Hensigten helliger Midlet. En ”Paternitets Sag”

Av A. Menzinger S. J.

Det er for længe siden fastslaaet, at ingen Jesuit har været Fader til den berygtede Sætning: Hensigten helliger Midlet. Jesuiterne har hverken opfundet eller lært den. Dette er bevist paa slaaende Maade. Gentagne Gange er der nemlig blevet udsat Præmie for Paavisningen af, at Sætningen »Hensigten helliger Midlet» eller en ensbetydende Sætning er blevet fremsat af en Jesuit. Første Gang 1852 af den bekendte Prædikant, Pater Roh S. J. – 1000 Gylden. Roh fornyede Tilbudet 1862 og 69. Efter hans Død blev der gjort flere Iignende Tilbud, sidst 1903 af den katholske Præst og Rigsdagsmand Dasbach, der forhøjede Præmien til det dobbelte. Dette sidste Tilbud bevirkede endelig, at man tog Handsken op. Det var ingen ringere end Grev Paul v. Hoensbroeck, der ved Landsretten i Trier gjorde Krav paa den udsatte Præmie, idet han hævdede i en Brochure at have ført det forlangte Bevis. Hoensbroeck var Eksjesuit. Efter at have tilhørt Ordenen i 15 Aar forlod han den med Brask og Bram og begyndte – efter i nogle Aar at være optraadt som dens Forsvarer – en forbitret Kamp imod den. Domstolen i Trier erklærede imidlertid Grevens Bevisførelse for ufyldestgørende og afviste hans Krav. Dermed var Sagen – for fornuftigt tænkende – ude af Verden, for saa vidt den angik Jesuiterne.

Men hvem stammer da Sætningen fra? Hvem har første Gang udtalt den og hæftet den paa Jesuiterne?

Man tænker først paa Pascal, men gør ham Uret. Han, hvis Lettres provinciales (1656) ellers er den klassiske Samling af Beskyldninger mod Jesuiterordenen, kender ikke denne Sætning. Den synes altsaa ikke at være saa gammel, som man ahnindeligvis antager, naar man ligefrem kalder den for Jesuiterordenens Devise. Man vil hævde, at Pascal i det mindste var temmelig nær ved den. I det syvende Brev lader han nemlig sin »gode Pater» fremsætte og anbefale »notre grande méthode de diriger l’intention», dette »principe merveilleux», efter hvilket man kan gøre det onde uden Synd, idet man sætter sig et godt Formaal ved den forbudte Handling. Udtrykket »methodus dilrigendæ intentionis» findes ikke i noget Jesuitskrift, men er opfundet af Pascal.

Denne Metode for »Hensigtens Bøjning» og Grundsætningen »Hensigten helliger Midlet» synes at være nogenlunde det samme. Og dog er Pascal ikke Ophavsmand til denne Beskyldning. Han anvendte den nemlig ikke som Beskyldning, men som Vittighed, som Satire. Baade Pascal og hans franske Læsere vidste udmærket godt, at de virkelige Jesuiter ikke var saa dumme og saa bundløst fordærvede som »den gode Pater» med sin Metode for at lægge Hensigten om. Denne Jesuit er simpelthen en Fiktion. Det gjaldt ikke saa meget om at afsløre Jesuiterne, som at latterliggøre de »ærværdige Fædre af Jesu Selskab». Det var det eneste Vaaben, der kunde forslaa imod denne Orden, der paa Pascals Tid stod paa Højden af sin Anseelse og Magt. Den mangler Humor til at tage »la méthode de diriger l’intention» alvorlig.

Det som Jansenisterne forargedes over, var ikke, at den gode Hensigt under visse Omstændigheder kunde gøre Handlinger tilladte, der ellers var forbudte, f. Eks. at arbejde om Søndagen ved at pleje en syg. Men Forskellen mellem Jesuiternes og Jansenisternes Moral bestod paa dette Punkt i, at Jansenisterne i Overensstemmelse med deres Rigorisme forkastede Hensigter som utilstrækkelige, som Jesuiterne billigede, og at de kaldte Midler for slette, som Jesuiterne ansaa for indifferente. Dette fremgaar baade af de Jesuitcitater, som Pascal anfører i 7. Brev, og af Jansenisten Nicoles, Pascals theologiske Raadgivers Note til samme Brev – i den af ham foranstaltede latinske Udgave. Det, som det drejede sig om Jesuiter og Jansenister imellem, var ikke, om Hensigten helliger Midlet, men om, hvad man forstaar ved gode Hensigter og indifferente Midler.

At Hensigtsafbøjningen var en Fiktion, herfor taler ogsaa den Omstændighed, at vi forgæves søger en Henvisning dertil i den Tids antijesuitiske Faglitteratur i de katholske Lande, der dog meget indgaaende beskæftiger sig med Jesuiternes Moral. Heller ikke det omfangsrige Pamflet, der 100 Aar efter Pascal bidrog sit til Jesuiternes Uddrivelse af Frankrig – Extraits des assertions dangereuses et pernicieuses que les soi-disans Jésuites ont soutenues (Paris 1762) – nævner hverken »méthode de diriger l’intention» eller »Hensigten helliger Midlet». De findes heller ikke i de Anklageskrifter fra katholsk Side, der førte til Ordenens sluttelige Ophævelse 1773.

Anderledes i den protestantiske Lejr. Der tog man aldeles massivt paa Pascals Methodus dirigendæ intentionis. Den første protestantiske Theolog, som harmdirrende tilskriver Jesuiterne denne afskyelige Teori, er Svejtseren Johann Heinrich Heidegger i Historia papatus VII, 283 (i Aaret 1684). Hans Hjemmel er ene og alene: »Doctrinam eam Montaltius epistola septima provinciali . . . detestabundus explicat» – altsaa Pascal. Han giver den den groteske Form: »Qui igitur rectam intentionem habent, eos peccare pernegant» d. v. s. Om dem, der altsaa har den rette Hensigt, siger de (Jesuiterne), at de aldeles ikke kan synde.

Det Sted, hvor Sætningen »Hensigten helliger Midlet» i sin endelige Form er blevet udklækket, er imidlertid Universiteterne i Helmstedt i Braunschweig (ophævet 1809) og Gøttingen. Der finder vi Methodus dirigendæ intentionis som Realitet i Juristen Samuel Rachels latinske Oversættelse af Provincialbrevene med Tillæg (1664), hvori han bemærker, at ikke blot Probabilisterne (Jesuiterne), men ogsaa de talmudiske Rabbinere tager deres Tilflugt til denne Metode. Mosheim, Theologiprofessor først i Helmstedt, siden i Gøttingen († 1755) har optaget den i sine drabelige Institutiones ecclesiasticæ. Ligeledes møder vi den i Theologiprofessoren Henkes (Helmstedt) »Allgemeine Geschichte der christlichen Kirche» (1806), hvori han siger: »Naar det drejer sig om Kætternes Udryddelse, Ophøjelse af Guds eller Kirkens Ære, er efter deres (Jesuiternes) Maximer ethvert Middel tilladt, hvert Troskabsbrud forsvarligt og hver Grusomhed og Falskhed helliget». Og endelig – hos I. G. Buhle, Gøttingen, Lehrbuch der Geschichte der Philosophie VI 471 (1800) – finder vi den fuldfærdige nøgne Sætning: Der Zweck heiligt das Mittel. – Som man ser, fordeles Ansvaret –»Paterniteten» – i forskellig Grad over mange. Men da Barnet engang var avlet, var det ogsaa udødeligt.