Knud Lavards Officium

Av Augusta Eschricht

Den danske Martyrhelgen, hvis 800 Aars Jubilæum vi nu kan fejre, nød den store Ære at have to Fester: Passionsfesten 7. Januar, hans Dies natalis, den Dag han fandt Døden for Morderhaand i Skoven ved Haraldsted, og Translationsfesten 25. Juni, da han ifølge Bulle fra Alexander III. skrinlagdes i St. Bents Kirke i Ringsted – dengang en Kirke, viet til Gudsmoder.

Ved den Vandalisme, hvormed man efter Reformationen gik til Værks mod al liturgisk Musik fra den katholske Tid, forsvandt ogsaa det værdifulde St. Knuds Officium, og efterhaanden var det, som om Mindet om den danske Helgen blegnede i hans Fædreland. – Men da sprang i forrige Aarhundrede Mindet om den hellige Kilde i Haraldstedskoven frisk og levende frem ved Hauchs og Niels W. Gades smukke Tonedigtning om Knud Lavard, og i samme Aarhundrede fik et Fund fra svundne katholske Tider en endnu større Betydning for danske Katholiker.

Uvist hvordan havde en meget fin Afskrift av Ordinale Sancti Canuti Ducis et Martyris undgaaet Ødelæggelsen og var havnet i Tyskland, hvor den paa en Auktion i Leipzig blev købt af Baron Carl von Richthofen fra Leszezyn i Øvre-Schlesien. Han lod det lille Codex indbinde i brunt Læder med Guldsnit og indlemmede det i sit Bibliotek. Her valde det en tysk Lærds Opmærksomhed og sendtes med Ejerens Tilladelse til den bekendte Historiker Dr. Waitz i Gøttingen, der i »Abhandlungen der Køniglichen Gesellschaft der Wissenschaften in Gøttingen» udgav Ordinalet med en paa det baseret Levnedsbeskrivelse af Hertug Knud. Den næste Udgiver blev Dr. Rudolf Usinger, hvis Afhandling »Officium sancti Kanuti Ducis» sammen med Ordinalet 1875 udkom i »Quellensammlung der Gesellschaft für Schleswig–Holstein–Lauenburg», Aaret efter at Universitetet i Kiel ved Baron Richthofens Død havde erhvervet det historiske Dokument.

Den opbevarede smukke Afskrift af Ordinalet bestaar af 65 Blade i Pergament fordelt paa 8 Læg af forskellig Størrelse. Til Overskrifter over eller foran de forskellige Afsnit er anvendt rød Farve, og Initialbogstaverne er ofte malet med rødt og blaat. Ordinalet falder i tre Partier: først Officiet ved Passionsfesten med Overskriften »In passione sancti Kanuti», der indeholder alt, hvad der skulde synges eller forelreses ved første Vesper – Aftenen før Festdagen – og ved Matutin og Laudes. Derpaa Officiet ved Prim, Terts, Sext og Non samt den afsluttende anden Vesper. Saa følger det paa samme Maade indrettede Officium ved Translationsfesten og endelig begge Dages Messeofficium med Overskriften: »Officium in die sancto utrumque in passione et in translatione».

Efter Officiet begynder et Afsnit af Roskilde Krønike, der afbrydes ved et bortkommet Blad, og paa de to sidste Blade findes en lille Homilia – en lille Prædiken – mest omhandlende en Munk, som af en Fugls skønne Sang lod sig lokke bort fra sit Kloster; da han vendte tilbage kendtes han af ingen; 200 Aar var henrundet, mens han lyttede til Fuglens Sang.

Usinger har i sin Udgave af Officiet, som han selv bemærker, lagt særlig Vægt paa at give et Bidrag til Gudstjenestens Historie i Danmark mod Slutningen af det 12. Aarhundrede. Alt hvad der skal synges, er udhævet med kursiv Skrift, og mange Fodnoter giver indgaaende Oplysning om Gangen i den Iiturgiske Handling. I denne Fremstilling staar Helgenofficiet med dets to egne Hymner, to store og en mindre Sekvens klart for ens Bevidsthed i hele dets middelalderlige Rigdom og Mangfoldighed. Da Anfallet af Salmer og Læsestykker er det samme som i Benediktiner-Breviarets Matutin, kunde Ordinariet tyde paa at være forfattet af en Benediktinermunk; i den Anledning nævner ogsaa Prof. Gertz – Sanctus Canutus Dux et Martyr (Vitæ Sanctorum Danorum) – »de Benediktinermunke, som af Knud Lavards Broder, Erik Emune, kaldtes hertil for at indrette klostret i Ringsted».

I Passionsofficiets tredje Nocturn er Evangeliet taget fra Johannes-Evangeliets 12. Kapitel: »Naar Sædekornet ikke falder i Jorden og dør, da bliver det alene, men naar det dør, bærer det megen Frugt». Et Responsorium i samme Nocturn forteller om den hellige Kilde, der udsprang efter Helgenens Død: »Mox virtutem martyris – terra propalavit – que, dum auxit sanguine, – aquam propanavit – hec et sanis profuit – et egros sanavit». (Snart kundgjorde Jorden Martyrens Dyd; thi, efter at han havde vædet den med Blod, lod den fremsprudle Vand, der gavnede de sunde og helbredte de syge.)

Blev Ordinalet med dets 16 historiske »lectiones», som af Prof. Hans Olrik er oversat til Dansk i »Danske Helgeners Levned», med dets originale indledende Antifoner og den i forskellige Vers skrevne »Historia sancti Kanuti» et uvurderligt historisk Kildeskrift for de nævnte Udgivere, saa fik det ikke mindre Betydning for Prof. Angul Hammerich som musikhistorisk Dokument.

Vor berømte Forsker af middelalderlig Musik mindes gerne, hvordan han en Aften mismodig sad ved Domkirken i Lund, uden at have fundet det Materiale, han søgte til Grundlæggelse af et Arbejde om Oldkirkens Sang. Da anraabte han de store, hedenfarne Aander, som havde arbejdet for Herrens Sag i den skønne, gamle Kirke, om Hjælp. Næste Dag fandt han i »Liber Daticus Lundensis» de Sekvenser med hvilke han lagde Grunden til sit Pragtværk »Musikmindesmærker fra Middelalderen Danmark». – Fra »Codex Lundensis» gik Vejen til »Codex Kilonensis», og da Biblioteket i Kiel velvilligst havde stillet dette sit Codex, indeholdende Ordinalet, til Raadighed for det kgl. Bibliotek i København, valgte Prof. Hammerich ud af Officiet de to Hymner »Gaudet mater ecclesia» og »Primo proscriptos patria» samt de to store Sekvenser – i Manuskriptet kaldt »prosæ» – »Preciosa mors sanctorum» og »Diem festum veneremur», som fik Plads i hans ovenfor nævnte, 1912 udkomne Pragtværk. Knud Lavard Sangene gengives her i Faksimile efter Haandskriftet, hvis Nodeskrift er sorte firkantede Noder paa fire røde Linier. Desuden har Professoren omskrevet dem med almindelige nutidige Noder, hvorved de bliver lettere tilgængelige. Den latinske Tekst findes jævnsidig med Prof. Gertz’ autentiske Oversættelse til Dansk, og i en klar, sammentrængt Form gives Forklaring om Sangenes Karakter, Versemaal og Toneart. Af de to Hymner »Gaudet mater ecclesia» og »Primo proscriptos patria» er den sidste holdt i dorisk Toneart og indleder Matutinen, medens »Gaudet mater» hører til Vesperen. Et Tegn paa dens særlige Yndest viser sig i, at den forekommer to Gange senere i Officiet. Ogsaa Prof. Hammerich omfatter den med speciel Interesse. Den staar nemlig blandt Hymner, der jo plejer at have samme Melodi til hver Strofe, som et Unicum med een Melodi til det første Vers og en anden Melodi til andet Vers: »Frustrate legis federe». Denne sidste Melodi er ikke ukendt i Liturgien, hvorimod første Melodi er Ordinalets egen.

Sekvensen »Preciosa mors sanctorum», der i Helstrofer, hver med to Halvstrofer paa tre eller fire Linier, beskriver Helgenens Død og de Undergerninger, den har medført: »Preciosa mors Kanuti claudi, surdi, ceci, muti sunt saluti restituti – eius patrocinio» (Dyrebar er Knuds Død: Halte, Døve, Blinde, Stumme er gengivet til Sundheden ved hans Beskærmelse), hører til Messeofficiet ved Passionsfesten. Den anden Sekvens hylder St. Knud ved Translationsfesten som den danske Helgen. Den slutter med Ordene: »Ductor noster, dux Kanute, – nos transire cum virtute – fac per temporalia. – Te ductore, cum te duce – perfruamur vera luce – et eterna gloria – in Jerusalem superna». (Du, vor Fører, Hertug Knud, lad os med from Vandel vandre gennem det timelige! Under dig som Fører, med dig som Leder, lad os engang nyde det sande Lys og den evige Ære i det himmelske Jerusalem!)

Ogsaa om denne St. Knuds Sekvens udtaler Professor Hammerich sig med stor Beundring, navnlig fordi den med den blødt svungne Melodilinie, dens varme og dog tilbagetrængte Følelsesindhold faar Præg af den danske Folkevise. »Afgjort er det, at vi er kommet ud af det fremmede, ind i en anden Luft, at vi paa een Gang føler os hjemme og mindes Melodierne til »Ebbe Skammelsøn», »Dronning Dagmar» og alle de herlige doriske Folkevise-Melodier fra »Middelalderen i Danmark». Endvidere er vi i Danmark ene om denne Sekvens. Senere findes den i det 16. Aarhundrede til en Maria-Sekvens »Ave plena singularis gracia». Melodien er altsaa bleven sunget i Danmark indtil den katholske Kirkes sidste Tid.

Som Prof. Hammerich har Æren af at være Udgiver af de til Sangene hørende Noder, saaledes var det ogsaa ved hans Forelæsninger paa Københavns Universitet, at de efter Aarhundreders Forløb atter blev sunget (under Organist Josef Hammermüllers Ledelse) . Senere benyttede det. kgl. Teater Hymnerne ved Opførelsen af »Hellig Hertug Knuds Spillet», og den friske, prægtige »Gaudet mater» er sunget ved forskellig Lejlighed, saaledes ved det historiske Stævne i Sorø 1913 af Akademiets ældste Elever og ved St. Bents Kirkes 750 Aarsfest i Ringsted 25. Juni 1920.

12 Aar efter Offentliggørelsen fandt Knud Lavard Sangene deres rette Hjemsted – den katholske Kirke. Paa Initiativ af det katholske Broderskab »Confraternitas Sancti Canuti Ducis» afholdtes i Jesu Hjerte Kirke, København, om Aftenen 7. Januar 1924 en Festandagt, hvor Koret fromt og stilfuldt sang Sekvenserne »a capella», som den gredorianske Koral oprindelig altid er sunget. Efter Sekvenserne reciteredes Vers fra »Sjællands Krønike» med Responsoriet »Sancte Kanute Dux, ora pro nobis» og Bøn fra Ordinalet i Kirkens Orationstone. Da den sakramentale Velsignelse var lyst, afsluttede »Gaudet mater» Aftenens Fest, mere som en frisk dansk Nationalsang, end som en gammel latinsk Hymne. Den blev nemlig sunget med Halfdan Kejsers kendte Text »Hvor herlig er en Helgens Død», og dens to Melodier blev, efter Prof. Hammerichs Raad, forbundet til een. Den første Melodi gentages som Omkvæd, sunget af alle.

For det store Auditorium, der fyldte den festligt oplyste, smukke Kirke til sidste Plads, vil denne Aften være uforglemmelig. Kathuliker og anderledes Troende, historisk Interesserede og Musikmennesker, alle forenedes i Glæde over den gamle, umiddelbare Musik. Siden er Festen bleven gentaget hvert Aar, enten paa selve Festdagen 7. Januar eller en af de nærmeste Dage.

Men maatte den Tid komme, da vort eneste velbevarede Helgenofficium atter udføres i sin Helhed »in passione» og »in translatione» saadan, som man sang det Aarhundreder tilbage i den Kirke, hvor Hertug Knud blev skrinlagt.