Ved reformationens gry i Danmark

Av Niels Hansen

Kap. 4. INDERLIGHED I TROEN
Det forsikres så ofte, at fromhedslivet i middelalderens slutning var stivnet i udvortes former under hvilke alt ægte og inderligt fromhedsliv blev klemt til döde. Hvor uretfærdig en sådan påstand er, bliver den, der beskæftiger sig lidt med datidens religiöse litteratur, hurtig klar over. Her skal kun gives nogle enkelte citater, som viser dette.

I Sangen (11): De hellige tre Konger så lystig og glad hedder to af versene:

Så kom derfor med kongerne frem,
din Jesus i troen du ej forglem.
Han er din Jesus og saligheds tröst,
hans södhed gem i hjerte og bryst.

Han er det saligheds klare lys,
der lyser op vore hjerters hus
så skulle vi alle på jorden her
ham elske for alle og have kär.

Et andet forreformatorisk rim (12) lyder således:

Det siger vor Herre Jesus Christ:
hvo ydmyg og gudelig være vist
og regne sig mindst värdig å være,
i himmerig fanger han häder og äre.

I en gammelsvensik dödsforberedelse (13) hedder det fra en tid (Dronning Margrethes), da danske och svenske åndelige forhold artede sig ganske ens:

»Angrer du, at du har forbrudt dig mod din Gud og Forlöser, og har du vilje til å forbedre dig, om du får tid? Tror du, at Jesus Christus er död for din skyld, og at du ingenlunde kan frelses uden ved hans pine og död? Kun til Jesu Christi död skal du sætte alt dit håb. Min Herres Jesu Christi hårdeste död sætter jeg mellem mig og Guds vrede.»
Og i en gammelsvensk passionsbön (14) hedder det på lignende måde: »Miskundeligste Forlöser, käreste Jesus Christus, jeg beder dig ydmygt, at din svære pine og bitre död må blive mig til salighed og evigt liv.»

Lad os slutte med en så å sige officiel udtalelse. Biskop Lage Ume af Roskilde siger i sit berömte undsigelsesbrev til Konig Christiern Il: »Jesu Christi kors, hans benedidede döds og pines kraft og rnagt, Jomfru Marie, Guds Moders og alle helliges bön kalder jeg på.»

Kap. 5. HVAD MAN MENTE OM DE GODE GERNINGER
Som det tydelig fremgår af de foregående kapitler, henviste middelalderens håndböger menneskene til Christus og til tro på ham og tillid til hans nåde som deres frelses grundlag. Gode gerninger blev ikke glemt, men de blev aldrig fremstillet som frelsesmidlet, hvor ofte og hvor længe end protestantismen påstår noget sådant. Man vidste og praktiserede, som det hedder i en bog (15) om Helligåndsbrödrenes udbredelse, at det »å vise sin tro i sine geminger og å inderliggöre sit religiöse liv er to ting, der godt stemmer sammen».

(Forts.)

KILDEANGIVELSER

11) Findes i: Brandt: Dansk Psalmedigtning II.

12) Findes i Kirkehistoriske Samlinger I Bind. Side 287. (1849–52.)

13) Håndskrift fra c. 1375 på Kgl. Bibliothek i Stockholm (se Credo 1925. Side 263).

14) Anföres i Credo 1925. Side 65.

15) Stemann og Lindbæk: De danske Helligaandsklostre. Side 4.