Ved reformationens gry i Danmark

Av Niels Hansen

Kap. 7. JOMFRU MARIA OG HELGENERNE
Her kommer vi til et af de punkter, hvor der har lydt de tungeste anklager mod kirken i middelalderen. Beviserne herfor har dog altid været betydelig svagere end anklagerne. Selvfölgelig kan der ha været, ja har der sikkert været mennesker, som nærede overdreven tillid til de helliges hjælp, og bönneböger, hvori der brugtes stærke udtryk, som – især med lidt »god» vilje – kunde misforstås. Men der har sikkert været yderst få, der ikke vidste, at al hjælp i sidste instans kom fra Gud, og at, når en helgen kunde hjælpe, så var det, fordi hans bön formåede meget hos Gud.

Meget fandt reformationens forkyndere på for å skaffe deres lære indpas. Det står for os samme tider som en gåde, hvor skamlöst der blev bagvasket og löjet. Det er ofte vanskeligt å afslöre sådanne bedragere, men også så meget morsommere, når det sker. Det er således tilfældet med det kendte satiriske digt Peder Smed ag Adser Bonde, i hvilket Peder Smed söger å göre bonden klog på de papistiske vildfarelser og de katholske præsters rænker. Det var den gamle ærværdige valfartskirke i Karup i Jylland, som blev dænget til med smuds. Der var glæde hos mange protestanter, for, selvom man ikke kunde nægte, at næsten alt, hvad reformationen bragte, var indfört fra Tyskland, var dette livlige, vittige digt af ægte dansk oprindelse og opbygget på en virkelig begivenhed. Det hadde virkelig været dommen om det nævnte digt i over 300 år, indtil Professor J. Oskar Andersen for snart en snes år påviste, at digtet ret og slet var en oversættelse ag lokalisering fra Tysk, hvor det formodentlig hade som grundlag den frie fantasi.

Hvad det angår, at man både i Karup og andetsteds har haft figurer med udhulede hoveder, så öjnene på disse gennem små kanaler kunde fyldes med tårer, så har der sikkert aldrig været tænkt på å bedrage nogen dermed. Folk var dengang sikkert ikke mere lettroende end mennesker i vore dage. Grunden har utvivlsomt været en ganske anden. Professor Andersen udtaler sig udtrykkelig i samme retning, når han skriver: »Jeg tror, at sligt skyldes den udgående middelalders smag for realistisk kunstfremstilling. Ligesom man den gang i malerkunsten jagede efter de mest slående, naturalistiske virkninger, blev jo de udskårne figurer i de store alterskrin fremstillet med udpræget realistisk kraft og sandhed. Da det i billeder som den smerterige Moder gælder om å gribe og röre ved å fremstille sorgen så naturtro som muligt, lægger man f. ex. en våd svamp eller lignende ind i Marias udhulede hovede og opnår således let den forhöjede ’kunstneriske’ virkning, at ’virkelige tårer’ trænger sig ned gennem kanalerne til öjnene.»

Dette er et tilfælde, hvor man tydelig har kunnet vise, at bagtalelsen af middelalderens kristen tro var lögnagtig. Vi vil nu gå over til gennem citater å vise, hvor slindt og godt man just ved middelalderens slutning så på de helliges anråbelse og på den hjælp, man turde vente af dem. Det hedder så smukt og korrekt i Chr. Pedersen’s Tidebog (27): »O du hellige Sancte Michil og andre engle og overengle, Cherubiin og Seraphim med alle engleskarer, som er i himmerigesrige, bed for mig til den alsommægtigste Gud, at han vil förlade mig alle mine synder og optænde min hu, hjerte og sjæl med hans benedide nåde og frelse mig fra alt ondt og unde mig å fange den evige glæde med alle hans værdelige helgene efter min död. Amen.»

I det allerede flere gange nævnte sangværk af præsten Michael i Odense findes naturligvis mange bönner til Jomfru Maria. Her skal anföres nogle af disse – enkelte steder vil vi forbauses over ret kraftige vendinger, som synes å overgå, hvad vi vilde kalde den korrekte udtryksmåde. Dog må vi ikke glemme, at undertiden udtrykkes en sandhed meget paradoksalt just for å lægge mennesker den så meget bedre på hjerte. Så snart man vil understrege et sådant udtryk eller drage det ud af sin sammenhæng, er man inde i det forkerte. Det klassiske eksempel herpå er det sted i Påskelördags-liturgien, hvor kirken af glæde over Forlöserens kærlighed kalder den bröde lykkelig, der fortjente en sådan kærlighed.

Men lad os höre nogle af Hr. Michaels gamle rim (28):

Den tid, Guds Sön til hende for,
som nu i himmerigs höjhed bor,
da fik vor usselhed ende.
Jag beder dig, Jomfru, vend dig hid,
forhverv til mig Guds gave.
Frels alle dine tjenere ved din bön,
forhverv dem siden evindelig lön,
som hjælp af dig vil have.
Maria taler til synderen:
Hadde du gjort det ved din utugt,
at Gud for dig hadde himmeleri lukt,
at du skuIde did ej komme,
hadde han stadfæstet det med sin ed,
jeg kan det vende, som han vel ved,
mine tjenere til hjælp og fromme.
O alle Guds helgen, i samme stund
til eder flyr jeg af hjertens grund,
hjælper nu alle å råde:
de bönner, jeg læste, for Gud för frem,
bevar mit liv for last og skam,
min sjæl fra helvedes våde.

I Brandts Gammeldansk Læsebog findes et lille könt, troskyldigt vers til Jomfru Maria:

O Moder söd,
for din Söns död
du unde nu mig
å græde med dig,
din sorg med dig å bære.

I Chr. Pedersen’s Jærtegnspostille hedder det: »Da Maria hadde födt Jesusbarnet, kyssede hun hans födder som et tegn på, at han var hendes Gud; og hun kyssede hans hænder, fordi han var hendes Skaber, og derpå hans mund, fordi han var hendes sön. Og så råbte hun de hundrede gange så frydeligt til ham, som Kirkens fædre skriver det: Du est min Herre og Gud! Du est min Frelser, du est min sön.»

I Anna Brahes bönnebog (29) findes fölgende smukke hjertesuk til Jomfru Maria og hendes moder Anna: »Hjælper mig nu med eders bönner, at jeg måtte fange styrkelse af den Helligånds nåde til fuldkommelig å leve i jorderige, så at jeg må fange sandt skriftemål og hjertens ruelse og Guds legeme i min sidste time til værn mod helvedes pine og annamme min sjæl under eders gemme, og frelser hende fra evindelig pine. Amen.»

En gammel bön til St. Franciscus er også smuk og værd å ta med, skönt den egentlig er af svensk oprindelse (30). Den lyder så: »Så beder jeg sörgmodige og syndefulde menneske min hellige fader, St. Franciscus, at du vil indskrive i min sjæl og i mit hjerte al Guds hellige pine, på det at jeg aldrig skal forglemme hans hellige, dyrebare död, og at jeg må være desto værdigere til å fölge i hans velsignede fodspor. – – – Så ber jeg dig, min hellige fader St. Franciscus, at du vil udbede til os syndernes forladelse, den Helligånds indgydelse, alle dyders gode fuldkommelse, og til alle kristne sjæle ro og nåde og for os syndige mennesker fred på jorderige og evindeligt liv i himmerige.»

Det vilde ikke være vanskeligt å bringe mange flere vidnesbyrd om, hvorledes der tænktes og föltes om Marias og de helliges dyrkelse her i Danmark ved reformationens gry, men hvad her er fremdraget fra de forskelligste hold tör være nok til å vise, at vore gamle trosfæller fra de trange dage hadde både hovede og hjerte på rette sted.

Kap. 8. KLOSTERFOLK
Ved siden af helgendyrkelsen var det jo klosterlivet, der på reformationstiden rettedes de alvorligste anklager imod. Det var både mod selve tanken, der lå til grund herfor, og mod den måde, hvorpå det praktiseredes. Evad det förste angår, er her ikke stedet til å komme ind derpå, »den, som kan fatte det, han fatte det»; hvad det andet angår, har der sikkert været uheldige forhold både det ene sted og det andet, således som det også har været för, og således som det går i alle livets forhold, så meget lettere der, hvor de fineste værdier står på spil. Men – og det må aldrig glemmes – klosterfolkene selv arbejdede med iver på forbedringer, hvor der virkelig var noget galt på færde. I Franciskanerklostrene her i Danmark kæmpedes mellem en strengere og mildere overholdelse af reglerne, og den förste sejrede her i landet, medens den sidste beholdt magten i Norge og Sverige.

Og glemme må man ikke, at de mange uhyggelige historier, der er i omlöb om munke og nonner på den tid, ikke stammer fra samtidige kilder, men er af langt senere oprindelse. Det var först, skriver Johs. Lindbæk (31), da »man hadde glemt de virkelige munke, at man udspredte de urimeligste historier om deres usædelighed og havesyge, og det er först efter midten af 19:de århundrede, at man fra protestantisk side har anslået en mere mådeholden tone. Selvom Franciskanerne hadde drevet ejendomshandel, hadde deres liv dog været nödtörftigt; rigdom fandtes ikke i klostrene, det beviser de bevarede inventarer tilstrækkeligt. Munkenes usædelighed tales der aldrig om i de samtidige kilder; hadde der været noget om det, var det nok kommet frem i de meget uforbeholdne stridsskrifter. Heller ikke hos Paul Helgesen, den »eneste virkelige reformator i tiden», får man indtryk af, at munkevæsenet skulde være i dybt forfald, og at dets fald ikke skulde kunne rettes. Når raseriet vendte sig mod tiggermunkene, er hovedgrunden, at tiden vilde en omvæltning, ikke en reformation. Vor såkaldte reformationstid er vel den mest oprörte i vor historie; der er afsnit i den, der minder om den franske revolution. Sindene var ophidrede af de lange krige, landets forarmelse, de tunge skatter, den höjere gejstligheds rigdomme; bonde og borger var rede til å slå lös på herremændene. Så bliver opmærksomheden en tid ledet bort fra disse til de forholdsvis uskyldige tiggermunke; straks efter at disse er fjernet, kommer Grevens Fejde med kampen mod de höjere stænder. Det var ikke ved »Ordets Magt», at reformatorerne sejrede over munkene; man brugte andre og virksommere midler. Ofte anvendte man således (f. ex. i Köbenhavn) sult; munkene blev lukket inde i klosteret, til de måtte kapitulere og udlevere deres ejendele. Et andet middel blev brugt f. ex. i Viborg og Tönder, nemlig å anvende soldater til å »omvende» munkene – ganske det samme system, som Ludvig XIV senere brugte overfor huguenotterne. Hvis intet af disse midler hjalp, greb man til den rene vold.»

Så vidt Lindbæk, der her siger det meste af, hvad der i denne sammenhæng er å sige. Et faktisk misforhold, som ikke er nævnt endnu, var, at klostrene, især nonneklostrene, var i færd med å gå over til å bli forsögelsesanstalter for ugifte adelige personer. Det fortælles (32),at nonnerne i Gudum kloster selv sögte å få indfört reform (Bursfelder-kongregationen), men at de först sent opnåede det efter svær modstand fra Biskop Henrik Stangeberg i Ribe, der formodentlig holdt handen over den adelige forsörgelsesanstalt. – Det sidste kloster i Danmark blev stiftet så sent som 1522 ; det var Kong Hans’s fromme dronning Christine som det år skaffede de fattige Klarisser fast fod i den by, hun hadde interesseret sig så meget for.

Vi har fra den tid et smukt katholsk hjertesuk, en sörgmodig klage over de tunge tider, der randt op over kirken. Fra protestantisk side har vi flere smædedigte mod kirkens trofaste börn, fra katholsk side har vi ingen deres modstandere. Den ukendte forfatter skriver i digtet En Munks Klage (33) således:

»Af dybsens nöd», den salme så skön
er digtet af David den bolde,
og ikke af dadlere eller unyttige folk,
som ondt förer i deres skjolde.
Nu synges den om oprigtige folk
dennem dermed å bagvaske;
dog hver bliver vel den, han er,
trods alle pladretaske.

Og digtet ender med disse ord:

Gud give dem (de Lutherske) sorg og hjerteve
og aldrig glæde i bryste,
og lade det være så længe hos dem
til vi skulde dennem tröste.

Den skönneste hævn fra de gamles side over de nye, at disse måtte föle deres samvittighed vågne og vende tilbage og finde tröst og frelse i den moderkirke, de hadde vist så megen ondskab imod.

Kap. 9. AFLAD
Vi ved fra samtidige kilder, at her var der et punkt, som i hvert fald i Tyskland spillede en stor rolle ved reformationens fremkomst. At aflad og syndsforladelse var eet og det samme, nævnes ikke i samtidige kilder, det er först senere, denne ganske usandfærdige påstand blev opstillet. Hvad der vistnok mest ophidsede sindene i Tyskland, var den omstændighed, at der af afladsprædikanterne samledes så mange penge ind, som alle gik til et fremmed land i stedet for å blive i Tyskland, hvor man så sandt også kunde trænge til dem.

Her hjemme synes dette spörgsmål ikke å ha givet anledning til megen omtale. Der har sikkert ingen misforståelser fundet sted så mennesker, når de var komme i besiddelse af et afladsbrev bildte sig ind, at nu hadde de lov til å synde, så meget de vilde. Det indrömmes også ærligt og åbent af moderne protestantiske historikere, som har arbejdet sig ud af flere århundreders tyngende fordomme. Det hedder således i det engang förnævnte ypperlige værk, Det danske Folks Historie (34), således: »Da anger altid er forudsætningen for afladens erhvervelse, har kirken kun kunnet gi en mulighed for aflad, aldrig denne selv, og alle senkatholicismens afladsbreve understreger dette. Afladen har ikke sikret mod fortabelsen, kun forkortet skærsildspinen med så lange tids rum, som i denne vilde svare til det i brevene angivne antal bodsdage her på jorden.»

Vi har for övrigt her ifra Danmark opbevaret adskillige afladsbreve fra den senere middelalder, hvilke fuldstændig bekræfter, hvad her er sagt. Man har f. ex. et afladsbrev (35) fra 1474 til Vedersö kirke. Heri gir de danske biskopper »alle, som befinder sig i nådens stand», og som holder andagt i kirken, hörer messer, prædikener der, går kirkegården rundt og beder for de döde, som gir lys, prydelser, penge til kirken, som beder fem Paternostre og Avemarier der til ære for Christi fem vunder o. s. v., når de har gjort noget heraf »med ærligt hjerte», »barmhjertigt i Herren 40 dages aflad fra de dem pålagte straffe.»

I et andet afladsbrev (36), udstedt af Kardinal Raymundus i 1502, får præsten ret til å absolvere skriftebarnet »fra alle de synder, han har angret og bekendt», og skænke fuld fritagelse for straffene i skærsilden, »så vidt den hellige Moder Kirkens nöglemagt går.»

Efter dette og de andre vidnesbyrd tör vi nok slutte, at hvad afladen angår, var der ikke meget å misforstå og blev der heller ikke misforstået meget.

Kap. 10. FORSKELLIGE ANDRE BESKYLDNINiGER.
I de föregående afsnit er gennemgået en del af de almindeligste beskyldninger, der rettes mod den katholske kirke omkring år 1500 her i Danmark. Listen over disse beskyldninger er dog ikke dermed udtömt, hvorfor nogle enkelte endnu skal fremdrages og ganske kort belyses.

Der kan således ikke være tale om andet, end at sjælesorgen i regelen blev drevet med omhu og tilbörligt henblik på de enkeltes tarv. Skriftefaderen opfordres således (37) til å sige til den bodfærdige: »Broder, blues ikke ved å skrifte dine synder, og måske har jeg grovere synder end du; thii såsom vi efter Djævelens indskydelse ikke har frygtet for å bedrive synderne, skal vi uden al blusel bekende dem for præsten – – – bekender vi vore synder i dette liv, da overvinder vi Djævelens ondskab og kan undfly fordömmelsens dom, som Paulus siger: Dömmer vi os selv, da dömmes vi ikke.»

Men også skriftefaderen får sin besindige og omsorgsfulde retledning. I Biskop Lage Urnes synodalstatuter (38) af 1517 hedder det nemlig: »Skriftefædrene bör, hvor talen er om de almindelige synder, forsigtigt og sömmeligt stille sine spörgsmål, for så vidt deres samvittighed eller de skriftendes art og vilkår synes at göre det nödvendigt; for at derved de skriftende tilbörlig kan komme til å bekende synder, som de måske har glemt eller af undseelse skjult.»

At Bibelen var ganske glemt i middelalderen, og at reformationen drog den frem og satte den i, æresædet – hvor den for övrigt i vore dage snart sagt har plukket de fleste blade af den – er en, rent ud sagt, röverhistorie, som ingen ærlig historiker mere vover å fremsætte. Allerede (39) »i det 15:de århundrede kunde ikke-latinkyndige i Norden så vel som i Tyskland læse Guds ord i deres modersmål. Den ældste danske bibeloversættelse er fra c. 1450 og som sprogværk en ganske mærkelig bog. Efter nutidens begreber kunde middelalderen ellers omgås letsindigt nok med en litterær tekst; men overfor Bibelen tog man sig ingen friheder, den nærmede man sig til i andagtsfuld ærbödighed. Den ængstelige omhu, hvormed Oversætteren holder sig opad Vulgatas tekst, er rörende. Latinske konstruktioner, som hans modersmål ikke har noget modsvarende til, vover han ikke å gengi efter dansk sprogbrug, men säger å eftergöre dem ved hjælp af sammensætninger med verbet »skulle», hvormed man får så frygtelige ord som »drikkeskullende» , »sårgöre skullendes» og andre som »hyrdelig», »skovelig» , »krybelig» o. s. v. Men ved siden af ubehjælpsomhederne, som enfaldig troskab mod de hellige ord har affödt, forekommer også ikke så få træffende og fyndige udtryk, der næppe er ramt heldigere i senere fordanskninger af Bibelen.» – – –

Og endelig har man ofte hört, at der blev ydet figurer og billeder en mesten afguderisk ærefrygt. Dette er naturligvis heller ikke sandt. Og vi kan finde det modbevist oppe på det oldnordiske museum i Köbenhavn. Der er bl. meget andet gammelt et alterbillede med flöje; åbner man disse, ser man Christus på korset med Maria og Johannes ved foden af dette; men på flöjenes indre side læser man fölgende vers:

Effigiem Christi, qui transis, semper honora, non tamen effigiern, sed quem designat, adora.

På dansk:
Christi billed du ære, så ofte du vandrer forbi det, ej dog billedet her tilbed, men ham det betyder.

Kirkens lære om forskellen mellem å ære og å tilbede kunde ikke været klarere og kortere udtrykt end i dette lille dobbeltvers fra middelalderen.

EFTERSKRIFT
Foranstående beskedne oversigt er frugten af en lille opdagelsesrejse, jeg for nogle få år siden foretog gennem en del af den senmiddelalderlige katholske litteratur i Danmark. Den pretenderer ikke å gi nogetsomhelst uden måske et kort, nogenlunde let læseligt overblik over den del af vort fædrelands åndshistorie, som det er af störst betydning for katholske Kristne å ha en lille smule kendskab til.

KILDEANGIVELSER

27) Findes i Kirkehistoriske Samlinger. 2. Række. 6. Bind. Side 218. (1869.)

28) Findes på siderne 12, 14, 20 og 63 i den under n:o 7 citerede bog.

29) Opbevares i Thotts samling på Kongelige Bibliothek i Köbenhavn.

30) Anfört i Credo 1926. Januar.

31) De danske Franciskanerklostre. (Gad. 1914.) Sid. 78–87.

32) I en afhantlling om Gudum kloster af Pastor Villads Christensen. (Hardsyssels årbog 1913.)

33) I Viser fra Reformationstiden. (Udgivet af Chr. Brunn. Köbenhavn, 1864.)

34) Se under n:o 26. – III Bind. Side 268.

35) Aftrykt i Hardsyssels årbog 1909.

36) Aftrykt i Kirkehistoriske Samlinger. II Bind. Side 390. (1853–56.)

37) Modus confitendi. Fra c. 1500. (Udgivet 1866 af Chr. Brunn, Köbenhavn.)

38) I Kirkehistoriske Samlinger II Række. 3. Bind. (1864.)

39) Det fölgende er citat af det under n:o 2 nævnte værk. Side 105.