspörgsmaal i sin noksom bekendte Rundskrivelse »Rerum Novarum», udstedt 1891. Deri hedder det bl. a.: »At sammenslutte sig i private Foreninger er en af Menneskets naturlige Rettigheder, og Staten skal beskytte naturlige Rettigheder, ikke tilintetgöre dem. Dersom den forbyder sine Borgere at danne Foreninger, saa modsiger den selve Grundreglen for sin egen Tilværelse, for baade de og den er til i Kraft af een og samme Grundregel, nemlig Menneskets naturlige Tilböjelighed til at leve i Samfund».

Allerede tresindstyve Aar för Leo XIII skrev disse Ord, stod den unge Montalembert som deres Forkæmper. Hans varme Hjerte omfattede de fortryktes og forurettedes Sag med virksom Iver her som altid og allevegne. Men samtidig bevarede han sin klare Forstand og sit uhildede Blik; han lod sig ikke omtaage af Socialismens og det töjleslöse Demokratis samfundsnedbrydende Ideer. Han raabte »Vagt i Gevær» over for Anarkiet og over for det Folkestyre, som repræsenterer et værre Tyranni end selv den mest enevældige Monark. Hans Retfærdighedssans var som en fint justeret Vægtskaal, og han behövede ikke at være bunden for öjnene for at veje rigtigt: han kendte ikke til Personsanseelse hverken over for Venner eller Fjender.

Var Foreningsfriheden af Vigtighed for Arbejderstanden, saa var den det ikke mindre for Ordensfolkene. Ogsaa om disses Sammenslutning i Ordener, Kongregationer og Selskaber udtaler Leo XIII, at deres Ret hertil er stadfæstet af Naturens Lov: »Med Hensyn til den religiöse Side af deres Liv er de kun ansvarlige over for Kirken…

Nægter Staten dem Foreningsfriheden, og dermed selve Tilværelsen, saa krænker den ikke blot den naturlige Morallov, men ogsaa den overnaturlige, guddommelige Lov».

De religiöse Ordenssamfund var blevet ophævet og fordrevet fra Frankrig under Revolutionen. To af Montalemberts Venner, P. Lacordaire og Dom Gueranger, genindförte henholdsvis Dominikaner- og Benediktinerordenen i Landet, stöttede virksomt af Montalembert. Intet Ordenssamfund besad dog hans nidkære Kærlighed i saa rigt Maal som Jesu Selskab. I de hidsige politiske og sociale Kampe, der stod om Jesu Selskabs Bestaaen i Frankrig, var Montalembert altid forrest paa Skansen. Han og Louis Veuillot kappedes om, hvem der kunde före de djærveste Sværdslag til Fordel for Jesuiterne.

I denne som i saa mange af de franske Katolikers Kamp for Friheden laa den störste Fare ikke saa meget i Modstandernes aabne Angreb, som deri, at Modstanderne sniglöb dem og bragte Uenighed enten mellem Katolikerne indbyrdes, eller mellem dem og Rom. De franske Statsmænd havde et sandt Mesterskab i at spille falsk Spil og tilvende sig en Tillid (f. Eks. i Vatikanet), som de aldeles samvittighedslöst misbrugte. Saadan gik det ogsaa i Jesuitersagen – Gregor XVI troede Diplomaterne og desavouerede de katolske Forkæmpere. Det er det Slags Saar, der gör ondt. Men aldrig formaaede saadanne Skuffelser, hvor dybt de end sved, at kue Montalemberts Mod eller kölne hans Kampiver, endnu mindre at slukke hans glödende Kærlighed til Kirken og dens Sag.

Ethvert Nödraab fandt Genklang i Montalemberts Hjerte, det være sig fra fjernt eller nær. Han talte Slavernes Sag og fordrede Slaveriets Ophævelse i de franske Kolonier.

Med Indignationens Vælde talte han Polakkernes Sag, den Gang Östrig i 1846 tilintetgjorde den sidste Rest af Polen, nemlig Republiken Krakow. Den Tale Montalembert dengang holdt i det franske Kammer, rungede langt ud over Frankrigs Grænser. Udrettede han politisk set intet derved, saa var og blev hans Tale dog et historisk Monument, som ingen nogen Sinde kan komme udenom, naar Polens Skæbne studeres. Om de skyldige europæiske Stormagter maa det efter den Tale siges, som Kristus sagde det til Jöderne: »Nu har I end ikke en Undskyldning for jeres Synd».

Ikke med mindre Hjertevarme tog Montalembert Ordet for at vidne om den blodige Uret, de protestantiske Kantoner i Schweitz voldte deres katolske Landsmænd, og for at advare sine egne Landsmænd imod den Radikalismens Stormflod, der sydede og kogte som Havet uden for Digerne og truede med hvert Öjeblik at bryde ind over Samfundet og enevældigt knuse det bestaaende. Han rev Radikalismens Mask af og viste, at »Frihed» var et tomt Ord i dens Mund; intet var den mere modsat end netop Frihed. »Radikalismen» siger Montalembert, »er intet andet end Despotiet i sin höjeste Overdrivelse, det er den mest fuldkomne Intolerance.»

Omtrent umiddelbart efter at Montalembert havde holdt den Tale, den sidste Advarsel til sit Land, sprængtes Digerne, og Februarrevolutionen omvæltede alt. Medens Revolutionsmændene indtog Palais du Luxembourg og forhaanede den Mands Navn, der nys havde talt de advarende Ord paa det selvsamme Sted, saa knælede den Mand foran den hellige Jomfrus Alter i Saint Sulpice Kirken og ofrede hende sit Nederlag. Det var ikke förste Gang, han knælede paa det Sted; aldrig havde han holdt en Tale i Kammeret uden först at forberede sig ved at modtage den hellige Kommunion og ved at indvie sig til Guds Moder der ved hendes Alter i Saint Sulpice.

Montalemberts politiske Löbebane var ikke til Ende. Som Kirkens trofaste Ridder mente han, det var hans Pligt, at tage Vaabnene op igen, saa snart Lejlighed gaves.

Som bekendt bredte Revolutionsaanden sig i alle Lande, og den löftede Haanden imod selve den Hellige Stol. Pius IX havde med fremsynet Frisind foretaget mange Reformer ved sin Tronbestigelse; men det Net af svigefuldt diplomatisk Rænkespil, som Europas Stormagter, stöttet af de radikale Partier og hemmelige Selskaber i Italien, havde spundet ham ind i, trak sig bettere sammen. Paven blev fordrevet fra Rom og opholdt sig som landflygtig i Gaëta.

Intet havde nogen Sinde grebet Montalemberts Hjerte dybere, og den Tale, som han holdt i den lovgivende Forsamling som Svar paa Digteren Victor Hugos Forslag om med Magt at tvinge Paven til at indföre de Reformer, de Radikale fordrede, den var det störste Mesterværk af Veltalenhed, der endnu havde lydt fra hans Læber. Den blev en glimrende Sejr for den Hellige Faders Sag.

Da Montalembert faa Aar efter med sin unge Hustru, gæstede Rom, viste man ham da ogsaa uforbeholdent sin Taknemmelighed i Erkendelsen af, at inan skyldte ham Frelsen fra Ulykken.

En Ting, som det er paa sin Plads at nævne her, er den, at Montalembert genoplivede Ideen til den Offergave, som alle Landes troende under Navn af Peterspenge aarligt skænker den Hellige Fader. Skikken stammede oprindeligt fra England og var i Middelalderen særlig udbredt i Norden. Efter Kirkerevolutionen i det 16. Aarhundrede var den gaaet af Brug.

I de Svar, som de franske Biskopper sendte Montalembert i Anledning af hans Forslag om Genindförelse af Peterspengene, ydede de den gode Tanke deres Tilslutning. Men der forekom et lille Træk i Brevene, som var karakteristisk for den Tid, da Lægmandsapostolatet endnu ikke var knæsat af Paverne: Biskopperne var kede af, at Ideen var udgaet fra en Lægmand. Det var i det hele en af de Vanskeligheder, Montalembert Livet igennem havde at kæmpe med, at mange af Præstestanden ikke rigtig kunde forsone sig med Lægmands Ret til at arbejde for Kirkens Vel. Der var mange, som misforstod ham og mente, han vilde tilrive sig en Magt, der ikke tilkom ham. Intet var dog Montalembert fjernere. Han vidste grant, at een Ting er det at være Hyrde; det kan og maa Lægmand ikke være; en anden Ting er det at være »Klokkefaar», den, der gaar forrest i Flokken og drager de andre med sig.

I »Som eri Kærte» har Johannes Jörgensen skildret de Tvivl, som Paula Reinhards Fader kæmpede med, inden han böjede sig for Ufejlbarhedsdogmet. De samme Tvivl fölte Montalembert. Han gjorde alt andet end at lægge Skjul derpaa. Men han döde, för Dogmet blev fastslaaet. Den 13. Marts lukkede han sine öjne; Dogmet blev erklæret d. 18. Juli samme Aar, 1870. Havde han oplevet Afgörelsen, havde han uden Tvivl ligesom Reinhard böjet sig.

Montalembert var tres Aar gammel, da han döde. Hans Aand lever endnu, ikke blot ved den uberegnelig store Indflydelse, han har övet paa Samtid og Eftertid, men ogsaa ved det monumentale historiske Værk, han har forfattet: Les Moines d’Occident (Vestens Munke) . I det Værk skildrer han Grundpillerne i den Kirke, han elskede med hele sin ridderlige Sjæls Begejstring.

Paa Picpus Kirkegaarden i Paris er Montalemberts Grav med den kortfattede Indskrift: »Her hviler ventende paa Opstandelsen, Kristi gode Stridsmand, Charles de Montalembert».

Hic requiescit, expectans resurrectionem, bonus miles Christi Carolus de Montalembert.