Kvinden og Præstedømmet

Av A. Menzinger S. J.

Kvindens Kapløb med Manden – saaledes kunde man betegne den slag vil give Kvinden Adgang til moderne Emancipationsbevæegelse – har efterhaanden antaget fantastiske Former. Et norsk Lov for Officerstillingen og Præsteembedet. Vi skal ikke blande os i Spørgsmaalet om, hvorvidt Kvinden duer til at være Soldat. Det maa hendes Fysik afgøre. Spørgsmaalet »Kvindelige Præster» er derimod i høj Grad af theologisk Art og skal i det følgende blive belyst ud fra katholsk Standpunkt.

Enhver vil indrømme, at Skriften og Kirkens aartusindgamle Tradition – Pavinde Johanna er som bekendt en Skrøne – afgjordt er imod kvindeIigt Præstedømme. Vi kan ikke vente, at Protestanterne bøjer sig for Traditionen, men det forbavser, at ogsaa kirkelige Kredse sætter sig ud over Skriftens klare Ord, som de dog anser for at være den eneste Troskilde. Skiiften vidner først og fremmest om, at det var Mænd, udelukkende Mænd, som Kristus valgte til Præster. Denne Herrens Handlemaade vilde alene for sig være tilstrækkelig til at udelukke Tanken om kvindelige Præster. Men, som bekendt afviser Skriften den ogsaa direkte. »Kvinderne skal tie i Forsamlingen» skriver Apostlen Paulus 1 Kor. 14, 34, »thi det er dem ikke tilladt at tale; men de skal være underdanige, som ogsaa Loven siger. Men vil de lære noget, da spørge de deres Mænd hjemme; thi det klæder Kvinden ilde at tale i en Forsamling». Og til Timotheus skriver Apostlen (1 Tim. 2, 11): »Kvinden skal i al Underordning lade sig undervise i Stilhed, og jeg tilsteder ikke Kvinden at være Lærer, ej heller at byde over Manden, men at være i Stilhed; thi Adam blev først skabt, derefter Eva; og Adam blev ikke bedraget, men Kvinden blev bedraget og faldt i Overtrædelse. Men hun skal frelses ved Barnefødsel, saafremt hun forbliver bestandig i Tro og Kærlighed og Helliggørelse med Tugt».

Selvfølgeligt har man prøvet paa at afkræfte disse Ord. Saaledes har i sin Tid Henning Jensen fremsat den trivielle Fortolkning, at Stedet i første Korinterbrev muligvis ikke betyder andet end, at Kvinderne ikke maa sidde og snakke i Kirken! – som om ikke hele Kapitlet handlede om den karismatiske eller profetiske Tale, hvilken altsaa Kvinden, selv om hun har Profetiens Gave, ikke maa fremføre i offentlig Forsamling. Andre gør det af med Paulus ved at sige, at hans afvisende Holdning er tidsbestemt, inspireret af Oldtidens Ringeagt for Kvinden. Som Følge deraf skulde det apostoliske Forbud ikke have nogen Betydning for vore moderne Forhold.

Har Kvindens sociale Stilling i Oldtiden virkeligen været saa lav,at den udelukkede Præstedømmet? Det syntes de hedenske Grækere i hvert Fald ikke, naar de mange Steder valgte Kvinder – rigtignok ugifte – til at være Athenes Artemis’, Aphrodites og Herakles’ Præstinder. Romerne havde som bekendt deres vestalske Jomfruer. Den jødiske Liturgi kendte ganske vist ikke denne Indretning. Men Kristendommen brød jo paa mange Punkter med den jødiske Tradition. For Paulus’ stormende Prædiken bryder de uoverstigelige Skranker sammen, som Aarhundreder havde rejst mellem Jøder og Hedninger, Grækere og Barbarer, fribaarne og Slaver: Hvorfor understreger netop han, Frihedens Apostel, Undtagelsesloven mod Kvinden? Det maa have dybere Grunde end blot nedarvede Anskuelser og kulturelle Fordomme, som han var den sidste til at bøje sig for. At Udelukkelsen fra Præstedømmet ikke skyldtes konventionel Ringeagt mod det svage Køn, turde ogsaa fremgaa deraf, at der i Jesu Følgeskab fandtes Kvinder, der afgjort var Apostlene overlegne i Mod, Offervillighed og Modtagelighed for Evangeliet, for ikke at tale om den Stilling, Jesu Moder indtog i den unge Kirke. En af disse Kvinder, Maria Magdalena, bliver af Jesus selv (Joh. 20, 17) sendt ud for at forkynde Paaskebudskabet for Apostlene. Ogsaa Paulus nævner i sine Breve en anselig Række kristne Kvinder som sine dygtige og trofaste Medarbejdere. At Kvinden ikke kan være Præst, betyder i det hele taget ikke nogen Fordømmelse eller Nedsættelse af Kvinden som Kristen. Ogsaa Slaver var udelukket fra Præstedømmet, med mindre de var frigivede, og dog skriver Apostlen (Gal. 3, 28), at i Kristus er »hverken Jøde eller Græker, hverken Slave eller Fri, hverken Mand eller Kvinde». I personlig Hellighed behøver hverken Slaven eller Kvinden at staa tilbage for nogen. Til mange Kvinder har Kirken givet den højeste Ære, der overhovedet kan tilstedes en Kristen som Kristen – Helgenkransen. Og det Menneske, der uden Sammenligning stod Gud nærmest, er efter katholsk Lære en Kvinde, Jomfru Maria. Men end ikke den største personlige Hellighed har kunnet formaa Kirken til at gøre en Undtagelse fra Loven om, at kun Mænd skulde beklæde Præsteembedet. I øvrigt er Kravet om kvindeligt Præstedømme aldrig blevet rejst l den katholske Kirke, allermindst af de Kvinder, der menneskeligt talt havde de bedste Forudsætninger dertil. Naar hverken Kristus eller senere Kirken nogensinde har villet betro Præstedømmet til en Kvinde, skyldes det Grunde, der dels ligger i Præstedømmets Væsen, dels i selve Kvindens Natur.

Præstedømmet er en Herskerstilling. Men Kvinden er ikke skabt som Hersker over Manden. »Manden blev først skabt; derefter Eva», siger Apostlen. Manden har altsaa en Slags »Førsteskabelsesret». Selve den Maade, hvorpaa Kvinden blev skabt, er et Fingerpeg i Retning af, at hun lige saa lidt skal herske over Manden som være hans Træl. Kvinden bliver dannet af Mandens Ribben. At hun overhovedet formes af Mandens Legeme, skal udtrykke den ægteskablige Forbindelses Inderlighed. At Skaberen dertil tager et af Mandens Ribben, altsaa. tildanner Kvindens Legeme af Mandens Midte, symboliserer med uovertræffelig Klarhed og Anskuelighed Kvindens Stilling overfor Manden. Hun er ikke Mandens Hoved, men han skal ikke træde hende under Fødderne som Slavinde; hun er Mandens Ledsagerske, hans Ægteskabsfælle. Aldrig nogensinde er der blevet givet Manden større Herskermagt end i Præstedömmet. Jesu Ord: »Hvad I binder paa Jorden, skal ogsaa vcere bundet i Himlen» (Matth. 18, 18), har gjort Præstestanden til en Herskerstand frem for al Kongemagt. Denne Krone vilde ikke pynte paa Kvindens Hoved.

Præstedømmet er Læremyndighed. Heller ikke denne er Kvinden kaldet til. Apostlen anfører her som Bevis Syndefaldet, hvor Kvinden tog Initiativet: »Adam blev ikke bedraget, men Kvinden blev bedraget og faldt i Overtrredelse». Fristeren nærmer sig Kvinden, ikke Manden. Havde Slangen talt til Manden, vilde Faldet maaske aldrig være sket. Adam syndede, ikke overlistet af Slangen, men fordi han føjede Kvinden, der lod sig bedrage. Dermed er det kvindelige Køn diskvalificeret som Indehaver af den kirkelige Læremyndighed, der under den Helligaands Vejledning og med guddommelig Autoritet lærer alle Folkeslag. Det spiller ingen Rolle, om Udelukkelsen er ment som Følge af Evas Fejlgreb, altsaa er en Slags arvelig Belastning efter den første Kvindes Fald, eller om Evas Handlemaade blot aabenbarede et svagt Punkt i Kvindens naturlige Anlæg, som Fristeren benyttede sig af, og som gør Kvinden mindre skikket til at være Lærer i Kirken.

Skriften nævner ikke umiddelbart Kvindens naturlige Forskel fra Manden som Grund for Udelukkelsen. Saa meget desto mere ligger det i hele Præstedømmets bibelske Grundtanke, at kun Manden kan være Bæret af det. I Følge Romerbrevets 5. Kapitel er Forløseren den nye Adam, der har sonet den første Adams Ulydighed og generhvervet os Naaden og Livet. Og nu Præstedømmet i Kristi Kirke! Hvad er det andet, end at Jesus vælger Mennesker til at være sine Medarbejdere, giver dem Del i sin egen Sendelse: »Ligesom Faderen har sendt mig, sender jeg eder» (Joh. 20, 21). De skal være hans Stedfortrædere, fornye hans Korsoffer, forkynde hans Lære, vogte hans Hjord d. v. s. fortsætte hans Forløsergerning indtil Verdens Ende. Præstedømmet er den nye Adams Tjeneste mod Menneskeslægten og falder derfor i Mandens Lod. Kvindens Ære er det, i sit Køn at eje den nye Eva, der knuste Slangens Hoved: Maria, den ubesmittet rene og jomfruelige Gudsmoder. Og medens det er Præsternes Opgave at meddele det overnaturlige Liv, og værne om det i de aandelige Børn, de har avlet i Kristus, saaledes er Kvinden som Moder Præstinde ved Naturens Helligdom og vogter Menneskelivets Kilde. Vi er alle, Mænd og Kvinder, Præster og Lægfolk, Lemmer paa Kristi mystiske Legeme (1 Kor. 12). Ikke alle skal være Øie, Fod eller Haand. Der skal ikke være Strid mellem Lemmerne, men hvert Lem skal være tilfreds med den Plads, som er blevet anvist det af Gud, og udfylde den.

Alt det sagte gælder uden Indskrænkning om Præstedømmet i den Betydning og Fylde, som det har i den katholske Kirke. Hvor man har afskaffet Hierarkiet og proklameret det almindelige Præstedømme, er »Præsteembedet» sunket ned til at være en Institution uden Indhold – en Illusion. Da vil det blive vanskeligt at værge sig mod Konsekvensen: kvindelige Præster. Kvinderne er jo »Præster» i Forvejen, ikke mindre end de Mænd, der fører denne Titel i Kraft af en Ordination, der hverken er eller vil være nogen sakramental Vielse. Ganske vist paaberaaber man sig Skriften – og for en Gangs Skyld ogsaa Traditionen! – for at afvise Kravet om kvindelige Præster. Men lige saa stærkt, som disse Kilder taler imod det kvindelige Præstedømme, Iige saa klart vidned de om et særligt Hierarki i Guds Kirke. Fra Scylla i Karybdis!

I den katholske Kirke har Spørgsmaalet om kvindelige Præster aldrig været aktuelt. Ganske vist finder vi i Oldkirkens Skrifter Ordet »Præstinde» (presbytera, presbyterissa) og »Bispinde» (episcopa). Men dermed betegnes den Viedes Hustru eller Moder og især de Kvinder, der frivillig gav Afkald paa Ægteskabet, for at deres Mænd kunde blive Præster. Diakonissers og Abedissers Indvielse har aldrig haft Karakter af et Sakramente og aldrig betydet Indlemmelse i den klerikale, præstelige Stand. Lige saa fjernt som Tanken om kvindelige Præster laa Oldkirken, Iige saa fremmed er den for Nutidens katholske Kirke. Dette skyldes to Grunde.

Dels er Kravet om Kvindens Frigørelse aldrig blevet rejst hos os i den Skarphed og Lidenskabelighed som i den ikke-katholske Verden. Ogsaa vi har en Kvindebevægelse, men den har holdt sig i mere beskedne Former og roligere Baner. Dette er ikke vanskeligt at forstaa. For mange katholske Kvinders Vedkommende, der enten ikke kan eller vil indgaa Ægteskab, er Kvindespørgsmaalet løst ved de næsten uoverskuelig mange kvindelige Ordenssamfund, i hvilke Kvinden finder et Ideal, der ikke mindre end Moderskabet er egnet til at udfylde hendes Liv og hendes dybeste Længsler. Derved at saa mange Kvinder og netop Kvinder af fremragende Aandelighed, Sjælsadel, Viljeskraft og Virkelyst – Kvinder, der under andre Forhold maaske vilde være blevet farlige Suffragetter af Mrs. Pankhurst-Typen – er gaaet i Kloster, mister Kvindespørgsmaalet for os meget af den brændende Aktualitet, som den har i ikke-katholske Lande.

Men den dybeste Grund til, at vi afviser Spørgsmaalet om kvindelige Præster, er den katholske Kirkes Opfattelse af Præstedømmet som et guddomligt Lære-, Offer- og Hyrdeembede. Lad dem udenfor Kirken eksperimentere med kvindelige Præster – det er ikke udelukket, at Eksperimentet vil lykkes, saa sandt som der findes Kvinder, der mindst er lige saa dygtige som deres mandlige Kolleger. Men selv i dette Tilfælde vil vi ikke fristes til at gøre Forsøget efter. Ikke fordi vi har en ringere Mening om Kvinden, men fordi vi tænker højere om Præstestanden. Vi betragter Præstedømmet som en guddomelig Indstiftelse, som kun den har Adgang til, der er kaldet af Gud – og ikke som noget, hvorom en Kirkeminister kan fremsatte Lovforslag.