Hospitalsbetragtning

Av A. Menzinger S. J.

Hvilken Velgerning de moderne Hospitaler er, faar man først Forestilling om, naar man tænker tilbage paa tidligere Tiders Sygehuse. Vi behøver ikke at gaa tilbage til Middelalderens Set. Jørgensgaarde og Helligaandshuse. Endnu for 100 Aar siden kunde man tvivle om, hvorvidt et Hospital var en Velgerning for Menneskeheden eller en Forbandelse.

Lægestandens Anseelse i tidligere Tider skyldtes vel snarere de lærde Herrers prætentiøse og hemmelighedsfulde Optræden end deres Sagkundskaber eller vellykkede Kure. Ganske vist havde Vesalius, Bartholin, Niels Stensen o. a. brudt med gamle Galenus’ Legemssafter og Paracelsus’ Mixturer og Livseliksirer og banet Vejen til Forstaaelsen af Menneskets Anatomi og Fysiologi, men overfor selve Sygdommen stod man stadig temmelig magtesløs. De Idoge Koner med deres Lægeurter og gamle Husraad kunde trods al Overtro vistnok gøre mangen en lærd Doktor Rangenstridig. Udover disse aartusindgamle Mediciner og Erfaringer var Lægernes Kunst en Kamp mod Sygdommen, der manglede de mest elementære Forudsætninger for at kunne føre til et Resultat.

Det var navnlig paa to Omraader, at Lægekunsten brød samrnen: overfor Operationer og overfor Smitten. Operationerne udførtes uden Bedøvelse, uden Renlighed og uden Sagkundskab. Operationens Rædsler gjorde nærmest Hospitalerne til en Slagmark eller et Slagterhus. Der udspandt sig vilde Kampe mellem Lægerne og de stakkels Ofre, der brølede som vilde Dyr under de grusomme Save og Knive. Lægen maatte mere føle sig som Bøddel end som Redningsmand. Operationsstuen var næppe mindre frygtet end Torturkammeret.

Renlighed i kirurgisk Forstand var et ukendt Begreb. Vel havde man Vand, Sæbe, Børster og Sprøjter, men man anede ikke, at denne Renlighed, som normal Livsførelse kunde nøjes med, var aldeles utilstrækkelig her, hvor en usynlig Fjende lurede, der kun kunde holdes ude ved Forsigtighedsforanstaltninger, der maatte forekomme disse. Tider ganske ufattelige. Lægerne med deres inficerede Hænder, Instrumenter og Forbindingsstoffer var selv de værste Smittespredere. Saaledes blev netop Hospitalerne Arnestedet for Sygdomsbakterierne, der her fandt de gunstigste Livsbetingelser.

Efter Operationens Rædsler kom Saarfeberen og sneg sig fra Seng til Seng og krævede sine Ofre, 20–30 % af de behandlede Patienter. Den mindste Rift kunde være Indgangsporten for dødbringende Kim. Amputation af en lille Taa var forbundet med Livsfare. Paa Fødselsstiftelserne rasede Barselfeberen. Men værst blev det, naar der udbrød Epidemier i Landet. Hele Familier udryddedes; hele Byer og Egne affolkedes; hele Armeer blev tilintetgjort. Da var det, som om selve Luften, man indaandede, var blevet Gift. Ved at drikke det klareste Vand, drak man sig Døden til. Alt, hvad man rørte ved, var blevet farligt og truende, og dog kunde man ikke gaa ud af denne uhyggelige Verden, som syntes at staa i Dødens Tegn. Saa uvidende var man om »Miasmerne»s Herkomst, at man mente, at Planeternes Konstellationer var Skyld i dem. Man vidste ikke sine levende Raad; man var som en blind, der søger ud af et brændende Hus, og ved at famle sig frem først rigtig kommer i Berøring med Flammerne.

Det var først ved Hamphrey Davys, Josef Listers, Louis Pasteurs og Robert Kochs Opdagelser, at Menneskeslægten blev befriet for disse haabløse Tilstande. Hvis man spørger, hvilke Fremskridt vi nødigst vilde undvære, bliver det vist ikke Dampmaskinen, Elektriciteten eller Automobilet, men snarere de Menneskers Bedrifter, der skænkede os Narkosen og lærte os Menneskets usynlige Fjender at kende.  Renlighed, Stilhed og Sikkerhed præger den moderne Kirurgs Arbejde. Det første Indtryk, man faar, naar man bliver kørt ind paa Operationsstuen, er absolut Renlighed. Alt er skinnende hvidt og blankt. Lægerne staar i deres Kitler og med deres Forklæder og vasker Hænderne i det uendelige, saa de til sidst maa være renere end nyfalden Sne og sterile som Luften paa Mount Everest. Forbindningsstofferne tages op af Autoklaverne; Instrumenterne bæres ind. Ængstelig undgaas enhver direkte Berøring. Det giver en ejendommelig Følelse af Tryghed; og saa ved man, at man er i gode Hænder. Næppe nogen Gren af Lægevidenskaben er saa fuldendt i sin Teknik, som Kirurgien. Maaske kommer Røntgensøsteren og fremlægger de til Patienten hørende Films, hvor Kirurgen kan se, hvad der ellers først viser sig ved Operationen.

Medens Overlægen med dæmpet Stemme læser op af Journalen og drøfter Tilfældet med sine Assistenter, bliver Bevidstheden eller i hvert Fald Følelsen borte; Narkosen er indledt, Operationen kan begynde. Den foregaar, som en Selvfølgelighed, under høitidelig Tavshed og Ro, med hver Mand paa sin Post. Overlægens Haand vover sig modigt ind til Livets dunkleste Porte, hvor kun Brøkdele af Millimeter skiller fra Døden. I de fleste Tilfælde er det ikke engang et Vovestykke, saa sikker er Haanden, saa klar ligger Vejen, der skal følges. Det gamle Moralspørgsmaal, hvorvidt man under visse Omstændigheder kan nægte at underkaste sig en Operation, har næsten mistet sin Betydning. Narkosen og Kirurgens Kunst har gjort Operationer mulige, som for blot 50 Aar siden var blevet betragtet som direkte Drab.

Den aseptiske eller antiseptiske Behandling sikrer Operationens Resultater ved at holde de Indflydelser ude, der kunde true eller forstyrre Helbredelsen. Selvfølgelig slipper Patienten ikke for Smerterne efter Operationen; men hvad er det mod gamle Dages Kvaler paa Operationsbordet? Og naar ikke enhver Operation lykkes og selv en vellykket Operation ikke altid er ensbetydende med Patientens Redning, vidner dette kun om, at ogsaa Kirurgien har sin Begrænsning, men Grænserne ligger langt ude.

Vi har kun nævnt Kirurgien som den Gren af Lægevidenskaben, der har naaet den højeste Udvikling. Men ogsaa paa de andre Omraader er Grænsepælene flyttet betydeligt fremad. Vi kan ikke tænke os noget moderne Hospital uden Straaleterapi, hvor Kræfter, man ikke havde Anelse om i gamle Dage, ultraviolette Straaler, Røntgenstraaler, Radium anvendes til. Bekæmpelse af Sygdomme, der indtil for kort Tid siden trodsede enhver Behandling. En af de stolteste Positioner, som Lægevidenskaben har erobret, er Bakteriologien, Vaccine og Serumbehandling, som har givet os effektive Vaaben i Hænde netop mod de mest frygtede Sygdomme. Ganske nye Felter er Kendskaben til Blodtyperne og Hormonforskningen. Den sidste har vel engang mellem skudt over Maalet, men dog tillige fuldbyrdet sande Mirakler paa det syge Legeme. Selv den medicinske Videnskab er naaet udover gamle Tiders Famlen. Den kan ikke blot stille sikre Diagnoser, men navnligt takket være Samarbejdet med den moderne Kemi, har den til gamle Dages Lægemidler føjet vigtige nye, af hidtil ukendt Art: syntetiske Lægemidler og saadanne, der er hentede fra selve Organismen.

Og dog er der dem, der fordømmer hele Lægevidenskaben og betegner netop dens ypperste Bedrifter som en af Menneskehedens sørgeligste Misforstaaelser.

»Kristus er vor eneste Læge, siger visse Sekter; » jek vil hellere se mit Barn dø end en Hest lide», siger Dyrevennerne. Misforstaaelsen er paa Fanatismens Side. Ganske vist har Jesus helbredt de syge, og Helbreddsens Gave skal ikke uddø i hans Kirke – men Miraklerne skal ikke blive dagligdags Hændelser, der skal ersatte Lægekunsten. Er det ikke Gud, der har givet Mennesket Forstand og Kløgt til at hjælpe sig selv? Af alle Væsener er Mennesket det, der af Naturen har faaet de færreste Vaaben til at forsvare sig med. Men han har faaet Tankens Kraft, der tusinde Gange opvejer, hvad der er nægtet ham i Iegemligt Henseende. Lægevidenskaben er ikke andet end Anvendelsen af de aandelige Vaaben, Gud har givet Mennesket. Først naar Mennesket har prøvet disse naturlige Midler, har han Lov til at ty til Mirakler.

Og hvorfor lader Gud Naturen frembringe alle de kostelige Lægeurter, de hjemlige saavel som de langt kraftigere i de varme Lande? Da handler de Alpebeboere langt kristeligere, der paa Vor Frue Dag 15. August bringer de Lægeurter de har samlet højt oppe i Fjældene og dybt nede i Afgrundene, til Kirken. Der ligger de i duftende Kurve og bundet til Kranse foran Altret for at blive velsignet til Brug for syge Mennesker og sygt Kvæg.

Hvad Dyrevennerne angaar, fordømmer ogsaa vi enhver Misbrugog unødvendig Smertetilføjelse ved Dyreforsøg. Men Dyret er ikke noget personligt Væsen og har derfor ingen Ret. Mennesket er efter Guds Vilje dets Herre og kan bruge det ikke blot som Lastdyr og Føde, men ogsaa som Forsøgsdyr i lidende Menneskers Tjeneste; han staar ikke Dyret, men Gud til Ansvar. Selv om Dyrevennerne har nogen Ret i, at Lægevidenskaben burde lægge Hovedvægten over paa en sund og fornuftig Livsførelse, saa vil derfor Sygdommene ikke forsvinde, og Hygiejnen aldrig kunne erstatte Lægevidenskaben.

De moderne Hospitaler er og bliver Menneskehedens faste Borge mod Sygdommenes Hær. Uden dem vilde hele Verden blive til et stort Hospital, fuldt af Elendighed og utidig Død – som for Aarhundreder siden.

Men vi vilde gøre de gamle Hospitaler Uret, dersom vi ikke fremhævede den Side hos dem, der  maaske opvejer deres store Mangler. De var netop paa Grund af deres Utilstrækkelighed et Hjemsted for Heroisme.

Vi tænker her ikke saa meget paa det Mod og den Dødsforagt, som utvivlsomt tit blev udvist under de frygtelige Operationer, som da den i Kampen om Pampelona saarede Ignatius af Loyola efter en forkert Sammenvoksning af Benet lod den fremstaaende, vansirende Stump save over uden at give en Lyd fra sig. Det er selve Sygeplejen, vi mener. Den var baaret af en Trosdybde, der tit gav sig Udslag i heroisk Næstekærlighed. Men saa Kristus i de syge, ham, som har sagt: »Jeg var syg, og I har besøgt mig» og »Hvad I har gjort imod en af disse ringeste af mine Brødre, det har I gjort mod mig». Adskillige Ytringer af dette overnaturlige Sindelag forekommer os Nutidsmennesker uforstaaelige. Der var Helgener, der for at overvinde Naturens Modvilje og for at vise deres Kærlighed til de syge, ikke blot kyssede, men udsugede deres Bylder – og efter Beretningerne ikke sjælden med den Virkning, at den syge blev helbredt. Som Hospitalerne var, blev det dog næppe nødvendigt at ty til saadanne Yderligheder for at øve sig i Heroisme. Da den kirkelige Genrejsning – endnu før Reformationen – begyndte i Italien, var noget af det første, disse sande Reformatorer gjorde, at de gik til Hospitalerne og tog sig af de mest forladte og modbydelige Syge og paatog sig Hospitalernes usleste Arbejder. Ignatius af Loyola indførte som Prøve for Novicerne i sin Orden det saakaldte Hospitalseksperiment, hvor Novicen en hel Maaned igennem skal tjene de syge paa et Hospital. Hele Ordenssamfund opstod med det FormaaI, at oprette Hospitaler og pleje de syge: Kamillianerne – med deres særlige Løfte om at pleje de pestsyge – Vincentssøstrene og i deres Fodspor talrige nye Kongregationer, hvoraf vi her i Landet særlig kender Skt. Josefssøstrene og Elisabethsøstrene. Man kendte i Middelalderen ikke nogen bedre Anvendelse af Penge end at bygge Hospitaler.

Højdepunktet naaede Heroismen, naar Epidemier hærgede Landet. I den haabløse Kamp mod Sygdommen løftede man Hænderne mod Himlen, Kirkerne fyldtes, Bodsprocessioner drog gennem Gaderne – men Hospitalerne blev Skuepladsen for en Opofrelse og Selvhengivelse, der maaske hører Historien til. Tusinder maatte betale deres Næstekærlighed med Døden. Størst Mod udvistes vel nok af Præsterne, der skulde berette de døende. De bøjede sig over de syge for at høre deres Skriftemaal og lagde Vandringsbrødet paa deres feberhede Tunge. Og mangen en gik hjem og lagde sig selv til at dø.

Det kristne Sindelag er forsvundet fra mange af vore moderne Hospitaler. Det er jo kun glædeligt, at Lejligheden til Heroisme er blevet sjælden. Men det er sørgeligt, at Hospitalsvirksomheden ikke længere er gennemtrængt af Troens Aand. Man faar tit Indtryk af, at i den Grad, som der er sørget for Legemet, har man glemt Patientens udødelige Sjæl. Var der i gamle Dage sørget daarligt for de syge, saa var der sørget saa meget desto bedre for de døende.

Ganske vist kan ogsaa en Læge eller en Sygeplejerske, der staar Kristendommen fjernt, være beundringsværdige i deres Omsorg, i deres Forstaaelse ikke blot for Sygdommen men ogsaa for den syge.

Men skal man finde noget af det Sindelag, hvormed tidligere Tider tjente de syge, da maa man gaa til de Hospitaler, der er behersket af og ledet i kristelig Aand. Der lever trods alt teknisk og hygiejnisk Fremskridt endnu den Trosopfattelse, der ser Kristus i den syge. En Skt. Josefssøster, en Elisabethsøster er et Stykke Middelalder ved Sygelejet. Kunde man se ind i Søsterens Sjæl, vilde man finde noget, der er mere værd end den bedste Forbindning og den kyndigste Pleje, noget uvejeligt, der maaske kun ytrer sig ved Øjnenes milde Smil, den moderlige Ømhed og kyske Kærlighed, hvormed hun yder sine Haandsrækninger, den Varme, der ligger i hendes trøstende og opmuntrende Ord, den sarte Samvittighedsfuldhed, hvormed hun efterkommer Lægernes Bestemmelser, den levende Interesse, hvormed hun følger Patientens Fremgang, den rørende Iver, hvormed hun sætter Mod i ham, faar ham til at spise og hvile sig. Og naar hun ikke smiler, er det, fordi hun har en daarIig Patient ved Siden af, som hun er bekymret for. Hun lider med den lidende, ængstes for den døende.

Alt dette kan selvfølgelig ogsaa findes hos en verdslig Sygeplejerske; men hos Søstren er det Udslag for noget dybere.

At tjene de syge, er det, hun har viet sit Liv til. I de syge ser hun sin himmelske Brudgom, som hun tilhører i Kraft af sine hellige Løfter. Hendes Hjerte er ikke delt, hun hører helt og holdent Kristus til og gennem ham de syge. At pleje dem er hendes store Kærlighed. Hendes Ønsker for sine Patienter angaar ikke iblot deres legemlige Helbredelse; hun tænker ogsaa paa deres udødelige Sjæle. Hun søger at lære sine Patienter at bære Lidelserne med Taalmodighed og Hengivelse under Guds Vilje. Hun beder med dem, inden hun faar dem til at sove. Og naar hun i Dagens Løb fjerner sig fra Sygestuen, og en anden overtager hendes Post, er det ikke saa meget for at sørge for sig selv, som for at knæle i Kirken og bede for sine Plejebørn.

Og naar Lægerne ikke kan hjælpe mere, og Døden nærmer sig, da holder hun sit døende Barn ved Haanden og tit er hun i Præstens Sted under den sidste Kamp. Og selv efter Døden glemmer hun ikke dem, der var betroet til hendes Omsorg, men har dem i sine Tanker og Bønner til sene Tider.

Først naar Moderne Lægekunst og gammel kristelig Næstekærlighed mødes, vil Hospitalerne blive til det, de skal være, en VeIsignelse for Legeme og Sjæl: et Sted, hvorfra man vender helbredt hjem til sit Arbejde – eller, om det skal være, en Port til Himlen. Da vil der over Indgangen med Rette kunne staa de trøstende Ord: »Kom til mig, alle I, som er mødige og besværede, jeg vil vederkvæge eder».