Knut Peters: Den gregorianska Sången

Av A. Menzinger S. J.

Recension av Knut Peters Den gregorianska Sången. (Svenska Kyrkans Diakonistyrelses Bokförlag, Stockholm 1930. 199 Sider.) 

Den protestantiske Koralbegejstring minder om den Interesse, Protestantismen viser for Frans af Assisi. Den gregorianske Sang og den hellige Frans er Sider af den katholske Kirke, som Protestanterne forstaar, som de beundrer, som de helst vil tilegne sig, saa vidt dette kan ske uden Prisgivelse af protestantiske Standpunkter – ja selv paa Bekostning af dem, som f. Eks. de nyeste Forsøg paa at efterligne det franciskanske Munkeideal ved W. Monods og F. Heilers »evangeliske Franciskanere» med frivillig Fattigdom, Kyskhedsløfte, Lydighed mod Minister generalis, Skriftemaal, Breviarbøn, Faste o. s. v. Saaledes nøjes Protestanterne heller ikke med at beundre den gregorianske Sang; de vil selv have den; de indfører gregoriansk Liturgi, der truer med at sprænge de oprindelige Gudstjenesterammer.

Der er dog en Forskel mellem den gregorianske og den franciskanske Bevægelse. Den sidste er efter sit Udspring protestantisk. Stødet til den gav den protestantiske Franciskus-Forsker Paul Sabatier, der viste den protestantiske Verden Frans i Subjektivitetens Projektørbelysning. Man kan tilføje, at katholske Kredses forøgede Franciskusinteresse, hvor forskellig den end var fra den protestantiske, for en Del skyldtes Paavirkning udefra.

I Koralsagen ligger Forholdene lige omvendt. Her er det den katholske Kirke, hvorfra Impulserne kommer: Solemnes, Maredsous, Beuron, PIUS X. Men den katholske Koralbevægelse breder sig hurtigt ogsaa til Protestanterne. Og nu synger de Koral ved Kirkekoncerter og ved Gudstjenester, skriver Bøger om Koralproblemer, og ingen kan tages alvorlig som Kirkemusiker, endsige som Komponist, der ikke har lyttet til Koralen ved dens Kilder i de store katholske Klostre.

Om denne protestantiske Koralbegejstring vidner paa en smuk Maade Knut Peters: Den gregorianska Sången. I Sverige, hvortil Koralbevægelsen naaede over Tyskland, fandt den ikke den daarligste Jordbund. Ligesom i Danmark havde Reformationen ogsaa i Sverige bevaret ikke saa lidt af de gregorianske Toner, omplantede til Modersmaalet. Men i Modsætning til Danmark, hvor Salmesangen ganske fortrængte de reformatoriske Koralmelodier, har Sverige reddet denne reformatoriske eller, om man vil, katholske Arv helt ind i det 18. Aarhundrede. Men fra dettes Begyndelse gik det tilbage for Koralen. Man begyndte at føle de gregorianske Melodier – til Trods for deres svenske Tekst – som Byrder. Man reducerede Koralmesserne fra fire til én, det nikænske Credo – »Troen» – forsvinder: »Om hon sjunges, brukas den i psalmboken införda rimmade Tron» hedder det i Koralboken af 1819. Sekvenserne, de nytestamentlige Cantica stryges. Hvad der bliver tilbage, lægges i den firestemmige Sats’ og Taktinddelingens Spændetrøje og mister derved fuldstændigt det gregorianske Præg. »Upplysningstidens vitkalkade kyrkor återspegla gudstjænstlivets torftighet och den dåtida liturgiska musikens fattigdom.»

Genoplivelsen af den gregorianske Kultur i Sverige er knyttet til Navnene Oscar Byström, Richard Norén og John Morén og har ført til saa haandgribelige Resultater, at Knut Peters kan give Bogens tredje Del den stolte Overskrift: Nutida svensk koralpraxis. »1897 års Mässmusik» er blevet populær; »1914 års Vesperale» med sin gregorianske Psalmodi ligeledes.

Alligevel skitserer Knut Peters et gregoriansk Arbejdsprogram for Fremtiden. Det gaar hovedsagelig ud paa at føre Melodierne tilbage til deres oprindelige uforfalskede Form og forøge Repertoiret med Introitus, flere Credomelodier, Sekvenser, Offertorier og udvide Vesperale til et helt Antifonarium, indeholdende de fuldstændige Dagstider. Som sidste Punkt paa Programmet nævnes Præste- og Organistuddannelsen. »Om icke de, på vilka ansvaret för kyrkomusiken ute i församlingarne vilar, veta, hur den gregorianska sången skall utföras, hjälpa inga gregorianska sångböcker, vore de än i sig själva aldrig så goda.» Forfatteren foreslaar som ufravigeligt Krav ved Organisteksamen en Prøve i elementært Kendskab til Koralens Teori og Praksis og tænker endog paa et eller flere kirkemusikalske Instituter, hvortil denne Uddannelse ogsa for de vordende Præsters Vedkommende skal henlægges. Ganske vist hengiver end ikke Forfatteren sig til Forhaabninger angaaende dette Programs fuldstændige Gennemførelse, men det viser dog saa meget, at Koralbevægelsen er i god Fremgang i Sverige.

Læsningen af Knut Peters’ Bog giver ikke blot et godt Indblik i Koralens Teori, men oplyser først og fremmest ogsaa om dens UdvikIing i Sverige. Denne forløber, ogsaa hvad Nutiden angaar, efter helt andre Linier end i Danmark. Knut Peters mener ikke, at Koralen er saa stærkt knyttet tiI Latinen, at den ikke kan taale at blive omplantet paa det svenske Maal med dets fuldtonende Stavelser. Hvor meget lettere dette Eksperiment kan udføres paa Svensk end paa Dansk, viser i øvrigt en Sammenligning med lignende Forsøg, som Sognepræst Johannes Brunn har offentliggjort i Tidsskriftet »Kirken» 1930 4. Hefte: »Gregorianske Toner, danske Texter. Maaske er den Vej at foretrække, som Laub har betraadt: at skabe nye Melodier efter gregoriansk Mønster i Kirketonearterne og i fri Rytme. Men baade den »svenske» Koral og Laubs gregorianske Melodier tyder paa et Savn i den protestantiske Gudstjeneste. At tage Koralen, som den er, gaar ikke an. Dertil er den vokset altfor meget sammen med Latinen og den katholske Liturgi. Saa hjælper man sig saa godt, man kan. Vi Katholiker er glade over ikke at maatte nøjes med Surrogater, men at eje Koralen i dens oprindelige Kraft og Skønhed.