Johannes Hus i Konstanz

Av A. Menzinger S. J.

I December 1413 blev Kejser Sigismund og Pisanerpaven Johannes XXIII. enige om at afholde et Kirkemøde i Konstanz, for der først og fremmest at bilægge Skismaet mellem de tre Paver, – den nævnte Johannes, den retmæssige Pave Gregor XII. og Avignonerpaven Benedikt XIII. – men tillige ogsaa at behandle det brændende bøhmiske Religionsspørgsmaal.

Johannes Hus, der flere Gange var stævnet til personlig at give Møde for en pavelig Domstol, havde selv appelleret baade til et almindeligt Kirkemøde og til Kristus. Hans Ulydighed mod Citationen (Stævningen) – som han undskyldte med de store personlige Farer, der var forbundet med Rejsen – havde Pave Johannes XXIII. besvaret med Exkommunikation og desuden med Interdikt over ethvert Sted, hvor han opholdt sig. Nu, da Kejser Sigismund gennem Kong Wenzel og de bøhmiske Adelige henvendte sig til Hus for at bevæge ham til under frit Lejde: »salvus conductus» at tiltræde Rejsen, kunde han ikke godt unddrage sig Opfordringen.

Hus selv ytrede, at han i sin Samvittighed følte sig forpligtet til at rejse til Konstanz, for der at rense sig selv og det bøhmiske Land for Hæresi. Han havde i den Grad arbejdet sig ind i Overbevisningen om, at hans Lære ikke indeholdt noget Kætteri, at han mente, at, blot han fik Lov tiI at fremsætte sine Anskuelser, maatte et Reformkoncil billige dem.

Han gentager ved denne Lejlighed, hvad han allerede i Aaret 1411 havde skrevet til Johannes XXIII, at han er rede til at dø paa Baalet, hvis man finder ham skyldig i Hæresi, blot ogsaa hans Anklagere, dersom de modbevises, skal lide samme Straf. I et Brev til Sigismund takkede Hus for Tilsagnet om salvus conductus, men i Afskedsbrevet til sine Venner skriver han, at han uden salvus conductus begiver sig ut blandt Fjender, der er talrigere end fordum Kristi Fjender. Dette var tvetydig Tale, der nok skyldtes en vis Forfængelighed. Vennerne skulde bede for ham, for at han med Sjælestyrke maatte lide Døden, hvis det var nødvendigt. Og skulde han vende tilbage, at det saa maatte ske med Ære, uden Forræderi mod Sandheden.

Versionen: »I Fald jeg skal afsværge, saa vid, at jeg gør det med Munden uden Hjertets Samtykke», er en senere, ondsindet Forfalskning.

Sigismund og Wenzel udvalgte nu tre bøhmiske Riddere til at beskytte Hus paa Rejsen. Fra Rothenburg a. d. T. havde Sigismund 8.10.14. meddelt, at litterae pro salva conductu skulde følge snarest. Den 11. Oktober begav Hus sig af Sted med tredive Heste og flere Vogne, samtidig med at Johannes XXIII. drog over Alperne med samme Maal for Øje. For begge skulde Konciliet blive skæbnesvangert.

Hus’ Rejse forløb godt. I Nürnberg forlod Ridder Duba ham for at hente Lejdebrevet hos Sigismund, der opholdt sig ved Rhinen. Hus betragtede det som overflødigt selv at gøre denne Omvej blot for Lejdebrevets Skyld.

Ved Ankomsten til Konstanz begav Ridderne Latzenbock og Chlum sig straks til Johannes XXIII., for at meddele, at Hus var kommet tiI Konstanz sub salva conductu, og tillige ogsaa at bede om personlig Beskyttelse. »Om saa Hus havde myrdet min egen Broder» svarede Paven, »skal der ikke ske ham nogen Uret i Konstanz», og han bestemte, at Processen skulde opsættes til Sigismunds Ankomst; desuden mildnede han Hus’ Kirkestraffe til Suspension, saa at han ganske vist ikke kunde Iæse Messe, men dog fik Lov til at omgaas enhver. Kun skulde han paa de større Festdage holde sig borte fra Gudstjenesten for ikke at vække Forargelse.

Samme Dag, 4. November, skriver Hus imidlertid – i Modsætning til Latzenbocks og Chlums Opfattelse – at han var kommet sine salva conductu; ydermere skriver Hus den 6. November, at Sigismund havde ytret sin Glæde over, at han var rejst sine salva canductu; det havde Duba fortalt, der den 5. November var ankommet til Konstanz med Lejdebrevet.

Under 16. November erfarer vi af Magister Cardinalis von Reinstein, at Hus trods Suspensionen daglig læser Messe – hvad han ogsaa havde gjort paa Rejsen trods Exkommunikationen – og han tilføjer at »Gaasen» (Hus betyder Gaas) ikke er bange for at blive stegt, da Mortensaften i Aar falder paa en Lørdag, som er en Fastedag.

Den 28. November – altsaa inden Sigismunds Ankomst – kom to Biskopper samt Borgmesteren af Konstanz og Herr Hans von Baden til Hus’ Bolig for at stævne ham for Paven og Kardinalerne. Ridder Chlum protesterede, da Hus var under Kejserens Beskyttelse. Men Hus erklærede, sig rede til at gaa med. Mødet endte med Hus’ Fængsling.

Chlum henvendte sig til Paven med Protest; denne skød Skylden over paa Kardinalerne, der havde tvunget ham til at fængsle Hus. I et Memorandum til Kongen af Frankrig siger den karakterløse Pave derimod, at Hus – som Paris’ Universitet havde dømt flere Gange – var blevet fængslet paa hans Befaling, men at Sigismund havde hindret ham i at skride ind efter Lov og Ret mod Kætteren. At Hus skulde have foranlediget Kardinalernes Indskriden ved et Flugtforsøg, beror paa et usandfærdigt Rygte, som Modstanderne havde udbredt.

Under Processens Forløb erklærede Chlum senere, at Hus ikke havde gjort et eneste Skridt udenfor den ham anviste Bolig; men det er en Kendsgerning, at han indenfor de fire Vægge havde tilladt sig adskilligt, der nok kunde berettige til strengere Behandling. Ved sin daglige sakrilegiske Messe holdt han Taler til de Masser af nysgerrige, der strømmede til.

Den 4. December nedsattes der en Kommision til at drøfte de forIængst af Hus’ Fjender indleverede Anklagepunkter. Hin Tids Lovgivning forbød at give Hus en Forsvarer, da ingen maatte tage sig af en, der var mistænkt for Kætteri. Dog sendte Paven sin egen Livlæge til Hus, da denne plagedes af Galdestenssmerter og Feber. I Mellemtiden havde Chlum klaget hos Kejseren; denne blev i den Grad opbragt, at han gav Befaling om at give Hus Friheden; ellers vilde han selv bryde Fængslets Porte op! Da denne Trusel intet hjalp, lod Chlum paa Kirkedørene opslaa en latinsk og tysk Protest mod Bruddet af salvus conductus og viste overalt Lejdebrever frem.

Den 24. December kom Sigismund til Konstanz. Hvad Kejseren i de følgende Dage foretog sig i Hus’ Sag, erfarer vi af et Brev, som Sigisrnund 21.3.16. skrev til de bøhmiske Stænder. Der taler han om gentagne heftige Sammenstød med Kardinalerne, som Paven havde gjort ansvarlige for Hus’ Fængsling. Flere Gange havde han i Vrede forladt Mødet; engang havde han endog begivet sig bort fra Konstanz; men hele Kirkemødet var blevet opløst; dersom han var blevet ved med at tale Hus’ Sag. Kejserens Vrede var næppe helt berettiget. Hus havde ved sine Iovstridige Handlinger i og for sig forskertset Kejserens Gunst og salvus conductus. I Svaret paa de bøhmiske Adeliges Protest mod Hus’ Fængsling gør da Kardinalerne 16.5.15. ogsaa gældende, at Hus skønt suspenderet havde dristet sig til at prædike i Konstanz. At Sigismund alligevel efter at være kommet til Konstanz blev ved med at rase mod Kardinalerne, skyldes vel mere Kejseren saarede Æresfølelse end retslige Grunde. Saaledes kan vi ogsaa forstaa, at der hurtigt skete et Omslag i Kejserens Holdning. Den 1. Januar afgav han den Erklæring, at han for Fremtiden ikke mere vilde hindre Synoden i efter Lov og Ret at skride ind mod Folk, der var beskyldt for Hæresi. Ved denne Erklæring har Sigismund reddet Konciliet for Opløsning og menneskelig talt Kirken for Undergang. Aldrig har et Kirkemøde behandlet saa vanskelige Spørgsmaal og rummet saa meget Sprængstof i sig som netop det i Konstanz. I Fald Konciliet var blevet opløst, havde det været ude med Reformen paa Hoved og Lemmer, Skismaet vilde have varet ved, Hæresien vilde have bredt sig og Gud havde maattet virke et Mirakel for at redde sin Kirke for Undergang. Det vidste Sigismund, og han var Kristen nok til ikke af personlige Grunde at lade det komme til et Brud.

Den 20. Marts flygtede Pave Johannes XXIII., som følte Jorden brænde under sine Fødder, fra Konstanz. Nu var Konciliet uden Hoved. Atter er det Sigismund, der ved resolut at tage Ledelsen i sin Haand hindrer dets Opløsning.

Den 22. Marts blev Hus af Biskoppen af Konstanz bragt til Borgen Gottlieb – en Times Vej fra Konstanz; der sad han i 73 Dage.

Den 4. April ankom Hus’ Ven Hieronymus af Prag til Konstanz og forlangte frit Lejde af Synoden med den Tilføjelse at i Fald han blev overbeviset om Hæresi, vilde han gerne lide Straffen derfor – hvilket tydelig viser, hvorledes frit Lejde blev opfattet.

Slag i Slag følger nu Begivenheder, der ikke varsler godt for Hus. Den 4.5.15. fordømmes Wiclifs Skrifter, hvis Vildfarelser Hus i stor Udstrækning havde gjort til sine. Den 23 Maj indleveres Hus’
Ven Hieronymus af Prag – der var flygtet – som Fange i Konstanz. Samtidig blev den flygtede Pave taget til Fange, bragt til Konstanz og 29.5. afsat.

Nu kom Turen til Hus.

I 16. Brev fra Fængslet (til Chlum) mente Hus, at der kun kunde gøres fire Punkter gældende mod ham: 1. at han havde hindret Korstogsbullen mod Ladislaw af Neapel, der søgte at erobre Kirkestaten for den retmæssige Pave Gregor XII.; 2. at han skønt exkommuniceret og suspenderet havde læst Messe; 3. at han havde appelleret fra Paven til et almindeligt Koncil; 4. at han i sit Afskedsbrev til Vennerne i Bøhmen havde sagt: exeo sine salva conductu; derved havde han – med et utilladeligt Forbehold! – ment conductus papae, Pauens frie Lejde; – det havde der overhovedet ikke været Tale om! Desuden paastod han, at han ikke vidste, at de tre Riddere skulde følge ham – og det efter at han havde takket Kejseren for salvus conductus!

Konciliet havde dog samlet et ganske anderledes stort og alvorligt Anklagemateriale mod Hus. Hvad de følgende Forhør over Hus angaar, er vi desværre ikke mere i Besiddelse af de officielle Koncilsakter, men ene og alene henvist til Hus’ Ven Mladenowitz som eneste Kilde. Hans Optegnelser – der ikke kan kontrolleres – kan kun bruges med Forbehold.

Det andet Forhør 7.6.15. der fandt sted en Time efter den store Solformørkelse, er bemærkelsesværdig ved en Udtalelse af Kejser Sigismund, der viser, hvorledes han opfattede det frie Lejde, han havde givet Hus. Inden Hus blev ført tilbage til Fængslet henvendte Sigismund sig nemlig til ham med de Ord: »Hør Jorannes Hus! Der er nogle, der paastaar, at jeg først havde givet dig frit Lejde 15 Dage efter din Anholdelse. Det er ikke sandt. Jeg gav dig frit Lejde inden du forlod Prag og befalede Wenzel af Duha og Johan af Chlum at følge og beskytte dig, for at du frit kunde naa Konstanz og der ikke skulde blive undertrykt, men faa offentlig Ørenlyd og staa til Regnkab for din Tro. Dette er ogsaa sket og man har skænket dig offentlig, fredelig og anstændig Ørenlyd. Jeg takker Synoden fordi den har gjort det, skønt nogle har bebrejdet mig, at jeg havde givet en Kætter eller en, der var mistænkt for Kætteri, frit Lejde.

Derfor raader ogsaa jeg dig til ikke haardnakket at fastholde noget, men at du med Hensyn til de Punkter, som er bevist mod dig og du har tilstaaet, fuldstændig overlader dig til det hellige Koncils Naade. Saa vil man af Hensyn til os og vor Broder (Wenzel) og Kongeriget Bøhmen behandle dig naadigt og ikke paalægge dig for haard en Bod.

Men fastholder du haardnakket dine Paastande, da ve dig; hine (Koncilsfædrene) ved nok, hvad de har at gøre med dig, og jeg har erklæret for dem, at jeg ikke vil forsvare nogen Kætter, men at jeg tværtimod, i Fald nogen haardnakket fremturer i sit Kætteri, vil brænde ham, jeg selv ganske alene. Derfor vil jeg raade dig til, jo før jo heller helt og holdent at overgive dig i Konciliets Naade, for at du ikke skal indvikle dig i endnu dybere Vildfarelser.» Hus svarede: »Jeg takker deres Majestæt for det mig naadigt givne frie Lejde» og erklærede desuden, at han ikke var kommet hid for haardnakket at fastholde noget, men for ydmygt at forbedre sig, naar han vilde blive belært om en Vildfarelse.

Denne Belæring forstod Hus væsentligt anderledes end Konciliet. Han vilde disputere med Kirkemødet. Men konciliet ønskede et Ja eller et Nej. Den 8.6.15. kom Hus for tredje Gang i Forhør. Der oplæstes 39 Artikler, samtlige taget af hans Skrifter, de 26 af hans Hovedvæk »de Ecclesia». De vigtigste deri indeholdte Vildfarelser er følgende: Kirken er Samfundet af de forudbestemte. Synden kan ikke skade den forudbestemte. En, som er præscitus d. v. s. hvis Fortabelse er forudset (og forudbestemt) af Gud, kan ikke være Lem af Kirken. En præscitus eller en, der lever i Synd, kan hverken være Pave, Biskop, Prælat eller Fyrste.

Klippen, hvorpaa Kristus byggede Kirken, er ham selv, ikke Petrus. Kirken trænger overhovedet ikke til noget synligt Overhoved. Pavedømmet er skabt af Kejserne.

Dertil kommer en Række Sætninger der tydeligt er dikteret af egen Interesse.

Ingen Hæretiker maa efter den kirkelige Censur overgives til den verdslige Arm og straffes med Døden. Naar den Exkommunicerede appellerer til Kristus, skader Exkommunicationen ham ikke. En Præst, der lever efter Kristi Lov og kender Biblen, er berettiget til at prædike, selv om han er exkommuniceret. Der maa ikke lyses Interdikt, thi Kristus har aldrig lyst Interdikt over sine Fjender.

Hus anerkendte de ordrette Citater som sine; de mindre nøjagtige blev sammenlignet med de paagældende Steder, tit med det for Hus ugunstige Udfald, at Cardinal d’Ailly kunde sige til Kejseren: her i Bogen staar det jo endnu værre end i Artiklen!

I nogle Tilfælde blev dog ifølge Hus’ Protest Artiklens Ordlyd forandret. Men hverken derved eller ved Hus’ Distinktioner, mistede Artiklerne deres hæretiske Betydning. Saaledes, naar Hus forsvarer Sætningen: Pavens Magt holder op, naar han ikke ogsaa ligner Kristus i sine Sæder. Hus distinguerer: den holder op quoad meritum (hvad Lønnen i Himlen angaar), men ikke quoad officium (Embedet). Det er ikke en Forklaring, men kun en Omtydning. Enhver vil forstaa Sætningen i dens sidste Betydning. Efter Drøftelsen af de 39 ArtikIer udtalte Kardinal d’Ailly tiI Hus, at nu var der to Muligheder. Enten overgav han sig helt og holdent i Konciliets Naade. Da vilde dette for Sigismunds, Wenzels og hans egen Skyld behandle ham pie et humaniter. Eller han kunde vælge at forsvare sine Artikler. Da vilde man give ham Lejlighed dertil. Men han skulde betænke, at store og lærde Mænd havde samlet kraftige Beviser mod disse Artikler, og at han ved at forsvare dem let kunde indvikle sig i endnu større Vildfarelser.

Efter nogen Vaklen udtalte Hus, at han var villig til at underkaste sig Konciliets »Correction og Definition». Men da d’Ailly gjorde ham opmærksom paa, at i saa Fald maatte han afsværge Artiklerne, svarede Hus: »Tving mig ikke til at afsværge Artikler, som jeg aldrig har lært, navnlig at efter Consecrationen Brødet bliver tilbage – denne Sætning fandtes slet ikke blandt Artiklerne! De Artikler derimod, som jeg virkelig har fremsat, vil jeg tilbagekalde, naar man har bevist mig, at det modsatte er sandt.» Dermed havde han valgt den anden Vej: Forhandling. Da greb Sigismund ind, gentog endnu engang d’Aillys »Enten eller» og forsøgte at faa Hus til at underkaste sig. Han tilføjede: »Men vil du forsvare dine Vildfarelser, da vil Konciliet handle med dig efter den gældende Ret.» Hus bad paany om Ørenlyd. Efter at han var ført bort, holdt Sigismund en Tale: »En eneste af de 39 Artikler vilde allerede være tilstrækkelig til at dømme Hus. Hvis han ikke kalder tilbage og afsværger, maa han gerne blive brændt – eller I maa gøre med ham, hvad Rettens er. Men vid, hvis han skulde tilbagekalde, saa maa I ikke tro ham og heller ikke jeg tror ham, thi i Fald han vender tilbage til sine Venner, vil han udbrede endnu flere Vildfarelser. Man maa altsaa forbyde ham at prædike og at komme sammen med sine Tilhængere.»

De dømte Artikler skulde man sende til Bøhmen, Polen og andre Egne, thi allevegne havde han Tilhængere.

Dermed var Hus Skæbne beseglet. Kejserens Ord fremkaldte, da de blev bekendt i Bøhmen, den største Harme og Forbitrelse. Hadet vandte sig mod Sigismund personlig, ikke som om han havde brudt Lejdebrevets Løfter, men fordi han i Stedet for at gaa i Forbøn for Hus, havde tilskyndet Koncilsfædrene til hans Fordømmelse.

Mest skuffet over Sigismund var selvfølgelig Hus; han havde, som han skriver, ventet, at i Fald han ikke underkastede sig, vilde Kejseren overgive hele Sagen til den bøhmiske Konge og denne og hans Gejstlighed vilde saa fælde Dommen. I samme Brev taler han om et Løfte, som Sigismund havde givet ham, at han i Fald han ikke underkastede sig Konstanzer Dornmen, vilde give ham frit Lejde til at rejse tilbage til Bøhmen.

Dermed staar i aabenbar Modstrid Hus’ gentagne Forsikringer om at ville underkaste sig Konciliets Dom, dersom man modbeviste ham.

Desuden er det klart, at Sigismund ikke har kunnet give ham noget saadant Løfte.

Det var ikke indeholdt i selve Lejdebrevet. Dette skulde blot tjene Hus til saa sikkert, hurtigt og billigt som muligt at rejse til Konstanz for der uhindret at kunne føre sin Sag.

I Tilfælde af Frikendelse gjaldt Lejdebrevet ogsaa for Tilbagerejsen til Bøhmen.

Det kunde umuligt være Sigismunds Mening ved Lejdebrev eller andet Løfte at ville beskytte Hus mod den lovlige Sentens, som de af ham Gang paa Gang anerkendte Dommere skulde fælde. Ellers vilde Lejdebrevet blive til den rene Meningsløshed: Jeg vil hjælpe dig til at komme til den Dommer, du selv har valgt; men han kan dømme som han vil, du skal gaa fri! Hus’ egne Fortolkninger af det frie Lejde er ikke til at stole paa. De er Iigesaa modsigende som hans idelige Forsikringer om at ville adlyde Konciliet, hvad han aldrig gjorde.

Man havde trods Sigismunds Opfordring ikke travlt med at føre Sagen til en Afslutning. Man vilde vinde Tid i det Haab, at Hus efterhaanden skulde falde til Føje. Desuden gjorde man indtil den sidste Dag uaflbrudt Forsøg paa at gøre Afsværgelsen antagelig for hans Samvittighed. Hus forværrede endda Situationen ved i forskellige Breve – som smugledes ud af Fængslet – at agitere for Lægmandskalken.

Den 24. Juni blev Hus Skrifter dømt til at brændes.

I et Brev af 26. Juni fremkommer Hus med den besynderlige Paastand om, at hans Bøger var blevet dømt, uden at man havde læst, ja blot set dem; selv om de var blevet læst havde Koncilsfædrene paa nogle ganske faa Bøhmere nær ikke kunnet forstaa dem –  paastaarHus, skønt de fleste af Bøgerne var skrevet paa Latin! I et Brev af 27. Juni siger han det stikmodsatte: at hans Modstandere havde læst hans Bøger nøjagtigere end Biblen. Han vægrer sig bestandig ved at tilbagekalde, med mindre man modbeviser ham ud fra Skriften. Enhver Afsværgelse af Vildfarelserne vilde han indlede med en Ed paa, at han aldrig havde lært saaledes. Men det var Artiklernes umiddelbare Ordlyd, der var hæretisk; derfor var det meningsløst at sværge; »nunquam illas prædicavi», jeg har aldrig forkyndt denne Lære.

Selv om han ved Omtydning og Æquivocatio havde forstaaet dem anderledes, kunde det kun have Indflydelse paa Dommen over hans personlige Skyld, ikke paa Dommen over Sætningen.

Kejseren opsatte sin Rejse til Nizza for Hus’ Skyld indtil midt i Juli. Dagen før Domfældelsen foreslog man Hus en Afsværgelsesformel, hvorefter han skulde afsværge alle Artikler, der var citeret bogstaveligt efter hans Skrifter; om dem, der kun var fastslaaet ved Vidner, skulde han erklære, at han enten ikke havde lært dem eller indrømme at han havde fejlet. Hus gik ikke ind derpaa, skønt Sigismund selv opfordrede ham dertil. Sigismund sendte endog en Deputation, deriblandt Hus’ to bedste Venner Chlum og Duba til ham: han skulde ikke skamme sig over at blive belært af Kirkeforsamlingen og tilbagekalde. Hus svarede: »Saasnart de modbeviser mig ud fra Skriften, er jeg rede dertil.» Med andre Ord, Hus vilde, at Konciliet skulde inlade sig paa en Disputation med ham.

Ved det sidste Forhør 6. Juli 15. – »Finalaudiensen» – blev der læst to Rækker Artikler op, hvis Ordlyd ikke foreligger. Kun véd vi, at den første Række bestod af Citater af Hus’ Skrifter – vistnok Artiklerne af 8. Juni – den anden Række beroede paa Vidneudsagn, ligesom ved Mødet den 7. Juni.

Ved Vidneudsagnene meddeltes kun Antallet af Vidner og deres Stand, men ikke Navnene. Den samme Fremgangsmetode anvendte Konciliet i Processen mod Pave Johannes XXIII. Blandt disse Vidneudsagn var mærkelig nok ogsaa dette, at Hus havde betegnet sig selv som den fjerde gudommelige Person – hvad dog vistnok beroede paa en ondsindet Misforstaaelse af hans filosofiske Realisme.

Imidlertid havde Konciliet den 6. Juli langtfra optaget alle oplæste Artikler i Slutningssentensen d. v. s. Dommen over Hus. Men kun de 30 – alle taget af 8. Junis Artikelserie paa 39 Numre, dog mange af dem modificeret d.v.s. bragt i Overensstemmelse med Ordlyden i Hus’ Skrifter. Af den 2. Rækkes Artikler, der beroede paa Vidnesudsagn, blev ikke en eneste optaget i Dommen. De nævnte 30 blev ogsaa optaget i Martin V.’s Bulle Inter cunctos 22.2.18. og Hieronymus af Prag, Hus’ FortroIige, har 11.9.15. udtrykkelig anerkendt, at de alle fandtes i Hus’ Bøger, skrevet af hans egen Haand.

Slutsentensen var affattet i en dobbelt Form, alt efter som Hus i sidste Øjeblik vilde falde til Føje eller ikke.

Efter at Hus erklæredes for Kætter, slutter det første Formular: »Men fordi det af forskellige Omstændigheder fremgaar, at Hus angrer sine Synder og ønsker at vende tilbage til den kirkelige Sandhed, giver Konciliet ham gerne Adgang til Afsværgelse som han har tilbudt, optager ham som den angerfulde, fortabte Søn og absolverer ham for Exkommunicationen. Men fordi hans Lære har affødt megen Forargelse og Uro, skal Hus som en farlig Person afsættes fra sin præstelige Værdighed, degraderes og indespærres for Livstid.»

Da Hus i Stedet for at erklære sig rede til Afsværgelse, kun replicerede, at man skulde belære ham ud fra Biblen, blev der Brug for det 2. Formular, der sluttede saaledes : »Men fordi det hellige Koncil er kommet til den Overbevisning, at Hus er haardnakket og uforbederlig og hverken vil vende tilbage til Kirkens Skød eller afsværge, beslutter dette hellige Koncilium hans Deposition og Degradation og da Kirken ikke har noget at gøre med ham, overlader den Hus til den verdslige Domstol.

Hus paahørte knælende sin Dom og bad højt for sine Fjender. Saa blev han iført de præstelige Klæder og endnu engang opfordret til at underkaste sig. Under Taarer sagde Hus, at det var mod hans Samvittighed, »thi aldrig har jeg forsvaret de Artikler, som man fejlagtig beskylder mig for, men tværtimod skrevet, lært og prædiket det modsatte deraf». Det er ubegribeligt, hvorledes Hus med Døden for Øje kunde sige det. De 30 Artikler fandtes notorisk og efter hans egen Tilstaaelse i hans Skrifter.

Derpaa begyndte Biskopperne at degradere ham d. v. s. at fratage ham Kalken og afføre ham de præstelige Klædningsstykker under Anvendelse af Skriftord som: »Judas, du, som har forladt Fredens Raad og lagt Raad op med Jøderne, vi fratager dig Frelserns Kalk». Tilsidst blev der sat en Papirshue paa hans Hovede med Ordene: »vi overlader din Sjæl til Djævelen». Hus svarede: »Jeg overlader den til min naadigste Herre Jesus Kristus».

Paa Kætterhuen, der var en Alen høj, var der malet tre Djævle, der holder en Sjæl i deres Kløer. Indskriften lød: Hic est hæresiarcha (her er Ærkekætteren). Derpaa blev han overgivet til den verdslige Øvrighed med den fra Oldkirken stammende Tilføjelse – der dog endnu kun var en tom Formel: at man ikke skulde dræpe ham, men ellers forvare ham og give ham et evigt Fængsel.

Da Hus traadte ud af Kirken, blev lige hans Skrifter brændt udenfor paa Kirkegaarden. Han raabte til Mængden, at hans Dødsfjender løgnagtigt havde beskyldt ham for Vranglærdom.

Paa Vejen bad han: Jesu Christe, fili Dei vivi, miserere mei. Ved Synet af Baalet faldt han tre Gange paa Knæ og raabte: Jesu Christe, fili Dei vivi, du som har Iidt for os, forbarm dig over mig; man spurgte, om han vilde skrifte og gav ham en Kapellan til Skriftefader, der havde faaet alle Fuldmagter af Konciliet. Hus svarede: »Ja gerne». Men da Præsten forlangte, at han først skulde frasige sig alle sine Vildfarelser, da han ellers ikke kunde absolvere ham, svarede Hus, at han ikke behøvede Skriftemaalet, da han ikke havde Dødssynder paa sig.

Da han gav sig til at tale til Mængden, fremskyndte man Eksekutionen. Bundet til en Pæl med en Lænke om Halsen, blev der lagt Ved, Halm og Beg om ham helt op til Hovedet. En sidste Opfordring til Underkastelse besvarede Hus med at paaberaabe sig sin Uskyld. Saa blev Baalet tændt. Da rejste han sig med megen Skrigen, siger Reichenthals Beretning; Mladenowitz derimod: han sang i Flammerne: Christi fili Dei, miserere nobis. Asken og Resterne af Knoglerne blev kastet i Rhinen, for at Bøhmerne ikke skulde tage dem med som Relikvier.

*

Fra katholsk Standpunkt ser vi i Hus først og fremmest den forstokkede Kætter, der appellerede til Biblen og Kristus, trodsende et helt Kirkemøde, ja endog undsiger sig sine egne Skrifter for ikke af maatte indrømme at have taget fejl. Dette hindrer dog ikke at vi anerkender, at han tog sin Død paa en værdig Maade. Den lærde Humanist Æneas Sylvius, den senere Pave Pius Il, der overværede baade Hus’ og Hieronymus af Prags Henrettelse, skriver: Nemo philosophus tam forti animo mortem pertulisse traditur quam isti incendium – Ingen Filosof har lidt Døden med saa stort et Mod som hine Baalet!