P. Dominicus Johner: Gregoriansk Koral

Av A. Menzinger S. J.

Recension av P. Dominicus Johners Gregoriansk Koral. Oversat af Johs. Bruun. J. H. Schultz Forlag 1931 (179 Sider).

Blandt de faa Bøger, der hidtil her i Norden er udkommet om Koralen – de danske er opført i nærværende Bogs Litteraturfortegnelse (S. 171); desuden maa nævnes Knut Peters: Den gregorianska Sången (1930) anmeldt til Credo Marts 1930 – er der ingen, der giver en fyldestgørende Vejledning til Koralens Forstaaelse. Derfor betyder det en virkelig Berigelse af vor Musiklitteratur, at Pastor Joh. Brunn, Vigsnæs, har udgivet P. Dominicus Johner: »Gregoriansk Koral» i autoriseret dansk Oversættelse.

Bogen bør først og fremmest være i deres Hænder, hvis Opgave det er at lede Koralsangen. Men den har ogsaa Bud til dem, der udfører denne Sang. Dertil hører ikke blot Korsangerne, men efterhaanden større og større Kredse af Kirkegængere, selv om deres Repertoire indskrænker sig til nogle Dele af Kyriale Romanun. Selv de, der nøjes med at høre Koralen, vil faa mere ud af den, naar de har læst denne Bog. Særlig anbefales den til dem, der ikke kan lide Koralen. Uviljen mod den gregorianske Sang skyldes næppe denne selv. Thi de Stykker af Koralen, som plejer at lyde i vore Kirker, hører ikke til de vanskeligt tilgængelige, der nærmest forudsætter orientalsk Øre. Det er heller ikke altid Udførelsen af Koralen, der bærer Skylden. Man hører tit Folk sige: Jeg kan godt lide Koralen, men kun, naar den bliver sunget smukt – underforstaaet: ikke som den synges her. Dette turde i de fleste Tilfælde være en Uretfærdighed mod vore Sangkor og koralsyngende Menigheder. Ganske vist synger vi ikke som Beuroner Munkene. Men selv i en mindre fuldkommen Udførelse bevarer Koralen endnu meget af sin Egenart og Skønhed; vi skal ikke være mere fordringsfulde end Kirken, der ved at gøre Koralen til alle Kirkers, ikke blot Kathedralernes, Sang i samme Grad giver Afkald kunstnerisk Fuldendthed. Men der kræves visse Forudsætninger for at forstaa Koralen, hvor den ikke gør sig gældende som første Klasses Kunst eller ved Massevirkning og i stemningsfulde liturgiske Omgivelser. Den gregorianske Sang er nu engang en Musikverden for sig, dens Tonesystem, Rytme og Melodidannelse ligger vor Musikopfattelse fjernt, saa en Vejledning bliver nødvendig, hvor det ikke just drejer sig om Missa de Angelis. Denne Vejledning yder Johner – Brunn paa en ypperlig Maade. Ved at fordybe sig f. Eks. i Kap. VIII: »Koralen som Udtryksmiddel» vil selv en Koralhader komme paa bedre Tanker. Det vilde lønne sig, om der ved en eller anden af vore Kirkekoncerter gaves Lejlighed til at høre de dér meddelte Perler af gregoriansk Sang. Et af de mer karakteristiske Stykker er Offertorium: Illumina (S. 119). Det staar i 4. Kirketoneart, om hvilken (S. 63) siges: »Forstaaelsen af denne … indadvendte, i mystisk Mørke liggende … Toneart er en Gradmaaler for Forstaaelsen af Koralen i det hele. Den, for hvem denne toneart lukker sig op, han kan glæde sig ved at have vundet et dybt Indblik i de gamles Kunst.»

Johner – Bruun gør op med den udbredte Opfattelse, at Koral er »Fastemad», asketisk Musik uden Farve og Følelse. »Ingen Følelse, der overhovedet er forenelig med Religionen, er Koralen fremmed. Fremfor alt er det Glæden, den lader klinge i alle dens Afskygninger, som jo Glæden er et Grundtræk i Liturgien, og Allelujasangen fra ældgammel Tid har hjemme i Kirken» (S. 122). Ifald Koralen var stemningsforladt Musik vilde den indtage »en Særstilling i Gudstjenesten». »Klokkerne kalder med festlig Klang til Helligdommen, fra Væggene hilser os hellige Skikkelser i lysende Farver, et Hav af Toner strømmer ud fra Orglet, paa Prædikestolen er det Præsten tilladt at anvende alle de Udtryksmidler, som hans Veltalenhed og hans Hjertes Bevægelser indgiver ham, Alterkalken kan være smykket med Perler og ædle Stene, Polyfonien har Lov til med Vælde at udfolde hele sit rige Liv – og midt i al den Pragt, alt dette frisk pulserende Liv skulde Koralen staa som en udtæret Skikkelse, bodfærdig, kold, farveløs, livløs» (S. 150).

Der er ikke meget at kritisere ved denne Bog. Side 26 kaldes Itala for »Hieronymus latinske Bibel». Denne Betegnelse hører vist til en Linie længere nede, hvor der er Tale om Vulgata. Side 20 siges der, at der blandt Graduales 620 Stykker kun findes »et eneste, der har et Omfang af 13 Toner». Dette passer ikke. Følgende Stykker har det nævnte Omfang: Kyrie VI ad libitum, Gloria I ad libitum, Sekvensen Lauda Sion, Graduale Exiit (Joannis Apost.) samt de beslægtede Gradualemelodier: Christus factus est (Skærtorsdag), In Deo speravit (Dom. XI p. Pent.), Bonum est (Dom. XV), og Ecce sacerdos (Comm. Conf. Pont. I. loco), Graduale Probasti Domine (10. Aug.) og Parallelmelodierne: Gradualerne Dicite filiæ Sion af Jesu Hjerte Messen Egredimini (pro aliq. locis) og Gloria et honore (Comm. unius Martyris Pant.).