Ved reformationens gry i Danmark. Et historisk overblik

Av Niels Hansen

FORORD
»Den hellige kong Olav bad om miskundhed for ham (en syg) hos den almägtige Gud» – – – skulde man ikke tro, at det var et citat af en bog fra f. ex. sommeren 1930, hvori den katholske forfatter – med skönsomt henblik på eventuelle kritiske protestantiske läsere – fortalte om, hvorledes en helgens vidundermagt korrekt må tänkes å virke. Og den protestantiske läser tänker: Ja, herimod er der jo ikke meget å indvende, men hvorledes opfattede man det tidligere: middelalderens mennesker betragtede jo helgenerne som halve guder, dengang hadde man endnu ikke fået reformationens heldbringende indflydelse. – – – Men: det citat, vi begyndte med, er ikke af nogen moderne bog, men findes ord til andet i Snorre Sturlason’s berömte bog Heimskringla fra begyndelsen af 1200-tallet (i kapitel 21 af Magnus Berfött’s saga), og Snorre udtaler sig andetsteds på samme måde, ligeså »korrekt», hvor han taler om en kvinde, der blev helbredt ved St. Olavs helligdom, fordi »hun satte sin lid til Guds miskundhed» (kap. 6 i Olav Kyrres saga).

Det er altså ikke blot i vore dage, at den katholske kirke og dens börn ser sundt på helgenernes hjälp og magt. Det gjorde man allerede i middelalderen, i den katholske kirkes yderste periferi, på det fjerne Island, hvor ellers mangen katholsk praksis ikke var så let å gennemföre. Og hvad der gjaldt dette ene punkt, gjaldt også mange andre, hvilket er let å bevise. Meget muligt, vil man måske svare, men alt blev værre i de næste 200–300 år, og da man stod ved år c. 1500, var den katholske kirke, dens lære, dens praksis og dens medlemmer i lige grad fordærvet.

Dette hörer man stadig forkyndt i populære historiske værker, den dannede almenhed ser endnu på samme måde på den katholske kirke ved reformationens frembrud, og det store, jævne folk, for så vidt som det overvejer slige ting, har stadig væk fornemmelser af lignende art.

For å pröve, om det virkelig er tilfældet, om de mange forfærdelige vildfarelser, som reformationen sa å ville råde bod på, virkelig fandtes i den katholske kirke ved reformationens frembrud; skal her forsöges en gennemgang af en del af den opbyggelige litteratur og de kirkelige aktstykker, der fremkom her i Danmark i det sidste halvhundredår för reformationen. Redegörelsen vil jo kun komme til å gælde vort fædreland; men det vil ikke være for dristigt herfra å slutte til de andre lande, hvor reformationen trængte igennem; det stod på ingen måde ringere til der end hos os; thi Danmark var i religiös henseende på ingen måde noget foregangsland.

–––––––––

Undersögelser som nærværende plejer ikke å finde mange læsere. Grunden er formodentlig hovedsagelig den, at de plejer å være – for å bruge et mildt udtryk – meget langstrakte og lidet underholdende. Selvfölgelig skal her ikke påstås, at efterfölgende artikel skal bli morsommere end andre af samme art; men, den skal, så vidt muligt, bli sat sådan op, at de ting, som særlig keder, f. ex. kildeangivelser, der i denne sammenhæng er absolut nödvendige å ha med, fremkommer således, at de udmærket kan springes over, uden at læsningen af afhandlingen i sin helhed kommer til å lide derunder.

For å undgå enhver misforståelse må jeg til sidst göre opmærksom på formen af de mange citater. Af praktiske grunde er de alle givet i nutidssprog og med samme retskrivning som afhandlingen i sin helhed. Det vilde hemme og ikke fremme læsningen, om den gammeldags, ofte ganske vilkårlige og vildledende stavemåde var bleven bibeholdt. Derimod er intet blevet forandret, hvad ord og indhold angår.

Kap. 1. EN VIS ANERKENDELSE
Det sker ikke så sjælden, at man ved siden af den stærke fordömmelse af kirken för reformationen kan finde en venlig anerkendelse af enkelte personer eller visse åndelige bevægelser. Men denne anerkendelse er dog af en ejendommelig art; thi den kommer ikke på den katholske kirkes credit-side, men på reformationens. Heraf gir den danske historiker, Dr. Moltesen, en ganske fornöjelig bedömmelse (1): »De protestantiske historikere har gerne et afsnit med overskrift ’Reformationens Forlöbere’ eller ’Reformationens Forberedelse’, og derunder henförer de så alt det bedste, som findes i middelalderens anden halvdel; de plukker romerkirken for nogle af dens skönneste fjer for å smykke reformationen med dem. Således sætter de Tauler, Suso, Thomas a Kempis og lignende derhen, og dog er disses tro romerkirkens og deres fromhed klosterets; de behandler derunder det 15:de århundredes kirkeforsamlinger, og dog er disse udelukkende reformatoriske forsög på romerkirkens grund og væsensforskellige fra, hvad de germanske reformatorer vilde.» – Det er ikke let bedre, end her er gjort, å påvise urigtigheden af för nævnte påstand. Forövrigt fornemmer jo enhver, der har læst noget af Thomas a Kempis f. ex., at det er helt katholsk grund, man der befinder sig på; hvorfor vilde forresten ellers protestanterne udsende særlige udgaver af Thomas a Kempis for protestantiske læsere, hvis de netop ikke fölte ham som katholsk skribent?

Kap. 2. KIRKENS OG DE HÖJERE GEJSTLIGES SLETTE TILSTAND
Herom kunde naturligvis skrives – og er blevet skrevet – ikke et lille kapitel, men en hel bog. Og det vilde i flere henseender for den katholske kirkes vedkommende intet lysteligt mindeskrift blive. Det var virkelig, på få undtagelser nær, elendige bisper, der sad på de danske bispestole omkring 1530. Det var adelen, som var trængt ind og hadde erobret alle indbringende stillinger indenfor domkapitler og bispeembeder. Ja, Kong Christiern I forsögte under sit ophold i Rom 1474 å få Pave Sixtus IV til å gå ind på, at alle höjere kirkelige embeder i Danmark skulde väre forbeholdt adelige, men forsöget glippede heldigvis.

Det er vistnok rigtigt, som litteraturhistorikeren Carl S. Petersen (2) skriver, at på den tid savnede den katholske kirkes höjeste officielle representanter i Danmark enhver gnist af den livets idealitet og åndens myndighed, som hadde været fornöden, om masserne skulde ha været holdt sammen om det bestående. Men ikke nok med det, ved hele deres verdslige færd hindrede de den gamle religions indre kraft i ret å udfolde sig og drev mangfoldige fromme lægmänd over i modstandernes lejr.

Der var over hele tiden et uhyggeligt drag af griskhed og begärlighed efter jordisk gods. Det er hele perioden för og lige så efter reformationen, der er præget heraf. Det fremkaldtes eller i hvert fald fremmedes af de store opdagelsesrejser, hvor der åbnedes uanede perspektiver for menneskene, men hvor disse – i stedet for å frydes herover – ofte blot spurgte om, hvor mange rigdomme der kunde föres hjem fra de nye lande.

Det var også store og tunge afgifter, de pavelige embedsmend indkrävede og også oppebar fra de katholske lande. I så henseende synes Tyskland især å være bleven hårdt medtaget. Under forskellige navne betaltes höje afgifter ved besættelsen af kirkelige embeder, for udstedelse af buller og breve måtte der også betales, ja mange tyske bispedömmer blev halvvejs ruineret derved. Danmark blev i så henseende langt bedre behandlet, idet afgifterne blev sat meget lavt, eller der blev ofte slået en streg over dem.

Vi må dog ikke glemme, når vi beklager disse ulykkelige forhold, at den griskhed, der besjælede så mange af kirkens höje embedsmænd, delte de, som allerede nævnt, med hele samtiden. Hvad var det mon, der gav reformationen så mægtig vind i sejlene? Var det netop ikke fyrsternes begærlighed og griskhed efter kirkens ejendomme? Var der bleven taget hårdt fat og udsuget för reformationen, blev der rövet og plyndret efter den. För den var det fine mänd, der vilde leve godt og nyde livet, men efter den var det som Hunner og Barbarer, der stormede lös og ödela for deres fornöjelses skyld. Frederik I, den trolöse mand, som lod prædikantern ha friest mulig slag og samtidig hindrede kirkens mænd i å få ram på dem, plyndrede de danske kirker for kalke, monstranser og især for kirkeklokker. Der var hos bössestöberen i Köbenhavn en tidlang så mange af disse sidste, at sognemenighederne undertiden kunde få lov til å köbe deres egne klokker tilbage. Og denne »reformation» fortsattes under Christian III og Christian IV! Især gik det ud over klostrenes århundreder igennem med flid og omhu samlede bibliotheker. Herom skriver historikeren Ellen Jörgensen (3): »Den ödelæggelse og splittelse, som bibliothekerne hadde været udsat for under katholicismen (f. ex. ved litterært interesserede Italieneres besög), var dog for intet å regne mod det hærværk, der blev övet ved reformationen… uendelig meget gik tabt ved fanatisme og uforstand. Billedsmykkede böger blev klippet itu. De store pergamentblade egnede sig fortrinligt til omslag om regnskaber, og på lensmændenes kantorer, hvor böger fra kirker og klostre ophobedes, sönderlemmede man de gamle codices, så længe der var nogle tilbage; först omkring. det 17. århundredes midte synes materialet å ha været opbrugt. Sörgelig bekendt er den udvalgte Prins Christians bryllup 1634, da middelalderlige manuscripter ved fyrværkerier måtte tjene til festens forherligelse».

Alligevel skulde man ikke, trods de store mangler hos den höjere gejstlighed, ha troet, at den katholske kirke så hurtigt og så let skulde være fejet bort i Danmark. Herom skriver Historikeren Lindbäk (4), at »Christiern I og Hans og endnu mere deres dronninger var grebne af det nye religiöse liv. Med stor energi stöttede de reformbevægelserne indenfor klostrene, og det skyldes for en del dem, at der i Danmark, som andetsteds i Europa, vokser en räkke nye kirkelige stiftelser frem. Der kom stärk fremgang indenfor den danske kirke, og den skulde synes ved år 1513 å stå fast både i kongens og folkets gunst. Intet kunde dengang tyde på, at det kun skulde være et par årtier, för man bortkastede alt fra den gamle tid, både godt og dårligt… Den katholske kirkes gamle bygning, hvori mange tiders og landes arkitektur hadde præget sig, og hvori mange slægter hadde fundet ly, var jævnet med jorden, skönt en nænsom hånd vel kunde ha rådet bod på de mange skavanker, der fandtes, og reddet alt det gode, alle de rige spirer, der nu trampedes ned. I stedet fik man en regulær og uniform bygning efter bedste og nyeste tyske stil. Den var måske noget renligere end den gamle, men den gav kun lidt plads for fantasi og fölelse».

Altså kan det ikke hjælpe å nægte, at der var talrige bröst og skavanker i den höjere gejstlighed för reformationen. Men, som sagt, det var ikke særlig dens fejl, det var hele samtidens. Og reformationen bragte ingen bedring, tværtimod trådte begærlighed og griskhed langt grellere frem bagefter. Så folkets forargelse over de store gejstliges mangler og fejl har måske ikke været synderlig stor. Herom vidner også en meget bemærkelsesvärdig omstændighed, som Pastor Kerff i Horsens engang gjorde opmærksom på. Da danske bönder under Grevefejden 1533 hærgede vidt og bredt og hævnede sig for lang undertrykkelse og udsugning ved å brände herregårdene, gik det ikke ud over et eneste af de rige klostre på landet. Hvor meget man kan slutte heraf, er det jo vanskeligt å påstå noget om, men hadde harmen mod de höje gejstlige været stor og almindelig, var vel nok herreklostrene på landet også blevet plyndret.

Kap. 3. »FRELSEREN JESUS CHRISTUS VAR GANSKE GLEMT.»
Hvor ofte har man ikke hört og læst om den katholske fromhed för reformationen, at i den var der ingen plads for Frelseren, han overskyggedes ganske af Jomfru Maria og en bunke andre helgener. Og dog er der næppe nogen beskyldning, der er så lidt sandhed i som i denne. Og nogen, som på en vis måde er så let å gendrive. Vi behöver nemlig blot å slå op i de andagtsböger, som kirkens mænd udsendte og udbredte den sidste tid för reformationen for å bli ganske klar over, at var der nogen, der var plads for i fromhedslivet, så var det, som det sig jo hör og bör, for »vor frelses begynder og fuldender», Jesus Christus.

De allerfleste, som har nogen interesse for religiös læsning, vil kende Thomas a Kempis’s berömte bog om Christi Efterfölgelse og vil vide, at det er ikke blot på titelbladet, den handler om Frelseren, men at den fra förste til sidste blad driver på hans efterfölgelse. Og denne bog blev c. 1500 oversat på Dansk.

Det samme præg af tillid og kærlighed til Frelseren, der möder os i nævnte kristne hovedværk, træffer vi i en række opbyggelige skrifter fra omtrent den samme tid. Her skal gis forskellige citater fra sådanne, der så tydelig som noget viser uholdbarheden af den påstand, der står som overskrift over dette kapitel.

I en juleprædiken (5) fra c. 1450 hedder det f. ex.: »De, som får denne glæde, skal aldrig miste den. Som Jesus sa til sine apostle: Jeg skal se eder, og eders hjerte skal glædes, og ingen skal ta eders glæde fra eder. Og han sa til dem: Glæd eder, at eders navne er skrevne i himmerige. Om denne glæde sa engang en hellig mand i St. Birgittas påhör: Selvom jeg hadde tålt en död for hver time, jeg hadde levet på jorderige, og atter var bleven levende, aldrig hadde jeg dog med dem formået fuldkommen å takke Gud for hans kærlighed, for hans lov går aldrig af min mund, og glæden går aldrig af min sjæl, ære og hæder er aldrig fra mine öjne, og gläde er aldrig borte fra mine ören. Thi som den hellige kirke synger, bör det os å glædes, at Christus, som er fredsstifteren og midleren mellem Gud og mennesker, er födt af den helligste jomfru og har ophöjet vor natur i sin guddommelige person.

Andagten til Jesu person samlede sig, som det altid har været tilfældet i kristenheden, mest om hans hellige lidelse og död. Herom vilde det være let å anföre adskillige vidnesbyrd. Af sådanne skal der i det fölgende gis flere pröver.

Det hedder således i en andagtsbog (6) fra 1509: »Den alsomsödeste Jesus Christus fulgte de for Pilatum med et blegt åsyn, med tårefulde öjne, med nedhängende hovede, med falskhed og svig … Efter hudstrygningen syntes vor Herre å se til som et sönderrevet klæde, der hænger på en gård og törres ved alle midler … Alle tornene mödtes i hans velsignede hovede; så udflöd hjerne og bIod af hans velsignede hovede og næse og mund, og skægget var opfyldt med alsom mest levret blod … Så bar han korset til det sted, hvor han frelste os alle.»… Da Josef af Arimathæa og Nikodemus kom ud til korset, stod Johannes under korset og sa således til Jomfru Maria: »Hvad mon de mögle folk vil, som her kommer gangendes? Da oprejste Jomfru Maria sig under korset udi alsomstörste beskhed, anger og bedrövelse og sa: Johannes, nu skal ingen kende ve å være på mig i al min drövelse, men jeg vil frembyde min gamle tjeneste, som er ydmyghed, kærlighed og sand tålmod … Så tog de ham ned af korset og la ham i Jomfru Marias sköd; hun undfik ham med stor kærlighed og stor ydmyghed, med sorg og sa: O alsomhöjeste og viseste herre og mester foruden ende, hvi est du nu så tiende? O alsomhöjeste og klareste sol og evindelige lys, hvi est du så jammerlig og slukt? O alsomhöjeste og rigeste mester, hvi est du så mörker gjort i dit hellige og benedidede åsyn og i så stor fattigdom, hvi est du så hårdelig pint; der ganger et sværd gennem mit sorgfulde hjerte; hav nåde og miskundhed over alle dine kreaturer.» Og den lille bog ender med, at Jomfru Maria udbryder: »Velsignet og benedidet være du kors over alle træer, som skabt ere på jorden. Amen.»

Bekendt er Præsten Michael fra Odense, den store salmedigter för reformationen. Han skriver et sted f. ex. Således (7):

O menneske gräd for Jesu död,
som dig har frelst af evig nöd
med tvang og bitter pine.

Og på et andet sted (8):

Til himmelen räkker jeg nu min hånd,
o Herre Jesus, bevar min ånd,
!ad mig ej borte blive.
Dog jeg har meget ilde gjort,
siden jeg til mennesket skabet vord,
på jorden, mens jeg kunde leve.

Din pine, din plage, din hårde död
frelse mig i dag fra helvedes nöd,
tag mig til himmelrigs nåde.
Vilde du tilgi mig synd og bröde,
den stund jeg nu skal gå til döde,
det var det, hvorsom jeg bade.

I et håndskrift (9) fra c. 1450, der skriver sig fra Hundslund eller Börglum kloster, hedder det også så smukt: »O gode Jesus, og mildeste Jesus, o södeste Jesus, og Jesus, Jomfru Marias sön, fuld af miskundhed og sandhed. O södeste Jesus, miskund dig over mig efter din store miskundhed. O mildeste Jesus, jeg beder dig for dit værdige blod, hvilket du vilde udgive for syndige mennesker, at du vil afto min urenlighed og alle mine synder og se på mig uværdige og usle synder, som ydmygt beder og påkalder dette værdige navn Jesus … O mildeste Jesus, vedkend dig det, som er dit, og afskrab det, som er anderledes. – – – O velvilligste Jesus, lad mig gange i dine udvalgte venners tal, o Jesus, alle synders forladelse, o Jesus, Jomfru Marias sön, indgyd i mig din nådes visdom, forståelse, kärlighed, ydmyghed, sagtmodighed, kyskhed. – – – Jeg beder dig for al din pines beskhed, som du tålte for os usleste mennesker på korset, den tid din alsomhelligste sjæl udgik af dit hellige legeme, at du værdiges å ofre til den almægtige Gud Fader din pines og dine sårs beskhed for denne din tjeners sjæl, og frels ham i denne hans udgangs time for al pine og straf, som han ræddes å ha forskyldt for sine synder.»

Og endelig hedder det i de såkaldte anselmske spörgsmål, (10) som man skal rette til de döende: »Tror du, at Jesus Christus har gjort fyldest for alle verdens synder ved sin allerhelligste pine og kan udslette dine synder ved sin döds magt? Tror du, han kan forlade dig alle dine synder, om du har anger og ruelse, som han gjorde ved röveren på korset? Tror du, at Guds Son Jesus Christus döde for dig? Tror du, at du ingenlunde kan varde salig uden ved vor Herres död?»

Endnu flere vidnesbyrd kunde let samles, men sikkert til ingen nytte. Thi det fremgår jo grant af alle disse, ikke lösrevne citater, men sammenhængende uddrag, at var der nogen, der ikke var glemt her i Danmark i tiden umiddelbart för reformationen, så var det vor Herre Jesus Christus selv.

(Forts.) 

KlLDEANGIVELSER

1) Moltesen: De avignonske Pavers Forhold til Danmark. Side 9.

2) Carl S. Petersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie. I. Side 258.

3) Historisk Tidskrift. 8 Række. 4 Bind. 1:ste Hæfte.

4) Lindbæk: Pavernes Forhold til Christiern I og Hans. S. 2. 296.

5) Findes i Brandt: Dansk Klosterlæsning I.

6) Jesu Passionsvandring. Trykt 1509 i Köbenhavn af Gotfred van Ghemen. (Facsimiletryk i Aarhus 1915.)

7) Hr. Michaels tre danske Rimværker fra Aar 1496. (Efter udgaven 1516 udgivne 1856 af Christian Molbech.) Side 90.

8) Sammes bog side 176.

9) Aftrykt i Kirkehistoriske Samlinger. 2. Række. 3. Bind. Side 491. (1864–1866.)

10) Findes flere steder, bl. a. i Bernhard: En fortabt Siels Käremoll paa Kroppen. (Köbenhavn 1510. Trykt af Gotfred Ghemen.) Optrykt i Nye Danske Magasin. II. 1806.