Léon Harmel

Av Erikke Rosenörn-Lehn

Aaret 1931 præges forud af et Jubilæum. Den 15. Maj er det 40 Aar siden, Pave Leo XIII udsendte sin berömte Rundskrivelse »Rerum Novarum». Det er ikke min Opgave at referere eller dröfte selve denne Rundskrivelse, men jeg vil gerne have Lov til i faa Træk at tegne Billedet af den maaske ret ukendte Mand, der paa en vis Maade kan kaldes dens störste Forlöber og tillige dens mest fuldkomne Udöver.

Mandens Navn var Léon Harmel. Han var födt 1829 i Nordfrankrig; han var Sön af en Fabrikejer og gik selv med Liv og Sjæl op i Storindustrien. Ja, der kom jeg maaske netop til at bruge det rette Ord: »med Liv og Sjæl». Jeg læste forleden i en Artikel om Rudyard Kipling, at »han var den förste, som i den moderne Litteratur har faaet öje paa og besunget Maskinernes Poesi», men det passer ikke; længe för Kiplings Tid skrev nemlig Léon Harmel i sin »mandige Prosa» (for at bruge et af Louis Veuillots Udtryk) en Hymne, der forlener Storindustriens larmende Fabrik med en tilbedende Sjæl. Den Hymne lyder saaledes: »Dampmaskinernes majestætiske Svingning, de fuldkommengjorte Instrumenters hvinende Larm, Fabrikkernes Virksomhed, kort sagt Arbejdets Verden skal synge Guds Pris, der har skabt Mennesket og skænket ham Forstand og Snilde. Den Rög, der i lange Vindinger stiger fra vore höje Skorstene, skal ikke mere forekomme os som Uddunstning fra en Helvedets Ventil: den Kristne skal glad bevæget kunne sammenligne den med de lette Bölger, der stiger fra Rögelsekarrene, for – den vil stige mod Himlen som en Hyldest fra det helliggjorte Arbejde.»

Saadanne Ord var i Léon Harmels Mund ikke tomme Fraser. Opdraget af baade dygtige og fromme Forældre satte han fra Ungdommen af sit Liv ind paa at blive en for Gud og Mennesker mönsterværdig Fabrikejer. Som tyveaarig havde han besögt de store Kulminer ved Saint Etienne. Det Indtryk han havde faaet af de ca. 15,000 Mænds kvalfulde Liv i Grubernes underjordiske Mörke, forlod ham aldrig. »Som Minearbejderens Lampe ophængt paa Grubens Væg, saadan fæstnede dette Minde sig i hans Sind for med en öm Barmhjertighed at lyse op i Arbejderspörgsmaalets dunkle Labyrint.»

Skulde man sammenfatte Léon Harmels hele Væsen og hele Livsvirksomhed, der spændte over ca. 60 Aar (han döde 86 Aar gammel i 1915) i to Ord, saa vilde det blive de Ord: »han elskede».

Han elskede först og fremmest Gud, og i ham og for ham elskede han Menneskene.

Hans Kærlighed til den store Arbejderbefolkning og hans Medynk med den var ikke sentimental Filantropi – den bundede i hans Gudskærlighed, der higede efter at före Sjælene tilbage til Gud for derved at skaffe dem den eneste sande Lykke. Harmel var en Idealist – ja, det er han mange Gange blevet skældt ud for – men han var först og fremmest en Praktiker. Han erkendte, over en Menneskealder för nogen anden, at vilde man komme Arbejderne til Hjælp i aandelig Henseende, maatte man lægge Vind paa at skaffe dem bedre timelige Kaar. Han erkendte »de nye Ting», som »Rerum Novarum» Aartier efter tog Sigte paa (Encyklikaens förste Ord, som har givet den Navn, hentyder jo netop til disse »nye Ting») nemlig det Friheds-, Sammenslutnings- og tildels Selvstyrekrav, som den store Arbejderbefolkning allerede omkring Midten af forrige Aarhundrede hævdede. Han bebudede frygtlöst, at dersom katholsk Aktion ikke vilde lede disse Krav, der bunder i selve Menneskenaturen, saa vilde Guds Fjender gribe Ledelsen og vildföre Folkets Masse.

Léon Harmel lod det ikke blive ved Ord. Praktiker var han til Bunds; han hadede Teorier, Ordklöveri og Splid – det var Handling, han vilde. Hans egne Handlinger talte tydeligere end selve de indtrængende og glödende Taler og Foredrag, han paa Opfordring fra de katholske Föreres Side holdt Landet over. Hans Fabrik, Val des Bois i Nærheden af Reims, udviklede sig efterhaanden til en kristen Oase, hvor der herskede et virkelig ideelt Forhold mellem Atbejdsgiver og Arbejdere.
Det förste Middel for at vinde Arbejdernes Tillid, et Middel, som Léon havde arvtaget efter sin Fader, var det at leve sit Familieliv midt iblandt dem.

Familien var et af de vigtigste Fundamenter i Harmels Samfundsopfattelse. Han arbejdede energisk for Sammenholdet i Familierne – baade sin egen og sine Arbejderes. Hele det store Fabrikskompleks i Val des Bois styredes af ham og hans Brödre, senere Sönner og Nevöer i Fællig. Netop de enkelte Familiemedlemmers forskelligartede karakterer (den ene foretagsom, den anden tilbageholdende o. s. v.) virkede efter hans Mening supplerende paa hverandre. Op i sin höje Alderdom holdt han stadig paa de ugentlige Sammenkomster af Familien eller rettere af Slægten. Ofte samledes 6070 Personer i alle Aldre sig om Familiebordet. Selv legede han med Börnene og spillede til Dans for de unge. Léon Harmels Hæderstitel, ogsaa en Arv fra hans Fader, var »le Bon Père», den gode Fader – vi vilde maaske snarest oversætte det ved »Bedstefader». Det var en Titel, som alle tiltalte ham med, Familiens Medlemmer, Fabrikkens Arbejdere, deres Smaabörn, som han altid havde Godter i Lommen til, de fremmede, baade læg og lærd, som kom for at studere Forholdene i Val des Bois – og selve Paven!

Det her omtalte Familieliv levedes af alle Medlemmer i störste Tarvelighed. Ikke blot skyede Harmel Luksus, men han undgik endogsaa ethvert Skin af Luksus. Det Punkt, tror jeg, har meget större Betydning, end de fleste af os tænker sig, hvor det gælder at udfylde Klöften mellem den saakaldte besiddende Klasse og Arbejderklassen. Vort Daabslöfte »jeg forsager Djævlen og al hans Pragt…» er vist egentlig mere vidtrækkende, end vi er tilböjelige til at mene … hvis vi da overhovedet mener noget om det og ikke helt lader det gaa i Glemmebogen. Og derfra stammer maaske nok en stor Del af Elendigheden og Ulykken i Samfundet. Jeg kom en Dag kort för Jul her ind tiI Köbenhavn, og jeg blev (ja, De synes formodentlig, at jeg er »landlig»!) men jeg blev virkelig ganske overvældet af Butikkernes blændende Pragt. Jeg skulde have et lille Stykke Silkebrokade til Tabernaklet i Söstrenes Kapel hjemme i Roskilde, og jeg tror nok, Ekspedienten, der handlede med mig, studsede lidt over mit umiddelbare Udbrud: »Ih, du glade!» da han nevnte Prisen 44 Kr. pr. Meter. Naa, til Vorherre er der ikke noget for godt, men det er jo ellers ikke til Kirkebrug, en saadan Vare föres i Forretningerne. Det svimlede ligefrem for mig, da jeg saa de forskellige brogede og glimrende Vinduesudstillinger–  ikke mindst de skönne og frække Dameselskabsdragter. Gör nu alt dette et saadant lamslaaende Indtrykk paa saadan et gammelt »Guds Ord fra Landet» som mig – hvad gör det saa ikke paa Fattigmand og de hjemlöse?

Det hedder sig, at der er ingen Penge imellem Folk; men hvad skal man saa tænke, naar man i vore Provinsblade læser, sat med fede Typer: »Store Nytaarsfester i Köbenhavn», »Ingen smalle Steder Nytaarsaften», og derunder en Skildring af den vanvittige Luksus og Overdaadighed og det Rafinement, hvormed Nytaaret fejredes paa de store Restauranter i Hovedstaden?

Hvordan kan Samfundet tillade sig saadant, naar man ved, at der er Tusinder, der sulter? Tjah, vi kan ikke reformere Samfundet! – jo, hvis enhver vilde handle som Léon Harmel – hvis hver enkelt af os reformerede sig selv, saa var vi et godt Stykke paa Vej til den Samfundsreform, som Leo XIII krævede af Kristenheden ved Rundskrivelsen »Rerum Novarum».

En ung, nidkær Præst sagde engang til mig: »Det var mere samfundstjenligt, om der var flere nödlidende, der blev hjulpne, end at enkelte gamle Baronesser har det saa godt, som de nu har det». Jeg bestræber mig i hvert Fald for en personlig og franciskansk Reform paa det Omraade.

Min kære afdöde Sofie Holten var mig i den Henseende en trofast Hjælper; naar jeg nu og da ikke var rigtig paa Höjde med Opgaven, plejede hun at sige: »maa jeg bare være fri for dine Baronessenykker!»

Det var denne personlige og franciskanske Reform, som Léon Harmel ikke blot bestræbte sig efter, men gennemförte. Han var Franciskaner-Tertiar ud til Fingerspidserne – eller skal jeg hellere sige: ind til Hjerterödderne? Al hans vidtspændende ydre Virksomhed som industridrivende og som Agitator for den katholske Arbejdersag bundede i hans efter de störste Forbilleder dannede sagtmodige og ydmyge Hjerte.

»Ydmyghed» – er et Begreb, som vi Konvertitter ofte har saa umaadelig svært ved at faa Rede paa, fordi det efterhaanden gennem fire Aarhundreders Protestantisme (ligesom Ordet »Dyd») har faaet en usmagelig Biklang i vort Sprog. Hos Léon Harmel kan vi faa Begrebet Ydmyghed klaret. Ved alt, hvad han foretog sig, var han Dödsens angst for enhver Art af naturlig Glæde og Tilfredshed; han fandt, at han tilegnede sig noget af den Ære, der kun tilkom Gud, hvis han nærede saadanne Fölelser.

En Skudbön, han som saa meget andet godt havde taget i Arv fra sin Fader, var denne: »Jeg er intet, alleluja! Jeg duer ikke til noget, allelujal Jeg formaar intet, alleluja!»

Han havde ogsaa lavet sig et Ydmyghedens Litani:

»Fra Önsket om at blive elsket; frels mig, Herre. Fra Önsket om at blive agtet, anset, anerkendt o. s. v., frels mig, Herre. Fra Frygten for at blive dadlet, ydmyget, foragtet o. s. v., frels mig, Herre.»

Et af hans Grundprincipper var det: aldrig at forsvare sig, naar han blev angrebet. En yngre Medarbejder, en forhenværende pavelig Zuav, der nok engang imellem kunde faa lidt krigeriske Fornemmelser over for uretfærdige Angreb, blev altid skaaret ned af Harmel med de Ord: »Saa, saa, min lille Kamphane, skal vi ikke hellere ta’ og be’ et Led af vores Rosenkrans for de kære Fjender? De fremmer jo vores Sag med deres Angreb, saa de fortjener da nok vores Forbön».

Der var mange af Harmels udmærkede Sider, som fortjente at fremdrages, men det vilde före for vidt i en saadan skitseret Skildring som denne. Eet Punkt kan ikke springes over, nemlig hans ubetingede og uforbeholdne Hengivenhed for Paven og Lydighed mod det mindste af Pavens Vink – Iigegyldigt om Paven hed Pius, Leo eller Benedikt. En helst aarlig Romerrejse for at holde sig i umiddelbar Kontakt med den hellige Stol regnede Harmel blandt Nödvendighederne for Mænd i ledende Stillinger inden for den katholske Verden.

Og ikke nöjedes han med selv at valfarte til Rom – hans Ambition var det at före hele det arbejdende Frankrig med sig. Med en uhört Energi og mangeartet Opofrelse fik han mægtige Arbejderpilgrimstog sat paa Benene. Titusinder af franske Arbejdere paa Knæ for den Hellige Fader – det var med ham Forlöberne for »Rerum Novarum», og det var dem, der i 1891 kom for at takke Paven for denne monumentale Rundskrivelse.

Som jeg begyndte med at sige, blev Harmel »Rerum Novarum»s mest fuldkomne Udöver. Der var mange ikke blot blandt Kirkens Fjender, men ogsaa blandt Katholikkerne, der rejste sig som Modstandere af den Samfundslære, som Leo XIII uden at lægge Fingrene imellem forkyndte i denne Rundskrivelse. Det var Arbejdsgivere, Folk af den besiddende Klasse, som ikke vilde böje sig, skönt Paven her, hvor det drejede sig om Sædelære, jo ubestrideligt talte »ex Cathedra». For Harmel var der ingen Vanskeligheder her; naar Modstanderne vilde bortforklare, fortolke eller modificere Pavens Mening med Rundskrivelsen, var Harmels Svar i al Enfoldighed dette: »Eftersom Paven ikke henvender sig til enkelte særlig indviede, men til det kristne Folk i sin Helhed, saa maa det, han lærer, tages uden Kommentar og i sin direkte, mest sandsynlige Betydning, saadan som det kan forstaas af dannede troende Mennesker, der er frigjorte for de forudfattede Meninger, som har deres Aarsag i Rigdom. Og saa meget des værre – eller for en ivrig Franciskanertertiar saa meget des bedre – om en eller anden Fölgeslutning kom til at ramme vore Interesser eller vor Egoisme.»

For Harmel var det at böje sig for den Hellige Faders Ord og Kendelse, i Troens som i Samfundslivets Spörsmaal, eet og alt. Dengang i Begyndelsen af vort Aarhundrede Sillonisternes Parti med deres Leder Marc Sagnier i Spidsen ydmygt og uden Töven böjede sig for Pius X’s Dom, skrev Harmel et begejstret Brev til Sagnier, hvori han i glödende Udtryk lykönskede ham til hans Lydighedshandling.» Tro mig», skriver han, »med denne höjmodige Handling har De fremmet Jesu Kristi Sags Triumf mere, end hvis De havde udbredt Deres Bevægelse over hele Jordkloden. En Tid, hvor man bliver Vidne til saadanne Foreteelser, er en Tid, som man er stolt af at leve i…»

Da Harmel skrev dette, var han en Mand paa 81. Men »gammel» blev han overhovedet slet ikke. Han kunde irriteres over Folks höjtravende Begrædelser af »de gode gamle Dage», og han var til det sidste Nutidens, öjeblikkets Mand.

Naar vi i Aften önsker hverandre et godt og naaderigt Nytaar, mon saa ikke en Del af dette Gode og denne Naade burde være det at leve helt og fuldt – med alle vore Evner og Kræfter og al vor Vilje – i Nuet.

Min kære Sofie Halten sagde altid til mig, da jeg var ung: »lev paa det Sted, hvor du er!» Man kunde maaske omskrive det til: »lev i den Tid, hvor du er!» Og med det Önske, at enhver af os maa göre det fuldtud i 1931, vil jeg slutte.

Glædeligt Nytaar!