Philosophia aarhusiensis

Av A. Menzinger S. J.

I anledning av prof. dr. phil. Kort K. Kortsen: ”Sjæl og legeme.”

Professor Kort K. Kortsens »Sjæl og Legeme» er den første filosofiske Publikation fra Aarhus Universitet. Selv om den maa staa for Professorens egen Regning, tør den dog maaske opfattes som en Strømpil, der fremkalder Glæde, naar man sammenligner den med de Bevægelser og Tendenser, vi kender fra Københavns Universitet. Dettes filosofiske Holdning maa nermest betegnes som krypto-materialistisk. Det er selvfølgelig ikke den krasse, aandsforladte, gammeldags Materialisme, som ingen mere vil vedkende sig, men en negativ Aandsretning, der staar afvisende, ofte fornægtende, overfor det aandelige. Det er hverken Kroman eller Starcke eller nu Professor Kuhr, der præger den københavnske Filosofi, men Filosofer, der har, hvad man kunde kalde Skræk for det høje, Skræk for det rent aandelige, det overnaturlige, Sjælen, Viljesfriheden, Udødeligheden, Vidunderet og den personlige Gud. Der maa i Tilværelsen ikke findes Trin, der skiller det høje fra det lave. Livet maa ikke være mere sublimt end, at det muligvis er avlet af det livløse Stof. Dyret frembyder ikke noget væsentlig nyt i Sammenligning med Planterne. Den menneskelige Tanke skal kunne føres tilbage til Associationsvirksomheder. Sjælen degraderes til et Bundt af Fornemmelser og Følelser. I gunstigste Tilfælde har det psykiske Lov til at eksistere som den indre Side af Tilværelsen, der ved meningsløs Parallelisme er knyttet til den ydre fysiske Side. Menneskets Afstamning trykkes ned til Dyrenes Niveau. Der kendes ingen personlig Udødelighed; vi maa nøjes med Værdiernes Bestaaen. Livet her paa Jorden er det eneste at arbejde for og beskæftige sig med; de naturlige Aarsagers Princip kan hverken forliges med Viljesfrihed eller Miraklet eller Gud. Alle Tankegange, der fører opad og peger hen paa et højeste Væsen, der ved sin Almagt og Visdom styrer Verden, er spærret. Ørnen ser ikke mere op mod det himmelske Lys; dens Øjne er vendt nedad mod en Verden, hvor blinde Kræfter raader og alt Haab paa Menneskære og Aandshøjde er ude; en Verden, der trods Videnskabens klare Lys, er hyllet i det dybeste Mørke, hvad Livets væsentligste Spørgsmaal angaar, en Verden, der trods dens »aabne Horisonter» har en Bly-himmel over sig, gennem hvilken der hverken skimtes Sol eller Stjerner.

I Sammenligning med »Philosophia Hafniensis» virker »Philosophia Aarhusiensis» befriende og opløftende. Det ser næsten ud, som om Ørnen har skiftet Plads og har taget Sæde paa Marselisborg Studentergaard.

Professor Kortsens Arbejde interesserer baade ved sin Kritik mod den mekanistiske Filosofi og ved de positive Anskuelser og Resultater, han er naaet til.

Afhandlingen begynder med en Afvisning af den egentlige Materialisme. Denne Undersøgelse tjener dog nærmest kun som Indledning og Forberedelse til en fældende Kritik mod den psykofysiske Parallelisme. Denne Teori, der er introduceret af Høffding, og som i sin Tid stod højt i Kurs ved Københavns Universitet, betragter Aand og Materie som to Halvdele af Tilværelsen, der nøjagtig svarer til hinanden, uden at de dog staar i nogensomhelst indbyrdes Aarsagssammenhæng; Aand og Materie siges nemlig at være absolute Modsætninger, der ikke kan vekselvirke med hinanden. Med des større Kraft hævder Parallelismen en ubrydelig Aarsagssammenhæng inden for de fysiske Processers Omraade. Derved viser dens aandelige Slægtskab med Materialismen sig. Skønt den – overfladisk set – virkede som Befrielse fra Materialismen og syntes at imødekomme Menneskets aandelige Behov, gav den dog, hvad Menneskets religiøse og moralske Længsler angaar, ikke nogetsomhelst mere end denne. Parallelismen foregiver at være den eneste videnskabelige Metode til Undersøgelse af Sjælelivet. Prof. Kortsen derimod mener: »Om Videnskaben er det vist bedst ikke at tale, naar det drejer sig om den psykofysiske Parallelisme.»

Parallelisternes Paastand om Verdens fysiske Aarsagssammenhæng – hver fysisk Virkning skyldes en rent fysisk Aarsag – giver Prof. Kortsen Anledning til en gylden Bemærkning, der fortjener at staa som Motto over enhver filosofisk Afhandling: »Ingen af os … er blevet taget med paa Raad, dengang Tilværelsen grundlagdes; vi maa derfor med Taalmodighed finde os i, at den er, som den er … og ikke prøve paa at dekretere, hvorledes den skal og bør være, naar den ikke er efter vort Hoved. Naturvidenskabsmanden for sin Del har ikke noget Krav paa, at Tilværelsen særlig skulde rette sig efter hans Ønsker mere end efter andre levende Væseners, og skulde det vise sig, at han ikke faar sine Ønsker opfyldt . . . saaledes, at han ikke kan ’drive Videnskab’: then the worse for him! Tilværelsen har fortsat sin Vej sikkert og uhindret gennem Millioner af Aar, før Videnskaben blev opdaget.» Der er ikke mange af den moderne Videnskabs Hypoteser, der ikke rammes af disse Ord, og man kan ikke lade være at tænke paa Høffdings Hoveddogme: de naturlige Aarsagers Princip.

Hvad Filosofiens Opgave angaar, tilegner Prof. Kortsen sig Bergsons Ord: »Dersom Filosofien virkelig intet havde at svare paa disse Spørgsmaal, som har Livsinteresse … saa vilde al Filosofi ikke være en Times Ulejlighed værd» – unægteligt noget andet end Høffdings »aabne Horisonter», hvorved han mente, at den vise maa kunne taale Spørgsmaal – ogsaa om Livets vigtigste Problemer – som der ikke kan gives Svar paa.

Associationspsykologien, som den vordende Filosof havde faaet som Vuggegave, er Prof. Kortsen fuldstændig vokset fra. Denne Teori, der søger at føre alle Bevidsthedsfænomener, Tænkning ikke undtagen, tilbage til Fornemmelser og Forestillinger og deres indbyrdes Spil, er »Udtryk for en mekanistisk Opfattelse. End ikke de simpleste Former for Tænkning kan forklares ved Associationslovene. Det er langt fra, at vor Bevidsthed alene bestaar af Sanseelementer og deraf dannede Forestillinger; der gives bl. a. ogsaa Tænkning uden Billeder.»

Lejlighedsvis vender Forfatteren sig ogsaa mod den yndede mekanistiske Forklaring af Instinktet, der betragter Dyrene som Refleksmaskiner. Han paaberaaber sig den nyere Entomologi – Insektforskning – der er kommet til det Resultat, at det er ganske utilladeligt at opløse disse tit uhyre sammensatte og altid af Hensigt prægede Handlinger i Refleksbevægelser.

Prof. Kortsen har ikke blot overvundet Materialismen i dens forskellige Former, han har ogsaa arbejdet sig frem til Resultater, der gør ham aandsbeslægtet med den skolastiske Tænkning. Ting, som man ikke har Lov til at nævne i visse filosofiske Kredse, er for ham alvorlige Problemer eller faste, sikre Resultater.

Prof. Kortsen hævder Sjælens Aandelighed i streng Forstand, Spiritualismen. Sjælen er en »udelelig, uopløselig Enhed, hvortil der ikke svarer noget fysisk Analogon». I Polemiken mod Parallelismen fremfører Prof. Kortsen Eksempler paa Bevidsthedsprocesser, der ikke blot savner enhver »fysisk Dækning» c: er uden tilsvarende Sansegrundlag eller Nerveprocesser, men som synes at foregaa ganske uafhængig deraf. Bortset fra ganske almene og abstrakte Betegnelser og Tankegange som f. Eks. »Etik», »det værende», »Gensidighed» regner Prof. Kortsen dertil ogsaa Tankens dynamiske Momenter som »Mening» – f. Eks. et Kolons eller en flertydig geometrisk Figurs Mening – og »Evidensbevidstheden». Paavisningen af denne »anskuelsesløse» Tænkning, som Prof. Kortsen refererer, er af største Betydning for Spørgsmaalet om Sjælens Aandelighed. Vi har her en spiritualistisk Anskuelse, som den ældre Skolastik ikke vovede at fremsætte endnu. Den lærte, netop ud fra Vekselvirkningsteorien, at Forstandens Virksomhed i alle Tilfælde var afhængig af Fantasiforestillingerne. Til Forskel fra Empirismen og Sensualismen har Skolastiken dog altid hævdet, at Forstanden erkender andet og mere end Sanserne, nemlig det væsentlige og almene: intelligibile in sensibilibus.

Ogsaa Viljesfriheden – det mest immaterielle ved Sjælen – omtales. Prof. Kortsen kalder Determinismen for »Maskinteorien, den mekanistiske Opfattelse» . Determinismen er inkonsekvent, baade teoretisk og praktisk, naar den mener, at det er muligt at udøve en Indflydelse paa Tilværelsens Forløb, eller naar den taler om etiske Fænomener som Anger, Ansvar, Dyd. »Forsøget paa at forene Ansvar med Mekanicisme er et haabløst Foretagende. » Prof. Kortsen maa altsaa betragtes som Modstander af Determinismen. Som bekendt tager Deterministerne Udviklingslæren til Indtægt. Prof. Kortsen frakender dem Retten dertil. Udvikling og Determinisme udelukker tværtimod hinanden. Dette hævder Prof. Kortsen ud fra sin Opfattelse af Udviklingen som »et skabende Princip», »en Nydannelse» i Modsætning til Deterministernes Antagelse af Identitet mellem Aarsag og Virkning, der – ifølge Forrfatteren – udelukker alt nyt og dermed ogsaa Udviklingen.

Til den atomistiske Psykologi, der er »Sjælelæren uden Sjæl», og som hævder, at Sjælen er en Mangfoldighed af psykiske Elementer uden en opfattende Bevidsthed, stiller Professor Kortsen sig i Modsætning, idet han anerkender Sjælens Substantialitet.

Forholdet mellem Sjæl og Legeme er ikke Parallelisme, men den hos næsten hele den nyere ikke skolastiske Filosofi ildesete Vekselvirkning – unio substantialis. – »Skønt vi ikke forstaar den, er den dog en Kendsgerning». Halv delen af Bogen handler derom. Aand og Legeme er to Helheder –Skolastikens substantiæ, incompletæ, – der er knyttet sammen. Skønt Aanden delvis er uafhængig af Materien, er den dog samtidig i Stand til at virke ind paa den. Det er Sjælen, der bygger Legemet op og bevarer dets Form under Stofskiftet. Sjælen er det »formgivende Princip», altsaa Aristoteles’ og Skolastikens forma corporis.

Ogsaa Livet efter Døden tager Prof. Kortsen Stilling til. Legemets Opløsning ved Døden behøver ikke at betyde Udslettelsen af Bevidstheden, da denne jo »næsten er uafhængig af Legemet» og »noget langt mere omspændende end Materien». Prof. Kortsen forstaar ved Udødelighed ikke blot en eller anden Fortsættelse af Sjælelivet – faktisk Identitet – men forlanger Bevidsthed om denne Identitet – formel Identitet vilde vi sige.

»Hvis Udødelighed skal have nogen Interesse for os, maa den i det mindste forudsætte et Erindringsbaand, der sammenknytter tidligere Oplevelser med de nuværende og disse igen med de kommende. Hvad Glæde vilde Fattig Per Eriksen have af at vaagne op til nyt Liv som Kejser i Kina, hvis han ikke kunde huske, at han havde været – og paa en Maade endnu var – Fattig Per Eriksen? Eller vilde Trusler om de forfærdeligste Pinsler efter Døden kunne skræmme en Mand, hvis det samtidig garanteredes ham, at han i den ny Tilstand har glemt, hvem han er? Tænker han sig om, burde de i alt Fald ikke kunne det.»

»I en fremtidig Tilværelse bevarer jeg Erindringen fra min nuværende Tilstand og ved, at det er mine Erindringer, og at det er mig, der har dem. Dette er Udødelighed i streng Forstand.» Om Fechners Udødelighedstro, hvorefter Mennesket lever videre i den Indsats, han har gjort her paa Jorden –Høffdings »Tro paa Værdiernes Bestaaen» , som Prof. Kortsen dog ikke nævner – siges der: »Denne Form for Udødelighed er der næppe nogen, der bestrider; men det er heller ikke den, der spørges efter.» Prof. Kortsen stiller sig ligeledes i Modsætning til Fechners og W. James’ Panpsykisme, der betragter hele Tilværelsen som svømmende i en Art psykisk Væren med den menneskelige Hjerne som Gennemgangsled. »Saadanne Opfattelser, særlig den Fechnerske, forliges ilde med en Verden, der er kendetegnet ved at være befolket af Særvæsener, Individer». Derfor antager Prof. Kortsen en »Sjælekerne», der om ikke skaber Stoffet, saa dog former det og holder sammen paa det, ligesom en Magnet fastholder Jernfilspaanerne. Døden indtræder, naar denne Kraft, som Sjælen udøver paa Legemet, af en eller anden Grund trækker sig tilbage. »Men Aanden selv bevarer sin Uafhængighed, og intet kan være i Vejen for den Tanke, at den atter, under mere heldige Forhold» – hvilke, siges ikke –»former et nyt Legem omkring sig. Som det let ses, vil der paa Grundlag af den her løseligt udformede Tanke kunne bygges Antagelser, der er af Betydning for Liv og Død.»

Hvorfra stammer Sjælen? Heller ikke dette Spørgsmaal gaar Prof. Kortsen af Vejen for. Han fremhæver C. Lloyd Morgans Opfattelse, hvorefter »Bevidstheden er blevet til enten ved Skabelse eller UdvikIing fra Infra-Bevidsthed. Der er ikke andre Veje.» Det første Svar – en særlig Skabelse – er efter Morgans Mening logisk holdbart og han har den største Sympati med det. Han antager ikke selv dette Svar, fordi han ikke finder, at det er det hjjeste eller det mest sandsynlige Syn paa Sagen. Men hvis andre antager det af disse Grunde, skal han intet sige dertil.

I Sammenligning med disse positive Tilnærmelser til skolastisk Filosofi er Uoverensstemmelserne af underordnet Betydning. De forringer ikke Agtelsen for dette Arbejde, der er præget af ærlig Søgen efter Sandhed. Afhandlingen fortjener saa meget desto større Anerkendelse, som Forfatteren er kommet til disse Resultater saa at sige fra den modsatte Side og ad store, besværlige Omveje. En Katholik vil ved Læsningen af »Sjæl og Legeme» fyldes med Tilfredsstillelse over, at en moderne Forsker anerkender Tankegange og Standpunkter, som den skolastiske Filosofi altid har hævdet og forsvaret, selv da de var opgivet og forkastet saa godt som af alle andre.