Morgen i Danmark

Av Fader Olrik

Det var en Aften, da Mørket var faldet paa, at jeg vandrede over den jydske Hede, og med eet randt disse Ord af Isaias mig i Hu: ”Custos quid de nocte?” – ”Vægteren svarer: Der kommer Morgen, men ogsaa Nat”.

Det er sent paa Aaret 1921; den mørke Tid er inde; ”Vægter, hvad ser Du i Natten?”  – Hvad ligger der skjult i Mulmet, der dækker den kommende Tid? – Og Vægteren sætter Natikkerten for sit Øje, og gennem den spejder han ud over Tidens Hav, og jeg hører ham sige: ”Der kommer Morgen, men ogsaa Nat” –.

Fremtiden ligger skjult i Fortidens Skød, og seer man nøje paa den Tid, det Aar, der svandt, saa dukker den nye Tid frem, og denne Gang synes den lys og fager som Morgenen.

Der er sket et og andet i vort katholske Danmark i det sidste Aar, om ikke just store Begivenheder; men der har fundet vigtige Forskydninger Sted i dette og de foregaaende Aar, Forskydninger, som nu blive mere og mere iøjnefalde. Jeg tænker her særligt paa de protestantiske Præsters Stilling overfor vor hellige katholske Kirke.

At den katholske Kirke er paa Fremmarch i Danmark det er noget, alle er klare over; men hvordan tager nu Folkekirkens Præster det? Det kan dog ikke være dem ganske ligegyldigt; hvad gør de? Paa Grundlag af baade, hvad jeg personlig har erfaret, og af hvad jeg hører rundt omkring fra, og af hvad der skrives og tales offentlig, kan jeg i det store og hele ikke sige andet, end at de lutherske Præsters Stilling overfor os maa betegnes som gentlemanlike og elskværdig. –

Hvor kommer nu det sig? Hvad ligger der bagved denne vore, som man skulde mene, Modstanderes uventet rolige Holdning? Er det Frygt? Nej, det troer jeg ikke; det vilde sikkert være en Misforstaaelse at mene det. De enkelte Præster behøver, selv om den katholske Kirke en Gang i Tiden skulde sejre fuldstændig, ikke at frygte noget for deres Person; dertil kender de den katholske Kirkes Mildhed altfor godt. Og Folkekirken er jo ikke et aandeligt fast sammentømret Hele; den holdes kun sammen ved økonomiske Baand – Staststøtte; de enkelte Præster har hver deres Religion for sig, saa de har mindre Grund til at bryde sig om deres Efterfølgere. Det er saaledes ikke Frygt. Nej det er snarere vaagnende Forstaaelse, klarere Blik og en begyndende Kærlighed, der ligger bagved de nævnte Præsters forholdsvis venlige Ansigter overfor os. Ganske vist, denne voksende Tilbøjelighed har en ejendommelig bitter Sødme; den har noget af den ulykkelige Kærligheds Duft, og den søger som denne ofte at skjule sig bag paataget Væsen. Men den er der, og den giver sig hyppigt uvilkaarlige Udslag og gribende Udtryk, og disse lader en ofte se ind i et kun altfor betagende Sørgespil. Ak ja, det er næsten altid Sørgespil; Heltene, der hugger sig igennem alle Vanskeligheder, er kun yderst faa; der mangler sandsynligvis Bønnen og den enkle, faste Tillid til Guds Sanddruhed, Naade og Forsyn.

Det, der drager saa mange af dem, der kunde ventes at være vore Fjender, over imod os, er Længselen efter noget fast, efter Autoritet, efter virkelig Tro, barnlig Tro. Det er saa trættende at skulle lave sig sin Tro selv; det er saa fortvivlende med den evige indbyrdes Uenighed. Det er saa beskæmmende for en hæderlig og agtværdig Protestant at trænge nærmere ind i den saakaldte Reformations Historie. Det er saa generende for brave Mænd at indse, at de i Virkeligheden i hvert Fald ofte eller for en stor Del lever af røvet Gods, og prædiker, som de mener, Guds Ord i voldelig tilvendte Kirker. Som Kristne, der selv har det meste af deres aandelige Indhold gennem Ovelevering, skærer det mange af Folkekirkens Præster i Hjertet at tænke paa det Brud med Fortiden, der skete under Frederik I og Christian III. Og de ser i den katholske Kirke de gamle ærvæerdige kristne Skikke, der saa raat blev kastet paa Døren i det 16. Aarhundrede, og det piner dem i Hjertet; og de higer efter at faa det ødelagte bragt i Stand igen. Ja, den lithurgiske, ritualistiske Bevægelse bryder frem overalt som Erantis om Foraaret. Og Tilbedelsens Liv, som de ser i vor hellige Kirke, aa! hvor mange af dem længes ikke efter det! Og hvor vilde de inderlig gerne kunne være i aandeligt Samfund med de hedengangne store hellige Mænd og Kvinder, Stjernerne af første Rang paa Kirkens Himmelhvælv. Og mange gode og fromme protestantiske Præster begynder at tænke paa deres kære Afdøde; aa! om de blot turde bede for dem, aa! om de blot turde gøre det aabenlyst! Hvilken Lise for mangt et bittert Savn! Og, om de havde disse aabne Kirker, hvor man kan gaa ind til stille personligt Samvær med sin Gud, og hvor der findes dette hemmelighedsfuldt dragende, som man aldrig mærker i en protestantisk Kirke, hvormeget den saa end aabnes.

Og de tænker paa de katholske Præster, der kan høre Skrifte og sige til en Sjæl: ”Dine Synder ere Dig forladte”, og gøre det, ikke af eget Paafund, men af Gud. Hvor er det misundelsesværdigt at kunde det! Og at de katholske Præster har Kirkens Mænd til Øvrighed i Kirkens Sager og ikke staar under nogle atheistiske, socialistiske eller radikale Folkethingsmænd, der har Muligheden for at gøre Kvinder til Præster, bare for at drille. Og hvor vidunderligt det maa være for de katholske Præster, at de altid er enige i Troen, at de altid er enige om at nægte at vie fraskilte. Og den vel studerede, fintfølende, danske protestantiske Præst læser om den tyske Professor, der har fundet paa den Religion, der i en svagt ændret Skikkelse blev bestemt for Danmark af den ligeledes tyske Christian III med hans tyske Hofteologer. Og saa bider Pastoren Hovedet af alle lndvendinger og uden at bryde sig om Logik og indre Sammenhæng, holder han en Prædiken om Kirken og dvæler med særlig Kærlighed ved Sankt Ansgar og Hellig Knud. Om den nævnte opfindsomme tyske Professor, kan det derimod hænde, at han udtaler sig mindre respektfuldt, som naar fornylig en overfor en talrig Forsamling af unge Mænd skal have sagt, at Dr. theol. Luther som bekendt havde Sankt Grobianus til Skytspatron.

Jeg vil ikke overdrive, og derfor vil jeg fremhæve, at der naturligtvis endnu er mange, altfor mange, protestantiske Præster, der slet ikke eller kun i ringe Mon er paavirkede af vor hellige Kirke; men selv hos disse kan man, endda meget ofte, finde en virkelig Noblesse, og en naturlig Venlighed og et ikke ringe Frisind, der staar i den skarpeste Modsætning til det hvidglødende Had, der f. Ex, udmærker Evangelischer Bund i Tyskland.

Paa den anden Side er vi dog ikke fri for til Stadighed at høre de gamle kendte Travere, f. Ex. om Tilbedelsen af Jomfru Maria og Salget af Syndsforladelse. Man er nærved at nikke smilende og genkendende til dem, naar de kommer. Man maa jo huske paa, at en luthersk Præst ikke helt kan sige Sandheden om den katholske Kirke uden samtidig at tage Grunden bort under sine egne Fødder.

Den ydre Foranledning til den Forskydning, jeg har omtalt, er den tyske Protestantismes Sammenstyrtning. Den har paavirket Sindene stærkt; den og saa den ophøjede og alle Steder synlige Stilling, som vor Hellige Fader i Rom ved Guds Hjælp saa sejerrigt har hævdet, paa samme Tid som Afgrunden har aabnet sig og opslugt saa mange Kejser-, Konge- og Fyrstetroner.

Staden paa Bjerget giver for Øjeblikket stærkt Genskin i Folks Øjne her i Landet. Der er ogsaa en halv Snes Tusinde, der har været i Italien 1921 og der har haft Lejlighed til at betragte den paa nærmere Hold eller indeni. For nylig gav det nævnte Genskin et ejendommeligt klart Blink i en Udtalelse af en ung dansk Forfatter, Tom Christensen; han bemærkede overfor en Interviewer omtrent følgende: ”Jeg er Atheist, men jeg troer paa den katholske Kirkes Sejersgang”.

Og sandelig, lige saa megen Forvirring, Uro, Taage og Kaos, der hersker udenfor vor hellige Kirke her i Danmark, lige saa meget Liv og Lyst, Arbejde, Mod og Glæde hersker der indenfor den og det paa det herlige Grundlag af Enhed, Klarhed og Fasthed i Troen. –

Vor gamle Biskop har trods sin høje Alder mindst af alt tabt Humøret. 246 Konversioner er Aarets Sjælehøst; medens de 3 foregaaende Aar i Gennemsnit gav hver 220. I Nakskov er der indviet en ny, smuk, Kirke bygget i rigtig dansk Stil. I Vejle skyder der ogsaa en ny Kirke op af Jorden; Præsten har selv været med til at grave Grunden ud; og i Esbjerg kribler hans Broder- og Medbroders Hænder efter at begynde ”med Hakke, med Skovl og med Spade”. Byggeplanen hviler allerede befrugtende over Jorden. Nyborg har Forventning om et nyt Kapel. I talrige Provinsbyer har Pastor Sialms Missioner tændt Hjerterne i Glød. I Allerslev nær det skønne Ledreborg har det dansk-svenske Grevepar fulgt Middelalderens fromme Sæd i Stormandskredse og grundlagt et Kloster for Cistercienserinder, Søstre fra et bøhmisk Kloster, der er bygget af Dronning Dagmars Moder. Ringsted og Haraldsted har genlydt af Pilgrimsfarernes jublende Sang. Den katholske Højskole i København har været i løfterig Vækst, og i 4 Aftener i Træk har omkring 200 Mennesker samlet sig om det Lys og den Varme, der udstraaler fra Knud Lavards Helte- og Helgenskikkelse. Prinsesse Margretes Bryllup, der blev fejret under enestaaende Deltagelse fra Folkets Side, blev i høj Grad til Ære for den katholske Kirke her i Landet. Efter Brudemessen blev Kirken besøgt af over 10,000 Mennesker. I Odense i St. Albans festlige Kirke bruser det nye store Orgels Toner og løfter den tætpakkede Menigheds Sind mod det høje. Paa Ordrupshøj fyldes Andreas-Kollegiets gamle Sale af flere og flere unge Piger, som undervises af Assumptionistinderne. Nykøbing paa Falster har faaet en ny Pigeskole; Hedvigssøstrene har indrettet et Børnehjem i Haderslev, og paa Pastor Klemps Initiativ et Hospital i Kolding. Vore 3 katholske Blade har klaret alle Vanskeligheder, hvad saa mange andre Tidsskrifter ikke har; og den katholske Literatur skyder stadig nye Skud. St. Joseph Søstrenes utrolige Foretagsamhed og Mod har samlet sig om en ny stor Skolebygning paa Frederiksberg; Grunden er allerede købt, og en skønne Dag skal Skolen nok være paa Pladsen.

To mer end legemstore Krucifikser møder nu deres Øjne, der kommer ad Jagtvejen København og ad Landevejen forbi Lille Svenstrup. Elisabethsøstrene paa Amager vil baade udvide deres Hospital og bygge et Hjem for 60 gamle Mennesker – i Sandhed en velsignet Tanke. I Paris studerer nu tre unge Danske katholsk Teologi, og een i Rom; de vil blive Verdenspræster. To andre unge Danske er paa Vej til at blive Jesuitpatre og to til at blive Præster i Marias Selskab, og flere arbejder paa længere Afstand med lignende Maal for Øje. Tilbedelseklostret i København synes trods alt at skulle ride Stormen af; og Skolebrødrenes uhyre nyttige Kongregation gaar en ny og rigere Blomstring i Møde. Paa Island er der grundlagt en ny Mission i Havnefjord, en lille By ikke langt fra Reykjavik. Og saa er der enda en hel Del, jeg i øjeblikket har glemt.

– – –

Vægteren siger: ”Der kommer Morgen, men ogsaa Nat.” Der har været meget Ondt oppe i Fortiden, og det vil sikkert ikke forsvinde i Fremtiden. Kirkens Gang udover Landene som overhovedet Opstigningen til Himlen er ikke og skal ikke være en Parademarch. Men kommer der Nat med Storm og Uvejr, kommer der Lidelse og Hærgning og alskens Prøvelse over den katholske Kirke i Danmark, saa vil vi ikke tabe Modet for det, hverken Modet eller det lyse og milde Sind. Nej, saa glæder vi os til at vise Gud og Hans hellige Kirke vor Trofasthed; og saa vil vi være stolte over at kunne tage fat i vor Ende af Korsets Træ og følge den lidende Frelser i Hælene. Lad der altsaa kun komme Nat en Tid igen! Med Christus foran frygter vi hverken Nattens Ulve eller dens Storme. Han er vor Hyrde og Kaptajn!

December 1921.