Snefogeden

Av Holger K-Hafstrøm

Madam Jensen stod ude i vognmand Brandts store køkken og snød næsen af rørdhed. At tænke sig at alle byens bedre embedsmænd og matadorer stod ene og forladte i denne verden som vildfarne i den store skov – med andre ord, at de alle var pebersvende, og hverken kendte til en hustrus velsignelse eller en børnefloks – naa ja, – adspredelse altsaa. Og saa hade de gode mennesker endda slaaet sig sammen om at fejre juleaften her hos vognmand Brandt, fordi han laa til sengs med sin formaledidede gigt, som hverken katteskind eller brændnældeafkog bed paa. Ikke for det, de kom s’mænd ikke til at sulte. Tre fuldvægtige gæs til fem mand – det skulde vel nok kunne stille den værste sult. – Hvor var det et pænt syn at se! Først kom dr. Gabel med sin kronisk blaafrosne næse og bumsede en stor, fed gaas ned paa køkkenbordet. Saa kom borgmester Sørensen og dyrlæge Werner. Den første var en ren tryllekunstner til at hale vin- og likørflasker op af dybe, dunkle inderlommer, og Werner svingede en gaas i halsen og garanterede for, at han personligt havde vaksineret den mod røde hunde, spat i koderne, børnekopper og alle andre daarligdommer, saa den kunde de trygt skelettere. Saa kom tolder Lund trillende gemytlig og rødmosset, og lod endnu en fuldfed gaas dale ned i den overvælded husholderskes skød – han hade faaet den fra en svoger, der var gaasejer, ha ha! – men allergladest blev madam Jensen dog, da gamle rentier Schönemann holdt sit indtog med kraven højt op om ørerne og halede hende ind i en krog og stak en hundredekroneseddel i haanden paa hende.

»Lille madam Jensen! De er verdens bedste husholderske, men der skal jo et og andet til foruden disse slagtede rovdyr, som troner paa køkkenbordet. Køb nu løs for alle pengene, lille De, det skader ikke, om der blir lidt hakkelse til overs til resten af juleugen. Brandt er jo lidt smaat kørende i denne tid, hvor han rider paa sengehest.»

Dette foregik altsammen i løbet af lillejuleaftens Dag, og nu juleaften stod bordet festligt pyntet ved siden af Brandts seng, der var flyttet ind i den rummelige spisestue. En efter en kom hans gamle venner buldrende ind, hver med et vældigt pust af ren frostluft, og stak ham paa næven, saa sengen jamrede med alle fire ben.

Som maaltidet skred frem, skred gæssene ned, og humøret steg time for time. Skaaler for Gud, konge og fædreland blev udbragt – tolder Lunds brandere osede, og madam Jensen vrinskede af latter over herrernes indfald.

I løbet af tre timer kom de tre gæs til at ligne de berømte vrag ved vestkysten – een gaas i timen er en pæn sportspræstation, og selv Brandt glemte sin gigt, og sparkede henrykt i dynerne, saa fjerene fløj dem om ørerne.

En times tid forsvandt Schönemann – fra 12 til 1 – ingen gaas formaaede at holde denne forhærdede Katholik fra af gaa til midnatsmesse. Imens hade madam Jensen brygget en herlig glovarm rødvinstoddy til de tilbageblevne, og den time, de maatte undvære Schönemann, hengled bramfrit og muntert. De blev helt overraskede, da de hørte hans stemme igen ude i entreen: Tolder Lund smakkede muntert døren op paa vid gab, og der stod Schönemann hvid fra top til taa af tung tætfalden sne. Men midt i deres larmende velkomstraab lød et forfærdet udbrud fra sengen. Forundrede vendte de sig alle mod Brandt, der sad op i sengen med fortvivlelsen malet i alle træk.

»Hva er den af, vognmand» spurgte tolderen leende – »har du faaet en gaasesvans forkert i halsen?»
»Nej, sneen, sneen», jamrede Brandt.
»Sneen kan dante gi’ dig frost i tæerne, saa længe du ligger der» lo borgmesteren.
»Nej, men den kan ruinere mig.»
»Hvad mener du med det?» spurgte Schönemann, der endelig havde forpuppet sig, og efterladt sit hvide gevant i entreen.
»Husker I ikke, jeg fik licitationen paa snekørselen? De otte hundrede, jeg fik, har jeg maattet leve af de sidste tre maaneder – og nu er der ikke en klink tilbage – og nu ligger jeg her – og hvis sneen ikke er væk i morgen kl. 7, gir den æsel af en borgmester mig en kæmpebøde – og saa er jeg færdig.» For at vise, hvor færdig han var, slog Brandt ud med haanden, saa toddyglasset slog saltomortale henover bordet.
»Ja det kan du bande paa, lille vognmand» brummede borgmesteren. »Om det saa var min svigermor, der var snefoged, fik hun et plaster paa tre hundrede kroner, hvis hun ikke fik sneen muget ud i tide.»
»Rigtig» lo tolderen. ”Med daad skal rom brygges.»
»Men alvorlig talt» indskød Schönemann, »hvordan vil du klare den historie, Brandt?»
»Klare – der er ingenting at klare – jeg er ruineret – imorgen kan I sætte mig ud i den kolde sne!»
»La’ nu vær», beroligede tolder Lund. »Jeg er Iige ved at faa snue af rørelse – hvordan skal vi klare den historie? Sneen skal være borte imorgen, ellers mister Brandt jo det job.»
»Ka- ka- ka-» kom det fra dyrlæge Werner. Han stammede altid, naar han blev ivrig.
»Bravo» jublede de andre, »Werner fandt det forløsende ord.»
»Ka- ka- ka-». – »Hør!» brølede tolder Lund. – »Lyt til visdommens røst.»
Werner var glorød i ansigtet af anstrængelse, men klemte dristigt paa for tredje gang.
»Ka- ka- ka» – »Ka-ka-ka» kurrede de andre i kor. Selv den fortvivlede Brandt fortrak ansigtet til en antydning af et smil.
»Ka- ka- ka- v-v-vi ikke kllllare det for ham?», kom det endelig.
»Han ska’ leve, han ska’ leve» istemmede tolderen, og de andre faldt ind i koret. Da den harmoniske vellyd endelig var døet hen, bad rentier Schönemann om ordet.
Trods den kaade stemning fik han alligevel ørenlyd.
»Werner er den eneste fornuftige her i aften. Selvfølgelig faar vi ingen til at gaa ud og kaste sne julenat – derfor maa vi gøre det selv. – Vi henter skovle og spader.» – »Dem har jeg nok af» abrød Brandt, mens en svag haabets stjerne tændtes i hans gigtplagede indre.
»Godt, saa deler vi gaderne mellem os, og een af os kører Brandts store lastbil, og vi andre skuffer løs, saa kan det godt naaes.»
»Men hvad vil folk sige, hvis de ser os?» invendte den altid forsiktige borgmester.
»Ved I, hvad vi kan?» brølede tolderen og dunkede sig selv begejstret paa overbenet.
»Vi tar vores karnevalsdragter paa fra ifjor – saa er der ikke en sjæl, der kan kende os.»
Ideen var tilstrækkelig fjantet til, at den blev grebet med begærlighed.
»Hvem kører vognen?» – der blev et øjebliks pinlig tavshed. »Jeg kan ikke køre» – »jeg heller ikke” –  lød det fra de fire.
»Jeg ka- ka- ka- ku- ku- kun- køre fo- fo- fordvogn», hakkede dyrlægen.
»Jamen her er tale om at køre bil, forstaar du» bed tolderen ham af.
»Saa skal jeg skaffe chaufføren» loved Schönemann. »Bravo! Saa mødes vi ved Brandts garage om en halv time i al tarvelighed og ukendelighed» afgjorde borgmesteren, hvorpaa de skiltes under Brandts strømmende taksigelser…

*

Gamle Stine, der boede alene i et lille hus i udkanten af byen, havde haft det saa rart juleaften henne hos sin veninde, gamle Ane, at klokken var blevet langt over midnat, da hun møjsommeligt stavrede hjemad. Det var holdt op at sne, og himlen var stjærneklar, men tungt var det at storke frem i det tykke hvide snelag.

Men just da hun drejede om hjørnet til Strandstræde, udstødte hun et skingrende hvin, for lige foran hende stod den slemme selv med horn og skreg og rød som ild – kun havde han en skovl i haanden i stedet for en trefork.

Den slemme syntes lige saa ilde berørt ved mødet, og trak sig hurtigt ind i skyggen, mens gamle Ane som en antændt raket røg ned ad gaden mod sit hjem, saa sneen føg hende om skørterne.

Den slemme fortsatte sin gang og mødtes lidt efter med en søofficer, en harlequin, to dominoer og –en franciskanermunk med reb om livet og et skæg, der hang som en gulvmaatte ned over det brede bryst.

Ingen af dem mindedes at ha set munken ved bykarnevalet ifjor, og selv for dem lod han til at ville være incognito, for uden et ord kravlede han op paa lastbilens førersæde, efter at have startet bilen med øvet haand.

Og saa gik det løs.

Gade op og gade ned rumlede bilen, mens de andre sled som vilde. Af og til sprang munken ned og tog et tag med selv, og det var nogle rælig store skovfulde, han tog.

Sveden haglede ned over de formummede skikkelser, og saa snart bilen var fyldt, for den som lyn og torden ud til aflæsningsmarken, hvor munken helt alene tømte den, mens vinden viftede i hans store skæg. Frem og tilbage gik det den ganske nat. Henad morgenstunden begyndte det at knibe lidt for de utrænede snekastere, men munken hade en vidunderlig evne til at sætte fut i dem med et muntert smil, og ved selv ustandselig at gaa i spidsen.

Endelig! Endelig kl. 6 rumlede det sidste læs afsted, og lidt senere slæbte den slemme og de fire andre sig møjsommeligt ind ad Brandts gadedør. Næppe hade de faaet sig bænket om bordet igen, mens Brandts mund ustandselig udgød lovprisninger og takkekaskader over deres mødige skikkelser, før det bankede, og munken traadte ind.

Den slemme, der for en gangs skyld ikke lod til at være bange for en kirkens mand, takkede ham varmt for hans heltedaad og føreslog, at de nu skulde kaste deres forklædninger. Som sagt, saa gjort. Under den slemmes helvedesskrud skjultes den trinde, glade tolder Lund, harlequin viste sig at være dyrlægen, søofficeren var selveste borgmesteren, der kun med sorg skilte sig fra sit flotte overskæg, og dominoerne dækkede over dr. Gabel og Schönemanns ærværdige skikkelser.

»Og maa vi saa se» lo tolder Lund muntert, »hvilket kært og kendt ansigt, der skjuler sig bag denne humoristiske gulvmaatte!»

Dermed greb han med et rask tag i munkens skæg, men bleg og rædselsslagen slap han og for tilbage, da skægget viste sig at hænge upaaklagelig fast i det ærværdige præsteansigt, mens et inderligt »Av» barrede sig vej gennem forhænget.

For første gang blev tolder Lund slagen med stumhed, mens hans venner af et godt hjærte haanlo, skønt de selv ikke hade veret en smule klogere med hensyn til munkens identitet.

»Maa jeg saa ha lov» fik Schönemann hulket frem, mens lattertaarerne trillede ham ned ad kinderne »at præsentere Dem for min gamle ven pater Schmidt. Han førte en lazaretbil under krigen, saa jeg tænkte nok, det vilde være en ren svir for ham at faa lov at lege lidt med en bil igen. Pater Schmidt agter at blive her i byen ved vor katholske kirke, hvis han da faar lov at beholde skæg og helbred.»

Her brød den ulykkelige tolder ud i en forvirret samling undskyldninger, mens han krampagtigt klamrede sig til sukkerskaalen, der gik rundt med den dampende morgenkaffe.

»Glædelig jul» hilste pateren fornøjet og løftede sin kaffekop; de herrer hilste højtideligt og hviskede ærbødigt:

»Tak i lige maade!»