Lidt om Dominikanerordenen i Norden

Av E. Rosenørn-Lehn

Det er den 6te August i Aar 700 Aar siden den store Helgen og Ordensstifter Sct. Dominikus’s Död; Kirken regner som bekendt en Helgens Dödsdag for hans rette Födselsdag – den dag da han födes i Himlen. Hans Virksomhed her paa Jorden ophörer visselig ikke dermed; vi, der af Hjertet sætter Ordet credo som Titel over vort hele Liv, vi, der tror ogsaa paa de helliges Samfund, vi erfarer Helgenernes Indgriben i vor Færden og deres Forböns Magt i vore Foretagender. Naar den Orden, Sct. Dominikus stiftede, har været i Besiddelse af en saa vældig Livskraft, saa tör vi vel netop deri se Beviset for, at den aandelige Fader ikke har glemt det Löfte, han döende gav sine sörgende Sönner, men har staaet dem bi ogsaa efter Döden; de har ikke forgæves paakaldt ham i det berömte Responsorium ”O spem miram”, der dagligt lyder fra enhver Dominikaners Læber.

Sct. Dominikus ’s Velsignelse og overnaturlige Bistand har ogsaa hvilet over Ordensprovinsen Dacia; denne omfattede de tre skandinaviske Lande, Finland, Island, Grönland, Færöerne og Suderöerne; et enkelt Kloster grundedes af Fratere fra Dacia i det af den danske Konge erobrede Estland.

Det var paa ”Vor Frue Dag Dyre” (Mariæ Optagelsefest) d. 15de August 1219 at de förste to Nordboer blev optagne i Prædikebrödrenes Orden, som Dominikanerordnen egentlig hedder. Begge var de Klerke, den ene var Broder Simon fra Sverige, en anden Broder Niels fra Lund, som den Gang var en dansk By. Næste Aar ved Paasketiden optoges Broder Salomon fra Aarhus. Optagelserne fandt Sted henholdsvis i Bologna och Verona. Paa det Tidspunkt var Provsten fra Sct. Peders Kirke i Sigtuna paa Rejse til Rom for at hente Palliet til Ærkebiskop Olav, kaldet Basatömmer. Paa Provstens Bön medgav Sct. Dominikus ham da fra Bologna Brödrene Simon og Niels, og de grundede i 1220 Klostret i Sigtuna, der saaledes blev Nordens förste Dominikanerkloster. Ganske vist maatte Brödrene Aaret efter fortrække fra Byen, da nævnte Ærkebiskop var imod dem, men femten Aar senere vendte de tilhage igen, og i 1252 blev omsider Bygningen af Klosteret færdig. Dets mest energiske Beskytter var Ærkebiskop Jarler af Upsala (d. 1255 ), der selv var Dominikaner. Gaver strömmede ind til Brödrene, saa de kunde bygge den store, prægtige Sct. Maria Kirke, om hvilken det hedder, at ingen Kirke i hele Sveriges Land var rigere på Aflad eller stod i större Folkegunst. Klostrets Skole och Bibliotek omtales som meget betydelige allerede i det 13de Aarhundrede. Brödrenes Antal var i det 15de Aarh. 37. Mange var de fremragende Mænd, som udgik derfra; her skal blot nævnes Johannes, först Biskop af Åbo, senere Ærkebisp af Upsala (d. 1291) og Sct. Brigittas Slægtning Israël Erlandsson der blev Biskop af Vesterås (d. 1329). Fra Sigtuna udgik ogsaa de Brödre, der paa Ærkebisp Jarlers Tilskyndelse (formentlig 1254) drog til Finland for som Missionærer at kristne dette endnu for Störstedelen hedenske Land.

Sigtuna bevarede altid en vis Overhöjhed over de andre svenske Ordensbuse; til Tider residerede endog Provincialen for Dacia her, skönt Klosteret i Roskilde synes at have været det egentlige Provincialhus. De svenskes Klostres Tal steg efterhaanden till elleve: Sigtuna, Sko, Stockholm, Upsala, Skara Lödöse, Vesterås, Strengnäs, Skeninge, hvor Provinsens studium generale fandtes, Kalmar og Visby paa Øen Gottland; dette sidste menes at være grundlagt af engelske Brödre; dertil kom Libau i Kurland og Åbo og Viborg i Finland.

Det er mestendels törre Kendsgerninger vi finder overleverede om Prædikebrödrenes Liv og Færden i Norden; meget af, hvad der kunde have kastet Lys over Kirkens Historie er gaaet op i Rög, den Gang en pietetslös og oforstandig Slægt efter den saakaldte Reformation lavede Fyrværkerisager af Klostrenes gamle Arkiver eller solgte Pergamenter derfra til Bogbinderne, der anvendte dem som Forsats; Svenskeren Stephens fandt saaledes i 1845 Dominikanernes Acta for Provinsen Dacia fra 1252 til 1278 paa Indersiden af nogle gamle Folianter, han havde köbt i Köbenhavn. Bladenes Indhold blev oversat og udgivet i ”Kirkehistoriske Samlinger”.

Eet eneste Lyspunkt finder vi, eet Sted træder en levende, elskelig Skikkelse os i Möde; det er den svenske Prior, Petrus de Dacia fra Klosteret i Visby. I Byen Jülich i Rhinpreussen opbevares i Kirkens Arkiv en gammel Pergamentbog. Bogen hedder ”Vita Christine Stumbelensis” og er skrevet af Petrus de Dacia. Den er paa henimod 300 Sider og omhandler i sin förste Del den stigmatiserade Bondepige, den Salige Christine af Stommelus fromme Ungdomsliv og Lidelser; i sin anden Del omhandler den Petrus de Dacias egne Ungdomsaar. Breve fra Forfatteren og andre til Christine er indflettede i Teksten, enkelte af dem tilföjede efter hans Död. Medens det ganske sikkert kun har været Petrus’s Hensigt at skildre Christine og at meddele saa meget om sig selv, som var förnödent, for at Læseren kunde faa den rette Forstaaelse af, hvilken Betydning hendes hellige, uskyldige Sjæl havde for hans aandelige Udvikling og Liv, saa giver han ubevidst et fængslende Billede af sin egen Person.

Petrus var födt paa Gottland ca. Aar 1240. Han skildrer sin Barnesjæls dybe Salighed, naar han hörte fortelle om Jesus Christus, hans Moder og Helgenerne; naar han bagefter dröftede det hörte med sine to smaa Brödre eller overvejede det i Enrum, fölte han en saa usigelig tröstefuld Glæde, at Alverden og dens Glæder blegnede og svandt bort ved Siden af det overnaturlige Livs underfulde Virkelighed. Han önskede kun eet: at forlade Verden. Men han begærede ogsaa, at Gud skulde skænke ham en Vejleder, en Sjæl, som ikke blot i Ord men i Handling kunde lære ham at leve Helgenernes Liv. Han indtraadte pur ung i Prædikebrödrenes Orden og fik til Novicemester den Ærværdige Provincial Absalon af Roskilde (d. 1261). Men skönt denne ”Venerabilis” og i mange Henseender fremragende Mand og andre fromme Ordensfolk berigede hans Sjæl og förte den opad mod Gud, saa tilfredstillede de ham ikke, den Sjæl, han higede efter, havde han endnu ikke fundet. Da han var henved seksogtyve Aar gammel, blev han sendt til den berömte Klosterskole i Köln. De tre Aar, han tilbragte der, blev den skönneste Tid i hans Liv; ikke blot mindedes han senere hen altid med Kærlighed sine Lærere og Studiefæller, men her var det ogsaa at Lykken blev ham beskaaret at möde den Sjæl, han i over tyve Aar havde længtes efter. Christine af Stommeln (i de Tider kaldet Stumbeln) var et Par Aar yngre end Broder Petrus; hun boede i Sognepræstens Hus i sin Födelandsby, hvor hun havde fundet et Tilflugtsted, da hun paa Grund av sin usedvanlige Fromhed og de overnaturlige Naadesbeviser, Gud lod hende blive til Del, maatte Iide Forfölgelse. Petrus og andre studerende fra Köln traf hende, naar de kom på Besög hos Sognepræsten. Der hviler en Duft som af Paradisets Have over den Kreds, der lidt efter lidt samledes der i Stommeln. Naar de kære Gæster var blevne beværtede med et beskedent, landligt Maaltid, satte man sig om Vinteren om det aabne Ildsted, om Sommeren i den lille Have og Samtalen gled hurtigt over paa de Emner, der intresserede mest: Guds Rige i Himlen, paa Jorden, i Sjælene. Christine spurgte f. Eks., til hvem Christus havde betroet den kostbareste Arv, – om det vel var til Sct. Peder, da han betroede ham sin Kirke, eller till Sct. Johannes, da han overgav sin hellige Moder i hans Varetægt. En ung Italiener holdt paa, at Kirken var den vigtigste Arv; Br. Petrus mente, at ingen Skat var saa dyrebar som den Hellige Jomfru.

Det fortælles, at i den Stund, da Sct. Chantal döde, saa Sct. Vincent af Paul hendes og Sct. Frans af Sales’s Sjæle i Skikkelse af to Ildkugler forene sig og blive til eet. Uvilkaarligt er det et Billede, der paatrænger sig den, der betragter den rene, hellige Kærlighed, som Livet igennem forenede Petrus de Dacias og Christine af Stommelns himmelstræbende Sjæle. Flere Gange paa senere Rejser til Paris, Bologna og Louvain besögte Petrus hende. I sit sidste Brev (skrevet i 1288, Petrus er da Prior i Visby) tager han Afsked med hende; han er syg og slutter med de Ord: ”Farvel, maatte Guds Naade tröste Eder, endnu en Gang farvel, og farvel for bestandig.” Samme Aar eller Aaret efter döde Petrus. Hans Ven Folquinius skriver til Chistine: ”og nu lader jeg Eder med Smerte og Taarer vide, at vor ærværdige Fader, Broder Petrus, Prior og Lektor i vort Kloster, i Fastetiden er vandret til Herren.”

lnden disse altfor korte og spredte Noter om saa rigt et Emne sluttes, maa endnu beröres Ordenens Klostre i Danmark og Norge. I dette sidste Land havde den för nævnte Broder Salomon af Aarhus som den förste Dominikaner prediket i Nidaros, hvortil det berettes, at Sct. Dominikus selv paa hans Nödraab förte hans stormslagne Skib. Men Salomon drog videre og grundlagde Klostret i Lund (1222). Först da Englands förste Provincial, Broder Gilbert, nogle Aar senere sendte engelske Brödre til Norge, grundedes der Klostre her. Nidaros, Bergen, Oslo og Hammet (Hamar) fik hver sit Kloster. (Hverken paa Island eller Grönland har der nogensinde været Klostre af Dominikanerordenen.)

Danmark er öjensynlig det nordiske Land, hvor Prædikebrödrene, eller som de efter deres sorte Kappe ogsaa kaldtes ”Sortebrödrene”, vandt störst Udbredelse. Det förste Kloster grundedes som sagt i Lund, snart kom andre til, i alt 24 foruden Klosteret i Reval. (Lund, Halmstad, Helsinborg, Malmö, Aahus, Roskilde, Helsingör, Holbæk, Nestved, Skelskör, Vordingborg, Slagelse, Odense, Viborg, Aarhus, Horsens, Randers, Ribe, Vejle, Slesvig, Flensborg, Haderslev, Husum og Tönder.) Der har dog været endnu flere, hvis Spor helt eller nesten helt er forsvundne. Mange Steder findes der betydelige Levninger af de gamle Sortebrödreklostre, saaledes i Ribe og Aarhus, hvor Bygningerne i saa godt som hele deres Plan er bevarede. I Aarhus Klosterkirke (Frue Kirke) ser man tydeligt den dominikanske Ejendommelighed: den toskibede Kirke. Andre Steder er det kun Navne paa Gader o. l., der bevarer Mindet om de fromme Brödre, som i Aarhundreder færdedes til Velsignelse rundt om i Nordens Lande. Aller mindst 31 af Nordens Biskopper har været Dominikanere. Endnu mere værdifuldt for os er det, at Ordenen her som overalt har sat Blomst og baaret Frugt i hellige Mænd. Sct. Dominikus selv har gæstet Danmark (dog förend han stiftede sin Orden), og om den store Missionær Sct. Hyacinthus vides det, at han har berejst Dacia; adskillige Klostre her skylder ham deres Oprindelse. Sandsynligvis har den Salige Jordanus ogsaa gjort Visitatsrejse i Provinsen. Saa höjt som til at frembringe kanoniserede Helgener er vore hjemlige Sortebrödre ikke naaet; men vi kan dog med Tak til Gud nævne en Række Brödre, der har vundet sig Titel af Venerabilis (ærværdig) og Beatus (salig). Roskilde staar her överst med de tre hellige Provincial-Priorer, Rano (Rane), Absalon og Mathias. Den Salige Rano, Dekan ved Domkirken, udnævntes ca. 1220 til dennes Biskop; han begav sig paa Vej til Rom for at indhemte Pavens Stadfæstelse, men i Paris traf han Sct. Dominikus og lod sig af ham optage i hans Orden; knap et Aar efter udnævntes han til Provincial for Dacia. I de Aar, han virkede som saadan, ”lyste han ved talrige Mirakler.” Ordenen fejrer hans Mindedag d. 24 Januar.

Den Erværdige Absalon var Provincial-Prior i over 25 Aar (1235–61) og var en af sin Tids betydligste Mænd. (Mindedag 30te April.)

Den Salige Mathias levede i Slutningen af det 15de Aarh. Han var en glödende Mariadyrker, hvis Forbönner vi, den nu levende Slægt, der ser Vor Frue af Roskildes Dyrkelse spire frem paa ny, förtröstningsfuldt kan ty til. (Mindedag 29de April).

Norge har haft sin Salige Simon, om hvem vi desværre ved saare lidt ud over, at han var Kong Haakon Haakonsöns höjtbetroede Ven. (d. 1263)

Sverige har haft sin Salige Johannes, den för nævnte herlige Ærkebisp af Upsala, og den Salige Steno, som vel sandsynligvis var dansk af Födsel men intraadte i Klosteret i Skara, hvor han döde i stort Ry for Hellighed Aar 1482. (Mindedag 14de Oktober). –

Dominikanerinderne besad fire Klostre i Dacia: Sct. Agnes’s Kloster i Roskilde og (rimeligvis) Gaunö ved Nestved, dernæst et Kloster i Skeninge og et i Kalmar. Klosteret i Skeninge var det mest fremragende af desse fire, grundlagt som det var af Petrus de Dacia og den Salige Ingrid (Ingegärd) 1281; skönt Ingrid aldrig blev kanoniceret, blev Klosteret dog senere kaldt Sct. Ingrids Kloster. Aaret efter Grundlæggelsendöde Ingrid; der blev stor Tilströmning til hendes Grav, mange Jertegn skete, og Sct. Ingrid udraabtes af Folket til en af Sveriges Værnehelgener. –

Meget kunde endnu fortælles, f. Eks. om Dominikanernes modige Forsög paa at vende tilbage som Missionærer til Danmark i det 17de Aarhundrede. Det var den hollandske Ordensprovins, der gjorde Forsöget. Allerede för Kirkerevolutionens Tid havde der Været en Del Samarbejde mellem denne Provins og Dacia. Efter næsten tre Aarhundreders Forlöb er det ogsaa den, der i 1915 og fölgende Aar har udsendt nogle af sine Sönner for paa ny at arbejde i Danmark. I Rönne og Aakirkeby paa Bornholm virker Dominikanere, og det er at haabe, at de vil genoptage Virksomheden paa det danske ”Fastland.” Siden ifjor virker de ogsaa i Kristiania (det gamle Oslo); her er det den franske Ordensprovins, der har genoptaget Forfædrenes Arbejde. Maatte ogsaa Sverige snart have den Lykke at se Sortebrödrene vende tilbage.

Roskilde Sct. Bonaventuras Dag 1921.