Langfredag

Av K. Kjelstrup

Der går idag et sorgens brus
av minner over jord.
I sörgeflor står Herrens hus,
hver dödens stemning bor.
Om Golgata med korsets tre
går sorgens dystre sang –
et navn der rummer dödens ve
i sine rytmers klang.

All mörkets hær i leding drog
til blodig våbendyst.
Selv Judas skalv, og hjertet slog
av redsel i hans bryst:
Ti da forræderiet kom,
den siste demning brast,
der veltet frem en helvedflom
av ondskap, synd og last.

Med gru jeg ser det vilde slag
som for min frelse stod,
det store dramas redselsdag
med hulken, skrik og blod.
Så blek og blodig henger du,
så ensam og forlatt,
min Frelser, efter kval og gru
i lidelsenes natt.

For mine stolte tankers synd
du tornekronen bar,
for hvert et fall i lastens dynd
i foten naglen skar.
Og for mitt hårde, kolde sind
som glemte næstens nöd
i hjertet trengte lansen inn
og farvet jorden röd.

Men i min angers bitre ve
jeg signer ömt ditt navn;
ti på det golde korsets tre
du åpner mildt din favn.
Og selv de grumme, dype sår
gjör sorgens tåre varm;
ti på hver side löftet står
en kjærlig utbredt arm.

Langfredag, nådens store dag!
Du har ditt alvorsbud
til oss som tidt i dögnets jag
har glemt vår sjel og Gud.
Drag da med all din stemning inn
og smertens mann som gjest,
da blir der forår i vårt sind,
da blir der påskefest!