Holger Krusenstierna Hafstrøm: Jyder for Vorherre

Av Enoch Hjorth

Recension av Holger Krusenstierna Hafstrøms Jyder for Vorherre. Hagerup 1930.

Naar man læser en Bog af den engelske Humorist: Jerome, f. Ex.: Three men in a booth, og Latteren skyller gennem ens Sind, og man ligesom løftes til et ophøjet Syn paa Dagliglivets smaa Ting, – opdager man pludselig: Ja, men dette er jo Alvar. – Og det er Hemmeligheden ved al sand Humor, at den i sig bærer en Kerne af Alvar, uden hvilken den er Pjat. – Er man først blevet opmærksom paa dette, kan man gøre sig den extra Fornøjelse at blade Bogen igennem endnu en Gang, og man vil opdage, at der paa hver Side i Bogen saa at sige er at finde en moralsk Pointe.

Noget lignende gælder om det foreliggende Arbejde. Hafstrøm har Forstaaelsen af, at, vil han have sine Medborgere i Tale, – maa han først og fremmest tale deres eget Sprog; – og da han selv er af et lystigt Sind, formaar han med muntre Ord at kaste et forsonende Skær over de Mennesker, hvis store og smaa Sider han afslører. Humoren tager Brodden af Satirens Pile – og med Titlen paa den lille Samling Fortællinger stiller Forfatteren sig ydmygt mellem de Mennesker, han revser – uden paa et eneste Sted i Fortællingernes Forlføb at føle sig hævet til Docenturets Kathederhøjder.

Men Humoren er ikke den stilfærdige, engelske, – den er bredere (københavnsk?) – og støjende som en Tegning af Storm Petersen. – Man aner i de Personer, som skildres, et personligt Liv, – men saaledes, som de fremtræder, er de tegnet med en grovere Streg og grelle Farver, – og virker mere som Typer end som Personer. Fortællingen: Da Søreme-Skov blev et godt Menneske, er maaske den, der præger sig stærkest i ens Erindring, naar Bogen er lukket; – og Hovedpersonen: A. Skov, pædagogikstuderende, er godt set, – om end det svækker Tiltroen til de gode Sider, Forfatteren mener denne Vindbeutel trods alt besidder, at Skildringen af ham er lidt overdreven. Eller er det Kompositionens Mangler, som bevirker, at det afgørende Indtryk udebliver eller forekommer konstrueret. Det gælder vel for ethvert Kunstværk, at Kompositionen mere former sig efter Buen end efter den rette Linie. Det er Forfatterens store Fortjeneste, at han formaar at understrege de gode Sider hos Mennesker, som maaske mange vilde tage Avstand fra, saaledes, som de tager sig ud for den umiddelbare Betragtning; – og det er velgørende at se en Førfatter forsøge at skrive alvorligt (endog religiøst) i en let og munter Form (er det set før?): – men hvad han vist selv vil indrømme: det er en svær Opgave at løse. Det vamle og skruede afskyr vi, mest af alt naar det drejer sig om Religion, – men selv den, som ingen Religion har, har dog som oftest saa megen Respekt i Behold, at han vil se den behandlet med udsøgt Takt. Der skal en heldig Haand til at skildre den nære Forbindelse mellem det ophøjede og det groteske.

Her er det første Forsøg paa en ny Genre, – og man bør tage vel derimod til Opmuntring for sig selv – og for Forfatteren til at fortsætte.