Katholicisme som Kult

Av A. Menzinger S. J.

I Februarmaaned holdt Professor i Religionshistorie ved Københavns Universitet, Dr. Vilh. Grønbech, en Række Forelæsninger over Religion og Liturgi. Den sidste af disse Forelæsninger, der handlede om Katholicismen, skal der her tages Stilling til.

Professorens Grundtanke er, at Kult skal være Aktivitet, skabende Virksomhed; ellers er den død og fortjener ikke Navnet Religion. Dette kultiske Liv fandtes i de antike Religioner, i Senjødedommens synagogale Gudsdyrkelse og i Kristendommens første Aarhundreder. Der skabtes – ikke af Præsterne men af Menigheden – de Kultformer, i hvilke det religiøse Liv faar sit Udtryk. Folket er ikke passiv Tilskuer, men er med i den hellige Handling, har Førerskabet. Men saa kommer det sørgelige: I Middelalderen bliver Kristendommen til Præstegerning, den aktive Deltagelse i Kulthandlingen fratages Folket; Menigheden bliver Tilskuer, maa nøjes med passiv Assistance. I samme Grad træder Læren i Forgrunden. Dogmerne bliver det vigtigste i Kristendommen. Den kultiske Indstilling forsvinder. Den kristne Religion er inderst inde død og udhulet. I Reformationen bryder Bygningen sammen. Men Protestantismen betyder ikke noget indre Omslag. Læren – endog i skolastisk Form – er alt. Protestantismen er den »konsekvente Katholicisme». Den kender ikke til Kult; den er angest for den. »Om Nadveren», fortalte Professoren, »hørte jeg i min Skoletid, at den hverken var det eller det, men noget andet, som jeg aldrig fik fat paa.»

Professoren ser skeptisk paa Katholicismens øjeblikkelige Fremgang. Han bemegter den ikke. Men – »for Gud er 1000 Aar som een Dag»! Den kultiske Interesse, som Anglikanerne og dermed beslægtede Retninger udviser, betragter Professoren som ikke andet end en »antikvarisk Fornyelse», en Griben tilbage paa Messehagler, Røgelseskar, Bispestave og andre katholske Surrogater for ægte religiøst Liv. Bedre handlede Grundtvig, den eneste virkelige Fornyer efter Reformationen, idet han greb Menighedssangen, der alene var tilbage som Kultform, og derigennem gjorde Menigheden til kultskabende Faktor igen. –

Mange af Forelæsningens Tanker rører ved selve Religionens Væsen. Prof. Grønbech ser dette i Menighedens Aktivitet. Kristendommens egentlige Liv er Kultskabelse gennem Menigheden. Efter dette maa den kristne Religion betragtes ikke som Kristi Værk, men som Menneskeværk.

For os Katholiker er Kristendommen noget helt andet, nemlig den store, overnaturlige Virkelighed, som Gud selv gennem Aabenbaringen har stillet ind i denne Verden. Vi Mennesker har den Opgave og den Pligt at træde ind i denne Virkelighed, i Guds Rige. Vi forholder os ikke ydende, skabende, men modtagende. Vi skal aabne vor Sjæl for Guds Riges Sandhed og Naade. Jesus er Sædemanden, vi Ageren, der tager imod Sæden. Han er det Lys, som er kommet til denne Verden – men Verden annammede det ikke. At gribe Guds Rige, at optage i vart Hjerte det, som Jesus har bragt, det er den Aktivitet, vi først og fremmest skal udvise. Det er det ene fornødne.

Selvfølgelig er der foruden denne personlige Tilegnelse af Guds Rige ogsaa Plads til Aktivitet af den Art, Prof. Grønbech taler om. Menneskeheden – for saa vidt den sluttede sig til Kristendommen – har beriget ag endog præget Kristendommen ved en kæmpemæssig Indsats paa de forskellige Omraader af kirkelig Kultur. Gudstjenestens Inderlighed og dens Pragtudfoldelse skyldes for en stor Del Østens Kirker. I Lovgivningens Fasthed, i Dogmatiseringens Præcision, i den formende Kraft, der aabenbarer sig i den romerske Liturgis klassiske Linier, genkender vi Aanden fra det gamle romerske Imperium. Krist-Konge-Begejstringen i visse Dele af Liturgien og Middelalderens Mystik vidner om Germanernes dybe Gemyt. I denne Sammenhæng vil man ikke kunne nægte, at de orthodokse og protestantiske Nationers Løsrivelse ikke blot betyder et talmæssigt Tab, men ogsaa Bortfald af værdifulde Kræfter, der ellers var kommet Kirkens kulturelle Udvikling til Gode. Ved Siden af den rent personlige Tilegnelse af Kristendommen gaar der altsaa til Stadighed en samfundsmæssig Aktivitet, der præger Kirkens ydre Fremtoning.

Men denne folkelige Indsats bliver aldrig det primære, afgørende og væsentlige. Det er jo selve kristendommens indre guddommelige Kraft, der vækker og ægger Menneskehedens Virketrang paa det kirkelige Felt. Og jo mere Aktiviteten nærmer sig det egentligt religiøse, des mere gælder om den Apostel Pauli Ord: »ikke at vi af os selv er dygtige til at udtænke noget som af os selv, men vor Dygtighed er af Gud» (2 Kor. 3, 5).

Man vil næppe kunne indvende, at den nævnte Aktivitet var Gejstlighedens paa Lægfolkets Bekostning. Selvfølgelig har Gejstligheden ogsaa sin Del deri. Men er ikke netop Blomstringstiderne i Kirken kendetegnede ved, at Lægfolket ikke forholder sig som passive Tilskuere, men selv tager fat paa det Kirkelige Livs Opgaver? Det er ikke blot i Oldkirken, Lægfolk var skabende. Det samme finder vi i senere Blomstringsperioder. Langtfra alle Middelalderens Mystikere var Gejstlige. Det 17. og 18. Aarhundredes Folkeandagter, der unægteligt betyder religiøst Liv, har deres Rod i Folket. »Den katholske Aktion», som Pius XI har slaaet til Lyd for, er ikke andet end koncentreret Lægmandsapostolat. Det stærkeste Udslag for kultisk lnteresse er uden Tvivl den saakaldte »liturgiske Bevægelse», der vil opdrage Lægfolk til større Deltagelse i Liturgien. At denne til en vis Grad var blevet fremmed for vide Kredse, var ikke Gejstlighedens Skyld, men Forholdenes. Et Eksempel! Messens faste Dele – Kyriale – var oprindelig Menighedssang, hvad der fremgaar af de ældste Melodiers Enkelhed. Det var ikke Præsterne, der fratog Menigheden Kyriale, men Sangkunstens Udvikling førte det med sig, at Melodierne blev rigere og rigere, saa de maatte udføres af Schola cantorum.

Men selv om den liturgiske Bevægelse skulde slaa nok saa fuldstændigt igennem, vil den aldrig naa at virkeliggøre Prof. Grønbechs Ideal, at Menigheden skal være Hovedpersonen i den kultiske Aktion. Den førende Stilling i Kulten har nu engang efter guddommelig Indstiftelse Præsteskabet. »Saaledes agte hvert Menneske os for Kristi Tjenere og Forvaltere af Guds Hemmeligheder» (1 Kor. 4, 1). Den hierarkiske Orden, Tvedelingen Lægfolk og Præsteskab, er en af de mest grundlæggende Tanker, som vor Religions Stifter har haft om sin Kirke. Til syvende og sidst er Maalestokken for religiøse Formers Vurdering ikke det, vi synes om dem, men, hvad Jesus har ment og anordnet med Hensyn til Gudsdyrkelsen. Saa sandt Jesus har indstiftet et Offer – Messeofret – har han ogsaå villet, at det frembæres ikke af Lægfolk, men af dertil indviede Præster. Hverken den gamle eller den nye Pagt kender et almindeligt Præstedømme i liturgisk, hierarkisk Forstand. Menigheden knæler, synger og beder med, svarer, gaar til Alters, men ved selve Altret staar Præsten alene.

At den katholske Kirke er og altid har været en Lærens Kirke, en Dogmekirke, kan umuligt betyde et Modsætningsforhold til dens kultiske Religiøsitet. Ganske vist har Læren en fremtrædende Plads; men den er aldrig blevet understreget i den Betydning, at Kristendommen kun var noget, der skulde erkendes, ikke noget, der først og fremmest skulde gøres.