St. Albert den Store

Av H. D. T. Kiærulff

I Nærheden af den schwabiskbayerske Donauby Launingen boede i Middelalderen de adelige Herrer til Bollstadt, hvis Mandslinie først uddøde i 1607. Som Søn i denne Adelsfamilie fødtes Albert, der først kendtes som Albert af Bollstatt, siden som Albert af Køln, Albert den Tyske og atter senere som Albert den Store efterhaanden, som hans Berømmelse voksede.

Hans Fødselsaar er ukendt. Almindeligt var det ansat til 1193, men forskellige Overvejelser har ført senere Tiders Historikere til at gætte paa 1206 eller 1207. Om hans Barndom ved man nemlig intet; og hvad der fortælles, er kun fromme Slutninger om, hvordan saa hellig og lærd en Mand maa have været som Barn. Vi ved først, at han i 1223 (eller forsigtigere sagt: i 20’erne) indtraadte i St. Dominikus’ nye Orden. Regner man med Føselsaaret 1193, var det saaledes en trediveaarig Mand, der gjorde Skridtet i Tiggermunkestanden, mens det efter den nyere Antagelse var en 16–17 aarig Ynglings begejstrede Selvhengivelse. Og skønt mangen ældre Mand netop i disse Aar lod sig indrullere i Prædikebrødrehæren, synes det Antal Aar, hvor han efter sin lndtræden i Ordenen endnu ikke var begyndt sin Lærervirksomhed, at antyde, at det var som ganske ung, han valgte at leve sin Ordens Liv.

Regner man med 1223 som Aaret, da Albert blev Dominicaner, var det kun en seks Aar gammel Orden, han indtraadte i. I 1216 havde Pave Honorius III givet St. Dominicus’ Udkast tiI en Orden af Prædikebrødre sit officielle Stempel. Dengang havde det kun drejet sig om en Haandfuld Mennesker, men Ordenen udbredte sig med Begejstringens Laviner over Europa, og da Albert sluttede sig til, var der i hvert Fald et halvt Hundrede Klostre i adskillige Lande. Hvor han blev optaget, ved man heller ikke med Sikkerhed. Traditionen siger i Padua, som St. Dominicus havde besøgt i Sommeren 1220, og hvor der snart efter var oprettet et Kloster. Men ogsaa Køln gør Krav paa Æren. Klostret der havde en vis Forbindelse med Dominicanerordenen i Norden; for Aarhusianeren Broder Salomon, der af Generalkapitlet i Bologna i 1221 blev sendt med Breve fra Paven og St. Dominicus till Kong Valdemar Sejr og Ærkebiskop Andreas Sunesøn for at plante Dominicanerordenen i Danmark, tog Vejen over Køln, hvor han fik overdraget den hellige Maria Magdalenas Hospitz i Stolckgasse til Kloster for Ordenen.

Hvor nu end Albert søgte Optagelse, var det under Jordanus af Saluens Ordensledelse, og maaske var det Ordenens Generalmagister selv, der optog ham; højst sandsynligt var det ogsaa hans personlige Indflydelse, der drog hans unge Landsmand, for Jordanus var en af alle Tiders mest uimodstaaelige Menneskefiskere.

I fem Aar var Albert Elev i sin Orden. Først i 1228 begyndte han sin lange Lærergerning, der førte ham vidt omkring. I Køln var han først nogle Aar Lektor, senere i Hildesheim, i Freiburg, i Regensburg, i Strassburg og atter i Køln. Sytten Aar gik hermed og før han i 1245 forlod Køln, melder Traditionen, at den tyveaarige Broder Thomas af Aquin skal have siddet lyttende under hans Kateder.

Det er dog næppe rigtigt, for det var først i Efteraaret 1245, at Thomas slap løs fra Fangenskabet paa sin fædrene Borg, og fra denne tog han direkte til Paris, hvortil Albert ogsaa var kommet i Sommeren samme Aar. Men i Paris begyndte Samarbejdet mellem den geniale Lærer og den endnu mere geniale Elev. Da tre Aar senere Generalkapitlet i Juni 1248 havde bestemt Oprettelsen af fem studia generalia (Ordenshøjskoler) i Paris, Montpellier, Oxford, Køln og Bologna, fik Albert overdraget Organisationen af Studiehuset i Køln, og Thomas fulgte sin Lærer til Stolckgasse. I Paris havde Albert erhvervet sig Titel af Magister.

Indtil 1252 opholdt Albert og Thomas sig begge i Køln. Allerede forud for Pariseropholdet var Alberts Ry naaet ud over det ganske civiliserede Europa, i Paris naaede det et Højdepunkt, og her i Køln maatte han foruden sine øvrige Arbejder adskillige Gange optræde som Byens Raadgiver og aandelige Fader. I Sommeren 1252 kaldtes Thomas tilbage til Paris, ikke uden Forbindelse med de voldsomme Angreb paa Tiggermunkeordenerne, som Pariseruniversitetets verdensgejstlige Lærere i Foraaret havde rettet imod dem. Thomas skulde som Baccalaureus gennemgaa »Sentenserne», Tidens theologiske Haandbog, men han var endnu kun syv og tyve Aar, og Ordensmagisteren Johannes Teutonicus, var først imod denne Alberts Plan med sin Yndlingselev. Albert forstod dog at skaffe sig formaaende Meningsfæller, og det blev, som han ønskede. Imidlertid fortsatte han selv Undervisningen i Køln i to Aar, indtil Kapitlet i Worms 1254 valgte ham til Provincial for den tyske Odensprovins, et Hverv, der i tre Aar førte ham paa stadige Rejser Tyskland rundt. I 1256 var han dog paa et Ophold ved Pavehoffet i Anagni sammen med Thomas, begge for her at forsvare deres Orden mod Pariser Verdensgejstlighedens vedholdende voldsomme Angreb, der siden 1252 var tiltaget i Styrke og havde ført til ligefremme Gadespektakler. I Anagni forfattede Albert ogsaa, paa Pave Alexander IVs Opfordring, sit Stridsskrift mod Averroes, den mauriske Filosof (1126-1198), hvis Aristotelesfortolkning indsmuglede trosstridige Lærdomme ved de kristne Universiteter og derved gjorde al Aristotelisme mistænkelig, saaledes, at siden Thomas, der dog førte sin theologiske Strid mod netop denne kristne Averroisme, efter sin Død blev taget med i en Fordømmelsesdom over Averroes’ filosofiske Vildfarelser.

Paa dette Tidspunkt var Alberts litterære Virksomhed i det store og hele forbi. Den havde strakt sig over forbavsende faa Aar. Fra de yngre Aar i Tyskland foreligger kun ganske faa Værker. Det var først i Paris, hans næsten ufattelige Produktivitet begyndte, og fra 1245–1256 blev Hovedmassen til af det Bibliothek, som hans Skrifter udgør. (De samlede Værker fylder 38 Kvartbind i Udgaven fra 1890erne.)

Kærnen i Alberts Forfatterskab er hans Kommentarer til Aristoteles. Han fødtes i en Tid, hvor Middelalderens Europa opdagede den store græske Filosof i en Renaissance-Rus, ikke mindre lykkelig og farlig end den senere Renaissances Beruselse ved Genopdagelsen af Oldtidens Kunst og Litteratur. Men da Aristoteles kom til Vesteuropa gennem Maurernes Formidling, blev hans Tanker først mødt med Autoriteternes Fordømmelse; og det var let at forstaa. Ikke blot betød han en Kritik af den platoniske Filosofi, der havde været den altbetydende Kirkefader, St. Augustins Værktøj i den theologiske Bearbejdelse af Aabenbaringen. Men han kom i Arabernes Fortolkning med Lære om Stoffets Evighed, om den menneskelige Intelligens som Delagtighed i et for Menneskeslægten fælles Intellekt, der var en Emanation fra Gud, om Umuligheden af den personlige Udødelighed og andre uantagelige Paastande. Derfor var det allerede i 1210 under Exkommunikationes Straf blevet forbudt at undervise i Aristoteles ved Pads’ Universitet; i 1215 havde en pavelig Legat fornyet dette Forbud, og da det gik daarligt med at faa det overholdt, havde Pave Gregor IX i 1231 atter indskærpet det, mens han dog samtidig overdrog tre af Universitetets Lærere at korrigere Aristoteles’ Skrifter paa en saadan Maade, at de blev anvendelige, idet han Idogt udtalte, at det nyttige ikke maatte kastes bort sammen med det unyttige. Denne Kommission fik dog aldrig udført sit Arbejde, men Alberts Kommentarer til den omstridte Filosof gjorde det ogsaa unødigt, for de kom til at give Aristoteles Borgerret i den kristne middelalderlige Filosofi. Ganske riktigt er Udtrykket »Kommentarer» dog ikke; for Albert laante kun Værkernes Indholdsskema fra Aristoteles, men udfyldte Rammerne med ikke blot aristotelisk Lærdom – ogsaa med Stof fra aristoteliske Kommentatorer – og ikke mindst med egne Iagttagelser til en gigantisk Materialesamling. En Snes Aar senere (1265–1272) gjorde Thomas et omhyggeligere kritisk Aristotelesstudium og det paa Grundlag af nye og bedre Oversættelser.

Alberts filosofisk-theologiske Fortjeneste har væsentlig Interesse for Fagfolk. Han kom næsten straks til at staa helt i Skygge af sin Elev, skønt han for Resten visse enkelte Steder i Aarhundreder overstraalede Thomas. Og han havde da heller ikke Thomas’ syntetiske Evner, som satte denne i Stand til at samarbejde Dogme, Kirkefædre, Aristoteles og nyere Viden til en Enhed og en afsluttet Forstaaelse af Tilværelsen. Albert var langtmere den vidtaabne Aand, som optog og optog alt, hvad en intellektuelt virksom Tid bragte frem af gammelt og nyt, men dog ikke evnede at bearbejde det tiI en modsigelsesfri Enhed. Det gør ikke hans Fortjenester ringere; netop i vor Tid, hvor ingen tør haabe paa en ny Thomas, der kan give Syntesen af Dogme, Theologi og alle de senere Aarhundreders Erfaringer, kan vi snarere forme os efter Alberts Billede: den vaagne Aand, der lod Strømme samles hos sig for at skille rent og urent.

Hans alsidige Interesse forstaas bedst af Læserne ved Betragtning af ham som Naturvidenskabsmand. Sammen med Roger Bacon (ca. 1210–1292) repræsenterer han den iagttagende Erfarings-Naturvidenskab Aarhundreder før dens Renaissance-Foraar, men han er mindre uberegnelig, mere nøgtern og afbalanceret end Englænderen. Astronomi og Geografi beskæftigede han sig med og var sikker paa Jordens Kugleform; Mineralogien dyrkede han og samlede Mineraler paa alle sine Rejser til en velordnet Samling; Alkymien interesserede ham, dog mest i Form af teoretiske Spekulationer over Metallernes Natur; Mediciner var han ogsaa, trolig Opsamler af Slægternes gamle Husraad; men især var det Dyr og Blomster, hvis Studium han kastede sig over. Og skønt han her, som altid, er Filosofen først og fremmest, der sætter Fauna og Flora paa Plads i Skabelsens Hierarki og interesserer sig for dens filosofiske »Bevægelseslære», Principperne for deres Livsytringer, er det fabelagtigt, hvad han har naaet at se og har husket om deres Livsvaner. Uophørligt læser man de samme Vendinger om, at det og det er galt, for »Jeg har set…», »saadan fortæller Jægere, Fiskere og Bønder», »der er ganske vist mange underfulde Ting i Naturen, men det, jeg selv har iagttaget, stemmer ikke dermed», o. s. v., o. s, v. Han kender næsten alle Europas Pattedyr og véd Besked om Fuglene og deres Vandringer, som hans geografiske Viden giver ham Begrundelsen for. Meget kritisk behandler han Beretninger om Fabeldyr, skønt han dog tror paa nogle af dem. I det hele taget er hans herhenhørende Værk som en Haandbog i Middelalderens tyske Dyre- og Planteliv, skrevet af en Mand, der har set langt det meste af, hvad han beskriver.

Saa omfattende var hans Viden, at han allerede i levende Live blev en sagnagtig Skikkelse, om hvem det utroligste fortaltes, med hvor lidt eller hvor meget Grund i Fakta skal her ikke afgøres. Man sagde, at Kong Wilhelm efter Erobringen af Aix-la-Chapelle tog hjem over Køln i 1248s Vinter. Der besøgte han Albert og undredes, da han i Klosterhavens Sne saa et Væld af Sommerens Blomster, som Munkens Kunst fik til at trives. Ogsaa et kunnstigt Menneske saa Kølnerne bygget af den næsten uhyggeligt Idoge Albert. De saa Mekanismen gaa nogle Skridt og udtale Ordet »Salve». – Efter sin Død maatte han lægge Navn til adskillige Aarhundreders Sortekunst; en Række alkymistiske Værker gik under Navnet Albert, og fremragende Magikere gjorde sig til af at have øst af hans Visdom, saaledes f. Eks. den Dr. Dee i hvis Krystallkugle Elisabeth af England stirrede paa sine gamle Dage, da alle andre Troldmænd havde skuffet hende, naar hun vilde forudkende Fremtiden.

Men for at vende tilbage til Historien: I 1256 var Albert ved Pavehoffet og skrev mod Averroes, men han var træt af den filosofiske Strid, hvori han som Aristoteles’ Forkæmper var blevet saa stærkt angrebet en Person. Naar han fik overdraget at bekæmpe Maureren, han ogsaa skulde »feje for sin egen Dør». Men iøvrigt nægtede han nu at fortsætte Striden, han erklærede Spørgsmaalene for uhyre vanskelige og trak sig tilbage; men sikkert gjorde han det kun, fordi han vidste, at han havde uddannet en Elev, hvis Dygtighed berettigede Læreren til at trække sig ud af Kampen.

Efter Provincialaarenes Ophør ventede en ny Opgave. I 1259 var han i Valenciennes beskæftiget med, i Samarbejde med Thomas og et Par andre Ordensfæller, at udarbejde en ny Studieplan for Ordenen. Aaret efter nødte Paven ham til at overtage Bispesædet i Regensburg, men samtidig med at passe sine ny Pligter, arbejdede han for at iblive dem kvit, og allerede i Foraaret 1262 fik han sin Frihed til atter at vie sig til det klosterlige Liv og den fortsatte Iagttagelse af Naturen. Alligevel var der stadig Bud efter ham. I 1263 opholdt han sig paa ny ved Kurien, hvor Digteren Magister Henrik fejrede ham som det filosofiske Universalgeni, saa meget mere ærefuldt, som Thomas ogsaa i disse Aar var ved Pavehoffet. Her blev Albert udnævnt til pavelig Korstogsprædikant af Urban IV. Det følgende Aar kaldtes han til Würzburg, i 1267 er der atter Ophold i Køln, men han maa derfra til Strassburg i to Aar, og først fra 1269 faar han varigt Ophold i sin Ungdoms Kølnerkloster.

Men har han længtes mod Ro efter et Livs Rejser og Kampe, fik han ikke sit Ønske opfyldt. I Efteraaret 1268 var Thomas vendt tilbage fra Italien til Paris for at møde en farlig Modstander, Siger af Brabant, der fornyede Averroes’ Lære og vakte umaadelig Opsigt. I 1270 var Kampen paa sit Højeste. Thomas skrev »De unitate intellectus», og samtidig sendte Ordensbroderen Gilles Brev til Køln for at bede Albert udtale sig om femten Teser, tretten af Siger og to omstridte af Thomas. Albert svarede, men ugerne, og pegede ligesom i 1256, paa Spørgsmaalenes Vanskelighed. Om de thomistiske Teser sagde han blot, at her i Verden var der ikke meget at udtale om saadanne Ting. Man mærkede, at han helst trak sig helt ud af Tidens Kampe og at han var meget lidt tilbøjelig tiI at bryde Staven over Filosoferne. At han ikke svigtede sin Mandoms Værk, skulde han endnu komme til at bevise.

I December udtalte Paris’ Biskop Fordømmelsesdomen over Sigers tretten Sætninger. De to af Thomas nævntes ikke. Mens Aarene nu gik i Køln, nærmede Thomas sig sin tidlige Død paa Vej tiI Konciliet i Lyon i 1274. Men den gamle Albert levede endnu og har paa det samme Koncil, hvor han repræsenterede sin Ordensprovins, begrædt sin Elev og Ven. Her skal han ogsaa overfor Gregor X have talt Rudolf af Habsburgs Sag, den nyvalgte tyske Konge, som Albert satte stor Pris paa, og som Kurfyrsterne havde valgt efter en Snes Aars Forvirring følgende paa Hohenstaufernes Undergang.

Og saa kom i 1277 den sidste Bøn tiI den gamle Munk om at blande sig i Verdens Gang. Thomas var Død, og hans Modstandere rejste sig mod hans Lære. Pave Johannes XXI havde paalagt Biskoppen i Paris at forfølge Sagen mod den i 1270 fordømte Averroisme videre. Og nu fordømte Biskoppen 219 Sætninger, væsentligt averroistiske, men ogsaa nogle, der ramte andre og blandt disse Thomas. For at understrege Fordømmelsen af Thomas dateredes Dommen den 7. Marts, Treaarsdagen for hans Død. Da var det, at Oldingen fra Køln atter kastede sig ud i Striden, for nu var Eleven der ikke længere til at svare for dem begge, og i Paris hyldede han Thomas’ Lære som rettroende, ren, uangribelig og guddommelig.

Saa kom tilsidst Oldingeaarene og omtaagede Alberts klare Aand. Vi har endnu hans Testamente fra 1278 og en Underskrift fra 18. August 1279; men nu ventede han i halvslukte Sansers Stilhed den sidste Rejseordre. Han Døde i 1280, den 15. November.

Om hans Fromhed er hidtil intet fortalt i denne korte Oversigt. Den var af den vidtfavnende Art, der ser Guds Fodspor overalt. Han tjente sin Herre, naar han noterede sig det mindste, som Skabningen havde at fortælle om Skaberen. Men samtidig var han en dyb Mystiker. Et Par vidunderlige Smaabøger gik i Aarhundreder under hans Navn, fordi man fandt, at de udtrykte hans Aand. De er i de senere Aar erkendt som Værker af andre Forfattere, saa nu maa vi dykke ned i vanskeligere Værker, hans Kommentarer tiI Pseudo-Dionysius, for at se ham som Mystiker; men Billedet af Dogme-Mystikeren Albert staar kun saa meget des klarere paa dybere Baggrund.

Han blev begravet i Stolkgasse i Dominikanerkirkens Kor. Nu hviler Legemet i Kølns St. Andreas kirke. I 1622 erklærede Gregor XV ham for salig. I 1930 fejredes hans 650 Aars Dødsdag, og Alverdens katholske Videnskab bad Paven om at maatte hilse Albert den Store som Helgen. Aaarets Slutning bragte Helgenkaaringen og Ophøjelsen blandt Kirkelærerne.