Svar til en sogneprest (av et privatbrev)

Av Sigrid Undset

»– men naar Deres Velærværdighet spør mig, ’Hvor kan det være, at der i disse Essays (Etapper, utgit 1929), som er skrevne længe for Fruen blev katolik, bliver talt flere steder om Ægteskabet som et Sakrament’ – saa blir det lidt vidløftig at forklare. Jeg skal derfor benytte mig av Deres tillatelse og svare paa dette spørsmaal ved etslags aapent brev i ’Credo’s spalter.»

I.
Jeg forutskikker etpar bemerkninger: Skulde nogen av »Credo»s læsere bli forargede eller oprørte over det som jeg kommer til at si, vil jeg be dem huske paa: Vor Herre har fanget mig – som saa mange andre av min like – ind i sin faarefold direkte fra utmarken. Før vi blev optat i den katolske Kirke hadde vi aldrig visst om nogen slags indhegning, end ikke av den mest provisoriske og aapne beskaffenhet, som vi kunde regne for en fold, vi hørte hjemme i. Vi gik ute som sauer paa villen hei – men derfor vet vi ialfald litt om hvordan sauer blir, naar de falder tilbake og blir forvildede faar. Derfor kan vi fortælle litt om hvordan livet tar sig ut for unge mennesker, som helt bevisst negter at ta det kristne indslag i Europas kultur for andet end en menneskelig indsats. Vi vet hvordan man ræsonnerer, naar man ser historien som resultater bare av menneskenes stigende indsigt i naturlovene og i sit eget menneskevæsen – som »Utvikling» kortsagt, slik det kaldes i massernes vake og ubestemte sprogbruk.

Dette er netop faren i alle land hvor kristendommen er tradition, men særlig i de land hvor en eller anden beskaaret (protestantisk eller reformert) kristendomsform er blit protegert av den verdslige magt som Statskirke – folk blir let tilbøielige til at indbilde sig, nogen eller noget av de sociale institutioner eller moralbegreper, som i virkeligheten er resultatet av at Europa i sin tid akcepterte den katolske Kirkes dogmer – at disse institutioner og moralbegreper i sin tid opstod ganske »naturlig», efterhvert som folkene »skred frem» paa sin bane fra primitivt barbari til »høiere kultur».

Det falder noksaa selvfølgelig, at i lande hvor geistligheten utgjør endel av statens embedsverk, presterne er statstjenestemænd, der kommer baade prester og menighetslemmer let til at identificere kristen moral og borgerlig moral. Kirken i middelalderen hadde kjæmpet for dette – at staterne skulde rette sin lovgivning efter kristendommens bud. Men middelalderens Kirke hadde en lang og mangfoldig erfaring for at en slik overensstemmelse vil aldrig kunne bli stabilisert. Mot kristendomens bud om at søke Guds rike først, vil menneskenaturen altid kræve som sin ret, først at faa søke sit eget. Og hver eneste gruppe av mennesker, som faar erobret magt i samfondet og kan gjøre sine synsmaater gjeldende, naar lover utformes, skal nok vite at hevde sine egeninteresser. (Det behøver ikke altid, og ikke engang og fremst at være det som kaldes »materielle interesser». Det kan likegodt være en enkelt mands eller en enkelt klasses idealer, som de er villige til at offre sit liv og sin velfærd for.)

Kirken visste dette. St. Paul hadde sine erfaringer i saa henseende, som det fremgaar av hans efterlatte brever. Og fra aarhundrede til aarhundrede hadde Kirken faat lære, at selv dens egne viede tjenere var tilbøielige til at svigte her. Uavladelig maatte den gaa gjennem Gethsemane-nætter, da Judas forraadte, og de andre discipler bragte sig selv og sit i sikkerhet. Uavladelig maatte nye helgener og nye reformatorer bygge op, hvad deres brødre hadde brutt ned. Likevel, ved den tid da »reformationen» brøt løs hadde Kirken opnaadd, at det laa etslags latent krav i kristenhetens bevissthet, om at kristendommens lære skulde efterleves, og den verdslige magt skulde paa en eller anden maate hjelpe og støtte folk som vilde leve som kristne – gjøre ende paa forhold og institutioner som bent frem fristet til kristendomsbrudd, gi slike lover at folket praktiserte kristendom, naar det praktiserte lovlydighet o.s.v.

Dette er i virkeligheten den katolske Kirkes triumf. Trass i alle sine skrøpeligheter hadde middelalderens Kirke vundet en slik moralsk seir over de naturlige hedenske tilbøieligheter hos folk og fyrster, over de enkelte klassers og individers egoismer og idiosynkrasier. Trass i folkeslagenes forskjelligheter i sprog og lynne, trass i kongedømmernes og fyrstendømmernes skiftende grænser og stridende interesser, i sprogforskjelligheter og folkesykologisk bestemte antipatier var Europa virkelig blit en enhet, »Kristenheten». Det var en enhet i tro – en herskende overbevisning om at det som Kirken lærte var selve Sandheten om menneskelivets oprindelse, dets maal og mening hvor meget saa de enkelte individer i sit private liv forsøkte at slippe fra konsekvenserne av en saan tro, eller ialdfald komme fra dem saa billig og letvindt som mulig. Men hadde det ikke været den almindelige overbevisning, at Kirken lærte objektiv sandhet, naar den lærte at Jesus Kristus er selve Gud, født av den ufattelige Gud Fader fra evighet av, og tillike sandt menneske født av Jomfru Maria, at Bibelen var Hans ord – hadde ikke denne rent intellektuelle overbevisning om kristendommens sandhet været like saa klippefast i folkene som de enkelte menneskers vilje til at ta troens konsekvenser var svak og vinglet – saa er det klart, at ikke engang de aller enfoldigste sværmere kunde fundet paa at tro, kristendommen skulde holde sig som statsreligion. At det kunde overlates til konger, fyrster eller nogen slags organer for folkelig selvstyre at stelle med folkenes religiøse liv, og statsreligionen likevel skulde bli ved at være kristendom – det viser mere end alt andet, i hvilken grad det hadde lykkedes Kirken i de første femten hundrede aar av sit liv at fuldføre sin mission – forkynde evangeliet for folkene slik at de trodde paa det.

Og i virkeligheten har folkene levet paa eftervirkningerne av denne middelalderens overbevisning om den kristne sandhets selvindlysende karakter, længe efter at troens røtter blev skaaret over, en for en. Begreper, hvis eneste ophav er ett eller andet katolsk dogme, blev ved at gjælde for selvfølgelig sande, længe efter at dogmet, som var deres forutsætning, var blit glemt eller bestridt eller forkastet – fordi antagelsen av den katolske lære en gang i fortiden hadde sat slike spor i tradition og tænkemaate, saa almindelige mennesker gik ut fra at det var »naturlig» at tænke slik.

Jeg skal belyse hvad jeg mener med et enkelt eksempel: I jevne borgerlige kredser er det endda ganske almindelig at folk synes, der er noget særlig uhyggelig eller beskjemmende ved selvmord. Pene, jevne mennesker forsøker endda at skjule det for folk, hvis nogen i deres familie har tat livet av sig. Med fuld ret gaar man ut fra, at et menneske maa staa utenfor almindelige skikkelige folks tradition i en rent uhyggelig grad, hvis det kan si: ja min far skjøt sig, min søster tok livet av sig med veronal, uten at vise nogen sindsbevægelse som er væsensforskjellig fra den, hvormed man fortæller, min far døde av kræft, min søster døde paa tuberkulosesanatorium –.

Endda det bare er ut fra den kristne Kirkes hele og uavkortede lære at selvmord blir absolut forkastelig. Akcepterer man kristendommen som selve sandheten, da blir det en uhyggelig og frygtelig synd, hvis et menneske som er fuldt tilregnelig forkorter sit liv, fordi det ikke vil holde ut og vente, til Gud aapner dødens dør, – negter at bære en lidelse, bøie sig under en ydmykelse, saa længe Gud vil, han skal holde ut jordlivet.

Men et menneske som ikke tror, der er nogen personlig Gud, eller ialdfald ikke en Gud som direkte tar haand om hver eneste av sine skapninger, holder sin haand omkring hvert menneske like fuldt, om mennesket er saa numment av sykdom og smerter, saa gjennemprylet av skjæbneslag, saa det ingenting kjender til den vernende haand –?

Jo, for selvmord er feigt, jatter spidsborgeren som vet, det er en gammel tradition at selvmord er skam, skjønt han ikke har nogen bestemt, dogmatisk definert tro paa Guds interesse for menneskeskjæbnerne saan i alle detaljer eller paa at eftergivenhet overfor alle selvets indskytelser er synd mot en personlig Gud. Naar han følger sine egne indskytelser pleier han ofte at si, han tror at Gud er god og Gud forstaar ham bedre end menneskene. Han vil kanske paaberope sig, at Jesus var forstaaelsesfuld, for dette har han altid hørt sagt –. Han har ikke opfattet, at evangeliernes Jesus forstaar menneskene i den betydning, at Han gjennemskuer dem, vet alt det om dem, som de gjerne vilde negte baade for Gud og for sig selv. Men et almindelig, moderne menneske bruker glosen »forstaa» i en helt anden betydning: den som »forstaar» mig, det er den som tar for god fisk alt jeg fortæller om mig selv og lar alle undskyldninger gjælde, som jeg kan finde op for en eller anden handling, jeg har begaat. Og det er virkelig pussig – foruten at det er tragisk – at jo mere der blir gjort for at alle folk selv skal kunne læse i Bibelen eller for at de i det mindste skal tro, de vet hvad som staar i denne bok, jo mere utbredt blir forestillingen om at Guds overnaturlige visdom bestaar i, Han godtar alle de undskyldninger, vi kommer med, selv om ikke et menneske vil godta dem.

Et almindelig gjennemsnitsmenneske, som endda har punkter, hvor han ikke er paavirket av »vor tids tenkemaate», sier altsaa fremdeles, at selvmord er skam, fordi det er feigt at ta livet av sig. Selv vilde han kanske aldrig kunne præstere det brutale fysiske mod som skal til for at gape over en revolvermunding og trykke til, eller hoppe overbord fra en dampbaat nattens tider. Et visst maal av fysisk mod kræves vel altid, naar et sundt og friskt menneske slaar ihjel sig selv. (Er selvmorderen legemlig nedbrutt, blir det en anden sak). Det er sandt at mange mennesker drives til selvmord av ynkelig, moralsk feighet: en liten ranglefant og kassebedrøver sniker sig ut av denne verden som en hotelbedrager, der har levet flot paa vertens bekostning og fordufter, naar han kan vente at faa regningen præsentert. En spekulant ruinerer mangfoldige mennesker, driver familier fra hus og hjem og ødelægger forældres fremtidsplaner for sine børn – og saa blaaser han ut hjernen paa sig selv for at slippe fra opgjøret og sine offres rimelige forbitrelse.

Men tænk Dem et menneske, religiøst uvitende, moralsk en auodidakt. Ut fra traditionelle meninger som han har absorbert ubevisst, uten at analysere dem i deres oprindelse, ut av idealer som stemmer med hans naturlige anlæg, har han selv gjort sig op sine begreper om ret og uret, om ærlig eller uærlig liv. Han føler i sig den normale, rnenneskelige drift til selvutfoldelse, til at leve som han selv synes er menneskeværdig. Saa falder han for fristelsen til at gjøre det som er let, ikke det som er ret – den evige menneskelige fristelse til at svigte noget, som normalt ogsaa ikke-kristne kjender i sig og kalder det bedste i sig selv. Han reiser sig, en gang, mange ganger, og falder igjen og svigter sine egne idealer. Det er den erfaring som helgnerne har gjort – St. Teresa og St. Aloysius f. ex. – at i vor egen natur er der en frygtelig tilbøielighet til at synke, ta med nærliggende, billige tilfredsstillelser som vi inderst inde vet ikke kan stille os tilfreds, til at skulke (bare for en gangs skyld) fra en anspændelse – til at bli late og slappe og kolde, forsimplede og forsumpede. Dogmet om arvesynden har han aldrig forstaat, eller han har tat historien om Syndefaldet for en jødisk parabel – i værste fald er han inficert med nogen Rousseauiske forestillinger om at menneskenaturen er fundamentalt god, og han opdager, hans egen er det ialdfald ikke; saa maa han vel være et minderværdig menneske, en stygg moralsk undermaaler, en svakere karakter end normal-mennesket (eller specielt forfulgt av skjæbnen!). Han tror ikke paa Guds frelsende naade eller paa naademidler, som kan gi ham kraft til at kjæmpe videre, haab om at seire. Saa dømmer han sig selv uværdig til at leve – vælger at henrette sig med egen haand, mens der endda er litt mod og mandsære tilbake i ham. Er det feighet?

Eller et menneske er haabløst sykt – vet, utgangen er viss, han maa dø. Men førend enden kommer ligger der kanske foran ham aar av hjelpeløshet, sløvhet, idioti. Menneskelig talt skal han selv være unyttig og ekkel, hans sykdom vil paaføre andre mennesker utgifter, det vil bli en plage for nogen at pleie ham, hans kjære vil pines ved at se hans lidelser. Bedst at befri dem for en slik hyrde som han kommer til at bli. Det er ikke nogen del av hams tro, at Gud frelste verden ved at dø paa et kors, St. Pauls ord om at »utfylde i sit kjød det som fattes i Kristi lidelse» er meningsløs tale for ham. At han kan utrette noget bare ved at lide, at de lidelser og byrder som han kommer til at paalægge andre betyr noget i Guds husholdning kan han ikke tro (og jeg indrømmer det maa være vanskeligst av alt at tro – at de plager som vi paafører andre uten at ville det skal kunne tjene et godt formaal). Er det feighet at et slikt sykt menneske forkorter sit liv?

Jeg indrømmer altsaa villig, at naar jeg bekjender, jeg tviler ikke paa at selvmord er synd, saa følger jeg den katolske Kirkes lære, ikke min egen samvittighet. Fordi at jeg tror, den katolske Kirkes dogmer rummer absolutte sandheter, kan jeg lære at forstaa, hvorfor selvmord maa være synd – begaat av et menneske som har sin fornufts fulde bruk og er undervist om Korsets mysterium, den absolutte synd, som ikke kan bøtes, fordi selvmorderen selv gjør ende paa naadens tid. Men skulde jeg bare gaa efter min egen samvittighet og min naturlige uoplyste fornuft, vilde jeg selvfølgelig si, selvmord kan være en lurvet utvei til at stikke av og la andre faa betale regningerne efter en. Men det kan ogsaa være en heroisk handling, og slik har hedningerne ogsaa til alle tider set paa saken. Og ikke rettere end jeg vet saa har den katolske Kirke ogsaa altid set det slik, at selv om en handling er materiel synd – synd, selv om den som begaar handlingen ut fra sin mangelfulde oplysning tror at det er en god eller berettiget handling – saa blir den først formel synd, som synderen kan gjøres ansvarlig for, naar han er tilstrækkelig oplyst til al vite, han misgjør. Vi kan likefuldt beundre Hannibal og Mitridates, som ikke vilde overleve sit folks nederlag – siden nederlaget ogsaa var deres guders nederlag. Den klassiske statue av en gallisk kriger som har dræpt sin hustru og endda støtter hendes lik med ene haand, mens han med den anden fører daggerten mot sit bryst, uttrykker ogsaa for os heroisme (nu mener vist førresten arkelogerne at den forestiller noget andet, og desuten er den galt restaurert, men det kan jo i denne førbindelse være det samme). Pointet er at galleren handler ret ut fra sine forutsætninger, naar han dræper sin hustru og sig selv for at undslippe trældom. Han har ikke set er krucifiks og vet ikke hvad der menes med at Gud hersker fra Træet, han har aldrig hørt om slavinden Blandina paa arenaen i Lyon og slavinden Felicitas i Kartago. Han kan ingenting vite om den tro, som gjør trælkvinder friere og fyrsteligere end hedenske dronninger.

Imidlertid er det jo efterhvert blit almindelig at de protestantiske kirker begraver selvmordere, akkurat som der ikke skulde være nogen uoverensstemmelse mellem dem og kirken. Akkurat som det efterhvert er blit almindelig, ialfald her i Norge, at naar en berømt person dør, saa aapner kirken sine dører paa vid vægg for hans lik och gjør stor begravelse paa det, selv om den avdøde hele sit liv har bedyret, at han ikke hadde nogen sympati med den samme kirke og trodde svært litet av det som den lærte.

Men alt som kan sies til forsvar for en selvmorder, eller for en erklæret fritænker, og det som deres kristne efterlatte tør bygge sit haab for den dødes sjæl paa, der er at han stod virkelig utenfor den kristne Kirke, kanske uten egen skyld, eller skylden var ikke bare hans. De materielle synder han begik, begik han kanske i god tro, de var rette og forsvarlige handlinger i hans egne øine. Og den som skal dømme om det, Han er alvitende og barmhjertigheten og retfærdigheten selv. I middelalderen blev selvmorderen og den aapenbare synder som var død uten at ha faat sakramenterne – de synlige tegn hvorved usynlig naade meddeles – mange steder gravet ned i flodmaalet »hvor sjø og grøn torv møtes». Som det fortælles i en av sagaerne om St. Gudmund hadde tiden enslags forestilling om vandenes kredsløp. Og med i det kredsløp er ogsaa Jordans vande som hadde skyllet om Vor Frelsers legeme, da han gik ut i elven for at la sig døpe av St. Johannes. Saa alt vand paa jorden er helliget ved det og blir symbolet paa den naade som menneskene ikke tør nævne grænserne for.

Men en Kirke maa holde sig til menneskenes tilkjendegivelser – i tegn og ord og gjerninger, – om de vil være indenfor den eller utenfor den. Den maa ekskommunicere dem som aapenlyst erklærer, de tror ikke hvad den forkynder og de vil ikke ta imot Guds naade, ialfald ikke ved de naademidler som det er git Kirken at forvalte. Den kan ikke støte ut en synder som blir ved at paastaa, han tror allikevel hvad Kirken lærer – selv om han ikke lever efter sin tro – og forlanger at faa dens sakramenters hjelp for at kunne leve efter sin tro i fremtiden. Dette har altid forekommet mig at være en klar og logisk position – længe før det faldt mig ind, at den katolske Kirke virkelig forvaltet noget slikt som positiv naade. Jeg har aldrig kunnet se at det var noget anmassende i at den lukket mennesker ute og lukket dem ind, eftersom de tok stilling til den ved en akt av oprør eller underkastelse. Til syvende og sist blir der i hver eneste sjæl et residum av sisste hemmeligheter som ingen uten Gud kjender – hvor samvittighetsfuldt end sjælen har forsøkt at fremstille sig som den er for sin rette skriftefar. Dette er da netop moralen i alle de middelalderlige legender – om døde som er faret heden rustet med alle Kirkens naademidler, og saa kommer de allikevel tilbake en vakker dag, eller nat, og ryster sin sjælesørger og sine sørgende efterlatte med de uhyggeligste avsløringer angaaende sin nuværende tilstand – om Hostier som flyr ut av prestens haand og like ind i munden paa en stakkers bodfærdig paa armesynderplassen nederst i kirken, om munker som er døde uten at ha faat absolution for en synd og er blit gravet utenfor brødrenes begravelseplass – og plusselig dukker den døde op i koret eller i kapitelsstuen, haand i haand med Jomfru Maria selv, som oplyser om at der var formildende eller undskyldende omstændigheter dem Gud alene kjender –.

Anmassende syntes jeg derimot den protestantiske fremgangsmaate mange ganger var – naar en eller anden prestemand paatok sig at forklare, den døde hadde igrunden aldrig ment det som han altid hadde sagt, eller det han hadde sagt var igrunden ikke hans mening – og at den døde var likevel saa bra en kar, saa presten, ut fra sine tanker om Gud og om hvordan Jesus i virkeligheten bør opfattes – tør paata sig at formode noget mere eller mindre bestemt om forholdet mellem den avdøde og Gud. – Anmassende synes jeg det er at nogen kræver en slik kommunion med en død, som i levende live aldrig har erkjendt, at der eksisterte nogen kommunion mellem ham og hans begravere.