Svar til en sogneprest

Av Sigrid Undset

III.
Jeg antar, vi katoliker kan være enige med de mere og mindre radikale unge som sier, den gamle form for egteskap, som er nærmere eller fjernere beslegtet med det kristne, katolske egteskapssyn, den passer ikke for vor tid. Vi mener, det katolske dogme om egteskapet er aapenbaret av Gud, altsaa, maa vi forsøke at forandre tiden. Hvis vi for den saks skyld maa forsøke at tvinge utviklingen tilbake, vel, saa faar vi det. Ikke for at jeg forresten vet, hvorfor det skal kaldes »tilbake», men folk kalder det nu engang slik: vi maa altsaa vite, hvad vi skal ville. Det maa være maalet for vores alles stræben at forsvare egteskapet og familielivet i de former som Kristus har godkjendt, og i detaljerne maa vi rette os efter de regler og forskrifter og raad, som hans Kirke gir os herom.

Hvad angaar de som tror at »utviklingen» er noget mystisk noget, enslags flod som en flodgud raader over, eller som raar sig selv, saa vil de vel antagelig ingenting gjøre andet end la sig drive med strømmen – hvis de da er konsekvente.

Men de som tror at det nytter noget at ville og arbeide for at paavirke utviklingen, og som har forkastet kristendommen som aapenbaret, dogmatisk religion – enten de gjorde det med enslags sorg, fordi de mente, den er bare menneskeverk, en drøm, selv om de syntes, det var en vakker drøm eller fordi de hater kristendommen – de maa uvilkaarlig arbeide for at omdanne egteskapet, saa det kommer til at passe bedre med tidens forhold.

Og min mening, med at skrive denne artikkel er først og fremst den, – at be ogsaa katolikerne her nord være opmerksomme paa, det kan ikke være anderledes. Vi maa forsøke at gjøre os dette klart – vi tør ikke gaa ut fra, at noget i Europæisk tradition, kulturværdier, moralbegreper, følelsesrikdommer, som har sin oprindelse i den katolske Kirkes dogmatisk definerte kristendom, skal fortsætte, at leve videre et »naturlig» liv, hvis Europas folk forkaster kristendommen og negter at ta imot Guds overnaturlige naade. Man kan like gjerne tro, at et træ hvis røtter er hugget over, skal bli ved at grønnes og bære blomst og frugt.

Sentimental vedhængen ved dette eller hint av den kristne traditions enkelte deler nytter ingenting. Bryt nogen grener av et fældt træ og sæt dem i vaser til pynt i stuerne – og se hvor længe de holder sig friske!

Det er sandt at Kirken har kunnet overta før-kristne institutioner og moralbegreper. Og denne »synkretisme» inden katolicismen er ikke overlevert hedenskap, som skindmagre purister gjerne vil ha det til, og heller ikke blomster som Kirken har plukket paa sin vei gjennem folkene og pyntet sig med for at virke indtagende – som det gjerne blir utlagt av dem der vil forklare Kirkens hemmelighetsfulde livskraft ved at tillægge Kirkens presteskap en mindst likesaa hemmelighetsfuld kløktighet. (Vi indenfor Kirken synes ofte, vi ser fortvilende litet til den!) For os som tror at »den hvorved alt er skapt» er Kristus selv, er der selvfølgelig ikke noget saa merkverdig i dette, at Kirken kunde overta meget av hedenskapets aandelige inventar, siden hver eneste hedning maatte bære skjult paa sig etsted et merke av Skaperens haand. Adam og Eva fik det som de syndet for at skaffe sig – evnen til at kjende godt og ondt, samtidig med at de tapte evnen til at erkjende det absolutte gode, og lidenskapen, for at sikkre sig alle sekundære og midlere goder. Om mange av disse goder kunde Kirken bare si, de er goder, og blir de andet end goder saa er det bare fordi menneskene vil, de skal være gode nok. Normale mennesker famler altid efter en moralsk lov, og det umoralske i alle rent menneskelige morallover ligger oftest i at de er saa fragmentariske, saa de virker som statuer der er sat sammen av brokker – og væsentlige stykker mangler, og menneskene manglet modellen til rekonstruktionen, indtil Gud blev menneske –.

Nyhedenskapen kan ikke gaa veien tilbake, fordi dens forutsætning netop er denne, den har forkastet den Gud-givne model, Kristus. Om den bryter op hele det kristne verdensbillede og river ut av helheten de arkaiske, hedenske elementer, presser ut av dem den kristne saft som de er blit gjennemtrængt med – saa kan den ikke føie dem sammen til et nyt, organisk levende legeme. Man kan holde op at feire julen som Kristi fødselsfest – man kan ikke gi tilbake til verden den gamle religiøse følelse for solen som gir alt og derfor bør faa igjen noget som offer. Vi kan bli ved at spise grisekjøtt, men Herren Frøi kommer ikke tilbake for det.

Slaveriet kan bli gjenindført – vi er kommet et godt stykke paa vei bort imot det allerede: resultatet av den industrielle kapitalisme og den fri konkurrance er blit, at massen av samfundsmedlemmerne har mistet enhver sikkerhet for sin økonomiske fremtid. Folk som ikke eier andet end sin arbeidsevne og maa leve av at leie den ut for en timeløn, ukeløn, maanedsløn, aarsgage, kan naarsomhelst bli sat paa bar bakke ved et ord av et andet menneske, eller som følge av et faatal (oftest anonyme) menneskers ufornuftige dispositioner. Og dette kalder endda professionelle politikere, at det nittende aarhundrede har set folkenes frigjørelse! Det er ikke rart om store deler av folkene kan komme paa den tanke, skal vi være slaver, saa la os ialfald faa en slaveeier som vi kan tro om, at han har interesse av at hans slaver ikke dør av mangel – la der være en slaveeier, saa han ikke kan kjøre os ut for at dø paa naboens grund, naar han ikke har bruk for os – la staten ta os!

Med slavekaarene følger en fornyelse av slaveriets moral. Det er netop pointet ved »kammerat-egteskapet» – det er ikke noget nyt, det er ældgammelt: det er den almindeligste form for kjønsforbindelser mellem slaver. Slaveeieren har i regelen ingen grund til at lægge sig op i sine slavers erotiske privataffærer, bare hans eiendomsret til avkommet er sikker. Fri kjærlighet er for slaver, og egteskap er for de fribaarne.

I frimands-ætterne, i et herskende folk, der gjælder det at bevare slegtslinjen ren. De fri mænds døttre som er bærerne av værdifuldere arvetstoff, dem maa en mand be om at faa til egte, yde særskilt vederlag for, de blir overgit med høitidelige ceremonier fra sin egen slegts repræsentanter, til den mand, som skal forplante en herskende race med dem. Av en trælbaaren frille kan manden forlange, hun skal være ham tro, saa længe han bryr sig om at ha hende alene, av hustruen kan hele hendes samfund forlange, hun skal være tro – ikke fordi hendes husbond ellers gjerne kunde falde paa at slaa hende ihjel, men fordi hun bærer ansvaret og æren for slegten sammen med sine forfædre og med sin mand – eller paa trods av sin mand, om han er uten ære – og med sine børn.

Men er der nogen som tror at den nye slavestat vil komme til at utvikle en overklasse med en strengere overklasse-moral, bygget paa forestillingen om at nogen slegter er fundamentalt anderledes og værdifuldere end masserne? Tænkelig er det naturligvis at noget slikt kan ske, ogsaa i et avkristnet Europa – at forestillinger om raceyhygiene eller lignende ialfald kan føre til at man eksperimenterer med noget saant.

Den kristne Kirke kunde ikke anerkjende nogen dobbeltmoral her heller – ikke anerkjende at klasseforskjel og racemotsætninger var andet end smaa variationer i et menneskemateriel, som fundamentalt var ett eneste og hvis virkelige værdi laa i noget som var fælles før alle mennsker – at Gud hadde skapt dem, fordi Han vilde, de skulde komme til Ham, i evigheten. Kirken kunde ikke si, at slaveri i og før sig var uværdig for slaverne: martyrakterne fra kristendommens første aarhundreder vidnet overflødig om at slavekaar behøver ikke nedværdige et menneskes sjæl eller gjøre den ufri. Det var værre med slaveeiernes sjæle. Men Kirken forlangte, de kristne slaveeiere skulde i det mindste ikke hindre sine slaver i at nytte nogen av Kirkens naademidler, ikke egteskapets sakrament heller. ldef Kirken krævet dette og anerkjendte slavernes samliv efter Kirkens lov som egteskap, selv om det borgerlige samfund ikke tilla slavernes forbindelser nogen juridisk legitimitet, gjorde den mere for at utrydde det antika slaveri end kanske ved nogen av de andre midler, den kjendte mot trældommen. Litt efter litt trængte Kirkens syn igjennem over hele Europa – retten til at leve i egteskap og stifte familie er en menneskerettighet, som bare mænd og kvinder selv og frivillig kan gi avkald paa, men det er forbrytersk at andre mennesker eller samfundsforhold, formener dem den.

Der var ialfald det at bygge paa, hvor kristendommen trængte frem i Europa, at i den del av folket som var fri, var famiIien teoretisk holdt i ære og anerkjendt som det grundlag, samfundet maatte bygge paa. Om ikke andet, saa jamret da de mænd som følte ansvar for sit folks skjæbne, over familielivets forfald – som i Rom utover keisertiden, da lovgivningen lette efter midler til at gjenføde det ideelle familieliv, som forutsattes at ha grundlagt romerfolkets storhet. Kirkens lære, som hævet egteskapet fra en kontrakt til et sakrament, bragte nye konsekvenser som maa ha føltes noksaa revolutionerende: den lærte at egteskapet stiftes ved gjensidig samtykke, saa det blev ialfald i teorien erkjendt at en kvinde kunde ikke giftes bort mot sin vilje, den lærte at manden skyldte sin hustru troskap akkurat i samme forstand som hustruen var pligtig til at være ham tro, trællenes ret til familieliv, som hadde været praktiseret, naar det ikke gik for meget mot herrens interesser, blev fremholdt som absolut. Men folkene var ialfald forsaavidt forberedt til at ta imot Kirkens lære om egteskapets hellighet og det fjerde buds førsteplass paa den tavle som indeholder Guds regler for forholdet mellem menesker, eftersom det allerede var det kontraktmæssige forhold mellem en mand og en kvinde, egteskapet, som var betydningsfuldt og betinget ansvar til mange kanter og dermed var ærefuldt. En mands utenomsforbindelser var væsentlig bare hans egen sak og derfor normalt bagateller. Og det fjerde bud gav bare gudommelig sanktion og forklaring paa meget som alt var grundlaget for de besiddende kredses moral i før-kristen tid. I de deler av folket som i det hele hadde nogen eiendom, var familien egentlig den enhet, som eiet og holdt sammen som et co-operativt arbeidslag.

Nu er, som Gud og hvermand vet, de økonomiske forhold slik, at den naturlige familie faar liten materiel opmuntring til at holde sammen av fornuftshensyn, hvis den ikke drives til det av religiøs overbevisning. Tvertimot, enhver som er litt kjendt med forholdene inden almindelige, katolske hjem – og ikke bare de bentfrem fattige, men ogsaa katolske middelstandshjem – vet, at der kræves intet mindre end heroisme i mange tilfælder, hvis egtefællerne virkelig vil leve sammen som gode kristne egtefolk. Der kræves en selvdisciplin, en vane i selvovervindelse, som normalt ingen vinder uten gjennem megen bøn og gjennem flittig bruk av sakramenterne, forat to moderne mennesker skal bli ved at være gla i hverandre og ta det taalmodig og jevnmodig, hver gang den ene eller anden forsætlig eller uforsætlig støter an og »gaar den anden paa nerverne». lnd til dem trænger fra alle kanter ekko fra en verden, som vil bygge egteskapet paa »gjensidig agtelse og kjærlighet». (Man maa huske paa, at i et demokratisk samfund lever altid de brede lag paa ideer, som for en tyve-tredve aar siden var særeie for nogen faa, »fremskredne» sjæle – og som øieblikkets mest »fremskredne» mennesker har kassert som ubrukbare arbeidshypoteser). Ak – det er godt at almindelige gjennemsnitsmandfolk saa sjelden vet, i hvilken grad deres almindelige gjennemsnits-koner har gjennemskuet dem i løpet av la os si ti aars egteskap. Formodentlig er det ogsaa godt, at de færreste gjennemsnits-koner ikke vet, hvad deres mænd har tænkt og ment om dem i et ti-aars egteskap. Det er nu engang slik, at de færreste mennsker vilde kunne hølde ut hverandre, hvis ikke de sammen var bundet til at tjene ett eller andet ideal, som er saa stort, at de blir omtrent like smaa begge, naar de maaler sig mot det –. Og det er umrilig at tale for livsvarig engifte, hvis ikke man tror at hvert eneste menneske er værd, at Gud døde for at frelse dets sjæl.

Intet andet end denne tro kan retfærdiggjøre det katolske egteskapsbegrep. Ingen anden tro kan gi mennesker i vore dager mod til at leve efter naturen og ta imot de barn som Gud vil gi dem end denne – troen paa at hvert barn har en sjæl som er mere værd end hele den synlige, skapte verden. Læs dame-bladene og De skal faa se, i hvilken grad det er blit forutsætningen netop for den brede middelklasse, som har fremdrift og selvagtelse og en bundløs tillid til sig selv, at den er oplyst, og den er moralsk – at børn er en glæde som man bør skaffe sig noget av, fordi folk har fars-instinkt og mors-instinkt som ikke bør forbli utilfredsstillet. Men man maa begrænse børne-antallet eftersom man har raad til, ikke flere børn end man kan skaffe en god start i livet! Saa ryster de paa hodet av den katolske mor – du gode Gud, nu igjen, ja det er da noen mennesker som ikke eier ansvarsfølelse! Og den katolske mor vet, at hvert barn hun faar er mere værd end alle stjerner paa himmelen, men sommetider er hun nær ved at segne under stjerneregnen, og den holder hende bunden indom hjemmets vægger, – og det kan se fristende ut, naar hun ser paa andre mødre, som har sit vellønnede arbeide utenfor hjemmet og raad til at holde kompetent hjelp, saa endda det huset og de børnene ser mere velstelt ut end hendes. Mens faren blir sliten og middelalderende tidlig av strævet for at skaffe de graadige smaastjerner brødet og margarinen.

Der er imidlertid en side av saken som jeg ikke har set at folk har viet synderlig opmerksomhet under diskussionen om »frivillig moderskap». Ja for det er naturlig, at unge mennesker, som første gang blir skuffet over verden og menneskene, snur sig mot sine forældre og bjeffer: »jeg har ikke bedt om at faa livet» – »hvorfor satte dere mig ind i verden?» Før i verden kunde forældre la være at svare – overlate til børnene at opdage det selv. Men nu? Da det prækes i øst og vest, at bare de som er »skikket til det» skal sætte børn ind i verden, ja tilmed bare de som mener om sig selv, at »de har betingelserne for at gi sine børn en god opdragelse». Gud, ha miskund med dem, naar de skal staa for sit avkoms kritik! Folk skal ikke ha flere barn end saa mange som de mener, de kan gi en god start i livet. Gud forbarme sig over dem, naar deres børn skal leve gjennem en krisetid! Hvor skal disse forældre finde et hul at krype ind i, naar deres børn interpellerer dem med det klassiske Bellman-spørsmaal »O du min far o. s. v.»

I al denne snak om »frivillig moderskap» og samfundets behov for flere børn eller færre børn eller børn med bestemte arveanlag er der jo nemlig en part, som av gode grunde ikke kan faa gi sit besyv med i laget. Der er jo vitterlig ikke noget middel til at trygge frivillig barndom, eller til at interpellere de endnu ikke undfangne eller ufødte børn, om de er villige til at gaa ind i samfundet og ta paa sig de opgaver som venter –.

Hvad vil f. eks. offrene for enkelte menneskers appetit paa frivillig moderskap og faderskap si, naar de skal ta op byrderne som deres forældre har lagt færdige til dem? Hele det barmhjertighetsarbeide som Kirken begyndte for Kristi skyld, som millioner av klosterfolk og lægfolk har git sit liv og sin velfærd for at holde gaaende, har det verdsliggjorte samfund for en stor deI overtat og ment, det kunde gjøre bedre: saa slap objekterne for dette barmhjertighetsarbeide – syke mennesker, forsorgsløse børn, defekte mennesker og mennesker med liten evne til at klare sig selv, gamle folk som ikke var arbeidsføre – at være taknemlige for en hjelp, som det var simpel retfærdighet at de fik. (Kirken mente heller ikke, det var mere end retfærdig – men den mente, at det falder langtfra saa naturlig for menneskene at øve retfærdighet, saa der ikke er god grund til at være taknemlig, naar retfærdigheten sker fyldest.) Desuten tænker vi europæere mere eller mindre bevisst altid paa den kristne retfærdighet, naar vi snakket om retfærdighet. Den kristne retfærdighet vet, paa hvilken maate den er i slegt med barmhjertigheten –. Akkurat som vi tænker paa den kristne sandhet, naar vi er begeistret for sandfærdighet. I virkeligheten er den hedenske retfærdighet umild nok, og den ukristnede sandhet baade grusom og skamløs.

Resultatet av den kunstige børnebegrænsning begynder alt at vise sig bl. a. derved at den procentdel av befolkningen, som er ung, i fuldt arbeidsdygtig alder, som ved overskuddet av sin arbeidsydelse maa hjelpe til at forsørge hele den fuldstændig eller delvis arbeidsudygtige del av folket – den blir mindre end den har været før i historisk tid. Saa faar vi se, hvor villig den generation er, som vet om sine forældre, at de har praktisert begrænsning av børneantallet, men ubegrænset gjeldsstiftelse og ubegrænset nationalisering av de byrder, som før i tiden hvilte paa familierne og som Kirken tok op frivillig – til at bære frem arven efter sine forældre.

IV.
Det gjælder ogsaa vore katholske børn, att de blir medansvarlige for løsningen av alle opgaver, som er hobet op til næste generation, i samfund hvor de kristne principer længe ikke er blit tat med i betragtning av dem som administrerte samfundet og skrev lovene. Ikke noget menneske vil negte, at pengebegjær, lidenskapelig vilje til materiel livsnydelse, forfængelighet og lyst til at gjøre lykke mellem menneskene, slike lidenskaper raste i verden selv paa den tid da Kirkens magt var størst mellem menneskene. Prester og prælater tok del i kampen om materielle goder, klostersamfund efter klostersamfund blev for rikt og degenererte i materialisme. Men det er bare vor ret, at vi ikke glemmer, i et katholsk samfund er aldrig materialismen blit anerkjandt som noget ideal – og folk som forfulgte slike idealer var ialfald intellektuelt redelige nok til ikke at komponere nydelige teorier som skal undskylde deres graadighet; de hadde den forsonende frækhet som skal til for at indrømme, jeg er slik, fordi jeg vil være slik, basta. Idealet blev ved at være det menneske, som kan undvære denne verden mest mulig – og la os ikke glemme, at for hver religiøs orden, som brøt sammen under vegten av sit gods, sprang der op en ny, som grep den gamle fane – og i regelen fik en ny, strengere orden altid slik tilslutning, saa selve denne masse-vise tilslutning gjorde det vanskelig for den at forsvare det gamle ideal. Katolicismen kjæmpet ned manikreismen og albigensernes kjetteri, som kjetteri, fordi disse bevægelser lærte, materien, stoffet er ondt i sig selv, ikke Guds verk, men fiendens – men den har kjæmpet, og maa til tidernes ende kjæmpe for at holde materialismen paa plass, under aandens herredømme. St. Fransiskus snakker om sin søster jorden, som det skulde være en søt lillesøster, han kjærtegner paa veien til sit arbeide.

Men det er noget nyt – og væsentlig et produkt av kalvinismen – naar det i vor tid blir fremholdt som noget fortjenstfuldt at skape sig en stadig voksende formue, et værdig maal for menneskenes stræben at skape sig et navn som skal leve i aarhundreder (mon ikke St. Fransiskus vilde synes, det var da en pussig ærgjerrighet for en udødelig sjæl!) og sukces er en ting som bør indgyde menneskene respekt. Det er god katolicisme at sætte sit lands velfærd høiere end sit eget liv, men det er ikke katolsk at sætte sit lands velfærd over kristenhetens sak – den giftige nationalisme er ukatolsk, som fædrelandskjærligheten er katolsk.

Ingen kan vel foregi engang, at lovgivningen her i Norden, i noget som angaar egteskap og familieliv, har tat spor av hensyn til kristendommens principper. Saa længe jeg ikke var kristen mente selvfølgelig ogsaa jeg, egteskapet er et kontraktsforhold og maa under visse omstændigheter kunne ophæves. Men skal man først helt og holdent se bort fra kristne principper, saa vet ikke jeg, om ikke jeg synes, haremssystemet f. ex. har væsentlige fordeler fremfor det system hvorefter flerkoneri og flermanderi nu praktiseres i Nordeuropa; det sikkrer bl. a. bedre samholdet mellem blodsfrænder og gjør det mindre let for en mand som er kommet op i firtiaarene at kaste ut sin aldrende hustru og gifte sig med en eller anden jentunge. Skal endelig ældre herrer gifte sig med jentunger – og det er en meget almindelig passion som kristendommen har hat svare stræv med at holde i tømme – saa er der meget som taler for at han ialfald nøier sig med pikebarnet til medhustru. Det er naturligvis ikke ideelt – som ogsaa en muhammedansk ven av mig var opmerksom paa; det var ham som en dag i Paris lovpriste sit folks strengere seder og større omhu for kvinders virkelige velfærd. Men det blir neppe let at finde noget som er mere ideelt, hvis man gir kristendommens ideal paa baaten –. Men man kunde kanske finde brukbare ideer i Indien – behøvet jo ikke at gaa til ytterligheterne med børneegteskaper, som Miss Mayo har avsløret. Men jeg ialfald vilde foretrække en ordning som gjør kvinderne ufri, slik planterne i en eng er ufri, for en ordning der frigjør dem, som vedtrær blir frigjort fra tømmerstokken med øks og med sag – saa blir de kastet paa haugen, og derfra gaar de ind i ett eller andet fyrhul og brænder i en ovn, som de ialfald ikke kan sies at være »bundne» indi.

Vi katoliker her i Norden er faa, og vore menigheter er fattige, og de fleste av os har hverken tid eller kundskaper til at kunne følge med og holde os à jour med vore trosfællers arbeide ute i Europa. Vi faar gjøre saa godt vi kan. Vor lille haandfuld av studerende ungdom maa forsøke at trænge ind i vor egen kulturs væsen, se til at gjøre sig op en forestilling om, hvad den katolske Kirkes kulturindsats betyr – forstaa, hvad det er i Europas aandsliv og samfundsbygning i de sisste to tusen aar, som ikke er frugt av menneskers naturlige utvikling og stræven efter fremgang, men følger av at mennesker har akceptert Guds aapenbaring i Jesus Kristus og har arbeidet under Hans Helligaands naade.

Det er endda vigtigere naturligvis, at vi alle tar imot denne aapenbaring nu, og at vi ydmykt erkjender, vi kan ingenting gjøre som er godt, og som duer i længden, uten vi ber om Hans Aand og forsøker at la den faa arbeidsrum i os – uten at stritte imot, naar den angriper det i os som er vort eget og som vi elsker egoistisk, og uten at ville reservere rum eller kot eller kammers i vort eget indre og skrive paa døren: Adgang forbudt for Kristus. Men det der faar det bli presternes sak at hjelpe hver enkelt av os med. Og dette arbeide blir ett og det samme for alle – oplyste og uoplyste, begavede og ubegavede hoder, unge og gamle, forældre og børn.

Men jeg vil gjerne be alle mine trosfæller huske paa to ting – de katolske familier har det vanskelig, og vi er pligtige til at gjøre alt vi kan, alle sammen, for at støtte og hjelpe vore brødre og søstre som kjæmper for at holde oppe et hjem.

Det andet er – spørsmaalet om vore børns skolegang er brændende. Det er det brændende spørsmaal overalt ute i Europa – hvad kan vi gjøre over hele kristenheten for at skaffe vore børn katolsk opdragelse i katolske skoler? Vi kan ikke bruke skoler, hvor religionen blir behandlet som et fag mellem andre fag – og de andre fag blir behandlet, som der var nogen menneskelig virksomhet eller nogen faktorer i menneskelivet som er purt og rent sekulære. Vi maa lære vore børn, at Gud er vort livs eneste maal, der er ingen anden mening med livet end at vi skal lære Ham at kjende, berede os, mens vi lever her paa jorden til at faa se Ham se det Syn som er saligheten.

Ellers ma jeg tilstaa, jeg synes ikke livet kan bli ved at vare svært interessant i længden. Man kan, om man vil, se det som en arbeidsplass – men arbeidet er saa irriterende daarlig og dumt organiseret, lederne faar istand saa meget tull, saa de fortjente igrunden med ganske få undtagelser nær vi tok og hængte dem. Hvis vi ikke altsaa tror at vi alle tuller med de opgaver vi har faat os tildelt og trænger at be Gud om barmhjertighet. Eller man kan jo forsøke at se paa livet »som en fest» – i regelen begynder man at kjede sig, naar man har været der en stund. Man kan la være at vise det, for det er jo en familiefest, saa det er bedre tone at late, som man synes, festen er vellykket – fristende blir det dog altid at liste av, naar det lir litt utpaa; gjør man det pent og pyntelig, saa merker de andre litet til det, de som virkelig morer sig (hvis de virkelig morer sig) lægger ikke merke til det, om en gjest forsvinder. – Hvis ikke man tror, som vi tror, at denne verden er startpunktet for en reise ut i Evigheten. –

Endelig – at vi husker paa, Kristus har lovet sin Kirke, at Helvedes porte skal ikke overvælde den. Vi tror, Kristi Kirke skal bestaa paa jorden, sa længe menneskelig liv rører sig paa denne klode. Men det er ingen steder lovet os, at vor verdensdel og de folk vi er i slegt med skal bli ved at høre til Kristi Kirke altid utigjennem aarhundrederne. Den stridende Kirke paa jorden kan bli reducert til en haandfuld tilhængere, ikke stort flere end der kan faa plass paa en arena eller et bygdefængsel. De kristne i Europa kan bli reducert til en liten flok, uten magt til at paavirke samfundsutviklingen i lange tider – reducert til at spille en rolle omtrent som den de engelske katoliker spillet i det attende aarhundrede. Til katolske missionærer, fra Kina eller Sydamerika eller Afrika vender tilbake for at præke vore færes tro for de forvildede barbarstammer som lever paa ruinerne av det gamle Europa –.

Ja nu har jeg været saa pessimistisk som jeg kunde, – eller er, naar jeg tænker mig at folkene løper ut forskjellige liner, som de har bundet sig fast til. Verden kan komme til at opleve, hele utviklingen tar en anden retning – eller blir git en anden retning. Men vi katoliker gjør vel i at huske paa, Vorherre frelste verden ved ikke at spare sin Enbaarne Søn. Og selv om det, Han har overlatt til os at gjøre er smaatteri i virkeligheten – som det pusleri, forældre lar sine bitte smaa børn faa gjøre, naar de skal lære sig til att »hjelpe mor og far», saa kan det kjendes haardt nok for os arme, syndige mennesker.

De protestantiske sekters indsats har jeg i denne forbindelse helt set bort fra. Ikke fordi vi behøver at tvile om, at mange enkelte protestantiske kristne hver for sig kjæmper for kristendommens gamle standarder. Men som organiserte kirkesamfund har alle protestantiske sekter omtrent, ialfald i spørsmaalet om egteskap og familieliv, kapitulert overfor de hedenske synsmaater. De har i denne sak, som i saa mange andre, »fulgt med tiden, d. v. s., de har grepet tak i en snip av »utviklingens gevandter» og holdt godt fast, latt sig slæpe med, mens de inbildte sig att de snørekjørte.

Lillehammer, februar 1930.