Søren Kierkegaard i det 20 Aarh.’s Tyskland

Av H. D. T. Kiærulff

Recension av Erich Przywara S. J:s Das Geheimnis Kierkegaards. Verlag von R. Oldenbourg. München und Berlin 1929. 176 p. 8,50 Mark.

Dansk Protestantisme har gennem fire Aarhundreder haft en Række overordentlig betydelige Tjenere, hvis Indflydelse herhjemme ikke kan vurderes højt nok. Blandt disse indtager Søren Kierkegaard den Særstilling, at hans Livsgerning kulminerede i et dramatisk Opgør med Kristendommen netop som protestantisk og netop som dansk protestantisk; at denne Kulmination, skønt hidført af ydre Omstændigheders Sammentræf, dog var en logisk Konklusion af den danske Protestantismes og Kierkegaards Tankeudviklings Præmisser; at senere Tiders protestantiske Kirke herhjemme alligevel har indoptaget væsentlige Kierkegaardske Ideer; og at dette har kunnet ske uden indre Modsigelse, fordi Kierkegaard, alt vel bekendt, var en protestantisk Tænker. Denne ejendommelige Stilling indeholder saa mange Vanskeligheder for Forstaaelsen, at den i sig selv ægger Tanken, som gennem Beskæftigelse med Problemet Søren Kierkegaard bedre end ad nogen anden Vej vinder Begreb om den danske Protestantismes Væsen, Værdier og Vanskeligheder.

Men Søren Kierkegaards Betydning er ikke begrænset til Danmark. Rundt om i Verden er hans Navn kendt af snævrere Kredse, og i Tyskland er han i dette Aarhundrede blevet en central Skikkelse i de religiøse Aandskampe indenfor Protestantismen. Naar vi, som hans Landsmænd, møder ham i disse Kampe, vil vi dog sjældent helt kendes ved ham. Saa betydelig en Lod og Del end tysk Filosofi og Theologi havde i hans Udviklng, kræves der dog, for at indføre ham i Øjeblikkets tyske Tankeverden en Oversættelse, ikke blot af hans Ord, men af hans Begreber, som forekommer os noget af en Voldshandling. Andre religiøse Tænkere (ganske særligt vore Skolastikere, St. Thomas fremfor nogen) taaler at glemmes, de selv og deres Milieu, for blot at lade deres Tanker staa ved deres Værd, men mindst af alle Kierkegaard.

At en Katholik har Interesse af et Kierkegaard-Studium til Forstaaelse af Protestantismen er givet, naar Katholikker maa leve og arbejde blandt Protestanter. Det kierkegaardske Opgør med Protestantismen vil desuden altid lokke Katholikker til at søge en Forbundsfælle i ham, men dette vil kun lykkes, naar man holder sig til Brudstykker af hans Forfatterskab, ikke ifald man tager det i sammenhængende Enhed. Endnu mindre Berettigelse vil det have, naar Udlændingen, hvis Kierkegaard har mistet ikke lidt af sin Individualitet i Oversættelsen, maaske med større Held eftersporer Katholicisme hos ham.

Den tyske Jesuit, som i den foreliggende Bog med imponerende Belæsthed sætter Kierkegaard i Relation til snart sagt hver eneste moderne protestantisk »Retning» i Tyskland og anvender psychoanalytiske Skemaer for at se, om Kierkegaard passer ind i dem eller sprænger dem, er først og fremmest besværlig Læsning. En samvittighedsfuld Anmelder har haft Bogen liggende i flere Maaneder, fordi dens Forstaaelse krævede et Utal af Forarbejder, ikke saa meget med Søren Kierkegaard, som med moderne tysk Aand. I sin Iver for at udnytte den danske Filosof i den tyske Aandsstrid forsømmer Przywara ingen betydende »Retning», men medtager endog adskillige, der synes os at være undværlige. Sproget er ogsaa en Vanskelighed. Przywara er fremmed for de ellers saa berettigede Ønsker, der atter og atter lader sig høre: at vi dog i Filosofien maa arbejde hen til noget i Lighed med tidligere Tiders faststaaende Begrebsbetydninger, og ikke lade hver Filosof skabe sig Nybegreber i Masse og lægge Nybetydninger i de traditionelle. Przywara er paa en vis Made Ordkunstner, hans egen Evne til at assimilere filosofiske Begreber ogsaa ubegrænset, men han er ikke let tilgængelig. Endelig optager hans Fremstillings Hovedstrøm Stof fra talløse Bifloder, som man helst saa kortlagt i Fodnoter og ikke forvirrende indtegnet i Teksten.

De meget faa, som har Forudsætninger (og Tid!) for at arbejde med Przywaras Bog vil finde den som et interessant Skema over nyere tysk religionsfilosofisk Begrebsdannelse. Dets Billede af den danske Filosof er intet Portræt, men en Begrebskomposition, hvori netop Kompositionen er det mest beundringsværdige. Glædeligt er det, at skønt Przywara et langt Stykke Vej følger en katholsk Tydning af Kierkegaard, vil han dog ikke tage ham til Indtægt. Kun i Mystikken lader han Kierkegaard være en Indgangsport, aaben direkte ind imod den katholske Mystik. Næppe helt tilladeligt, men let forstaaeligt for den, som mindes Przywaras Newman-Skildring, hvor ogsaa Kirkens menneskelige Samfund, Næstekærlighedens Sidestilling med Gudskærligheden forsvandt for Enkelsjælens Samvær alene med Gud. Kierkegaard er saa ganske den samfundsløse, ogsaa i sin Mystik. Men den katholske Mystiker vil aldrig, hverken her eller i Himlen, sukke et enfin seule, ene med Gud uden sin Næste.