Katolicismen i den moderne europæiske Litteratur

Av Henrik Roos S. J.

I vore skandinaviske Blade læser vi meget sjældent noget om de nye ungdommelige Kræfter og Tanker, som overalt i den katolske Verden spirer frem. Eller hvem af os husker at have læst noget om den katolske Litteraturs voksende Indsats i det europæiske Aandsliv?

Vi ved jo saa godt, at mange, der staar paa Kirkens Tærskel, men ogsaa mange i Kirken lider under det, at Kirken ikke mere som i Tomas af Akvins eller Dantes Tid gaar Haand i Haand med Kultur og Kunst. Mange tror, at Kunsten kun blomstrer udenfor Kirken. De mener at maatte give Afkald paa Kunstens og Litteraturens Skønheder, naar de træder ind under dens Hvælvinger.

Maaske er der noget sandt i denne Opfattelse, naar vi tænker paa de kolde og aandsforladte Tendenser (f. Eks. Naturalismen) i Slutningen af det forrige Aarhundrede. Dem hverken kan eller vil Kirken konkurrere med. Men den Tid er gudskelov overvundet. Alle dem, som mener at skulle se en Fare i disse Retningers Udvikling, tilraaber vi Hilaire Bellocs kraftigt manende Ord: »Gør dig ingen Bekymring, naar du ser de Kræfter vokse, som allerede er i Opløsning. Du har set forkert paa Klokken, min Ven! Det er ikke Nat, men Morgen!»

Vi kan henvise dem til den ophøjede Skikkelse, i hvilken Genialitet og Hellighed har fundet hinanden i helligt Kys, en Skikkelse, der næsten tilhører vore Dage: John Henry Newman. John Henry Newman var Katolik og romersk Kardinal.

Vi kan svare dem med Chestertons friske Ord, som han har skrevet saa sent som i Fjor: »Den katolske Tro blev før i Tiden gerne kaldt den gamle Religion, men i vore Dage erkender Folk, at den maa regnes med til de nye Religioner. I sit nuværende Milieu virker den med Nyhedens særegne Kraft og Friskhed … Jeg tror, at Katolicismen mere og mere vil blive et brændende Spørgsmaal for den opvoksende Slægt og for det næste Slægtled, naar de opdager det virkelige Alternativ til vor Tids uhyggelige Virkelighed.»

At Katolicismen allerede er »det brændende Spørgsmaal for vor opvoksende Generation», beviser en Artikel, som den kendte Wiener Forfatter Forst de Battaglia fornylig har offentliggjort.*) Han indbyder os til en Rundgang gennem Verdenslitteraturen. Han skriver omtrent følgende: I tre af Europas fem »store» Litteraturer er Katolicismen i Dag Trumf: i den franske, italienske og spanske, hvor alle førende og skabende Begavelser bekender sig til Kirken; i de to andre, den tyske og engelske, har Katolicismen erobret sig en agtet Stilling, der i England langt overgaar Katolikkernes forholdsvise Antal, i Tyskland derimod endnu staar tilbage for berettigede Ønsker og Krav. I den øvrige Litteraturer, som i den polske, tjekkiske, ungarske, portugisiske, hollandske, ja endog i den skandinaviske finder vi katolske Skribenter af første Rang.

I Tyskland yder de en betydelig Indsats i hele Nationens Aandsliv. Vi behøver blot at pege hen til Epikere, som Heinrich Federer, Hermann Stehr, Dörfler, Schnack, Herwig, Forfatterinder, som Handel-Mazzetti, Gertrud Le Fort, Lyrikere som Schaukal, Billinger, Kneip, Hasenkamp, Kramer, Ruth Schaumann, Dramatikere som Weismantel og Max Mell, Essayister som Theodor Haecker, Peter Wust, Filosoffer som Guardini og Przywara, Kritikere som Karl Muth, Hermann Bahr. Kan den katolske Litteratur ikke med Glæde se op til Talere som Kardinal Faulhaher, Pater Muckermaun og Kaplan Fahsel, Videnskabsmænd som Josef Nadler, Günther Müller og Alois Dempf?

Vi alle ved om Chestertons verdensomspændende Morsomhed. Vi kender ham alle som den utilgivelige Modstander af enhver blind Tro paa en forudsætningsløs Oplysning. Hans Ven Hilaire Belloc, den vittigste Kritiker af det moderne England, Pater Ronald Knox (Konvertit som Chesterton) og dennes Sidestykke, den afholdte Fører af en Elite, Pater Cyrill Martindale, Lyrikerne Wilfred Rowland Child, Evan Morgan og Maurice Baring, det største Talent blandt de engelske Fortællere, som hører den unge Generation til, er desværre endnu ikke saa kendte udenfor England, som de fortjente det.

Paul Claudel, Frankrigs største Digter, har vundet næsten større Forstaaelse og Kærlighed udenfor Frankrig (især i Tyskland) end i sit Fædreland. Paul Bourget, en af Realismens store, som ogsaa er kendt i Danmark, tegner endnu i ubrudt Friskhed sine subtile Sjælebilleder. Katolikker er, skønt deres Værker undertiden kan give Anledning til Kritik, saa temmelig alle originelle Begavelser af den sidste Generation: Mauriac, Bernanos, Julien Green, Cocteau, Reverdy; af den ældre Generation: Emile Baumann, Henri Ghéon, Max Jacob.

I Frankrig yder Katolikkerne en betydelig Indsats i Filosofien. Tomismen er ligefrem »moderne» i Frankrig. Kendte Navne er her: Jacques Maritain, Gilson, Sertillanges, Bergsons Efterfølger paa Frankrigs første filosofiske Lærestol: Le Roy, den dybe Tænker Blondel, den førende Kritiker Henri Brémond Historikerne Hanotaux, de La Gorce, Madelin, Goyau og Geografen Brunhes. Katolske Tidsskrifter som »Etudes», »Correspondant», »Revue Universelle», »Revue des Jeunes», »Vigile» nyder den største Anseele. De mest fremragende Tidsskrifter som »Revue des Deux-Mondes», »Revue de France» er vistnok ikke programmæssig men faktisk katolske og i de neutrale Organer som »Nouvelles Litteraires» kommer Katolikkerne kraftigt til Orde. Det er virkelig sandt, hvad Msgr. Baudrillart forleden har sagt i Anledning af den katolske Uge i Genève: »Intelligensen er i Frankrig for største Delen vundet tilbage for den gamle Tro».

Paa lignende Maade gaar det i Spanien: til os hører Spaniens berømteste Dramatiker, Nobelpristageren Benavente, hans næsten jævnbyrdige Rival Marquina, den vejledende Kritiker, Essayist og Romancier Azorin, Spaniens bedste Fortæller Ricardo León, den populære Lyriker Gabriel y Galán, den glimrende Novellist Muñoz-Pabón. I det spanske Akademi er »Traditionalisterne» (det betyder i Spanien saa meget som trofaste Børn af den nedarvede Religion) i overvejende Flertal. Ikke anderledes er det i det franske Akademi, hvor en nøjeregnende Statistik tæller 24 overbeviste Katolikker blandt de 40 udødelige. Ogsaa den mest fremragende Digter af Katalonien, Eugenio d’Ors, er katolik.

Italien: Katolik er i Dag d’Annunzio, hvis sidste Værker kom med det kirkelige Imprimatur og som selv tilhører den tredje Orden af den hellige Frans. Den røde Anarkist Papini er blevet sort, som hans »Jesu Livshistorie» beviser. Den fejrede Dramatiker G. A. Borgese, Italiens fineste Essayist Arturo Farinelli begge to Professorer i tysk Litteratur paa italienske Universiteter, og Prezzolini, der som ingen anden har Indflydelse paa Ungdommen, er kommet det katolske Ideal meget nær, skønt de ikke er Katolikker.

Lad os ednu hurtigt af den polske Litteratur nævne dens største Dramatiker Rostworowski, dens mest fremragende Lyriker Staff, en Mesterinde i den historiske Roman som Kossak-Szczucka, en Digter af saa sart en Ynde som Zegadlowicz, fra Bøhmen Essayisten Salda og den uden Tvivel mest glimrende Fortæller i den moderne tjekkiske Litteratur Durych.

Fra Skandinavien er Sigrid Undset, i Dag kendt i hele Europa, Katolikkernes Stolthed. Johannes Jørgensen har europæisk Berømmelse. Konvertiten Lars Eskeland, en af Maalbevægelsens Forkæmpere, talte forleden i Genève for den »Katolske Uges» europæiske Publikum.

Navnelisten, der kan tjene som Vejledning for dannede Katolikers Læsning, er ikke fuldstændig, men kan dog give et svagt Billede af den Glans, som udgaar fra den moderne katolske Litteraturs Parnas.

Som Slutning skal her staa de Ord, Theodor Haecker har skrevet i sin »Prolog»: »Kun i Kraft af den kristelige Tro kan Europas højtberømte Litteratur genopstaa i ny Skikkelse, kun i Kraft af den kan de vestlige Folkeslag bestaa den uundgaaelige Holmgang, baade den blodige og den ublodige, med Østens Stammer. Med Voltaire og Shaw kan de det ikke. Det er virkelig ti1 at le over, men denne Latter skal blive bitter som Galle. Denne Kendsgerning skulde Europas Litteratur blive sig bevidst; her er dens Naadens Time.» [**)]

*) Augsburger Postzeitung. 6. Scpt. 1930, j fr. »Schönere Zukunft» 21. Sept. 1930.

**) Theodor Haecker. Christentum und Kultur, München, 1927, s. 13/14.