Johannes Jörgensen: Fra det ukendte Frankrig

Av H. D. T. Kiærulff

Recension av Johannes Jörgensens Fra det ukendte Frankrig (Gyldendalske Boghandel 1930).

Det er forbavsende saa mangefranske Böger de danske Boghandler udstiller i deres Vinduer – og vistnok ogsaa faar solgt. Et ikk ubetydeligt fransklæsende Publikum maa der være, ligesom det engelsklæsende Publikum tælles i adskillige Tusinder. Dagbladene bringer da ogsaa indgaaende Anmeldelser af den fremmede Literaturs værdifullere (el. mere opsigtsvækkende) frembringelser. Et Fænomen, der velsagtens staar i Forbindelse med Turismens umaadelige Opsving.

Alligevel kan der tales om et ukendt Frankrig, baade om et Frankrig, som Turisten icke kender og et Frankrig som Læserne er ukendt med – i begge Tilfælde det Katholske. Dette dobbelte Katholske Frankrig er Emnet for Johannes Jörgensens ny Bog.

Skildringerne fra det tidligere Karmeliterkloster 1 Rue Vaugirard er meget smukke og læses med Interesse selv af den, der kender Klostrets blodige Historie. I Kapitlet om Lacordaires Langfredag undskylder Forfatteren, at han pedantisk giver et Par Oplysninger om den store Prædikants Levnedslöb. Maaske Læserne trængte til endnu mere »pedantisk» en Kommentar for helt at forstaa ham. Man maa jo kende hans Fölsomhed og Ynglinge-Fanatisme, hans altid ungdommelige Lidenskab for Venskab der konverteredes til et lidenskabe ligt Venskab med Frelseren for at fatte denne Mand, der midt i det 19 Aarhundrede (det 19!) praktiserede en yngre Kristendoms Askese.

Det »röde» hedenske Paris giver Stof til Bogens bedste Kapitel. Det viser os de franske Præster, som St. Frans af Sales, St. Vincent af Paul og den hellige Præst fra Ars har opdraget dem. Hvor de er langt fra Prælaternes tunge Værdighed disse Præster, der ikke vil betjenes, men tjene. Et Kapitel praktisk Kristendom.

De værdifuldeste literære Kroniker er Smaastykkerne om Sabatier, Benda og Clemenceau. Nogle af de andre »Miniaturer» synes derimod af snævrere literaturhistorisk Interesse (f. Eks. »Den som var Djenane» ).

En Önskeseddel kan ved denne Lejlighed en dansk Læser sende vor store Opdagelsesrejsende i det »sorte» Fastland. Den skal bl. a. omfatte Skildringer fra det »hellige Languedoc». Danske Protestanter har saa ofte en aldeles ugrundet Forkærlighed for Albigenserne og dertil hörende Forargelse over Korstoget mod dem. Vil Johannes Jörgensen mon engang före os »i St. Dominicus’ Fodspor» gennem Albigensernes Languedoc? Og blandt nye »literære Miniaturer» vil vi haabe at finde Omtale af Skribenter som Bremond og Maritain (rnaaske Joh. Jörgensen husker, at han engang har lært os nogle Ord om den sidstnævnte) og af hele den yppige Katholske Digtning i dette Aarhundrede (overvurderet som den end er).

Jeg var ikke bange at önske mange Gange mere. Skönt Johannes Jörgensen ofte standser for at söge tilbage ad Erindringens lange Vej, og skönt han i saadanne öjeblikke föler sig ældre end man synes hans Aar berettiger ham til, har han endnu sin store Arbejdevne, og hans vidunderlige Sprog har intet sat lit af den Klarhed, vi andre sukker efter at naa.