Ved reformationens gry i Danmark

Av Niels Hansen

(Forts.)

I et skriftespejl formanes skriftefaderen til å spörge således: »Har du rost dig af gode gerninger, som er faste, bönner eller almisse, eller tror du, du har nogle dyder eller gode gerninger af dig selv eller af Gud?» Altså var de gode gerninger, som ikke kunde undväres, også frugter af Guds nåde og noget, man ikke kunde rose sig af, men snarere måtte väre Gud taknemmelig for. Isär taknemmelig for i den stund, man skulde stå frem for Guds domstol og aflägge regnskab for hele sit liv. Det fremgår tydelig af et fundationsbrev (16), som Peder Unger og hustru udstedte, da de 1463 funderede et »Sancti Salvatoris eller Sancti Hielpes» alter i St. Nicolai kirke i Köbenhavn. Det hedder heri: »Siden det så er, at alle mennesker og hver särdeles skal komme med deres gerninger for Guds strenge dom, annamme skullendes, hvad de her i verden har forskyldt udi og med deres levned, godt eller ondt, dertil at vi jo må noget godt ha frem å bäre for ham, der os kan skikke hans venskab, vide vi ingen ting dertil bedre å väre blandt alle miskundelige gaver end almisse-gave, thi hun aftor synden og igen skikker menneskene Guds nåde, da har vi stadig håb og tro til Gud, at vi må nu udi vor levneds tid hverve os med dette verdens forgängelige gods det evige liggende fä i himmerige.»

Den tanke, at synderen blot ved å göre gode gerninger kunde opnå Guds nåde, var datidens fromhed ganske fjern. I den märkelige og tillige i Middelalderens slutning mest udbredte bog, Lucidarius, (17) hedder det udtrykkelig: » Alle de i dödelige synder ere: i den samme stund, de dem til Gud vende, da er dem Guds nåde til rede.»

Et af de skönneste vidnesbyrd om, hvorledes fromme mennesker på den tid, vi behandler, sögte å vise deres tro af deres gerninger, er den räkke Helligåndshuse, der ved middelalderens slutning byggedes i en stor del af vore provins¬byer. I Helligåndshusene plejedes gamle og syge mennesker. I nogle byer rejstes også St. Jörgenshuse og St. Gertrudshuse for spedalske og St. Antonshuse, vistnok for kräftsyge. Den, der aviede sig til Helligåndsbroder, afla fölgende löfte (18): »Jeg tilbyder og giver mig til Gud, Jomfru Maria og den Helligånd og vore herrer de syge for å väre deres tjener alle mit livs dage. Jeg lover kyskhed, som jeg med Guds hjälp skal overholde, å väre lydig mod dig og dine efterfölgere og tro å vogte de fattiges ejendomme. Så sandt hjälpe mig Gud og det hellige evangelium.»

Disse Helligåndshuse, der först nåede til Danmark c. 1450, indförtes her af landets egne sönner. Der fandtes til sidst c. 30 af dem, de fleste af klosterlig karakter, men også nogle rent kommunale. De er et mägtigt vidnesbyrd om den katholske kirkes livskraft her i landet ved middelalderens slutning; den fra Tyskland indförte og til dels påtvungne protestantisme frembragte ikke i flere århundreder noget, der kunde sammenlignes hermed.

Det sindelag og den ånd, der besjälede dem, der stiftede disse huse, viser slutningen af Aalborg magistrats brev (19) af 20. August 1431, da Maren Hemmings hadde funderet et sådant hus i sin by: »Gid den Helligånd vil värdiges å oplyse vor hu og vart hjerte og give os alle sin signede nåde, styrkelse og visdom til å styre og regere os selv, vor stad og vor almue, så at vi må fremmes i alle gode gerninger, så den Helligånd må fange deraf evindelig lov, häder og äre og vi alle Guds värdige, benedidede og evindelige venskab.»

Fra Baselerkonciliet (c. 1435) til reformationen »gennemtränger et frisk liv en stor del af den danske klostergejstlighed. Det er så langt fra, som protestantiske forskere ofte har villet hävde, at denne periode er en dödhedens tid, at der tvärtimod ikke er ret mange tider, hvor livet pulserer så stärkt. Dettc gärende liv er den bedste forberedelse for reformationen, der ganske vist i sin udförelse kom til å ödelägge de fleste af de spirer, der var ved å bryde frem». (20)

Kap. 6. DÖDEN OG DOMMEN
Når, som vi i det föregående har set, fromhedslivet pulserede rigt og varmt mange steder, er det en selvfölge, at menneskenes tanker atter og atter särlig beskäftigede sig med så afgörende et vendepunkt, som döden og dammen er for ethvert menneske. Det er med frejdighed og glad forventning, de religiöse forfattere ser hen til den tilkommende verden: når allerede skabningen her på jorden er präget med herlighed, hvor meget herligere må så ikke himmerige väre? Det hedder så smukt herom i den för nävnte Lucidarius (21): »Hvor meget hellere skulle vi stunde å väre med ham, der al himmerige og al jorderige fylder med hans dyd og äre. Det give os den Herre, med hvem jeg min tale burde (begyndte) og jeg og denne sinde min tale ende vil, Jesus Christus. Amen.» Også Prästen Michael, der ofte skriver så strengt og truende, har også skönne steder om det evige liv som f. ex. dette (22):

Gik hun (c: själen) af verden i nådens tid,
da ser hun Jesum glad og blid
sig selv til mögel fromme (megen gavn);
med alle Guds helgen får hun lön,
for hun tjente Maria med sin bön,
til himmerig skal hun komme.

Og på et andet sted (23):

For han (Jesus) hende (själen) löste med sit blod,
vil han hende väre blid og god,
sin brud monne han hende kalde.
Hun har ej på sig nogen smitte,
med Jesus kan hun venskab hitte,
thi hun er fager med alle.

Den Helligaand fylder hende med sin dyd,
med häder sättes hun i himmerigs fryd
blandt alle Guds engle klare;
hun lover da Gud til evig tid,
for han har hende fra helvede friet
med alle Guds helgens skare.

Tanken om död og dom gennemträngte naturligt og sundt menneskenes tankegang på den tid. Det var almindeligt, at testamenter begyndte således, som Jörgen Gjöes af 1474 og Mogens Bildes af 1537 (24): »Efterdi intet er vissere end döden og intet uvissere end dödens time, og jeg er skröbelig til mit liv, men dog håber til Gud, at jeg er helsom på min själ, så skikker jeg mit testamente o. s. v.»

Dödens alvor og dommens forfärdelighed skildres dog også ofte i meget strenge toner. Således hedder det i en bog af 1510 (25), trykt af Gotfred van Ghemen, hvori forfatteren ser en fordömt själ, der med hårde ord anklager sit legeme og siger til det: »Hvor er alle dets herligheder, det ejede för? Hvorfor adlöd det ikke, hvad själen krävede?» hvortil legemet svarer (også med fuld föje): »Hvorfor holdt du mig ej tilbage, når du så mig til synden gå? Fra helvedes pine kan ingen själ löses, selvom alle gudfrygtige mennesker i verden, munke og nonner, bad for den.»

At religionen har betydet uendelig meget for middelalderens kristne, anerkendes forövrigt mer og mere også af historikere udenfor den katholske kirke. I denne sammenhäng vilde det derfor passe godt å give et lille brudstykke af et nyt udkommet, stort historisk värk (26) her hjemme. Det lyder således: »Med middelalderens dybe sans for slägtsfällesskab, for fällesskab i gilder og lav har muligheden for å komme de forudgangne slägter til hjälp väret en herlig sag, og datidens mennesker har haft et kärligt og opofrende samliv med deres döde, som reformationen med hårde händer bröd itu. Denne ängstede og lidende menneskehed, der ikke selv mägtede å redde sig fra frestelser og pine, har gennem kirken fået hjälp fra alle dem, der har väret begavet med en särlig nåde, fra hellige munke, og präster, fra helgener her og hisset; deres forbönner, deres gode gerninger er ikke blot kommet dem selv, men også andre til gode.»

(Forts.)

KILDEANGIVELSER

16) Findes i Danske Magasin III. Side 207 (1747).

17) Sidste udgave 1909 på Gads forlag i Köbenhavn ved Johs. Knudsen.

18) Side 29 i den under n:o 15 citerede bog.

19) Citeret i samme värk.

20) Side 271 i den under n:o 4 citerede bog.

21) Side 79 o. s. v. (sammenlign. n:o 17).

22) Side 37 i den under n:o 7 citerede bog.

23) Side 59 sammesteds.

24) Findes i Danske Magasin VI (1752).

25) Se under n:o 10.

26) Det danske Folks Historie III. Side 267. (Erichsens forlag.)