Ignatius af Loyolas aandlige Øvelser

Av A. Menzinger S. J.

Paa selve 50 Aarsdagen for sin Præstevielse offentliggjorde vor hellige Fader en betydningsfuld Rundskrivelse, der handler om de »aandelige Øvelser» – Exercitier – som det bedste Middel til at bevare og øge de glædelige Virkninger, som Jubilæumsaaret har frembragt hos Katholikerne Verden over*). Vor hellige Fader lægger ikke Skjul paa at han ved Exercitier fremfor alt tænker paa Ignatius af Loyolas aandelige Øvelser. Han kalder dem til Forskel fra andre for »Exercitier i egentlig Forstand» – proprie dicta – og deres Forfatter fremfor nogen »de aandelige Øvelsers Mester» – præcipuum et peculiarem magistrum.

Hvori adskiller de Ignatianske Exercitier sig da fra andre Maader at søge Ensomheden paa og tilbringe en Række Dage i Tavshed og Bøn? Hvad er det, der er særegent og karakteristisk for Ignatius’ Exercitier?

Det er først og fremmest det Maal, som Ignatius tilsigter. Han fornægter ikke her sin Soldaternatur. Han vil erobre Mennesket for Gud, vil erobre det i Storm. For at forstaa Meningen med hans Exercitier maa vi tage dem i deres oprindelige Skikkelse og med deres oprindelige Opgave, som i Reglen bestod i gennem 30 Dages Bøn og Betragtning at føre et Menneske fra det 16. Aarhundredes religiøse Lavmaal til den fuldkomne Hengivelse til Gud. Exercitierne, som Ignatius tænkte sig dem, er Omvendelse, om ikke fra Synd, saa dog fra Verdslighed, Halvhed og Lunkenhed, et Vendepunkt, hvorfra Livets Kurve peger stejlt opad. Ignatius udtrykker det paa to Maader. Han forstaar ved »aandelige Øvelser» en Række af Betragtninger, Selvransagelse og andre religiøse Handlinger, der hjælper Mennesket til at fjerne alle uordnede Tilbøjeligheder fra sit Hjerte og, efter at have fjernet dem, at søge og finde Guds Vilje i en Nyordning af hele Livet. Endnu mere rammende kalder han Exercitiernes Maal for et »Valg» – Electio – der skal træffes mellem de Ting og Forhold, jeg frit raader over. De Mennesker, der paa Ignatius’ Tid gik gennem Exercitierne, var for det meste forhaabningsfulde unge Mænd, for hvem dette Valg ganske naturligt blev et Kaldsvalg, eller det var Folk i indflydelsesrige Stillinger, der skulde træffe Afgørelse med Hensyn til deres Livsførelse, deres Embedsforvaltning, deres Husstand, Indtægter o.s.v. Ved Exercitierne vandt Ignatius sine første Medarbejdere. Gennem Exercitierne skænkede han Kirken en Skare begejstrede, maalbevidste Mænd, der vilde gøre Alvor af en Fornyelse af Kirken og i Modsætning til Reformatorerne begynde den med Forbedringen af deres eget Liv. Derved blev Exercitierne en af Hovedkræfterne i den katholske »Restauration» og »Modreformation».

Hvorledes opnaar de Ignatianske Exercitier dette Maal?

Den vigtigste Faktor er selvfølgelig Guds Naade, som ikke fattes den, der træder ind i Exercitierne – animo magno et cum liberalitate – med højhjertet og offervilligt Sindelag. Dernæst beror Exercitiernes Udfald ganske væsentlig paa den Selvvirksomhed og trofaste Udholdenhed, som Exercitanten selv skal yde. I Sammenligning dermed er Exercitiemesterens Rolle af underordnet Betydning.

Endelig – og det er det, hvorved de Ignatianske Exercitier adskiller sig mest fra alt andet, der bærer Navn af Exercitier – er disse Exercitiers Hemmelighed det af Ignatius trufne Valg af Betragtningsstoffet og hans Tilrettelægning af de enkelte Betragtninger. Den Magt over Viljen, som Venner og Fjender er enige om at anerkende hos Ignatius’ Exercitier, skyldes ikke nogle magiske Kunster fra Exercitiemesterens Side eller en udvortes, paagaaende Bearbejdelse af Fantasien og Sanserne, som Exercitanten til sidst giver efter for; den ligger simpelthen i Betragningernes indre Sammenhæng og Konsekvens, som overbeviser, drager og bryder al Modstand.

Exercitiernes Tankegang er bestemt ved de forskellige Hovedbetragtninger, der i stadig Stigning fører fra »Fundamentet» til den sidste Betragtning »om Opnaaelsen af Kærligheden».

»Fundamentet» stiller Exercitanten Ansigt til Ansigt med Guds Majestæt og lader ham erkende sin ubegrænsede Afhængighed af Skaberen og sin absolute Lydighedspligt mod ham. Da Ignatius skrev sine Exercitier, stod Gudstroen endnu som Sol paa Menneskehedens Himmel, og Erkendelsen af Guds uindskrænkede Herredømme maatte falde Exercitanten let. Det, der vanskeliggør Exercitierne i vore Dage, er ikke mindst det moderne Menneskes fattige og spinkle Gudsbegreb; Gud er en Abstraktion, et Postulat af Fornuftens Naade. »Fundamentet» derimod stiller det fyldigste Gudsbegreb i Spidsen for Exercitierne. Det tilsigter ikke mindre, end at jeg skal føle mig som Intet overfor Gud – ikke blot saaledes, at jeg sætter alle Hensyn til Side, hvor det gælder om at gøre Guds Vilje, men ogsaa saaledes, at han og hans Tjeneste bliver det eneste, der har Værdi for mig, mit Livs Ære og dybeste Indhold, min Sjæls sande Lykke. Da vil de skabte Ting ikke længer være Maal og selvstændige Værdier, men kun komme i Betragtning for mig, for saa vidt de hjelper mig til at tjene Gud og frelse min Sjæl. Da kan Fattigdom, Sygdom, Forsmædelse blive værdifulde, medens det, der hindrer mig i mit Gudsforhold, agtes som Skarn, og det, der ikke kan henføres til Gud og hans Tjeneste, synker ned i Interesseløshed og Forglemmelse. I Fundamentet vinder Exercitanten en ophøjet, alt omfattende Verdensanskuelse; den er Exercitiernes første Højdepunkt, der fastholdes i det følgende.

Den »første Uge» – »Uge» betyder et Exercitieafsnit af nogle Dages Varighed – handler om Modsætningen til det rette Gudsforhold: Synden – set med Guds Øjne. Her stiger Exercitanten ned i en Afgrund langt dybere end Intethedens Afgrund i »Fundamentet». Det De profundis, som Synderen sender op til Gud fra denne Afgrund, er ikke blot et angerfuldt Skriftemaal, men den dybeste Beskæmmelse og Selvfordømmelse. Hvis jeg nogensinde har været Genstand for Guds Mishag og Vrede, har jeg forspildt al Hæder, Ære og Kærlighed; da er den sidste Plads »i min Faders Hus» endnu for god til mig; da kan der aldrig ske min Person Uret. Intet ondt, der overgaar mig her paa Jorden, kan sammenlignes med det, der egentlig tilkommer mig. Naar jeg alligevel nyder Livets Goder og Guds Naade, er det, fordi Jesus paa Korset har lidt min Straf. Hvad skal jeg gøre for ham, ved hvis Død jeg lever?

Svaret gives i lndledningsbetragtningen til »den anden Uge», der er helliget Betragtningen af Jesu Liv. Denne Betragtning – De Regno Christi (om Christi Rige) – er et Møde med den himmelske Konge, der indbyder mig usle Synder til at kæmpe sammen med ham for Oprettelsen af Guds Rige, først og fremmest i mit eget Hjerte, men dernrest overalt, saa langt min lndflydelse rækker. Der er noget krigerisk, ægte ignatiansk over denne Betragtning. Menneskehjertet er et Land i Fjendens Haand; de uordnede Tilbøjeligheder er ligesom de faste Positioner, hvorfra Fjenden behersker Landet; det gelder om at erobre det tilbage til Gud, dets retmæssige Herre; Jesus er den af Gud sendte Fører i Kampen. Betragtningen er en naadefuld Kaldelse, i hvilken den himmelske Konge siger sit Veni sequere me – Kom, følg mig! – til Sjælen. Følg mig i helligt Vaabenbroderskab, gør efter mit Eksempel; i den Grad, du kæmper med mig, vil du faa Sejr og Sejrens Løn!

Ved Exercitantens uforbeholdne Ja til denne Kaldelse er der naaet et nyt Højdepunkt i Exercitierne; eller rettere: Tanken om Kristi Rige er »Fundamentet» i kristologisk Belysning.

Dermed er Betragtningen om Kristi Rige dog ikke udtømt. Foruden Kampen for Kristi Riges Oprettelse er det Kongen, Føreren selv, der kræver min Interesse. Under hele Betragtningen staar Kristi Person foran mig i al sin Guddoms Pragt og al den menneskelige Ynde, han har iført sig. Jeg bliver overvældet og slaaet i Kærlighedens Lænker. Det er ikke blot Kampens høje Maal, der har betaget mig; nej, alene det at være ved hans Side, som er min Konge, Broder og Ven, er af uudsigelig Værdi for mig. Jeg søger hans Nærhed, Ligedannelsen med ham, om jeg saa finder ham paa Slagmarkens grufulde Øde, hvor han omfavner mig med sine blodige Arme og trykker mig ind til sig, saa jeg føler Tornekronen og Spyttet paa hans Kinder og Spottekaapen. Jeg ved: aldrig kan jeg komme ham nærmere her paa Jorden end ved Fattigdom og Ringhed og Forsmædelse; han har jo selv valgt den for min Skyld. Kærligheden til ham er Solen i denne Fornedrelsens Afgrund, og beruset af hans Kors og Blod jubler jeg: Herre, her er godt at være!

Dette personlige Moment faar den største Betydning i Exercitiernes Forløb. Hver Gang der i det følgende stilles Krav, som Naturen vægrer sig ved, peger Ignatius paa Kristus, Kongen, som af Kærlighed til mig har vraget Rigdom og Ære og valgt det bitreste i Stedet for. Kan du sige Nej til ham? Ignatius kalder dette Sindelag for en Art af Ydmyghed, idet man derved fornedrer sig selv overfor vor guddommelige Herre og Frelser og finder det utaaleligt at have det bedre end han.

De nu følgende Betragtninger om Jesu Liv der nærmest er tænkt som en Anskueliggørelse og Uddybning af Betragtningen om Kristi Rige, afbrydes efter nogle Dages Forløb, af den store Dobbelt-Betragtning »om to Faner», Lucifers og Kristi. Meningen er her selvfølgelig ikke at vælge, hvem man vil tilhøre, men at lære Satans Rænker at kende og paa den anden Side »det sande Liv», som Kristus er.

Lucifer er tegnet syrnbolsk: en frygtindgydende Skikkelse, siddende paa en Trone af Røg og Flammer paa Babylons – Forvirringens – Slette. Ligesaa symbolsk er Jesu Skikkelse. Han staar yndig og venlig paa Jerusalems – Fredsbyens – Slette, omgivet af og paa lige Fod med sine trofaste Venner. Det er paa dette Tidspunkt, at der meddeles Exercitanten Ignatius’ berømte »Regler til at skelne Aanderne». Den modsatte Maade, hvorpaa den gode og den onde Aand paavirker den gudsøgende Sjæl, er anskueliggjort i denne Betragtnings »Compositio loci» (Stedsfæstelse).

Satan sender sine Djævle ud for at forføre ogsaa de gode – her i Exercitiernes Sammenhæng: for at forpurre Exercitiernes vigtigste Handling: Valget. Ignatius vil have fri Bane for Guds Naade. Det er ikke udelukket, at Gud kalder Exercitanten til Fuldkommenhedens Stand i Ordenslivet. Skal det blive den rige Ynglings Historie om igen? Den onde Fjende hvisker til Exercitanten: »Rigdom er ikke Synd, behold den kun; der har jo ogsaa været Rigmænd i Jesu Følgeskab». Og saa beholdes Rigdommen og man elsker den for dens egen Skyld; den rige agtes og æres – og han, der før var saa ydmyg, begynder at tro paa sig selv; han er ikke mere »intet» overfor Gud, men i Stand til at foretrække sin Vilje fremfor Guds Vilje. Det er Syndens »store Hovmod» det er – paa Ignatius’ Tid – maaske Renæssancemennesket i sin ubændige Livslyst og Frigjorthed.

Det sande Liv, som Kristus lærer, ikke blot i Ord, men først og fremmest ved sit Eksempel, er en oprigtig, franciskansk Kærlighed til Fattigdom – saavidt den er forenelig med Guds Vilje – ja endog til Fornedrelse og Vanære. Det er den Atmosfære, i hvilken »den sande Ydmyghed» trives.

Ignatius anser den indre Frihed for en saa vigtig Betingelse for Valget, at han endnu engang vender tilbage til den i en ny stor Betragtning, maaske Exercitiernes ejendommeligste. Den bærer Titlen: »Om tre Menneskepar», sandsynligvis fordi det drejer sig om Kaldelse til Kristi Efterfølgelse, hvortil Jesus kaldte sine første Disciple to ad Gangen. Hvert af disse tre Par føler, at de bærer Satans Lænker, idet deres Hjerte paa uordnet Vis hænger ved »de 10,000 Dukater», de ejer; hvert af dem hører Herrens Kaldelse. Det første Par vender Herren Ryggen, ligesom den rige Yngling, der gik bedrøvet bort. Det andet Par er Billedet paa de halve, der er rede til at give Almisser, gaa paa Valfart og gøre alt muligt andet, blot de beholder deres 10,000 Dukater. Kun det tredje Par finder et Svar, der er Kristus værdigt; de ryster Satans Lænker af sig og følger fattige efter den fattige Jesus. Det er betegnende for Ignatius, at han opfordrer til at bekæmpe Naturens Modstræben ved at tilbyde Gud et saadant Liv i Fattigdom og Ringhed.

Dermed er Exercitanten moden til Valget. Gud kan gøre med ham, hvad han vil. Dette er ikke ensbetydende med, at Exercitanten bliver Jesuit, gaar i Kloster eller vælger den gejstlige Stand. Kun et er givet – og uden det vilde Exercitierne have været forgæves – Exercitanten er besluttet paa at stræbe efter den kristne Fuldkommenhed i den Stand, Gud kalder ham til. Den »tredje og fjerde Uge», der er viet Betragtningen af Kristi Lidelse og den Opstandnes Herlighed, skal befæste det trufne Valg og de fattede Forsætter.

Kronen paa Exercitierne, der sammenfatter alle Exercitietanker i et storslaaet Helhedssyn, er Betragtningen »om Opnaaelsen af Kærligheden». Mere end ellers nøjes Ignatius her med Antydninger for saa meget desto mere at overlade Exercitanten til den Helligaands Førelse. Grundtanken er, at Mennesket uafbrudt er Genstand for en ufattelig Kærlighedsaabenbaring fra Guds Side, og at denne Kærlighedsmeddelelse er af en Inderlighed, der er uden Lighed i den skabte Verden. Alt er opfyldt af Gud, i det største og det mindste møder jeg ham, alt genspejler hans uskabte Skønhed og Fuldkommenhed, alt fører tilbage til ham som al Godheds Kilde og Ophav.

Ligesom Guds Kærlighed er Meddelelse, saaledes skal ogsaa Skabningens ikke blot bestaa i Ord, men være en vedvarende Given til Gud. Dette er i Grunden umulig, da »alt, hvad jeg har, er hans Gave». Men da Gud tager imod, hvad min frie Vilje giver ham, kan jeg paa fattig Vis gengælde hans Kærlighed. Guds Kærlighed til mig er uselvisk. Derfor bør heller ikke jeg blive staaende ved hans Gaver. Selv om hans Gaver blev taget fra mig, vilde jeg sige: »Jeg elsker dig. Din Kærlighed og din Naade er mig nok».

Man spørger med Rette, hvorfra har den nyomvendte Krigsmand denne himmelske Visdom? I sin Epistola apostolica til 300 Aars Jubilæet for Ignatius’ og Frans Xavers Helgenkaring af 3. Dec. 1922 skriver Pave Pius XI: »I Manresas Ensomhed blev Ignatius af Gudsmoder selv belært om, hvordan han skulde kæmpe Herrens Kamp; der modtog han ogsaa, ligesom af hendes Haand hin udtømmende Lovbog, som enhver, der vil være Kristi gode Stridsmand burde benytte, nemlig de ’Aandelige Øvelser’, som Ignatius efter overensstemmende Overlevering har modtaget ovenfra.»

*) Encyklikaen findes oversat paa Dansk i NORDISK UGEBLAD af 16. Febr. 30. Særtryk deraf (Pius XI’s Encyklika om de aandelige Eksercitier og deres Fremme” oversat af Fr. Küpferle S. J.) faas i Boghandelen. Pris 15 øre.