Harald Høffding

Av H. D. T. Kiærulff

Ved Professor Harald Høffdings Død kan en Katholik ikke andet end underskrive, hvad der fra de forskelligste Sider er sagt om hans menneskelige Person og hans Forskerskikkelse, der i sjælden Grad var eet. Den Forstaaelse, hvormed han kom Mennesker i Møde, var den samme, som den, hvormed han søgte at optage et mangesidigt Aandslivs stadig rigere Erhvervelse i sin filosofiske Syntese. Hans Humanisme var stilfærdig Tillid til, at de opibyggende Kræfter var og forbliver de stærkeste, og at Menneskeaanden gennem Verdensforstaaelsens skiftende Faser bevarer Plads for Idealiteten. Han var sikkert ogsaa, selv i Modgang, saa lykkelig, som han selv syntes det muligt for Mennesker at være.

Hans filosofiske Overbevisning kan resumeres i to Domme, der ligger til Grund for det meste af hans Værk. Den ene danner Grundsten for baade hans Erkendelselære og hans Etik. Det er hans Maalestok for den aandelige Energi: at omfatte den rigest mulige Mangfoldighed i den tættest mulige Enhed. Intet menneskeligt maa savne Interesse, og det maa alt kunne indordnes i en Syntese, som ikke tager Tilflugt til Overnaturen. At ingen religiøs Tanke kan kende sig selv igen i hans Billede af den, er derfor uundgaaeligt. Men man behøver ikke af den Grund at give Afkald paa hans Formel. Enheden, der alene muliggør Forstaaelsen af Tilværelsens Mangfoldighed, er Gudsbegrebet. Og al Kulturens Stræben maa bestaa i stadig dybere at fatte alle Ting som Led i Guds Formaalsorden.

Etisk er Høffdings Sætning vendt baade imod Uforstaaelsens Dommelyst og imod Planløsheden. Han rnente, at vore etiske Domme blev fældet ud fra stadig mereomfattende Synspunkter, hvor Handlinger, som tidligere faldt udenfor Livsforstaaelsen, nu fik deres Plads som berettigede Led. Mens den enkelte maa handle i Overensstemmelse med den Forstaaelse af Livet, hans aandelige Energi har bragt ham, maa Slægten uophørligt virke for at flytte denne Forstaaelses Grænsepæle ved aldrig svigtende Aandskraft. Det samme vil ogsaa en Katholik sige, kun vil han tage sig i Vare for derover at glemme Modsigelsessætningens Tvang: Der er nødvendige Ja og Nej til Livsproblemerne, som ikke kan forliges, saa længe Tankens Love bevarer deres Gyldighed. Og Katholiken vil atter her have Enheden, Gud, for Øje fra Begyndelsen af. Under denne højeste Enhed skal en stadig mangfoldigere Viden føre til stadig dybere Forstaaelse, men Syntesen selv forbliver.

Den anden Høffdingske Dom er den, der erstattede ham Religionen: Troen paa, at de højeste Værdier vil bestaa. Den Sætning dækker ogsaa den kristne Tro. Men imellem Høffdings Humanisme og Kristendommen ligger Garantierne for denne Tros Sandhed. At den humane Tænker maatte gaa ud over sit Krav om at forstaa alle Ting i en Syntese, der ikke forlader Jorden, og postulere Værdiernes Bestandighed, viser hvor ærligt han bekendte, hvad der er Menneskeaandens Behov. Og dog gaar dette Behov videre, end han saa. Derfor tilfredsstilles det aldrig fuldt ud, før Tanken faar Vished om Værdiernes Skæbne, d. v. s. Aabenbaring fra Gud.